TEMP: Tilbage til normaliteten!

Hvordan kan en konservativ parlamentarismekritik tage sig ud? Hvordan kan liberale positioner udvikle sig til konservative? Det er et par af de ting, som denne artikel af undertegnede fra Temp – Tidsskrift for historie søger at besvare. Den skildrer en særlig konservativ position i mellemkrigstiden, et forsvar for verden af i går midt i en situation præget af brud og rivende udvikling. Forsvaret for verden af igår måtte i den situation blive forsvaret for en økonomisk liberal orden, et indigneret angreb på den interventionistiske stat. Denne højrekonservative position undersøges her med udgangspunkt i foreningen “Skatteborgerforeningen”, der særligt under formand professor, dr.jur. Knud Berlin knyttede en kritik af den moderne stat med en kritik af parlamentarismen.

Tilbage til Normaliteten

Den højrekonservative parlamentarismekritik

Det er velkendt, at folkestyret i mellemkrigstiden ikke nød ubetinget opbakning. Det er også velkendt, at kritikken af folkestyrets aktuelle form gjorde sig gældende ikke mindst i konservative kredse; den var, som en af parlamentarismens konservative forsvarere Arnold Fraenkel udtrykte det, et overklassefænomen. Men der
er ikke gjort mange forsøg på at forstå denne kritik på dens egne præmisser. Eftertiden har været tilbøjelig til at forstå mellemkrigstidens demokratidebat som en, hvor aktørerne stod over for et klart valg mellem demokrati eller diktatur, og hvor man var enten på den ene eller anden side. Perspektivet er imidlertid problematisk, fordi det giver et unuanceret billede af debattens positioner, og mest af alt siger noget om demokratiets uomtvistelighed i vore dage. Det gør os blinde over for det faktum, at demokratikritikken i Danmark i mellemkrigstiden, med Jeppe Nevers ord, først og fremmest var en kritik af den bestående parlamentarisme, snarere end en afvisning af demokratiet som sådan.

Det vil blandt andet sige, at det i høj grad er parlamentarismebegrebet, der optræder i datidens debatter. Pointen hér er ikke, at parlamentarismekritikken ikke kunne implicere en afvisning af det liberale demokrati i det hele taget, men blot at en mere åben problemstilling tillader en mere nuanceret analyse, der lader os forstå de bekymringer, som parlamentarismekritikken adresserede, og lader os spørge til den eksakte karakter af de forskellige forslag til en afløsning af parlamentarismen, som drøftedes i tiden.
Artiklen er mere specifikt en begrebshistorisk undersøgelse af en særlig højrekonservativ parlamentarismekritik i 1920’erne, og er her særligt interesseret i spørgsmål som, hvorfor parlamentarismen tænktes at udgøre et problem; hvilke af dets komponenter, der opfattedes som særligt problematiske; og hvordan man fra højrekonservativ side kunne tænke sig parlamentarismens krise løst. Endelig vil artiklen undersøge diktaturbegrebet i den højrekonservative parlamentarismekritik,da dettes karakter forekommer at være af særlig interesse som følge af den absolutte modsætning mellem demokrati og diktatur, i hvis lys eftertiden – og dele af samtiden – har tolket mellemkrigstidens parlamentarismekritik.

Det er i den forbindelse en pointe, at parlamentarismekritikken bedst forstås i relation til højrekonservatismens ideologiske struktur, ligesom kritikken er med til at belyse denne struktur. Artiklen er således også en skildring af en ellers overset ideologisk position inden for en dansk konservatisme, der var præget af en høj grad af ideologisk heterogenitet.

Læs hele artiklen her. Den begynder på s. 28.