Revolutionsfantasier

29. januar 2017
4 minutters læsetid

Af Jon Eirik Lundberg

Den amerikanske forfatter og kommentator, Paul Berman, skriver i Weekendavisen # 03 ouverturen til Donald Trumps første periode som præsident. Teksten er en gravskrift. Det der går i graven er det liberale demokrati, intet mindre. Befolkninger hjernevasket af blogger og sociale medier, kort sagt fake news, er blevet forelskede i Vladimir Putins diktatur, og smider hele den borgerlige samfundsorden på porten for dette fatamorgana.

Berman begynder den ikke helt intuitive tese med at slå fast, at ingen af Trumps empiriske påstande har noget på sig. Amerikanske arbejdspladser er ikke truet af udflytning, lønningerne stiger, ledigheden falder, der er ingen krise, heller ingen terror eller anarkistisk kriminalitet på grænsen til Mexico. Står det til Berman er hele Trumps virkelighedsbeskrivelse det rene opspind.
Hvorfor valgte vælgerne så ikke Hillary, bliver det logiske følgespørgsmål. Svar: De onde bloggere lykkedes med at lyve på hende allehånde skandaler, og hendes kampagne har stået magtesløs – dvs. kun udrustet med de konventionelle medier, den såkaldte ”fjerde statsmagt”, og måske tidernes største valgkampsmaskine – overfor disse ”trolde”, hvis magt ifølge Berman altså overgår hele det samlede amerikanske medielandskab.

Denne deprimerende fortælling om svindleres og taskenspilleres triumf placerer han historisk som en ”modrevolution” der finder sted. Først var der, med 1968, en ”liberal revolution”. Denne revolution har nu været hele jorden rundt, endda forbi Mellemøsten, og er foreløbigt strandet i Ukraine, hvor Putin har sat foden ned. Dén fest er ovre. De arkaiske, oligarkiske kræfter har mobiliseret, næret af en ”uartikuleret frygt” i vestlige befolkninger. Nu skal det hele rulles tilbage til en grum, fortidig verdensorden i ufrihedens tegn. Ingen aner, hvordan denne nedtur vil arte sig. Blot bliver det ikke hyggeligt, lader Berman forstå. Man fornemmer han korser sig efter sidste punktum er sat.

Derfor bliver han til gengæld sikkert opstemt når han erfarer, at hans dystopiske tese bygger på forkerte præmisser. Den ”liberale revolution”, han taler om, var en eruption af egalitære strømninger indenfor en allerede eksisterende, borgerlig (liberal) politisk orden. Bermans insisteren på at anvende termen ”liberal” i stedet for ”egalitær” tvinger ham ud i en serie mærkværdigheder, som han måske håber læseren vil bære over med. Han får sig selv til at kalde maoister liberale, hvad der jo burde skreget til loftet i hans eget skriveværelse. Hippier og maoister blandes sammen i én røre, hvad der igen er så hårrejsende urimeligt, at sætningerne er ved at knække midt over. Og så behøver vi ikke kommentere ideen om, at Det Muslimske Broderskabs magtovertagelse i Egypten, som led i ”det arabiske forår”, var et udtryk for ”en liberal revolution”. Der er vel ikke noget på denne planet, Broderskabet afskyr mere inderligt end netop det liberale, vestlige samfund.

Når vi erstatter Bermans term ”liberal” med ”egalitær” falder det hele på plads igen. Egalitære bevægelser har traditionelt ikke noget til overs for frihed. Man kan sagtens være egalitær og gå ind for det mest drakoniske diktatur. Ja, det ene følger som regel det andet. Så Berman har ret i, at der i de sidste 50 år har eksisteret en egalitær politisk strømning i Vesten. Lighed i løn, i rettigheder, i friheder, som alle har nydt godt af. For argumentets skyld erindrer vi, at de samme kredse også i al den tid har givet moralsk støtte til allehånde diktaturer med socialistisk tilsnit, fra Mao til Chavez og Castro.
Kampen for materiel og praktisk lighed går imidlertid næsten to årtusinder tilbage i vor del af verden, og de sidste 50 års initiativer, som f.eks. hippiebevægelsen, har uden sammenligning været de mest harmløse og moderate i hele denne tidsperiode. De politiske religiøse bevægelser, som har blomstret op i Europa siden 300-tallet, er alle sammen egalitaristiske. I moderne udgave kender vi dem som ideologier. I modsætning til det liberale demokrati, der gerne ser frihed og lighed alle vegne, taler ideologierne om ligheden indenfor klassen (kommunisme), eller racen (nazisme), eller den religiøse tilhørighed (islamisme). Enhver der befinder sig udenfor hovedkategorien er i forvejen afskrevet som noget man helst skal have fjernet fra planetens overflade.

Alle egalitære bevægelser afviser den borgerlige samfundsorden, fordi denne implicerer hierarki og forskelle i ejendomsforhold.

I demokratiske samfund vil de egalitære, politiske følelser typisk være repræsenteret af ”venstresiden” og de hierarkiske af ”højresiden”. Magten veksler mellem de to med jævne mellemrum i kraft af et ritual, hvor borgerne formelt giver magten fra den ene til den anden med en stemmeseddel. Det er dette der er sket i USA med Trumps indsættelse, ligesom det sker så mange andre steder i Vesten i disse år. I Frankrig ser socialistpartiet ud til at blive fredeligt udskiftet med et borgerligt et ved næste valg. Socialistpartiet overlader et Frankrig i undtagelsestilstand til den kommende regering. En lignende historie er under opsejling i Sverige.

I Bermans optik spiller den franske undtagelsestilstand ingen rolle. Det er Marine Le Pens forelskelse i Putin, der er årsagen til magtskiftet, skal vi forstå. Også selv om hun ikke har vundet valget endnu. Terroren, der har foranlediget undtagelsestilstanden, er heller ikke med i regnestykket. Frygten i befolkningen er ikke forankret i erfaring, ifølge Berman, men blot i de nye mediers hypereffektive propaganda.

Den rutinemæssige overlevering af magten fra den ene borgerlige fløj til den anden, måske især fra venstre til højre, opleves af Bermans generation som noget ekstremt overraskende. Til gengæld er deres fortællinger om begivenheden også præget af voldsomme overdrivelser og et nærmest kakafonisk politisk begrebsapparat. Der er store følelser i spil, om ikke andet. Den konservative britiske regerings respons til hele affæren var måske den mest fremtidssikre i så henseende. Den lød kort og lakonisk: ”En demokratisk hændelse har fundet sted.”

Og man kunne vel dårlig forvente andet.

 



Jon Eirik Lundberg, (f. 1974) Cand. Mag. i filosofi fra Københavns Universitet, skribent og kunstformidler. Mit filosofiske omdrejningspunkt er den politiske frihed. Hvad er det der skaber den, hvad er der gået galt de gange den er gået tabt, hvordan kan man forstærke den og bringe den andre steder hen, hvor den er efterlyst.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside