Farvel og tobak?

I 400 år har rygning været en integreret del af vestlig kultur og dannet rammer om både kunstnerisk udfoldelse og socialt samvær. Det er vigtigt at huske på i disse tider, hvor moraliseren og løftede pegefingre truer den rygende minoritet.

af Adam Wagner

Første gang jeg for alvor bemærkede og fortørnedes over, hvor vidt antirygningsbestræbelserne var nået, var, da min kone i 2007 skulle føde vores nummer to. Vi opholdt os på sygehuset, og jeg bemærkede, hvorledes folk med gips og krykker og folk, der hostede hjerteskærende, måtte ud i den kølige vårvind, hvis de skulle »nyde« deres tobak. Utroligt, tænkte jeg. At man ikke kunne tage hensyn til gamle, syge og svagelige mennesker, der ville ryge. Fint, at de ikke længere kunne gøre livet surt for fødende, nyfødte og andre med deres røg, men underligt, at der i et land, der ellers bruger millioner af kroner på at tage hensyn til den ene og den anden minoritet, ikke engang var plads til et rygerum. Sygehuset er vel for alle? Disse mennesker gjorde jo ikke andet end at være en del af dansk kultur, de gjorde det, som mange af deres forfædre gennem flere slægtled har gjort: De røg tobak. Fordi det smagte dem; fordi de hyggede sig med det; fordi det var blevet en vane. Men nu havde EU bestemt, at det skulle bekæmpes. Ud på gaden med dem. Jeg var faktisk forarget.

Pres fra oven

Levevis og vaner ændrer sig med tiden, det er næppe til at komme uden om. Men nogle gange skyldes det ideologi og pres fra oven, hvilket uvægerligt gør forandringen voldsommere og ofte indebærer en moralsk fordømmelse af dem, der hænger ved de gamle vaner; eller slet og ret en fortrængning af den fortidige virkelighed, fordi den nu er upassende. Sådanne forandringer, tror jeg, er usunde alene af den grund, at vor egen fortid og vor egen kultur dermed bliver os fremmed. De seneste ti-tyve års antirygningstiltag skyldes en sådan ideologi og et sådant pres fra oven. Bevares, det er så langt fra alle, der er holdt op med at ryge, og det er da (endnu) heller ikke blevet ulovligt, men udviklingen er tydelig. Myndighederne ønsker, at folk holder op med at ryge, og alle EU-direktiverne og afgifterne og lovene har ført en massiv moralsk fordømmelse af rygning med sig.

Myndighederne ønsker, at folk holder op med at ryge, og alle EU-direktiverne og afgifterne og lovene har ført en massiv moralsk fordømmelse af rygning med sig.

Selvfølgelig har der altid været en stor del af befolkningen, der ikke røg, og det skal jo heller ikke forstås sådan, at man bør ryge, eller at man bør synes om det, og der er i øvrigt næppe tvivl om, at det er usundt for alle, der indånder tobaksrøgen. Men betænk alligevel, hvorledes kampen for at forhindre, at sagesløse udsættes for andres tobaksrøg, langsomt blev til en mere og mere tydelig moralsk fordømmelse af selve rygeren – også selvom denne viser nok så meget hensyn.

Reaktion

Skal man forstå den voldsomme modreaktion, som i hvert fald i første omgang havde en vis folkelig opbakning, må man nok huske, at rygning efterhånden var blevet uundgåeligt også for dem, der ikke ønskede røg. Når jeg sidder i en flyvemaskines snævre sæde og vipper lidt med det lille askebæger, der findes i armlænet, mens stewardessen demonstrerer iltmasken, tænker jeg ofte, at det er godt, at man ikke længere må ryge overalt. Der blev i 1970’erne og 80’erne stort set røget over alt ikke bare til private fester og på restauranter, men også i supermarkederne kunne det ses. Egentlig er det ikke så underligt, at der kom en modreaktion.

Men man må huske, at denne rygekultur fra 1960’erne og to-tre årtier frem, ikke er typisk i rygningens historie. Det var en periode, hvor rygningen toppede, både hvad angår mængden af rygere, hvor ofte man røg, hvor mange steder man røg, og ved hvor mange lejligheder man røg. Der er næppe tvivl om, at både cigarettens øgede udbredelse, ligestillingen mellem kønnene, og den almindelige normløshed var medvirkende årsager hertil. Dertil kommer vel, at jo flere der ryger, des større vil tendensen være til, at rygning accepteres uden begrænsning, da det jo pludselig er det normale. Under alle omstændigheder er der langt fra 1970’ernes rygevaner og så til forne tider med rygeværelse, hvortil herrerne gik, når de skulle nyde en cigar – og så oven i købet skiftede jakke, så den rigtige ikke kom til at lugte af røg til gene for borddamen. Måske er den seneste udvikling blot endnu et eksempel på, at »alt med måde« er godt, og at det hævner sig, hvis man glemmer det.

Rygning er også kultur

Ikke desto mindre virker reaktionen og dens omfang ikke særlig sund. Det nærmer sig forfølgelse af et mindretal, der af den ene eller anden grund ønsker at ryge, og som i øvrigt ikke længere generer andre. Desuden risikerer vi med den efterhånden moralske afstandtagen til rygning at gøre os selv fremmede for vores fælles fortid og vores kulturarv og i det hele taget fremmedgjorte over for en stor del af menneskeheden. Med andre ord: Hvis man tror, at rygning alene handler om lungekræft og nikotinafhængighed, er det klart, at man må se på rygerne som sølle eksistenser. Men rygning har altid også været noget andet. Det har været rammen om menneskeligt fællesskab, det har været nydelse, glæden ved dagligdagens pusterum og små ritualer. Forstår vi ikke det, forstår vi ikke vores kultur, ej heller de utallige af vores forfædre, der har røget pibe, cigar, cigaret eller har tygget skrå eller taget sig en pris.

Tag nu ham, der f.eks. vil nyde en pibe tobak, når han efter en hård dag nyder solnedgangen på terrassen, mens han taler med konen om ugens begivenheder; ser vi blot på ham som en stakkels slave af tobakken, der skal frelses fra sin last ved forargede blikke og løftede pegefingre og en lille smule pres, så kan vi ikke forvente hjælp, når der en dag kommer en sundhedsapostel, som med hjemmel i et nyt EU-direktiv vil fratage os vores fyraftensbajer eller vores eftermiddagskaffe eller vores søndagsbasse. Hvor længe vil vi da være »verdens lykkeligste folk«?

Moralisme gør blind

Tobak og rygning er en del af vor kultur og har været det i mere end fire hundrede år. Hvordan fortrængning af tobakkens rolle også fører til moralsk fordømmelse af vor egen vestlige kultur og ligefrem til censur af den, er der flere eksempler på. Tænk på Carmen, operaen af Georges Bizet: Jeg så den i København for nogle år siden og husker tydeligt den flotte scene, hvor cigarpigerne kommer ud af fabrikken, rygende og syngende om røgen, der forfører. For røgen er sensuel, dragende og mystisk i denne opera. Men tænk, i Australien fandt et operahus sidste år på, at denne opera ikke længere skulle opføres – netop på grund af den scene. Ja, så har den moraliserende holdning til rygning gjort én blind for vores egen vestlige kultur.

At historien gik verden rundt, viser dog måske, at der er håb for en selvbesindelse. Men alligevel: Censuren sniger sig ind allevegne og gør blind. I den ellers udmærkede Tintin-film, der kom i 2011 havde kaptajn Haddock lagt piben på hylden. Ikke sprutten, bevares, det kommer nok engang, men foreløbig bare piben (som åbenbart er værre end sprutten). Ligesom den verdenskendte tegneseriecowboy Lucky Luke også har kvittet smøgerne for flere år siden. Set i det lys er det jo helt opmuntrende, så ofte de ryger pibe i Peter Jacksons filmatiseringerne af J. R. R. Tolkiens udødelige bøger om Hobitten og Ringenes Herre. Alt andet ville da også have ærgret Tolkien, der ofte nød en pibe tobak enten ved studierne eller i gode venners lag, som når han var sammen med C. S. Lewis, der også røg.

Rygning har nemlig meget ofte været forbundet med fællesskab og menneskeligt samvær. Ikke mindst piben synes at have indgået i sådanne sammenhænge, måske pga. piberygningens mere omstændelige ritualer med stopning osv., ligesom selve piberygningen kræver ro i modsætning til cigaretten, hvis hele eksistens skyldes kravet om hurtighed og effektivitet.

Hvis man ret skal forstå rygningens funktion, skal man således ikke blot tænke på abstinenser og smøgtrang, men måske snarere betænke, hvordan vores forhold til kaffe endnu er i vores kultur. Især i Norden, Tyskland og Holland drikkes der meget kaffe. Og tænker vi efter, ved vi godt, at man ofte drikker kaffe, fordi man skal slappe af, hygge sig eller være sammen med nogen – ikke fordi det er sundt, eller man er tørstig; så kunne man jo tage et glas vand.

Tobak og socialt samvær

På Svendborg Museum har man en fin samling af langpiber, som i sin tid tilhørte rebslager Johs. Evald (der levede fra 1844 til 1923). Piberne hang på væggen i hans kontor. Når der så kom en kunde fx en skipper forbi, og der skulle gøres forretning, blev han budt på en pibe – han kunne vælge sig én fra væggen og derpå stoppe den med tobak fra en lille tønde, der stod på bordet. Derpå forhandlede man. De forhandlinger, der her foregik, kan man jo næsten se for sig, selvom ingen af dem er beskrevet i detaljer. Men der kan næppe være tvivl om, at de ville have forløbet anderledes, hvis ikke det havde været for den indledende bakken på piberne, røgen der steg op og den knitrende tobak. Det satte en ramme om det fællesskab, som også forretninger og forhandlinger er. I dag ville man byde på en kop kaffe eller måske en frokost, hvis ordren var stor. Men under alle omstændigheder er det som fællesskab, at rygning her må forstås.

Tænker vi nu tilbage på Tolkien og Lewis og deres mange dybe samtaler om alle de emner, der inspirerede dem til deres historier, essays og afhandlinger, så kan det jo være svært at sige, hvor meget eller hvor lidt piberøgen har betydet herfor. Men for mangen student, digter og forfatter har piben eller en anden smøg været en uundværlig del af arbejdet. Vi ved, at N. F. S. Grundtvig røg pibe, Søren Kierkegaard ligeså og Carl Michael Bellman også. Desuden kan man nævne Niels Bohr, Martin A. Hansen og Frank Jæger, der alle røg pibe.

Rygningens opbyggelighed

Selvfølgelig kan man også nævne store ånder, der ikke røg, men vi ved, at rygning har betydet noget for mange studenter, digtere, forfattere, videnskabsmænd og kunstnere. Selvom det kan være svært at sige, at det på nogen måde var afgørende, kan det ikke udelukkes, at det for netop dem gjorde en forskel, at de kunne ryge. Og i hvert fald vil vi kun stå fremmedgjorte over for vor egen arv og historie, hvis vi alene ser på al denne smøgen som moralsk fordømmeligt, noget vi helst ikke vil vide af, da det er udslag af sørgelig nikotinafhængighed. Skal man forstå rygerne ret (og dermed altså en temmelig stor del af vore bedste tænkere), må man også forstå, at de røg, fordi de havde lyst, eller de røg, fordi det var en naturlig del af deres samvær med andre. Ja, måske ville de selv hævde, at det var nødvendigt, for at de kunne tænke, digte og skabe.

Ser man kun rygning som menneskelig svaghed, vil man altså også have svært ved at forholde sig til megen fortidig digtning. Således kunne man nævne Johann Sebastian Bachs tobaksarie (BWV 515a). Godt nok er man ikke sikker på, om Bach har skrevet tekst eller melodi, men den findes i hans kones, Anna Magdalena Bachs, nodebog og tillægges altså ham. Under alle omstændigheder hedder den Erbauliche Gedanken eines Tobakrauchers, og her er piberygningen anledning til, hvad man nærmest må kalde protestantisk kontemplation. Kort fortalt er sangens indhold dette (og man må huske, at man dengang brugte kridtpiber): Piben er, som jeg, lavet af ler og jord, og som den, skal jeg også blive til jord igen; den hvide pibe vil med tiden blive sort; således også jeg, når jeg er død; som tobakken forvandles til røg og forsvinder, således fortæres også menneskets ry, og tilbage er kun asken; jeg brænder fingeren på gløden og mindes om helvedes ild – ved sådanne opbyggelige tanker nyder jeg min pibe derhjemme, til lands og til vands!

Her er piberygningen anledning til »en tobaksrygers opbyggelige tanker« om synd og død – og det er vel at mærke ikke selve rygningen, der er syndig eller dødelig!

For den enkelte har rygningen altså haft betydning, ikke kun for selskabelighed og digtning, men også som det daglige afbræk, den lille belønning, den stille nydelse.

