Dannelsen forfra

Dannelsestabet i uddannelsesinstitutionerne har umyndiggjort borgerne og kan i yderste instans nedbryde et værn mod totalitarisme. Det mener månedens kronikør Morten Kvist, talsmand for Rønshovedgruppen, der peger på at en opprioritering af kundskaber og færdigheder, koblet til en forståelse af historisk sammenhæng, er bydende nødvendig for at genrejse idealet om myndige og dannede borgere.

af Morten Kvist

Der har i de senere år været talt meget om dannelse, fordi den så oplagt mangler på alle niveauer i undervisningssystemet. Manglen præger både undervisningens niveau, disciplinen og respekten for kundskaber. Kundskaber er noget, man kan hente på nettet, synes mange at mene, resten er uinteressant. Men så let kommer man ikke om ved det, og diskussionen om dannelse er ikke mindst udtryk for, at nogen netop har denne følelse af lethed, som er det samme som kulturel vægtløshed.

Dannelsestabet er udtryk for en kulturel ubeslutsomhed, og at vi har svært ved at bringe vore historiske forudsætninger i spil med autoritet. Det kniber med traderingen, og det er vel at mærke en knibe, man ikke bare kan beslutte sig ud af. Men uden en beslutning om at ville give kulturelle værdier videre til de næste generationer, uden fokus på, hvad vi står til at miste, hvis vi ikke modsiger dannelsestabet, vil vi blive efterladt under den horisont, der beskrives af begrebet ’konkurrencestaten’. Det er fattigt, og skridtet før resignation.

Derfor må vi igen tale om dannelse af folket. Idealet er den myndige borger, som den nuværende blanding af velfærdsstat, konkurrencestat og et svulmende bureaukrati ikke giver plads til. Modsætningen til den myndige borger er en ny almuegørelse. Den er desværre på vej. Eksempelvis skal ingen lærere længere være bærere og formidlere af en kultur, men blot undervisningsteknikere og klasserumsledere.

Udfordringen er, at vi ikke blot kan trække de gamle dannelsesidealer op af historien, hænge dem til tørre og klæde os i dem igen. Den særlige udformning, som den europæiske dannelse fik i Danmark, blandingen af idéerne bag det tyske Humboldt Universitet og Grundtvigs folkelige oplysning, er brudt. Der er stadig meget inspiration at hente i denne historie, men gentages kan den ikke. Det nye, som skal til, findes endnu ikke. Det må vi finde ud af, hvad er. Et godt sted at begynde er at prioritere kundskaber og færdigheder.

Hvad er dannelse?

Der gives flere definitioner: Det er, hvad der bliver tilbage, når man har glemt, hvad man lært. Det er at have udvidet sit opmærksomhedsområde og fortsætte med at kunne gøre det. Det er at kunne forholde sig til sig selv med andres øjne. Det er at have de redskaber, som giver adgang til at glædes over musik, billedkunst og litteratur. Der findes endnu flere definitioner. Fælles for dem alle er, at de kræver et minimum af viden og færdigheder, altså uddannelse, og har man for lidt af det, vil det også medføre et fald i dannelsen.

Dannelse er vigtig for fællesskabet

Dannelse og uddannelse hører altså sammen, men det betyder ikke, at man automatisk er et dannet menneske, hvis man har en høj uddannelse. En højt uddannet specialist kan mangle dannelse, og en uuddannet ’et-eller-andet’ kan have det. Til dannelse hører, at man er forankret i folkets historie og i sproget, så man ved, at al fremtid vokser ud af fortiden. Når man fødes, er man allerede en hel masse, og herfra vokser mulighederne, som man opdager undervejs og i samspil med andre.

Dannelse er således altid historisk. Den placerer det enkelte individ i en allerede givet sammenhæng, som stadig er national med et stadigt stigende krav om globalt udsyn. For at kunne administrere dette udsyn må man kende sin egen, primære sammenhæng. Man må så at sige opdage eller genopdage sin første kærlighed, dér hvor man selvforglemmende var til stede og tog del i noget andet end sig selv.

Denne sammenhæng kan man så tage afstand fra eller bryde ud af; man kan ville lave samfundet om, men stedet, hvor man begynder, er givet på forhånd. Og man vil derfor også skulle lære, at med løsningen af ét samfundsproblem, skaber man et nyt, og at det altid har været sådan.

Dannelse er mere end kundskaber, nemlig tilegnelse af en større virkelighed, der bliver personligt forpligtende ved at gøre én selv til part i sagen. Dannelse er med andre ord et samspil mellem indre og ydre, mellem det subjektive og det almene, mellem det, man selv skaber, det, man skaber i fællesskab med de andre, og det, man får givet udefra. Men det betyder videre, at dannelse indebærer evne og vilje til at lytte til andre og at sameksistere med andre, være parthaver i et samfund. (Anders Thyrring Andersen, foredrag på Rønshoved Højskole)

Dannelse hjælper mod fejltagelser

I Europa har vi gjort rædselsfulde erfaringer med totalitarisme af flere slags. Vi har historisk viden om, at der i de bedste hensigter kan gemme sig voldsomme overgreb. Den danske velfærdsstat blev bygget op, for at skabe social retfærdighed. Nu balancerer den hele tiden på kanten af at begå overgreb mod at påtage sig frihed under ansvar.

Dannelse vil være en af flere forudsætninger for at kunne udøve en kvalificeret kritik af skjult totalitarisme og voksende ufrihed.

Dannelse er ingen garanti

Dannelse er dog ingen garanti mod totalitarisme eller andre fejludviklinger. Det viser historien også! Men folkelig dannelse er det bedste middel, vi har; den er en styrkelse af den sunde fornuft. Rent bortset fra at det er samspillet mellem den sunde fornuft og den klassiske dannelse, som giver os et sprog for eksistentielle anliggender.

Vi har – som sagt – ikke et fælles dannelsesideal, som kunne udstikke en vej. Vi må begynde forfra med at prioritere kundskaber og færdigheder på alle niveauer i skolen. Når så de enkelte fag aktiveres, vil de naturligt rette sig mod et centrum udenfor faget selv. Alle fagene vil så at sige vende blikket den samme vej, men fra forskellige steder. Fagenes udøvere vil ikke se fuldkommen det samme, men de vil være nødt til at tale med hinanden om, hvad de ser. Det er det samme som at begynde i historien igen.

Morten Kvist er valgmenighedspræst og talsmand for Rønshovedgruppen.