Den liberalkonservative dunder

Kim Møllers kronik har medført reaktioner: Kian Schmücker og Rune Kristensen angriber i denne replik Møllers nationalkonservative position, der i deres optik har totalitære træk, og forsvarer liberalkonservatismen, der ifølge de to baserer sig på de liberale filosoffer og tilfører dem en konservativ moderation, for friheden kan ikke stå alene.

af Rune Kristensen og Kian Schmücker Conteh

Uriaspostens redaktør Kim Møller er erklæret nationalkonservativ blogger og har forvildet sig til at skrive et indlæg i Replique, hvori han undrer sig over den anden store konservative gren, nemlig liberalkonservatismen. Dette sker under titlen ”Den liberalkonservative tomhed”, og vi tillader os hermed at replicere. Liberalkonservatismen er nemlig ikke tom, den er både dyb, indholdsrig og levende; dette er den liberalkonservative dunder.

Der har altid været forskellige strømninger i den konservative familie. Der findes eksempelvis kulturkonservative, nationalkonservative og socialkonservative, der i øvrigt også kaldes statskonservative af mange – og så findes der liberalkonservative, eller frihedskonservative, om man vil.

Statens rolle

Der er tydeligvis forskelle på Kim Møllers holdninger og vores. Først og fremmest ser vi forskelligt på statens rolle. Vi tror ikke på, at staten kan eller skal diktere samfundets kultur og sammenhængskraft; og når den prøver, så går det altid galt. Vi tror modsat Kim Møller på, at dansk kultur er stærk og langtidsholdbar, selv uden statslig indgriben. Styrken ved dansk kultur og den danske nation er, at den i overvejende grad er skabt af danskerne selv, og ikke af tilfældige magthavere i staten. Den spontane og frie udvikling af samfundet gennem evolutionen er en forudsætning for et sundt og bevaringsværdigt samfund og kultur.

Danmark er bestemt for danskere. Vi mener bare, at udlændinge er i stand til at gøre sig til danskere, men det kan kun ske ad frivillighedens vej, og ikke gennem tvang og repressalier. Vi kan ikke, og slet ikke med staten, assimilere dem. Kim Møller forstår ikke friheden bag, at folk skal kunne bosætte sig, hvor de vil – så længe de forsørger sig selv og overholder loven. Han forstår ikke friheden bag, at kultur bør skabes af danskerne selv – og ikke staten. Og han forstår ikke, at man som konservativ kan vende sig mod de halvracistiske socialdemokrater i Dansk Folkeparti. Egentlig forstår han nok bare ikke liberalkonservatismen – også selvom den bestemt er national. Kim Møller forveksler samfundet og nationen med statsmagten, og deri ligger fejlen.

I Danmark er liberalkonservatismen ganske udbredt blandt unge konservative – i særdeleshed Konservativ Ungdom. Men der er også elementer af liberalkonservatismen i Det Konservative Folkeparti. Man så træk hos en tidlig Poul Schlüter med kartoffelkur og dyrtid, man så det under Hans Engell med opgøret med formueskatten, man så det under Bendt Bendtsen, når der blev kæmpet for lavere skatter og man har set det hos en række fremtrædende medlemmer i den konservative bevægelse.

Den fælles arv

De ”klassiske liberale filosoffer” lagde med deres skepsis overfor staten et fælles fundament for både den moderne liberalisme og konservatismen. De var tilhængere af et samfund med lovgivning og fokus på tradition. Kapitalismens fader Adam Smith udtalte, at den konservative fader, Edmund Burke, var ”den eneste mand jeg nogensinde kendte, der tænker om økonomi præcis som jeg selv”. Budskabet om frihed deles af liberale og konservative, men for sidstnævnte kan frihed ikke stå alene.

Den konservative modstand mod revolutioner er ikke så simpel som historikeren Kim Møller udlægger det. Modstanden er mod omvæltninger af samfundet, som i stedet burde være langsomme og evolutionære, dvs. ikke dikteret af staten. Den franske revolution forsøgte at omskabe det franske samfund, og blev derfor med rette kritiseret af Edmund Burke. Derimod søgte den amerikanske revolution ikke at omstyrke det eksisterende samfund, men søgte i stedet at udskifte statens magthavere med nogle, der passede amerikanerne. Amerikanerne havde Burkes støtte i deres sag. For den konservative er staten ikke af nogen speciel vigtighed. Det er samfundet og samfundets spontane og evolutionære udvikling, der er vigtig. Den konservative stat skal understøtte det, frem for at diktere og designe. Det er helt tydeligt, at Kim Møller, og for den sags skyld også Dansk Folkeparti, ønsker at bruge staten til at designe samfundet i deres billede. Liberalkonservative og alt hvad der ligner det, kæmper en kamp for at holde sådanne ønsker ude af Det Konservative Folkeparti.

På den internationale scene er liberalkonservatismen mere udbredt, og dybt forankret i konservative partier verden over. Den ”klassiske liberale” filosof og økonom Friedrich Hayek lagde grunden til Margaret Thatchers og Ronald Reagans økonomiske politik i England og USA – begge konservative statsledere.

Friheden, dvs. fraværet af tvang, er at regne som et nøgent fundament. Liberalismen er uden konservatismen det tomme stålskelet i en bygning. Konservatismen må ikke ignorere skelettet og fundamentet, men modsat liberalismen har vi noget at fylde skelettet ud med. Vi har møbler, tapet og meget mere, i form af kultur, normer og historie. Nogle etager er møbleret som det danske og andre kan møbleres på anden vis. Konservatisme har et værdisæt, hvor frihed komplimenterer solidaritet og nationalfølelse. For den konservative kan disse værdier ikke adskilles og stå alene.

Kulturrelativismen

Det er ejendommeligt at blive kaldt kulturrelativist for at mene, man ikke objektivt kan vurdere de forskellige kulturelle rum i forhold til hinanden. Men subjektivt er der ingen tvivl om, at det danske rum er bedst for danskere. Vil man holde folk ude af det danske rum fordi de kommer fra bestemte kulturer eller bestemte lande, ja så er vi ovre i noget der smager racistisk, og det kan den danske nation ikke være tjent med. Når Dansk Folkeparti så krydrer det med venstrefløjens hang til statsmagten og i øvrigt fører venstreorienteret socialdemokratisk politik, så er der ikke meget at komme efter for konservative.

Det er interessant, at andre stats-/nationalkonservative som ph.d.-studerende i konservativ historie, og redaktør på tidsskriftet Critique, Christian Egander Skov, netop tager en kulturrelativisme i anvendelse, når de skal forsvare staternes indgreb overfor borgerne. Ja, selv arabiske regimers overgreb retfærdiggøres med henvisning til en lokal kultur, der angiveligt skulle fordre den slags. Det tragiske ved både Christian Skovs og Kim Møllers forståelse af kultur er, at ingen af dem tager hensyn til, hvad det er ved kultur, der gør kulturen værdifuld, og hvilke forudsætninger der skal til for en god og sund kultur: At den er spontant udviklet af et samfund af frie borgere, der mødes og evolutionært udvikler samfundet og kulturen. Ethvert forsøg på at gribe ind i den proces er forstyrrende for det gode konservative samfund, som vi konservative værdsætter. Det er forsøg på samfundsdesign, og fortjener den samme sønderlemmende kritik, som Edmund Burke udsatte den franske revolution for.

Den konservative moderation

Som liberalkonservativ vægter man frihed højere end eksempelvis en statskonservativ, som Kim Møller vil gøre det. Men det gør ikke os til liberalister. Intet menneske er en ø. Vi er alle en del af et fællesskab. En familie, en arbejdsplads, en fodboldklub eller en vennekreds. Det giver derfor ingen mening at løsrive individet fra fællesskabet. Men det ændrer ikke ved, at individets frihed naturligvis er vigtig for konservative.

Vi hylder frihed som konservative. Men modsat liberalisme, så har den konservative frihed altid en følgesvend; ansvar. Man kan ikke have en frihed, eller en ret om man vil, uden også at have et ansvar. Først og fremmest et ansvar for andres tilsvarende ret, men også et ansvar for at benytte og håndhæve sin egen ret, og sige fra overfor det forkerte. For vi konservative er frihed og de øvrige værdier ikke ufravigelige, men dog fundamentale.

Man skal værne om den enkeltes ret til at bestemme over sit eget liv, uden at staten blander sig. Til gengæld må staten aldrig tøve med at gribe ind, når nogen mener deres frihed giver ret til at krænke andre. På samme måde skal staten også give en hjælpende hånd, når nogen har svært ved at forvalte sin egen frihed og beder om hjælp.

Konservatismen anerkender modsat at så simpel er verden ikke. Mennesker er ofte irrationelle. I konservatismen er irrationalitet – modsat i liberalismen og socialismen – ikke et negativt begreb, men et basalt livsvilkår, som et stærkt samfund og en værdifuld dansk kultur kan opveje.
Liberalkonservatismen længe leve!


Ovenstående indlæg rummer et udokumenteret udfald mod et medlem af dette tidsskrifts redaktion, og vi har derfor givet vedkommende mulighed for at svare kort på udfaldet. Dette svar kan læses her:

Kim Møllers oprindelige kronik kan læses her: