Historiker Jon A.P. Gissel gennemgår Jens Rasmussens bog om biskop H. L. Martensen, En socialkonservativ samfundsrevser, og rejser en grundig kritik af både metode, kildebrug og hovedtese. Anmeldelsen bliver samtidig et forsvar for en mere helhedsorienteret forståelse af Martensens tænkning.
Kirkehistorikeren Jens Rasmussen, som har et imponerende forfatterskab bag sig, har skrevet en bog om et vigtigt emne. Hans Lassen Martensen, Sjællands biskop, var en af de store skikkelser i Danmarks kirkehistorie og på anden måde historie i 1800-tallet.
Sekulariseringen eller på dansk verdsliggørelsen (Rasmussen bruger også dette ord) var et vigtigt og tragisk tema i Danmarks og Europas historie i Martensens levetid (1808-84) og senere, ikke mindst i forbindelse med det radikale angreb på kirke og kristendom og alle konservative værdier, det såkaldte moderne gennembrud. Dette angreb modstod Martensen i 1870’erne med sit trebindsværk Den christelige Ethik. Dette værk er kristent og kirkeligt, og det er konservativt.
Martensen var ikke bange for at tage til orde overfor fremtrædende synspunkter i sin samtid. Etikken er for Martensen ikke alene individuel, handler ikke alene om det enkelte menneskes etiske eller uetiske handlen, men også om »Den sociale Ethik«, som udgør værkets sidste tredjedel, og hvis forløb går gennem »Familien«, »Staten«, »Kunst og Videnskab«, »Kirken« og »Guds Riges Fuldendelse«.
Det sociale spørgsmål, arbejderspørgsmålet, som er Jens Rasmussens hovedemne i denne bog, og som Martensen selv lagde stor vægt på, føres her frem i afdelingen »Staten«. Jens Rasmussens bogs forsides billede viser biskop Martensen med et bestemt og beslutsomt ansigtsudtryk, der passer godt til titlens ord »samfundsrevser«.
Bogens opbygning
Bogen er komponeret sådan, at den både har forord og indledning. I første kapitel præsenteres Martensen, i andet nogle opgør i 1800-tallet, konservatisme overfor radikalisme og materialisme, verdsliggørelse og individualisering.
Tredje kapitel handler om Enevældens sene periode, fjerde om Martensens synspunkter og kampe i den første tid under Grundloven af 1849, da den lutherske trosenhed i landet blev ophævet og religionsfriheden indført, mens et meget stort flertal af befolkningen var medlemmer af Folkekirken. Femte om Martensen og brydninger i teologi og kirke. Sjette om Martensens socialetik i 1870´erne. Syvende om kulturkampen om kristendommens betydning.
Ottende har som titel et spørgsmål: »Går der en linje fra Martensen til Steincke?« Derefter en afslutning, »fra fortid til nutid«, engelsk »Summary«, noter, litteratur og register.
Sproglige og begrebslige problemer
Bogen er overvejende sprogligt velskreven. Jens Rasmussen søger at holde citaterne i deres oprindelige retskrivning, en bestræbelse som jeg kan tilslutte mig. Dog er der udtryk, som arbejder imod den historiske forståelse, og det er vigtigt at være opmærksom på, især når det gælder forståelsen af standpunkter, der ikke har haft eftertidens velvillige opmærksomhed: Jens Rasmussen omtaler opløsningen af den lutherske enhedskultur, herunder sammenhængen mellem kirke og skole.
»Thi til Trods for al Indsigelse staar det christeligt fast, at Industrien er for Menneskets Skyld og ikke Mennesket for Industriens.«
Martensen var ud fra hele sin holdning modstander af dette, han argumenterede imod det; men er det virkelig rigtigt at bruge udtrykket »rasede«? Forfatteren giver ikke eksempler, og jeg synes ikke, at det Martensen skriver i Den christelige Ethik giver grundlag for denne voldsomme betegnelse. En lignende klichéagtig sprogbrug er det, når forfatteren siger, at Georg Brandes’ forelæsninger vakte »en storm af forargelse i det københavnske borgerskab«. Igen gives ingen eksempler, ingen henvisning, det virker letkøbt med den velkendte nedladende brug af ordet »borgerskab«.
Martensens kritiske bemærkninger i et brev berettiger næppe udtrykket (»en Deel Tale« er ikke det samme som »en storm«). Og jeg har i mit forfatterskab vist, at konservatismens repræsentanter i høj grad viste en saglig og en åben holdning til Brandes’ og radikalismens synspunkter; ikke sådan at de gik over til dem, men at de var villige til at debattere dem på en rolig og værdig måde. Ligesom jeg viser, at Brandes’ måde at omtale anderledes tænkende på var ensidig og negativ på en helt anden måde. Jens Rasmussen mener vel, at det er fuldstændig legitimt at kritisere Brandes? Og at gøre det i hans samtid?
