Det borgerlige Danmark står splittet og svagt. Hvilken position bør et konservativt projekt tage mellem den tiltagende individualisme og wokeisme? Torsten Skov giver et bud på baggrund af en læsning af tre bøger om moderniteten og borgerligheden.

I denne artikel diskuterer jeg tre fænomener i et forsøg på at skitsere en kommunitarisme, der ikke kun tager udgangspunkt i nære fællesskaber, men også i nationale og globale sammenhænge: 1. Liberalismens sammenbrud som beskrevet af politologen Patrick Deneen og til dels sociologen Zygmunt Bauman; 2. folkelighedens forsvinden fra de gamle borgerlige partier som beskrevet af historikeren Christian Egander Skov; og 3. ungdomsforskeres advarsler om de unge menneskers psykiske mistrivsel.

Disse fænomener er ulyksaligt, men ikke nødvendigvis uhjælpeligt filtret ind i hinanden. De rummer måske potentialet til en borgerlig politikudvikling og dermed en løsning i sig.

Hvorfor liberalismen slog fejl

I Patrick Deneens ”Why liberalism has failed” er påstanden, at liberalismen fra begyndelsen baseredes på en forkert opfattelse af mennesket. I liberalismen har borgerne ingen historie og ingen forpligtende relationer til hinanden; derfor må samfundet bygges på en kontrakt mellem individet og suverænen. Den antropologi var fuldstændig forkert, siger Deneen.

Liberalismen bryder sammen nu, fordi arven er opbrugt, eroderet, som det måtte ske, af liberalismens individualisme og kortsigtede egeninteresse.

Mennesker er fra naturens hånd sociale væsener, der lever i grupper, hvor de indgår i forpligtende relationer og tilsammen har et fællesskab. Men USA’s founding fathers tog den fejlagtige antropologi til sig, hvilket legitimerede et system, hvor de kloge narrer de mindre kloge, og uligheden stiger generation for generation, således at vi nu er nået dertil, hvor det proletariat, der slet ikke burde eksistere, da alle jo er lige, begynder at bruge dets demokratiske ret til at stemme despoter til magten. Liberalismen har sejret sig ihjel.

Når liberalismen faktisk fungerede i lang tid, skyldes det, igen ifølge Deneen, at systemet blev holdt oppe af en moralsk kapital af klassiske dyder og anstændighed. Liberalismen bryder sammen nu, fordi arven er opbrugt, eroderet, som det måtte ske, af liberalismens individualisme og kortsigtede egeninteresse.

Deneens kur består i at gå tilbage (eller fremad) til lokalsamfund, hvor mennesker indgår i forpligtende fællesskaber. Altså genindførelse af den virkelige naturtilstand, en social orden, der passer til sapiens’ DNA. I Deneens optik er der ikke sket nogen virkelig transformation af menneskets natur, liberalismen har måske skabt mennesker, der opfører sig, som Hobbes’ troede de var, men det er unatur. I virkeligheden er vi stadig stammevæsener, og en ordentlig samfundsindretning må tage udgangspunkt i dette forhold.

Det er ikke ganske klart, hvordan Deneen mener de klassiske dyder har oppebåret systemet, om f.eks. magthaverne har forvaltet magten anstændigt, eller om det er lokalsamfundenes selvforvaltning ud fra overleverede moralske forskrifter, der har fået tingene til at fungere på trods af den liberalistiske stat. Alligevel er der noget forførende over tankegangen. Det er jo rigtigt, at liberalismens antropologi er helt forkert.

Den gængse opfattelse er i dag, at mennesket er tilpasset til at leve i flokke på op til 150 individer. Det er, hvad den menneskelige hjerne er udviklet til at kunne overskue, det handler om antallet af relationer mellem individerne og al den sladder, man skal have styr på for at kunne begå sig, uanset hvilken rolle man så har. Det er jo også rigtigt, at mennesker har en tendens til at opbygge moralske regler og normer inden for grupper, og at alene forestillingen om, at det holder sammen på gruppen, kan være nok til, at det faktisk gør det.

Borgerlig krise

Egander Skovs bog om den borgerlige krise tager en del af Deneens analyse til sig. Vi lever nu i postliberalismen, siger Egander Skov, hvor liberalisternes rygmarvsrefleks på alle udfordringer og problemer er: mere frihed til den enkelte! Egander Skovs hofeksempel er de liberales kritik af coronahåndteringen, som de opfatter som alt for indgribende over for den individuelle frihed. Folk skal have lov at tage de risici, de vil, siger liberalisterne, staten skulle have blandet sig langt mindre, end den gjorde.

Folkeligheden er forsvundet ud af de gamle partiers politik og ageren, og er blevet overtaget af populister, der ikke vil fællesskabet noget godt.

Over for hvilket Egander Skov fremhæver situationens karakter af undtagelse og vigtigheden af at bevare befolkningens tillid til samfundets institutioner. Der findes situationer, hvor mere frihed for den enkelte ikke er løsningen, og Egander Skovs pointe er, at vi befinder os i et tidehverv, hvor der er brug for mindre liberalisme og mere konservatisme og ikke mindst mere folkelighed.

Det sidste har at gøre med, at folkeligheden er forsvundet ud af de gamle partiers politik og ageren, og er blevet overtaget af populister, der ikke vil fællesskabet noget godt. Grobunden for denne overtagen er ikke mindst den geografiske ulighed for ikke at sige segregering i centrum og periferi. Ude på landet føler folk sig ladt i stikken af eliten i København, og folk som Inger Støjberg udnytter utilfredsheden. Det borgerlige svar bør være at genintegrere folkeligheden i politikken.

Undervejs kommer vi også forbi de unges trivselsproblemer, herunder at liberalismen ikke har noget bud på, hvordan den epistemologiske hunger stilles, og heller ikke, hvordan de unges vanskeligheder med at realisere sig selv og finde deres livsprojekt og deres identitet kan afhjælpes.

Egander Skovs løsningsforslag til, hvordan ovenstående problemer kunne angribes, lægger sig, uden at det siges direkte, op ad Deneens. De nære fællesskaber i civilsamfundet må styrkes, dvs foreningslivet, familien, skolerne, kirken.

Folk forsøger at løse deres individualiseringsbehov og at gøre sig unikke ved at købe de samme varer som alle mulige andre.

Intet af dette er jeg for så vidt uenig i, jeg er bare ikke sikker på, at løsningsforslaget er særligt effektivt. Der kan være mange gode grunde til at styrke civilsamfundets institutioner, og det vil sikkert virke for nogle. Men man er oppe imod stærke kræfter så som vandringen fra land til by, som ingen endnu har kunnet sætte en stopper for. Desuden er det for ubekvemt med de dér forpligtelser i de nære fællesskaber og for tillokkende at realisere sit livsprojekt for sig selv.

Vi ønsker ikke for alvor at skulle tage os af vores forældre, når de ikke længere kan klare sig selv, og heller ikke at ligge vores børn til last på vores gamle dage. Det vil vi egentlig helst overlade til det velfærdssamfund, som der ikke er andet i vejen med, end at det har vokset sig uhåndterligt stort. Velfærdsstatens optimale størrelse skal ikke diskuteres her, blot konstaterer jeg, at få for alvor vil afvikle den.

Samfundsborgeren i den flydende modernitet

Liberalismen har ført folk ud i en individualisme, hvor de mangler mening, den flydende modernitet for at tale baumansk (Bauman, Zygmunt 2020). Folk forsøger at løse deres individualiseringsbehov og at gøre sig unikke ved at købe de samme varer som alle mulige andre, indtil de følger en anden influencer, der lover dem at blive unikke ved at købe en anden slags varer. At lade være med at købe er ikke på indkøbssedlen.

