I dag 4. juli er det ti år siden den konservative skribent og mediepersonlighed Mads Holger forlod os. Og det er værd at riste ham en rune, eller i det mindste tegne de runer op, som allerede er ristet.

Da den triste nyhed var indløbet i sommeren 2016, at denne skribent, hvis intelligens havde lovet så meget og hvis karisma havde begejstret endnu mere og vakt en slumrende konservatisme i så mange unge mennesker, der nu fik mod til at stå ved sig selv, satte jeg mig til min computer i det skriverum, jeg dengang havde i et trøsteløs kælderlokale i Kolt ved Århus.

Her skrev jeg disse ord:

Den triste sommer har bragt nyheden. Mads Holger er død. Danmark har mistet en af sine skarpeste, mest vittige og relevante konservative skribenter. Det er ikke tiden at give en fyldestgørende vurdering af Mads Holgers indsats i kulturkampen, til at vurdere hans idéer og overveje nøjere, hvad vi kan bære videre.

Ej heller er dette lejligheden for en personlig beretning om mine møder med Mads Holger. For nok kom vi i nogle af de samme konservative kredse – Han selv som konservativ debattør i den danske superliga, jeg som indskiftningsspiller i Jyllandsserien – og nok er der historier at fortælle og sælsomme indtryk at give videre, men det er ikke sagen her og nu.

Den nøgterne konstatering, at han var til stede i kampen, er nok. For netop hans tilstedeværelse var det for mig mest bemærkelsesværdige ved Mads Holger. Ved sin egen facon, ved sin insisterende elitisme og ved det forhold, at hans personlighed knyttede ellers uforenelige elementer – udsvævende libertiner og konservativ kulturkritiker – sammen, kastede han for en stund et gyldent skær over den konservative modernitetskritik. Han var en gudsbenådet formidler af en væsentlig idétradition.

Mads Holger var konservativ med stort K og i en periode også med stort C. Det sidste endte ikke lykkeligt for nogen af parterne, men sigende om Mads Holgers engagement og evne til, selv når han syntes at kredse om sin egen navle, at sige noget afgørende, blev dette tilsyneladende nederlag ansatsen til noget nyt, en forrygende debat om forholdet mellem konservatismen og Det Konservative Folkeparti.

Her havde jeg selv den ære at deltage og selvom jeg ikke var enig med Mads Holger i hans vurdering, slog det mig, hvor konsistent han var i sin analyse. Her var ikke en overfladisk flanør, men en mand med et ærinde.

Måske dette ærinde forklarer den friskhed, der var i hans udtryk. Det var arkaiserende og nostalgisk men aldrig jordslået eller hengemt. Det var en sang både om dagen, der var gået, og dagen, der skulle komme.

Og så var det en sang til os nu, her i dag. Selvom Mads Holger kaldte sig den sidste romantiker, kaldte han sig også den unge dansker. Hans konservatisme hang ikke med mundvigen, den var et kækt smil, et håb til fremtiden.

Det var et tilbagevendende element i hans skriverier, at han netop ikke kæmpede en tabt kamp, men derimod stod i pagt med morgendagen. Normopløsningen, dorskheden, slapheden, den naive emancipationstro var ikke fremtiden, men et allerede overstået kapitel.

Ja, hans politiske og kulturelle grundidé var håb og optimisme, ikke på trods men fordi: Fordi Danmark ikke var reglen men undtagelsen. Fordi Danmark var verdens Christiania. Fordi Mads Holger havde levet og havde rejst og indåndet en rigere verdens virkelighed, han nu ville forkynde for det forknytte folk, som ikke havde set, hvad han havde set. Han forsøgte at gøre sig selv til beviset på og garanten for sandheden i sin analyse af vores tids tidehverv.

Mads Holger blæste i basunen og ville indvarsle en ny tid, han ville skrive den frem, mane den op af jorden, ved sin person og facon selv levendegøre den. Derfor mødte man hos ham den ihærdige bestræbelse på at gøre budskab, form og person til ét.

Det var forargelsen. For det matte blik var Mads Holger ren overfladeglans, men det hele hang sammen: Fra det til tider kringlede, til tider letflydende, men altid noget opulente sprog i hans artikler, til den muntre og velformulerede skarpsindighed i et fornøjeligt affekteret talesprog, der for enhver, der forstod at lytte, vældede af indsigt og trang til at skabe klarhed for tanken. Hans skabte sit eget sprog, ligesom han skabte sin egen fortælling.

På den måde var han foruroligende moderne, men hans fortælling, den fortælling, der var ham, var en fortælling om pligt, sammenhæng – om Gud i en gudløs tid.

Nu er han død, og de spørger om det var en rolle. Nej, ikke mere end, at vi mennesker altid indtager en rolle. Men det var vilje. Det var en person, der gjorde sig selv til i et udsagn i og imod sin tid. Det var kompromisløst, opslidende men også værdifuldt.

Vi skylder ham stor tak.

Ordene dækkede over en respekt, som jeg ikke indledningsvis havde for Mads Holger, som jeg havde set som en slags posør, der ville sin konservative identitet så meget, at den fik et forstillet og måske også til dels et forvrænget præg.