Om rummelighed
»Rummelighed« er et nutidigt plusord, ligesom mangfoldighed, og spørgsmålet er, om det uden videre kan overføres til situationen i 1800-tallet og datidens kirke? Jens Rasmussen bruger udtrykket »en rummelig kirke«, s. 36; s. 170 »rummelighed«.
Udtrykket »Grundtvig var enig i denne vildfarelse« virker uklart; var han enig i, at det var en vildfarelse? S. 151 »Linderberg knyttede i 1890’erne til The Fabian Society«: Der må mangle noget i sætningen.
I litteraturlisten på s. 208 står P.G. Lindhardts bog To Højkirkemænd som To Højrekirkemænd. S. 168 valmenighedslov i stedet for valgmenighedslov. Henry Ussings skrift Socialisme og Kristendom, som omtales s. 122, står ikke i litteraturlisten, og Ussings erindringer, der fortæller meget om tiden i Martensens senere år og derefter, er ikke brugt. Karl Marx står ikke i registret.
Martensens motto
Jens Rasmussen har sat et citat af et brev fra Martensen til Johanne Louise Heiberg i spidsen for sin bog som en form for motto: »Der skal i sin Tid ikke kunne siges, at Kirken har været stum og forsømt at udtale hvad der fra Christendommens Side burde siges. Thi til Trods for al Indsigelse staar det christeligt fast, at Industrien er for Menneskets Skyld og ikke Mennesket for Industriens.« Et vigtigt udsagn.
Hvordan Martensen har vidst, at Fru Heiberg ikke var enig med ham, ved vi egentlig ikke. Det burde måske være anført. Interessant er omtalen af en polemik mellem Martensen og de romersk-katolske jesuitter; der viser sig en forskellig opfattelse af det subjektive.
Om Folkekirken, som betød meget i Martensens tankegang, skriver Jens Rasmussen: »Folkekirken er imidlertid ikke blot et statsligt forvaltningsorgan, men også et trossamfund med en luthersk kultur, som har påvirket samfundet.« Rasmussen anfører procenttal, at i 1901 var ca. 99 % af Danmarks befolkning medlemmer, i 2024 ca. 72%. Det sidste kan ikke kaldes næsten hele befolkningen, som Rasmussen et sted gør, men derimod et betydeligt flertal.
På dette grundlag vil anmeldelsen i hovedsagen komme til at handle om uenigheden mellem Jens Rasmussen og mig selv.
Om projektet »Konservatisme i Danmark«
I nogen grad kommer bogens karakter af, at forfatteren direkte vender sig imod min egen forskning i projektet »Konservatisme i Danmark«.
Side 11 hævder Rasmussen, at mine tre bøger har den »mangel«, at de ikke beskriver Martensens socialetiske tænkning med hele arbejderspørgsmålet og hans kritik af samtidens liberalisme. Min fyldige artikel »Arbejdet«, hvor disse temaer netop fremdrages, så tidligt som i 2008, nævnes mærkeligt nok ikke på dette sted. Heller ikke, at jeg i De Grebne s. 7 skriver, at jeg vil gå ind på den kristelige filantropi i den følgende bog. Filantropi er med et græsk ord menneskekærlighed, især velgørenhedsarbejde.
Siderne 23-25 omtales de tre bøger hurtigt og uden større forståelse. Han hævder, at jeg behandler modsætningen mellem kulturel radikalisme og konservatisme »noget skabelonagtig«, men uden at give eksempler, mens jeg i Konservatisme og Kulturkamp indgående har dokumenteret min beskrivelse. Endvidere siger han, at jeg »ikke altid« klart skelner den frie vilje hos de konservative fra den radikale individualisme. Dette er ret mærkeligt, da jeg tydeligt viser forskellen i holdning til viljens frihed hos radikale og konservative og selvmodsigelsen i, at den radikale side ønskede en fri tanke, men skarpt modsatte sig viljens frihed.
Jens Rasmussen hævder desuden, at jeg ikke skelner klart mellem »konservatismens bundne frihed med organismetankens sammenhæng og den kulturradikale frihed uden bindinger«. Det er en forbavsende kritik: Jeg bruger andre formuleringer, og jeg mener ikke, at det er nok at skrive »organismetanken«, men at man må vise, hvilke sproglige billeder der bruges, hvordan den konservative helhedsopfattelse viser sig i sproget. Martensen var helhedsopfattelsens, syntesens mand; dette viser sig i den grad i Den christelige Ethik, og derfor er dette værk så vigtigt.
Uden bindinger
Og hvor rigtigt er det egentlig at sige, at den radikale frihed var »uden bindinger«? Ja, i agitationen, men i sagen, i praksis, havde den mange og stærke bindinger: Den naturalistiske determinisme og et positivistisk syn på viden og videnskab. Jens Rasmussen hævder yderligere uden eksempler, at jeg gør Mynsters, Martensens, Scharlings, Madsens og Sthyrs kirkelige konservatisme »temmelig strømlinet«.
Min fremstilling lægger netop vægt på nuancer, og jeg mener, at man ved at være opmærksom på det personlige i udtrykkene for deres holdning og forskellene, som også findes imellem dem, også beskriver det fælles hos dem på en mere dybtgående måde end man ville gøre med en ydre afrundet form.
Han bruger udtrykket »Gissels forestilling om i vor tid at genrejse den kirkelige konservatisme«, som om mine bøger og artikler ikke først og fremmest er en historisk fremstilling, en dokumentation og et arbejde på at forstå en holdningsmæssig sammenhæng i dansk åndsliv, som har været underbelyst.
Som eksempel kan nævnes min analyse af Martensens omtale af »Jobs Bog« og af hans brug af Prometheusmyten i sin argumentation i Den christelige Ethik. Det er vigtigt at en skikkelse som Martensen skildres, men også at de konservative åndspersonligheders historie får en samlet behandling.
Martensens politiske tilhørsforhold
Jens Rasmussen nævner s. 24 kort og afvisende min artikel »Arbejdet«, endda uden at nævne titlen. Denne artikel går som nævnt ind på det sociale spørgsmål. Når han siger, at jeg refererer fra Martensens bind om den sociale etik, er det misvisende, fordi jeg sammenligner Martensens og Monrads synspunkter og netop derved giver et eksempel på, at »konservatismen tager forskellige former«, som Jens Rasmussen efterfølgende skriver.
Jeg beskriver deres udsagn som en debat, og udtaler, at de repræsenterer hver sin form for konservatisme. Og når han skriver, at Martensen ikke hørte til partiet Højre, hvad der åbenbart skal være en replik til mig, har jeg ikke påstået et tilhørsforhold til et politisk parti, og mit projekt handler helt overvejende om den kirkelige og kulturelle konservatisme, kun indirekte om den politiske konservatismes historie.
Dette siges klart i mine bøger, ligesom at de tre konservatismer ikke kan sættes på en formel. I Konservatisme og Kulturkamp s. 2-4 redegør jeg for, at konservatisme ikke er nogen entydig sag, at man kan tale om konservatismer i flertal; og jeg ridser hovedlinjerne op for teologisk, kulturel og politisk konservatisme, samt at nok støttede de i mange tilfælde hinanden, men at man ikke uden videre kan regne med, at det var tilfældet. Jeg har ikke set vidnesbyrd om, hvad Martensen stemte ved valgene.
En sekulær retning i konservatismen
Side 29 siger Jens Rasmussen, at konservatismen »var ikke kun kirkelig ud fra traditionen, som især fremhævet af Jon A.P. Gissel«, men havde »en mere sekulær retning«. Min skelnen mellem politisk, kulturel og kirkelig konservatisme nævnes fortsat ikke; men i den ligger også, at der fandtes en verdslig tankegang blandt de konservative, ikke mindst politisk konservative. Udtrykket findes i Rasmussens afsnit »Sekulariseringsprocessen: verdsliggørelse og individualisering«.
Hvad denne skelnen angår, kritiserer Rasmussen min fremstilling af Henrik Scharlings forhold dels til Martensen, dels til den politiske konservatisme på s. 111f. Når Rasmussen skriver, at der »var således nuancer i Martensens og Scharlings vurdering, men de var fælles om at fastholde det kristne grundlag i den offentlige debat«, er jeg enig, og det fremgår også af, hvad jeg har skrevet om emnet.
På s. 135 siges, at jeg har »ment«, at konservatismen også har del i de kirkelige filantropiske tiltag. Det er et udtryk, som skjuler dokumentationen i »Arbejdet«, som der henvises til i note 318. I hovedteksten udtaler Rasmussen, at han belyser filantropien »ud fra den socialhistoriske litteratur«. Men det bør man jo ikke gøre ukritisk.
Kristelig linje i Socialdemokratiet
Professor i økonomi Niels Kærgårds artikel fra 2018 udtaler sig bestemt (s. 177) for en lige linje fra Martensens Socialisme og Christendom til Linderberg og fra Linderberg til K.K. Steincke og fra Steincke til det moderne Socialdemokrati. Desuden udtaler han s. 175, at »der hele tiden har været en ret usynlig, men vigtig, kristelig retning i Socialdemokratiet«.