Mens den flydende modernitet tilbyder alt på alle hylder, tilbyder den intet middel til at standse den evige søgen efter det, der kunne være endnu bedre. Græsset er hele tiden grønnere på naboens mark, og naboens projekt ser ud til at være lykkedes bedre end mit, så op med teltpælene og afsted efter ny selvbekræftelse, der aldrig indfinder sig.

Det store spørgsmål er, hvordan et samfund kan bygges af borgere, der ikke har andet end deres individuelle søgen efter identitet til fælles? Dvs. reelt ingenting har til fælles. Hvordan genintroduceres spørgsmålet om, hvordan fællesskab opbygges af egocentriske individer?

Der mangler en kommunitær tænkegang, der starter dér, hvor folk oplever, at problemerne brænder på, hvilket ikke er individualisering og tab af mening. Manges bekymring angår i al sin vælde klodens tilstand, hvad enten det så er udtømningen af dens ressourcer, opfyldningen af den med skrald, eller dens stigende temperatur.

Det er ikke noget nyt, men nyt er det, at bekymringen nu har grebet mange på en måde, de ikke kan håndtere, måske fordi de mangler fundering i andet end en overdreven individualisme, og har en ulyksalig tendens til at forbruge lige så meget som eller mere end forrige generationer, hvilket ikke ligefrem får dem til at føle sig bedre tilpas. Men hvad skal de gøre, når identitet er blevet knyttet til forbrug?

Håbefuldt er det dog, at selv den mest rodløse individualist, der bekymrer sig om klodens tilstand, hellere end gerne vil engagere sig i fællesskaber, der kan rette op på klodens kurs mod destruktion. Men hvor findes det fællesskab undtagen som sympatistrejke med Greta Thunberg? Jo, venstrefløjsideologien tilbyder et fællesskab omkring miljø, men det består væsentligst i at moralisere over for de ældre generationer, der overlader de unge et fallitbo af en klode. Det kommer der ikke miljøløsninger ud af.

Et angreb på den stabile personlighed

Desværre er det ikke det eneste, venstrefløjsideologien tilbyder. Den sælger også hele woke-ideologien til de unge, der pålægger dem at identificere sig som dem de virkelig er, skrælle skallerne af deres personligheds løg indtil de kommer ind til dens sande kerne hvad angår seksualitet og alle mulige andre identitetsmarkører, hvilket de gør, for blot at finde, at der ingen kerne findes. Man definerer nu engang ikke sig selv ud af den blå luft, dér har de borgerlige ret, mens venstrefløjsideologien giver med den ene hånd og tager mere med den anden.

På denne måde er trivslen trængt fra både højre og venstre: Liberalismen fremmer den flydende modernitets rodløshed og søgen efter en identitet, der forsvinder som sand mellem fingrene på den søgende, og venstrefløjsideologien går med wokeismen direkte til angreb på den stabile personlighed. Der er et tomrum og et behov for personligheds dannelse. Men er det et reelt alternativ at tilbyde et ungt menneske at blive kasserer i den lokale idrætsforening, mens hun oplever, at verden står i flammer eller i hvert fald er under alvorlig overophedning?

Det liberale demokrati fungerede, fordi folk troede på det.

Det er nemt at gøre sig lystig over de vaktes tro på egen moralsk overlegenhed og inkonsistenserne i hele den woke tænkning, og jeg har da også gjort det til overflod andetsteds, men det er knap så lystigt at tænke på de ubefæstede sjæle, der ikke får noget bedre tilbudt, hverken fra uddannelsesinstitutionerne, kultureliten, eller for den sags skyld deres forældre.

Fortællingens kraft

En af de ting, der altid har fascineret mig ved USA, er styrken af den ideologi, det hele bygger – eller byggede – på. Jeg var på forretningsrejse i USA, dengang folk skulle melde sig ind i Obamacare. På den slags rejser kører man i taxa, og i USA bringer det én i kontakt med samfundets nederste lag, dem, der intet ejer og er ilde stedt, når de bliver syge. Men da jeg spurgte til en chaufførs holdning til Obamacare, havde han intet til overs for ideen, til trods for at han tydeligvis var en af dem, den var lavet til. Ideologien om at alle har lige muligheder i USA har været ufatteligt stærk, og det har givet systemet legitimitet i den forstand, at det har været accepteret af befolkningen.

