Det moderne liv er affortryllet og hyperindividualiseret. Er der noget håb for mennesket i denne verden? Ifølge ny antologi finder vi den måske i folkeligheden og ikke mindst på Rønshoved Højskole. Henrik Dahlin har læst På jagt efter sprækker af lys i det moderne.
Da undertegnede var en purung gymnasiast, var jeg trods mit gryende konservative sindelag i mangt og meget indfanget af dét, som forfatterne til essaysamlingen På jagt efter sprækker af lys i det moderne med kritisk mine ville kalde et aksiomatisk, liberalt og nytteetisk verdenssyn.
F.eks. kunne det aldrig falde mig ind at bruge min tid på at tage på højskole – noget, som jeg hjemmefra havde fået indtrykket, var spild af tid. Livet handlede væsentligt om at komme ”i gang” med at udfolde det og træde ind i arbejdets hamsterhjul, blive til noget.
Alt der havde bare en bismag af at sidde stille i et år og tale med hinanden under fjerne klosterlignende tilstande, så jeg som udslag af rundkredspædagogik, dovenskab og socialisme i forklædning. Man kan sige, at jeg var af den overbevisning, at man måtte vælge det rette og forsage ”det forkerte”, ingen mellemregninger.
Hvorfor kom jeg dog ikke på Rønshoved?
Noget af det hørte helt sikkert ungdommelig idealisme til, men dette syn på tingene er alligevel iflg. Antologiens skribenter symptomatisk for de af os, som er født af de generationer, som i en af essayene netop bliver kaldt for ”mellemlaget” eller massesamfundet – en klasseløs, rodløs gruppe, som sætter sin lid til ideologi frem for fællesskaber, som de savner, men ikke har, bl.a. fordi samfundet har udviklet sig i retning af atomiserede arbejdsfællesskaber. Dvs. arbejdsfællesskaber, som er blevet stadig mindre, mere adskilt fra hinanden i både tid og rum og mere diversificerede.
I dag ville jeg ønske, at jeg havde været på højskole, og ikke bare en hvilken som helst, men navnlig Rønshoved Højskole, som jeg tidligt efter mit første besøg forstod, var et sted for frisindet debat og virkelig ”mangfoldighed” eller pluralisme.
Her var der uforfærdet tale, bramfri debat og indbyrdes forskelligheder alt under et tag i et fællesskab. Og der var et mod til at rumme også dét, som af omverdenen blev holdt for tvivlsomt eller betændt i visse kredse. Det forstod jeg som gæst på Tidehvervs sommermøde – en bevægelse, der alle dage er blevet set som en paria af andre – som i de år havde til huse på højskolen.
På jagt efter sprækker af lys i det moderne indeholder meget af dét, som dengang blev mit første indtryk af højskolebevægelsen, og som jeg sidenhen også er kommet til at tro, må være noget nær dens reneste aftapning i kongeriget. Bogen og dens indlæg er bestemt læseværdige, og nogle af indlæggene er uhyre aktuelle med tanke på de fremherskende tendenser i vestlig tænkning eller mangel på samme i dag.
Bidrag til et fornyet folkeligt fællesskab
Og nu til sagen, nemlig På jagt efter sprækker af lys i det moderne, som en række folk med tilknytning til Rønshoved Højskole har begået på højskolens nyoprettede forlag. Ønsket fra udgiverne er at bidrage til det folkelige fællesskab og ikke kun (men dog også) til en diskussion af dette fællesskabs karakter med udgangspunkt i den særlige ramme, som kommer af at være indlejret i den danske højskolebevægelse.
I dag ville jeg ønske, at jeg havde været på højskole, og ikke bare en hvilken som helst, men navnlig Rønshoved Højskole
Fra samme bevægelse, hævdes det i essayene af bl.a. skribenten og litteraten, ph.d. Rasmus Vangshardt, kan en egentlig spydspids mod den moderne åndsforladthed og voksende borgerlige almue (middelklassens udannede men uddannede voluminøse horder) forhåbentligt rejses, og samme forhåbning anes hos Thue Kjærhus i bogens sidste essay, selvom han på trods af en intention derom, ikke rigtigt lykkes med at pege på, hvorfra det håb eller det Tidehverv som han slutter bogen med konkret skal komme fra.
Ikke at der ikke peges på noget, som kunne være farbare veje, nemlig på folkeligheden, på at handle frem for at agre, og på det jødisk-kristne over det græske, men det forbliver dunkelt i hvert fald for denne læser, hvad det er, som skal gøres i praksis. Enkelte er i antologien lidt mere konkrete, men i det hele er antologien bedre i sin kritik af det moderne, hvor den derimod er mere stille på det konstruktive plan. Men på den anden side er jeg ikke overbevist om, at skribenterne tænker deres essays som egentlige instruktioner i, hvordan vi skal handle.
Adorno, Arendt og alle de andre
De forskellige indlæg i antologien angriber i vid udstrækning de samme ting om end fra forskellige vinkler – ideologisk, litterært, filosofisk og historisk. De trækker også i vid udstrækning på samme hammel – nemlig på Hannah Arendt, Heidegger, Adorno og Dorthe Jørgensen.
Angrebene angår det modernes hang til at tænke ahistorisk, dvs. ideologisk om tilværelsen, hvormed erfaringen nedprioriteres til fordel for abstrakte og livsfjerne principper. Dertil angribes også det modernes hang til som sådan at reducere alle spørgsmål til et positioneringsspil om den rene mening med identitetspolitikken som fremmeste eksponent.
Igennem næsten alle essayene ligger en skarp brod mod individualiseringen som både er motor for det ahistorisk, det abstrakte og for fremmedgørelsen af tilværelsen. Sidst men ikke mindst er også det modernes tendens til kun at tænke dennesidigheden, dvs. det for forstanden objektivt tilgængelige, en skydeskive for flere af skribenterne.
det forbliver dunkelt i hvert fald for denne læser, hvad det er, som skal gøres i praksis.
I det hele er essaysamlingen en god indføring (og trods advarsler om det modsatte) ret læsevenlig indføring i ”aftenlandet”/Vestens problemer med identitetspolitik, fremmedgørelse individualisering, sekularisme/dennesidig tænkning og rettighedsfiksering.
Den har aldrig levet, som klog på det er blevet…
Helt overordnet er det, som afsøges positivt i flere af indlæggene, hvordan vi igen kan blive ”folke-lige”, dvs. få et reflekteret forhold til historien, til landet, hjemstavnen og dermed til os selv igen – for som f.eks. forstander Thue Kjærhus skriver det, så forudsætter folkelighed det konkrete, kendte og erfaringsmættede.
På flere steder igennem de forskellige essays rendte Grundtvigs ord om: ”at den har aldrig levet, som klog på det er blevet, han først ej havde kært” mig i hu som et skjult bonmot for de sammensvorne skribenter, der heller ikke ligger det mindste skjul på deres grundtvigske livssyn. Det ville ikke være meget skævt at sige, at historisk dannelse og fordybelse iflg. skribenterne er den samstemmende løsning på flere af det modernes genvordigheder.
Rettighedsliberalismens fattigdom
Men først problemerne, og vi møder dem allerede konkretiseret i første essay om ”Omskæring af drenge – en folkelig principsag”, hvor det anføres, at vores vestlige tillid til naturretten foranlediger en blind rettighedskultur, som ikke evner at skelne mellem mennesker på baggrund af den konkrete erfaring, som historisk har været gældende ift. disse mennesker/grupper af mennesker.
Konkret fører vores rettighedsliberalisme godt hjulpet af et fra protestantismen nedarvet sekulært verdenssyn til, at jøderne i disse år fortrænges i den vestlige verden, idet deres sædvaner og skikke – her eksemplificeret ved omskæring af drengebørn som et pagtstegn ml. folket og Gud – ikke kan godtages, fordi det forvolder skade på det enkelte individ og krænker dennes ret til sin krop.
Vi negligerer dermed totalt den grundlæggende værenstydning, som for den religiøse jøde ligger i pagtstegnet.
Ja, vi forstår den slet ikke, for vi er blevet religiøse analfabeter, for hvem åndelighed alene er et indre anliggende, og som derfor ikke eksisterer i det ydre.
Men det vestlige menneske glemmer (hvilket også fremhæves blandt flere af antologiens skribenter), at enhver kommer til verden, ikke på sine egen præmisser, men på omgivelsernes og bliver præget af disse uden mulighed for tilsagn eller fravalg.
Løsrevet fra historien
Det ydre, symbolerne, traditionerne, sproget mm. eksisterer allerede, og alle fødes ind i noget og ikke i intet. Verden er allerede fortolket for os, idet vi kommer til den, og først når vi har erhvervet også en tydning af verden, kan vi skelne os selv fra den.
Mennesket, ideologien, er den nye Gud
Andreas Pilekjær og Thure Kjærhus anfører med belæg hos Hannah Arendt, at dette er et eksempel på vores tankeløshed i Vesten; at vi forestiller os, at individet i dets ukrænkelige ret til ikke at påduttes noget af andre, også skal gøres fri/er fri af historien og af fællesskabet. I stedet forlader vi os på regler og forordninger, dvs. aksiomer, som skal gøre os frie af hinanden og den fælles tillid og moral.
Resultatet er, – foruden den komplette ringeagt og eksklusion af jødisk kultur og religion i Vesten – som Kjærhus skriver det et i et andet af bogens essays, at samfundet forkalker sig i en gold regelfetishisme (mit udtryk), som forskyder samfundets stabilitet fra at bero på folkets indbyrdes relationer og gensidige erfaringer med historien over imod et samfund, som møjsommeligt må knyttes sammen af flere og flere love og forordninger, som skal være substitut for den tillid og manglende indlevelse i hinandens verden, som det hyperindivualiserede samfund er en gift for.
Mennesketypen som dukker op i dette samfund er ”det nye menneske”, som efter Guds død anser samfundet som styret af en historisk determinisme, hvor det alene handler om at sidde inde med den rette idé, hvor over imod alt andet må vige. Mennesket, ideologien, er den nye Gud.
Opritualiseringen af samfundet
Det er nok også denne mennesketype, der tænkes på, når valgmenighedspræst og bestyrelsesformand for Rønshoved Højskole fermt angriber den symbiose af identitetspolitik, autonomi og individualisme, som er opstået i det (post)moderne, og som står som en stærk tilværelsestydning i det moderne. Treklangen skaber individer, som ikke kan overskride deres eget perspektiv, og som derfor ikke kan tale om det almene eller fælles menneskelige (måske ligefrem benægter dets eksistens?) – den slags er nemlig ”White Boy Philosophy”.
Paradoksalt hævdes mangfoldigheden af det modernes mennesketype, men det et skalkeskjul, som i virkeligheden skal berettige, at hver enkelt person eller gruppe tager beskyttet ophold i sin egen sandhed og virkelighedsopfattelse.
Kvist anviser som en vej ud af moradset, at vi forsøger at genfinde en fælles ånd, en folkeånd, og dertil er der grøde, mener han i lighed med Kjærhus, for folket længes efter det fælles, hævdes det, særligt når det frygtelige eller storslåede i vores liv indtræder. I disse situationer er det oplagt at opritualisere.
Derfor skal vi være klar med forståelse for de gamle ritualer, som stadig knytter os sammen på tværs af vores splittede ”mangfoldighed”, og vi skal med ”ritualparathed” opruste folkeligheden med nye fælles tegn og ritualer, og her må man lade Kvist, at han er meget konkret: værnepligt for de mange, troskabsed for soldater, morgensang etc.
Jeg tror, Kvist har fat i noget vigtigt, når han peger på det virksomme ritual og skitserer, hvor det virker, og hvor det ikke virker. Han viser, at ritualet er nødvendigt for et fællesskab, er motoren og redskabet for det fælles møde, hvor forskelligheder opløses i noget større.
Er det folkelige overhovedet muligt?
Det pikante spørgsmål er selvfølgelig, om nogen eller noget virkelig kan overbevise denne verdens vestlige individualister om at vende sig mod folkeligheden igen.
Både Kvist og Kjærhus synes f.eks. overbeviste om, at det var ændringer i økonomien og arbejdslivets struktur, som foranledigede en ny, fritsvævende, ideologisk tænkende mennesketype. Skal der så ikke reelt en ny måde at indrette økonomien og arbejdet til, førend man kan forstille sig, at individualisterne, de nye mennesker kommer hjem i havn, hjem til hjemstavnen og det folke-lige fælles udgangspunkt igen?
Rasmus Vangshardt, hvis essay ”Ude i nuet” er både elegant formuleret og spændende i sin tilgang, forsøger at anholde den lede, som vi i det moderne efterhånden må tage for givet – nemlig fremmedgørelsen, følelsen af ikke at høre til nogen steder. Med udgangspunkt i sin forskning i ”verdensteater”-metaforen i litteraturen, viser han, hvordan dette, at mennesket er en skuespiller, en aktør i verdensteateret, i det moderne er blevet forstået som noget negativt, som noget fremmedgørende og instrumentelt.
Sådan behøver det dog ikke at være, anfører Vangshardt, idet han peger på, at det givne – historien, teateret denne verden udspiller sig i, også kan være en gave. Hvis altså vi evner at overskride det modernes trang til løsrevethed (til autonomi), og i stedet kan se os indfældet i en historie, i verden og i fællesskabet med både fortid og en fremtid. Et særkende ved det moderne, anføres det, er da netop dets hang til at afvise for – og fremtid til fordel for nuet, og dette fænomen er befængt med en evig udlændighedsfølelse, en fremmedgørelse.
Dette skal modvirkes ved poesi og ved historie, højskolens særkende, og højskolen skal ved disse remediers hjælp forsøge at højne vores forståelse for fortidens og fremtidens besjæling af nuet. Vangshardts essay spiller fint sammen med hhv. Søren Hviid Petersens og Andreas Pilekjærs essays, hvor begrebet ”nærhedsmetafysik” bl.a. undersøges i forsøget på at reetablere oplevelsen af, at tilværelsen rummer noget ”mere”, noget der går udover det teknisk-rationelle verdenssyn, og som kan give os en fornemmelse tilbage af, at der faktisk gives ting derude, som på én gang er fælles og har en værdi uafhængigt af individet.
Håb i aftenlandets forlystelsespark?
På jagt efter sprækker af lys i det moderne er som sagt mere en beskrivelse af det moderne mørke, end det er en jagt efter lys i samme. Og man kan godt sine steder have en bekymring for det, som historiker, ph.d., og redaktør for Årskriftet Critique, Christian Egander Skov et sted citeres for at mene: Nemlig at den særlige grundtvigske folkelighed er vigende i samfundet, hvormed grundlaget for en åndelig genrejsning herfra skrumper.
Essaysamlingen skriver sig ind i en række af interessante udgivelser, som dukker frem i disse år, hvor lignende betragtninger gøres over vores stilling i det moderne liv
Ikke desto mindre er det er nogle fornemme og perspektivrige beskrivelser, der bringes til torvs. I På jagt efter sprækker af lys i det moderne og dét fra en række forskellige faglige indgangsvinkler. De forskellige essays kan ses som forbundne kommentarer og kritikker af aspekter af det moderne, dets element af fremmedgørelse, dets rene, enøjede ideologiske tænkning, dets tiltro til teknikken, dets fællesskabsforladte og absolutte og adskillende fokus på individet mm.
Essaysamlingen skriver sig ind i en række af interessante udgivelser, som dukker frem i disse år, hvor lignende betragtninger gøres over vores stilling i det moderne liv.
Det kunne f.eks. være politologen Yascha Mounk, som i sin bog The Identity Trap, peger på, at Vestens debatklimaer er blevet stadigt mere polariserede, ja, hermetiske lukkede, under indflydelse af identitetspolitikken, som sammen med intersektionalisme bevirker, at folk forskanser sig bag groft reduktive tilværelsesforståelser (f.eks. race) og desuden holder på, at ingen udenfor en given tilværelsesforståelse og eller et tilværelsesvilkår, kan forstå eller tale med hinanden.
Jeg kom også i gennemlæsningen til at tænke på Ilja Pfejffers roman Grand Hotel Europa, som i lighed med essaysamlingen stiller skarpt på vores åndsløshed og hang til at afmystificere tilværelsen med rå logik, teknik og navlepillende individualisme, som igen forhindrer os i at tænke og udvikle fremtidens Europa, der i stedet er ved at udvikle sig til en gold forlystelsespark i aftenlandet før lukketid inden fremmed kulturer med appetit på fortidens europæiske åndsbedrifter stempler ind og får lunser af den gamle pragt serveret for højstbydende.
Det kan blive resultatet under alle omstændigheder, hvis vi i Vesten bliver ved med at insisterer på at falde og stå hver for sig, forskanset i vores egen affortryllede, uhyggelige og selvisolerede verden af uangribelig, abstrakt, individ – og rettighedsfikseret tænkning. Spørgsmålet er, om der gives veje til åndelig genopbygning, der trods alle gode tanker om ”hvad” problemet er, ikke også sætter hårdt ind på et politisk, ”hvordan” de løses. Det første kan man som sagt finde noget om i den hermed anbefalede antologi om sprækker af lys i det moderne fra Rønshoved Højskole.
På jagt efter sprækker af lys i det moderne. Med bidrag af Thue Kjærhus m.fl. Forlaget Rønshoved, 2023.