Det er dette synspunkt, Jens Rasmussen viderefører. Kærgård nævner Stauning, men omtaler ikke hans forhold til kristendommen. Kærgård og Rasmussen holder sig begge til Socialisme og Christendom og går ikke ind på Martensens Ethik som syntese.
Men i Kærgårds artikel har Monrads svar på Martensens udspil en vigtig rolle; og her bør det påpeges, at dette svar på liberalismens vegne udkom 1878, altså efter offentliggørelsen af Den sociale Ethik. Ikke da Socialisme og Christendom udkom 1874. Dette er et tegn på den vægt, som Martensens samlede Ethik havde. Et andet forhold mellem Rasmussens og Kærgårds tekster kommer frem: S. 161 omtaler Kærgård kirkehistorikeren P.G. Lindhardt, der citeres for, at Martensen fik brug for socialismen som en midlertidig medspiller mod liberalismen.
S. 176 skriver Kærgård, at Lindhardt kan have »argumenter for at Martensen alene lavede en alliance med socialisterne i kampen for det autoritære samfund og den autoritære kirke, mod al politisk og religiøs liberalisme«. Kærgård siger altså ikke i så mange ord, at dette er hans egen mening, men udtrykket er svært at forstå anderledes. Og dermed må der være en betydelig meningsforskel mellem Kærgård og Rasmussen: Sidstnævnte lægger bestemt ikke op til nogen taktisk forståelse af Martensens standpunkt.
Udeladelser
Jens Rasmussen skriver s. 138, at Martensen fik sæde i Arbejderkommissionen (gentages s. 175). Det havde han ikke ifølge Betænkningen. Denne kommission blev nedsat i 1875. Jens Rasmussen henviser i note 326 til Dansk Velfærdshistorie I s. 333ff., hvor der ikke står, at Martensen var medlem.
Derimod står der, at »rygtet ville vide, at biskop Hans Martensen stod bag kommissoriets tanker«, og der henvises til A.F. Kriegers Dagbøger. Det ville have været rigtigt, hvis Jens Rasmussen havde oplyst læseren om, at det var Ministeriet Estrup, der nedsatte Arbejderkommissionen, da han ellers fremstiller partiet Højre som helt overvejende økonomisk liberalt tænkende. Og det havde i det hele taget været en god ide at inddrage betænkningen i en bog om Martensen som socialkonservativ.
Noget af det, der gør Betænkningen interessant, er den meningsforskel, som direkte og argumenterende kommer til udtryk blandt kommissionens medlemmer: Med svingninger er der et ret stabilt flertal og et ret stabilt mindretal (s. IX, 14, 32, 37, 39, 61, 71, 81, 87); og mindretallet er mere kritisk overfor liberalismen end flertallet (s. 72 ses et eksempel på, at flertallet holder på fuldkommen frihed).
Stiftsphysicus F.C. Krebs og formanden, Rosenørn, udtaler (s. 7) sammen med et par andre deres principielle standpunkt: Arbejdernes forhold er »vor Tids vigtigste sociale Opgave«. »Statshjælp og Samfundets ordnende Indgriben« vil på forskellige punkter være uomgængelig fornøden.
En organisk forbindelse mellem staten og de enkelte fag og grupper er nødvendig. Det mere end antydes, at det havde været bedre at bevare lavene og korporationerne og reformere dem. Disse synspunkter er parallelle og interessante i forhold til Martensens udspil. Dette i det store og hele stabile mindretals tilstedeværelse i Arbejderkommissionen viser, at nok var liberalismen stærk i samtiden, men Martensen talte ikke i en ørken.
Martensen som konservativ
Rasmussen går ind på, at Martensen var konservativ. Ordet findes i bogens titel omend i sammensætning. Kapitel I gør det i betydelig grad, således at konservatismen hævdede helhedens interesse. I kapitel III er det fremtrædende, således s. 35 to gange. Det sættes i kapitlet i forbindelse med den sene enevælde og romantikken. Den vægt, Martensen lagde på familien og hjemmet, omtales kort s. 100, ligesom holdningen til ejendom og arbejde og til monarkiet.
S. 145 omtales, at han holdt fast ved den private ejendomsret. I afslutningen s. 168 hedder det: »Konservativt holder han på den gamle sognestruktur«, og i sammenhæng hermed omtales det, at han ønskede en fast kirkeordning med en klar ledelse. Han ønsker at »fastholde en konservativ struktur«. »Martensen er konservativ og fortsat for folkekirkens bekendelsesmæssige og liturgiske enhed og uniformitet« (begge s. 170). Det er gennemgående i kapitlet »Afslutning«, at Martensen ser individualiseringen i Folkekirken som et stort problem.