Jeg mistænker stadig, at dette er en del af historien om Mads Holger. Det var som om, at konservatismen og den kærlighed til form, formalitet og æstetik, der ofte knytter sig til den, skulle dække over et mørke, der, hvis det netop ikke blev sat i form, afgrænset i et ordnet kosmos, hvor æstetikken stod som garant for etikken, ville brede sig ud over sine kanter og opsluge alt.

I denne æstetisering af tilværelsen lå et mislykket, men vigtigere et ærligt, forsøg på at nå til bunds i en tilværelse, hvis grundkerne er den form for poesi, som vi kalder ånd. Ånden må slå bro over afgrunden, men afgrunden på hver side være afgrænset af grund.

Broen kan ikke svæve frit i luften, og det var netop det indtryk, jeg i al uklarhed fik, og som jeg nu så mange år efter, synes står stadig klarere.

På den måde, frygter jeg, var Mads Holger ilde hjulpet af holdningsdannerens medievirkelighed, hvor det at synes hurtigt bliver vigtigere end det at være. Men det sidste er dog opgaven, selvom det er det første, der giver opmærksomheden.

Men ærligheden – som jo altså overraskede mig, der indledningsvist havde været hurtig til at afskrive Mads Holger som et udtryk for overfladiskhed – er det afgørende. Der var en ærlig søgen efter fast grund, og en vilje, ikke altid udfoldet men altid til stede, til at omsætte denne personlige søgen til en indsats.

Det opdagede jeg ikke mindst, da Mads Holger tilbage i 2015 helt uden det mindste honorar og med en strålende velvilje trådte til som ordstyrer på vores allerførste årskonference her i Critique. Her var virkeligheden bag mediefænomenet: generøsitet og intellektuel kampvilje.

Dette foranledigede mig også til sidste år at skrive disse linjer om Den unge dansker, i bogen om Konservative Studenters historie, som jeg vil tage med her, fordi den både er sigende for den tid og for fænomenet Mads Holger.

Nogle gange tog kampen for det konservative åndsliv aparte former. Det år deltog en mængde århusianske i det storstilede konservative arrangement K-Konsensus, der i princippet handlede om at genrejse dansk konservatisme, men i praksis allerede havde udartet sig til et drukgilde for unge konservative.

Netop i 2013 deltog den navnkundige konservative enfant terrible Mads Holger i arrangementet, til stor utilfredshed fra en række KU’ere, der vel mente, at Mads Holger stjal deres damer. I forlængelse af den sladder- og rygtekultur, der altid har stået stærkt i KU, forsøgte nogle af KU’erne nu at sprede rygter om, at Mads Holger havde smadret et hotelværelse i ren drukkenskab.

Rygtet nåede pressen på et tidspunkt. Og vigtigere endnu: Rygtet nåede vores bestyrelse. Det viste sig nemlig, at flere medlemmer af Konservative Studenters bestyrelse havde været sammen med Mads Holger på det hotelværelse, han angiveligt havde smadret. Historien var dog en anden.

Her havde man siddet stille og roligt og drukket vin og røget cigaretter – indtil en KU’er var ankommet med en mængde champagne, som han nu forsøgte at åbne med en medbragt champagnesabel, indtil alting flød af boblevand og glasskår. Rygtet kunne bestyrelsen altså på det skarpeste afvise.

Til gengæld konkluderede vi, foranlediget af Hans Henrik Juhl og mig selv, at Mads Holgers sproglige stil var for voluminøs og hans sætninger for rigt ornamenteret med for mange krummelurer.

For de lidt yngre var Mads Holger imidlertid et idol, som skabte et helt miljø omkring sig. Jeg selv kunne ikke lade være med at opfatte fænomenet som æstetisk og overfladisk, min helt var Søren Krarup.

Min tro var organisation og arbejde. Men jeg lærte efterhånden at sætte pris på, at Mads Holger kunne noget, ingen af vi andre – og slet ikke jeg – kunne eller nogensinde ville kunne, nemlig inspirere og begejstre unge og dermed manifestere en konservativ position, som ikke blot ville analysere, men være et slag i ansigtet på det flade Danmark ved at insistere på sin æstetiske egenart.

Mads Holger fik vi i øvrigt glæde af som den første ordstyrer på Årsskriftet Critiques første årskonference i 2015, kvit og frit og med et sprudlende engagement, som gjorde mine fordomme til skamme.

Det har altid ærgret mig, at de mange, der stod tæt på Mads Holger, eller hævder eller hævdede, at de gjorde det, aldrig har taget sig sammen til at samle nogle af hans stærkere tekster, ikke mindst kronikstoffet.

For prisen for Mads Holgers måde at virke på i den offentlige debat – radio, blogs, kronikker og online-kommentarerer, er, at det hele forsvinder i glemsel. Måtte nogen tage denne opgave på sig!

Indtil da kan man se den smukke dokumentar Mads Holger – til farvel, som hans søster lavede for nogle år tilbage. Den er på Filmstriben. Et smukt farvel. Og det må vi nøjes med indtil ordet lyder igen.