Den danske præst Niels Lucoppidan skrev i 1714 sit store digt Tobacks Berømmelse. Heri giver han mange gode eksempler på, hvad tobakken og piben kunne betyde for den enkelte. Fx hvordan rygningen giver et naturligt afbræk i arbejdet og er den lille belønning, som man arbejder hen imod: »Arbeydsom Bunde tiit ved Agrens Ende beeder, / Sin stompet Leer-Tud op blant Søm og Pinde leeder, / Faar Munden udi Brand, og seer sin Lyst oppaa, / At Padder, Brems og Myg for hannem vige maa.«. Eller soldaten på sin vagt: »Dend vagtsomme Soldat der har ey Brød i Taske, / Kand svale sig imens hand brænder Løv til Aske, / I aabne Skilder-Huus hand varmer sig paa Røg, / Hand maaler Tiden med dend tanke-fulde Smøg.« Eller sømanden i vejr og vind: »Haandfaste Baadsmand i sin Beg-borderet Trøye / Kand megen Modgang ved en Pibe-Røg fordøye, / Naar Vinden kuler strengt, ham dugger Bølgens Flod, / Hand blæser kun igien, og spytter dend imod.«.

Tobaksmodstanden

Modstanden mod rygning (eller »tobaksdrikken«, som det oprindeligt hed, da man jo »drak« røgen fra piben) er ganske vist lige så gammel som tobakken selv – i hvert fald i Europa. Kong Jakob I af England var fx erklæret modstander af denne nye mode, hvor fine herrer spankulerede om med lange kridtpiber og »drak tobak«. Også hans svoger, vor egen kære Christian IV, forsøgte at forhindre denne tobaksdrikken i at vinde indpas i sine riger og lande. Men ingen af dem havde fremgang med deres sag. Christian IV forbød i 1632 ligefrem al indførsel af tobak til Norge; men allerede i 1643 ophævede han dette forbud; og allerede i 1640 havde han ligefrem mindet om, at flådens norske søfolk skulle have deres tobak, da den var dem kærere end frokosten. Men man kan således hævde, at modstanden mod rygning også er en del af vor kultur og historie.

Der er bare en meget iøjnefaldende forskel på datidens tobaksmodstandere og så nutidens, hvilket især Jakob I er et godt eksempel på. Han afskyede rygning, han forbandede den, han skældte sine landsmænd ud for, at de således sank ned til samme stade som de »dyriske« indianere – de, som ellers holdt sig for gode til at efterligne de franske manerer! Desuden gjorde han opmærksom på, at det var dårligt for lungerne at ryge. Alt dette skrev han i sit skrift A Counterblaste to Tobacco, som udkom i 1604 (og som på dansk kom til at hedde Et tordenskrald mod tobak).

Men det var også, hvad han gjorde. Han forsøgte faktisk ikke at forbyde hverken tobak eller rygning. Nej, som én god englænder til en anden talte han til sine landsmænd. Hårdt, javist, men ingen forbud og indgriben i privatlivet. Christian IV forbød ganske vist i et tidsrum indførsel af tobak til Norge, men det var kongens gamle ret, at han kunne bestemme hvilke varer, der måtte ind- og udføres af rigerne. Han gik således ikke længere, end han efter gammel hævd havde ret til. Nej, det var ikke i Vesten eller Norden, man så tobaksmodstanderne gå til yderligheder. I Det ottomaniske Imperium derimod forbød sultan Murad IV både alkohol og tobak i 1633, og der blev indført dødsstraf for at sælge tobak. Forbuddet mod tobak blev dog ophævet efter hans død. I Rusland indførtes under zar Mikael Fjodorovitsj fra 1620’erne gentagne forbud mod at sælge tobak, og adskillige – både kvinder og mænd – blev pryglet offentligt som straf for at have forbrudt sig herimod. Men alt dette lå altså dengang fjernt fra tankegangen herhjemme. Tværtimod fandt man i både Danmark og England hurtigt ud af, at der var gode penge i at belægge indførsel af tobak med afgift. Det har man så gjort siden.

Om det er en skade, at rygningen tilsyneladende er ved at forsvinde, kan være svært at sige. Men det forekommer upassende at ville presse det igennem med moraliseren og forbud, der går ud over det, at ville beskytte sagesløse mod røg. Og under alle omstændigheder vil det være et tab, hvis vi glemmer, hvor meget tobakken har betydet for vores kultur – og ikke mindst hvis vi ser på både fortidige og nutidige rygere som stakler, når nu det er så åbenlyst, at rygning både har glædet den enkelte og spillet så stor en rolle for menneskers samvær. I firehundrede år har tobakken været en del af vores kultur. Det står fast og bør ikke fortrænges hverken af moralske eller politiske hensyn.

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!