Rasmussens linje fra Martensen til Steincke
Det er i Jens Rasmussens kapitel VIII, at tanken om en linie fra Martensen til den socialdemokratiske social- og justitsminister Karl Kristian Steincke udfoldes. Det er her vigtigt, at tesen kan begrundes. Det er interessant, at Rasmussen påpeger s. 139, at tanken om, at »Statshjælp« måtte ledsages af »Selvhjælp«, eget ansvar, som var vigtigt i Martensens sociale etik, gik videre i lovgivningen i resten af 1800-tallet, men denne lovgivning blev ikke gennemført af Socialdemokratiet alene, snarere tværtimod. Ansvaret står i forbindelse med viljens frihed.
S. 140f. sammenlignes Martensens tanker med Socialdemokratiets partiprogram fra 1876, idet der henvises til historikeren Thyge Svenstrup. Der nævnes vigtige forskelle, især religion, men det er lighederne, der fremhæves (forbud mod børnearbejde, sunde arbejderboliger m.m.). Fremhævelsen sker ikke mindst ved det afsluttende citat af Thyge Svenstrup: »Det er alt sammen foregrebet af Martensen…«
Først s. 145f. får vi at vide, at 1876-programmet krævede statens overtagelse af jorden, ved inddragelse eller opkøb, mens Martensen ikke ville røre ved den private ejendomsret. Altså en vigtig forskel, det var ikke alt sammen foregrebet af Martensen.
I Jens Rasmussens fremstilling er Fernando Linderberg et afgørende bindeled mellem Martensen og Steincke, og der gøres meget ud af ham. Linderberg meldte sig 1895 ind i Socialdemokratiet, men meldte sig senere ud igen. S. 146 omtaler Rasmussen, at Linderberg kombinerede Henry George med socialismen »og denne sammenstilling lå langt fra Martensens forestillingsverden«. Der var altså her en betragtelig forskel på deres tankegang og holdning på det økonomiske område.
Linderberg og Steincke
Der var kontakt mellem Linderberg og Steincke, trods Linderbergs udmeldelse, og Jens Rasmussen omtaler s. 143 et udtryk i et brev fra Linderberg til Steincke, at »det i første række gjaldt om agitatorisk at forstørre alle problemer i de besiddende klasser…«. Nogen forklaring på betydningen af dette mærkelige udtryk får læseren ikke, men det lyder i hvert fald langt fra Martensens tankegang.
Rasmussen går ind på Linderbergs bog Frikonkurrencen og Socialismen fra 1895 (s. 143). Det er bestemt interessant, at Linderberg citerer Martensen, også på siden efter titelbladet; og Rasmussen siger, at Linderberg »fulgte samme analyse« som Martensen. Den store forskel mellem dem på holdningen til jorden får vi først at vide s. 145.
Det virker overbevisende, at Linderberg henviser ret meget til Martensen. S. 148, i slutningen af sin gennemgang af bogen, kommer Jens Rasmussen med nogle forbehold, som viser, at grundholdningen var forskellig hos de to: »I Linderbergs skrift var der dog tale om en rationalistisk og idealiseret social kristendom med personen Jesus som forbillede.
Kristendom og teologi var i den grad tilpasset Linderbergs socialistiske samfundssyn. Denne tilpasning ville for Martensen have været den sekularisering, han frygtede. Han betragtede kristendommen som tilværelsens åndedræt. Den var surdejen, der gennemtrængte socialismen og netop ikke et appendiks til socialismen.« Det er godt, at Jens Rasmussen gør dette forbehold, men det havde været rigtigt at omtale denne store forskel i holdning fra begyndelsen af omtalen af Linderberg.
Endvidere: Hvis Steincke taler om en modsætning mellem produktivkræfterne og de samfundsmæssige forhold »herunder retsforhold, religion og filosofi« (s. 153), har åndslivet ikke nogen indgribende betydning, som hos Martensen. Jens Rasmussen udtrykker sig i sin afslutning med en vis forsigtighed i forhold til sin tese, idet han her taler om »paralleller« mellem Martensens og Steinckes tanker, samt at det er »sværere fuldt ud at dokumentere«, at Martensen direkte har inspireret socialdemokrater (s. 175).
Savner begrundelse
Ordet »formentlig« optræder som argumentation (s. 151), at Martensen formentlig var påvirket af katedersocialismen, der betegnes som udtænkt af socialkonservative. Måske var han det, det er sandsynligt, at der er paralleller, men man ville gerne se mere begrundelse for en påvirkning. Jens Rasmussen henviser i den tilhørende note 368 til Dansk Velfærdshistorie I, s. 334-335. Her hævdes det, at »Martensen og andre med ham har været påvirket af de kristne tyske katedersocialister«.