I marxismens tid blev sådan noget kaldt falsk bevidsthed. Det liberale demokrati fungerede, fordi folk troede på det. Det lykkedes gennem århundreder at indpode den amerikanske drøm og forestillingen om, at alle var med til at bestemme via demokratiet i nye generationer. Det var det, der fik det liberale demokrati til at fungere, og det er det fundament, eliten har udnyttet så længe og grundigt, at den har mistet legitimitet. Myten om lige muligheder for alle kunne ikke længere opretholdes i lyset af de faktiske observationer og folks oplevelse af, hvordan det er at være almindelig amerikaner.

Det er ikke kun det faktuelle indhold af en politik, der tæller, det er også og ikke mindst den fortælling, der kan opbygges omkring den. Med liberalismen som eksempel har den jo levet på en fortælling om lighed og individuel frihed, som fra starten var fejlbehæftet, men folk har troet på ideologien – også længe efter at det var soleklart, hvor galt det stod til med dens sandhedsværdi.

Den slags demagogi skal man så vidt muligt holde sig fra, den indhentes på et tidspunkt af virkeligheden. Men en fortælling må der til, og den skal handle om, hvordan vi løser samfundsproblemer ikke kun på nationalt plan, men på globalt. Det handler om ideologien eller myten eller fortællingen som det, der får en større gruppe eller ligefrem et folk, en nation, til at indgå i et fællesskab og eventuelt en styreform.

Pas på med antropologierne

Deneen kritiserer med rette den liberalistiske antropologi. Hans løsningsforslag baseres på en anden antropologi, en forestilling om mennesket som socialt og egnet til små grupper. Men for mig at se er det en fejl overhovedet at hænge sin politikudvikling op på en antropologi. Vi ved mindre om menneskets natur end vi ved om, hvad der kan fungere politisk. Så frem med Occams ragekniv og ud med antropologien.

De simple observationer er,

1) at fortællingen om det forpligtende fællesskab kan skabe et samfund, selv når den er forkert, hvilket liberalismens succes gennem århundreder har vist – ifølge Deneen selv, og

2) at mennesker sagtens kan være en del af et langt bredere fællesskab end civilsamfundets. Igen med Deneens redegørelse for liberalismen som eksempel. Den ideologi var national i USA, så hvorfor ikke igen? Og som sagt: Deneens drøm om det meningsbærende forpligtende fællesskab har på en måde haft sit udtryk på nationalt niveau i Danmark, dengang vi næsten alle sammen syntes som Grundtvig, at ”da har i rigdom vi drevet det vidt, når få har for meget og færre for lidt”, og vi næsten var enige om, at de bredeste skuldre skulle bære de tungeste byrder.

Antropologier er noget farligt stads, når man vil forsøge at tænke over samfundsmodeller. Der er intet som helst i vejen for at meningsbærende fællesskaber kan være nationale eller overnationale. Det åbner jo for at politikudvikling kan være uforpligtet over for antropologier og kan vælge mellem de redskaber, der forekommer at være anvendelige på tidens mest presserende problemer.

De meningsbærende fællesskaber

Konklusionen på alt dette er, at borgerlig politikudvikling bør omfatte tænkning i bredere, meningsbærende fællesskaber, f.eks. omkring løsning af klimaforandringerne, eller mere generelt omkring miljø. De borgerlige må blive globalt grønne, ikke kun fordi det er vigtigt for miljøet og ikke kan overlades til venstrefløjsideologiens moraliseren, men fordi det åbner mulighed for at engagere dem, der er genuint bekymrede for klodens fremtid, uden at sovse dem ind i en identitetspolitisk ideologi, der ødelægger mere for deres psykiske velbefindende end den opbygger.