Igen lyder det sandsynligt, men det begrundes ikke, at der var tale om påvirkning. S. 155 i en situation, som er ret vigtig for Jens Rasmussens tese, idet stedet indgår i hans forsøg på at vise en linje Martensen-Linderberg-Steincke: At man i en socialistisk diskussionsklub, som Steincke på et tidspunkt var medlem af, »formentlig sammen« læste F. Linderbergs bøger.
Her får vi at vide, at Steincke nævnte bøgerne i sine erindringer, men tilsyneladende kan det ikke dokumenteres, at vejen gik over diskussionsklubben. S. 161 skrives, at K.K. Steincke »formentlig kendte« Martensens socialetik, samtidig med, at det påstås, at Steincke var påvirket af denne, »var taget ud af«. Jens Rasmussen kan åbenbart ikke dokumentere, at Steincke kendte denne.
Dette indtryk forstærkes af den følgende sætning: »I hvert fald havde de et meningsfælleskab.« I disse tre tilfælde bruges ordet om Rasmussens centrale opfattelse af Martensens standpunkt og af hans senere indflydelse i en bestemt retning; derfor ville det være berettiget med en udførligere begrundelse. Om juristen A.S. Ørsted hedder det, at han var konservativ, med tilføjelsen »sikkert inspireret af J.P. Mynsters teologi« (s. 39); det forekommer sandsynligt, at der er en sammenhæng, måske havde det været klogere at skrive »sandsynligvis«?
Den marxistiske historieopfattelse videregives
Linderberg refereres ukritisk s. 155, hvor det bl.a. hedder, at Karl Marx »anvendte den marxistiske historieopfattelses evolutionstanke med ønsket om en fredelig klassekamp, der skulle foregå gennem politisk indflydelse«. Er dette alene Linderbergs opfattelse af Marx, eller er det også Jens Rasmussens? I de omkringstående sætninger omtales, at noget er Linderbergs opfattelse, men nogen vurdering af denne får vi ikke.
Forfatteren hævder, at i 1900-tallet har den kristne horisont altid været til stede hos Socialdemokratiet og lægger stor vægt på K.K. Steinckes personlige stilling (s. 101f. og andre steder). Men Rasmussens omtale af Steinckes uenighed med »flere ledende socialdemokrater« om materialismen (s. 157) burde nok føre til overvejelser om berettigelsen af at generalisere om Socialdemokratiet ud fra Steincke. I disse spørgsmål har han været i modstrid med en stærk del af sit parti.
men han var også modstander af den utopiske socialismes krav om absolut lighed
Når Martensen kommer med en række ideer til at hjælpe arbejderen til »at indtræde i Middelstanden«: forsørgelse for alderdommen, for arbejdsløse tider, for sygdomme, og om statens rolle, udlægger Rasmussen det således: »Her pegede Martensen frem mod den socialdemokratiske velfærdsmodel…«. Det kommer til at lyde som et formål, giver et uhistorisk indtryk. Det er interessant, at K.K. Steincke skrev kritisk om Georg Brandes’ og Politikens angreb på ægteskabet og hjemmene, men når Jens Rasmussen skriver, at disse udtalelser »viste hen til Martensens Christelige Ethik», virker det misvisende, hvis der kun er tale om en lighed, ikke at Steincke henviser til Martensen (s. 162f.).
Steinckes ønske om eugenik, racehygiejne (s. 162), må i sig selv bringe ham på betydelig afstand af Martensen, men Jens Rasmussen går ikke ind på en sådan betragtning. Steincke citeres for udtrykket, at troen på en personlig Gud »gør Gud identisk med Verden«. Det lyder ikke som Martensen. Jens Rasmussen bruger kort efter ordet »civilreligion« om »Steinckes kristendom« (s. 163). Men er det så ikke ret kunstigt at postulere en linie fra Martensen over Linderberg til Steincke? Hvor meget meningsfællesskab er der, når grundlaget er så forskelligt?
Den christelige Ethik og brudstykket
Jens Rasmussen omtaler Martensens kamp mod verdsliggørelsen, men han vil ikke behandle Den christelige Ethik som en helhed, en syntese, til trods for at dette værk i sin helhed er et opgør med verdsliggørelsen (s. 84). Derimod lægger han hovedvægten på det mindre skrift Socialisme og Christendom fra 1874, som Martensen selv betegner som »et Brudstykke af den specielle Ethik«.
Den specielle Ethik var den del af værket Den christelige Ethik, som udkom i to dele 1878, og de to dele handlede om den individuelle og den sociale etik. Den almindelige del var udkommet 1871. Ordet »Brudstykke« angiver, at der er tale om en mindre, løsreven del af et hele. I Den sociale Ethik s. 153 angiver Martensen i en note, at de »følgende Stykker« var trykt 1874 og gengives her med nogle få forandringer og tilføjelser.
Jens Rasmussen nævner i sin indledning, s. 13, kun »debatskriftet Socialisme og Christendom», ikke hovedværket Den christelige Ethik. I sit kapitel VI tager Rasmussen begge op, men den første side (79) af præsentationen af Den christelige Ethik er helt styret af Socialisme og Christendom. S. 82 omtales den almindelige del af Martensens etik som »en forudsætning for skriftet »Socialisme og Christendom«, og at dette blev genoptrykt med få ændringer i 1878, og s. 83 siges, at der var tale om et uddrag, der var planlagt til at udkomme i en større sammenhæng.
Jens Rasmussens begrundelse for prioriteringen s. 84 lyder: »Skriftet Socialisme og Christendom må betragtes som situationsbestemt med Martensens kamp for den kristne borgerdyd, socialt og politisk. Det er denne kamp mod sekulariseringen, som er grundlaget for min bog og ikke en mere specifik teologisk bestemmelse af hele Martensens hovedværk om Den christelige Ethik.«
Hertil er at sige, at Martensens hovedværk samlet er en argumentation mod verdsliggørelsen, og når Jens Rasmussen på s. 84 fremhæver det kristne etiske grundlag for staten som et vigtigt anliggende for Martensen, må det være rimeligt at vie Den christelige Ethik langt mere opmærksomhed end det sker i hans bog. Staten er, som jeg har omtalt ovenfor, et hovedafsnit i Den sociale Ethik, og omtalen af arbejderspørgsmålet indgår heri.
Martensen og socialismen
Også i Socialisme og Christendom tager Martensen afstand fra den revolutionære socialisme (s. 31f); i begyndelsen af forordet skriver han, at det må erkendes at være nødvendigt, at staten i mange tilfælde må modstå og bekæmpe den med sine magtmidler. Udtrykket er kort, men havde været rigtigt at omtale.
Derefter går Martensen over til den anden vinkel, at også den kristelige etik må beskæftige sig med det sociale spørgsmål. Han udtaler (s. 6), at en velstående middelstand bør være det langt overvejende flertal af nationen. I hans væsentlige kritik af Adam Smith (s. 16) udtrykkes en opfattelse af arbejde, pligt og værdighed – et åndeligt syn på arbejde og arbejder. Martensen forsvarer klart den private ejendomsret (s. 42) og modsætter sig »Individualitetens Underkuelse«.
Modstand mod den socialistiske stat
Den etiske socialisme, som er bestemt ved kristendommen, er konservativ, indlader sig ikke på omvæltninger, men på omdannelser; den er også individualistisk i den forstand, at den ikke udelukker noget individ fra sin omsorg. Martensen omtaler strejker som et »Uvæsen«(s. 50), men ser dem som en følge af den frie konkurrence.
Når det gælder familielivet, går han klart imod den socialistiske og kommunistiske stat (s. 41), lige så vel, som han går imod fabriksarbejdets skadelige indvirkning på familielivet (s. 24). Men den stat, som Martensen tænker sig, er på mange måder stærk, således ved at den »fra Tid til anden« kan regulere arbejdernes løn, efter forslag fra begge sider (s. 50). Men han vil beskytte individet og som nævnt ejendomsretten.
Martensen lægger dermed afstand til to ekstremer, to ensidige retninger. Det tredje standpunkt er konservativt (s. 44). Jens Rasmussen skriver på sin bogs s. 94 om »en etik for udvikling af en såkaldt socialisme, der havde kristendommen som identitet og kulturel baggrund«. Dette »såkaldt« tyder på, at Jens Rasmussen undrer sig over Martensens brug af ordet »Socialisme« om det, han lægger frem.
Kritik af Adam Smith
I Jens Rasmussens bog kommer efter den korte omtale af syntesen, den længere af brudstykket, s. 84-94. I dette udførlige referat er der meget interessant; f.eks., at Martensen gjorde »op med den sekulære opfattelse om helt at adskille religion, opfattet som privat tro, og samfundsliv, der var offentligt fællesskab« (s. 86).
I forbindelse med Martensens kritik af den utopiske socialisme går Rasmussen ind på Martensens overvejelser om næstekærlighed, den utopiske socialismes afstand fra kristendommen; overvejelser som er vigtige (s. 89f.). Interessant er også omtalen af Martensens interesse for kirkens filantropi – hjælp blandt de dårligt stillede (s. 94). Martensen kritiserede både Adam Smith og den utopiske socialisme.
Den frie konkurrence foregik på ulige vilkår, og Martensen sammenligner dette med at lade en lam konkurrere med en hurtigløber og en fattig detailhandler med en stor kapitalist. Dette udlægger Rasmussen sådan: »Han tænkte vel, at alle ud fra skabelsestanken havde ret til lige vilkår.« Det er højest sandsynligt, at skabelsestanken har haft betydning for Martensens overvejelser, og hans billede og eksempel viser groft ulige vilkår, men han var også modstander af den utopiske socialismes krav om absolut lighed, som omtalt i referatet s. 89.
Ikke en ubetinget ven af lighed
Martensen var i det hele taget ikke så stor en ven af lighed, som Jens Rasmussens ord giver indtryk af: I Den sociale Ethik s. 6, bruger Martensen udtrykket »Lighed mellem de forskjellige, i Guds Billede skabte Personligheder, i et System af Uligheder«. Han vender sig mod en ensformig lighed; menneskene er bestemte til social ulighed. Uligheden er en social naturlov. Der findes i de forskellige menneskelige sammenhænge et over- og underordningsforhold. Men den sande lighed er åndelig. Det viser, at Martensens udtalelser om arbejderspørgsmålet må fortolkes ud fra hans syntese.
Om vigtigheden af Martensens syntese
Betydningen af brudstykket ligger som berørt i, at Martensen lod det udgive selvstændigt, inden han udgav Den sociale Ethik samlet. Derved tilkendegav han, hvor vigtigt han anså arbejderspørgsmålet for at være. Ellers får man ikke noget af brudstykket, som man ikke får i de tilsvarende afsnit af hans syntese. Men man får langt mere af at læse syntesen, hans helhedsopfattelse, den sammenhæng som han sætter disse særlige afsnit i. Umiddelbart inden s. 153 får vi Martensens redegørelse for stænderne, for deres forhold til konservatisme.
Martensen anerkender, at der var »trykkende og snærende« bånd forbundne med de gamle lav og korporationer (foreninger), men man ville løse alle bånd, udslette korporationerne i stedet for at omdanne dem. Derved indførtes den stærkeres ret, alles kamp mod alle og »en stor Calamitet (ulykke) over Menneskeslægten« (s. 147). I dette afsnit får man også at vide, hvad Martensen forstår ved arbejderstanden og hans tanker om forholdet mellem stat og samfund.
Når Martensen kaldte Socialisme og Christendom »Et Brudstykke af den specielle Ethik«, var det ikke uden grund. Det viser sig to steder i Jens Rasmussens gennemgang: Om arbejderens familieliv inddrager Rasmussen Den christelige Ethik, samme bind, om familielivet. Anderledes viser det sig, i forhold til Martensens udtryk »Selvhjælp« og »Selvopdragelse«; her fortolker Rasmussen: »Martensen tænkte på den enkeltes ansvar i forhold til den kristne etik«. Men han henviser ikke til omtalen af viljens frihed i Martensens syntese.
Selvopdragelse må stå i forbindelse med viljens frihed. På hver sin måde viser det sig her, at Martensens helhedsopfattelse som udfoldet i Den christelige Ethik må inddrages, når hans standpunkt skal beskrives. Når Jens Rasmussen stiller Den christelige Ethik i baggrunden, medfører det, at viljens frihed, som Martensen lagde stor vægt på, kommer til at stå svagt i fremstillingen.
Helhedstankegangen
Endelig må det siges, at den sammenhængs- og helhedstankegang hos Martensen, som fremgår af Jens Rasmussens kapitler IV og V, understreger betydningen af Martensens fulde udfoldelse af denne tankegang i hovedværket. Menneskets samvittighed var og burde for Martensen være knyttet til en helhed, Guds skabelsesorden, og ikke som i den verdsliggjorte stat alene udtryk for individets egne tanker.
Det at Grundlovens kirke- og religionsparagraffer ikke kun var en privatsag, men en sag for samfundskulturen (Rasmussen s. 51). Hans modstand mod »et desorganiserende Princip« og en »Individualitetskirke«, som han så en fare for i grundtvigianismen (s. 59). Hans ønske om en samfundskultur med en kristen horisont (s. 62) og om »en sammenhængende theologisk Tænkning« (s. 63, modsat Kierkegaard); det fælles menighedsliv modsat religiøs individualisme. Det er en tankegang, som går gennem hans livslange virke. Derfor var syntesen ikke alene en sammenføjen af enkeltheder til en enhed, men en belysning af de forskellige emner, altså også arbejderspørgsmålet, ud fra en overordnet tankegang.
Jens Rasmussen: En socialkonservativ samfundsrevser. Biskop H.L. Martensen og sekulariseringen. Syddansk Universitetsforlag, 2025.

