Giver Grundtvig stadig mening?

N.F.S. Grundtvig nævnes ofte som en af de “store danskere”; én, hvis indflydelse og tænkning spænder og rækker vidt. Men hvilken relevans har Grundtvig og hans virke i dag? MF Esben Lunde Larsen (V) har skrevet ph.d.-afhandling om Grundtvigs frihedssyn, og skriver i månedens kronik en introduktion til Grundtvig hvor han giver et svar på spørgsmålet.

af Esben Lunde Larsen

N.F.S. Grundtvigs tanke om religionsfrihed som den vigtigste forudsætning for frihed er højst nødvendig at inddrage i den danske nutidige debat, så den enkelte danskers tros-, ytrings- og samvittighedsfrihed ikke bliver begrænset. Krænkes vi som individer, degenerer vores samfund indefra. Derfor skal vi ikke have mindre religion i det offentlige rum. Vi skal nærmere have mere. Især kristendom, hvor Martin Luthers dialektiske frihedsforståelse er helt central: Et kristent menneske er en fri herre over alle ting og ikke underlagt nogen, men et kristent menneske er samtidig en træl, der tjener alle ting og er underlagt enhver. Denne tænkning har en afgørende samfunds-sammenhængsskabende karakter, der virkeliggøres i Grundtvigs gensidige frihedsbegreb med ordene om, at ”…kun den er fri, som lader næsten være fri med sig.”

National identitet

Når Lars Løkke Rasmussen, Christine Antorini og Margrethe Vestager citerer en afdød 1800-tals tænker som N.F.S. Grundtvig, så skyldes det frihed, eksistens, dannelse og identitet. Når der holdes forskerseminar i december 2012 på Harvard University under overskriften Building a Nation med fokus på Grundtvigs bidrag til samfundsbygning i nutiden, skyldes det en nutidig og omfattende politiske brug af Grundtvig i den danske politiske debat, når det gælder nationbuilding på dansk grund. Når der skabes fribørnehaver, friskoler og friplejehjem i dagens Danmark med ideologisk tankegods fra Grundtvig, skyldes det et langtidsholdbart blik for frihedens værdi – ikke kun individuelt, men også institutionelt – som den brede danske befolkning tilslutter sig.

Derfor er svaret også lige til: Grundtvig giver stadig mening, og hans tanker er langt fra blevet meningsløse i det danske samfund. Men de må aktualiseres i den tid, vi lever i, fortolkes og fornyes, og dette må finde sted i respekt for originaliteten og intentionerne hos Grundtvig selv. Ikke mindst den evangelisk-lutherske kristendom er en helt afgørende forudsætning for Grundtvig.

Grundtvigs kristendom

For Grundtvig er mennesket skabt i Guds billede. At være skabt i Guds billede indebærer, at ligheden med Gud stadig findes hos mennesket som en rest. En rest, der kun trives i frihed og fællesskab. Derfor er mennesket i Grundtvigs forståelse kronen på værket. Ifølge Grundtvig må friheden derfor tilvejebringes som en eksistentiel nødvendighed, fordi mennesket er Guds afbillede. Menneskets Gudbilledlighed er knyttet til dets fællesskab med andre, hvormed det også har et medansvar for andre. Det har samfundssammenholdende karakter. Derfor er det værd at notere sig, at kristendommen er en forudsætning for langt mere, end vi måske lige tænker over.

Kamp om frihed

Vi møder kristendommen i samfundsdebatten med en historisk tanke på de frihedskampe, der har været udkæmpet for skabe frihedsrum for den enkelte. Særligt Grundtvig er engageret i denne kamp og oplever at miste både navn og ære undervejs. I 1826 idømmes han livslang censur for et verbalt angreb på en af sine hovedmodstandere i samtiden; professor H.N. Clausen. Grundtvigs kamp handler om frihed, og hvor frit det skal stå enhver for at møde sin Gud i statskirkens gudstjeneste. Ja, det handler om åndsfrihed, dvs. tros-, ytrings- og samvittighedsfrihed. Der må være fuld trosfrihed, for ifølge Grundtvig må forholdet mellem Gud og menneske være som et kærlighedsforhold, der kun kan bestå, hvis det er et frit forhold. Den personlige trosfrihed er af afgørende eksistentiel betydning. Netop det eksistentielle bruges af Grundtvig om det at kunne leve med og af et livsgrundlag, som man har tillid til. Retten hertil er af fundamental karakter for Grundtvig, og det hele bæres af tanken om, at næstens frihed er lige så afgørende som min egen.

Fra en snæver kamp for trosfrihed i statskirken, breder Grundtvig kampen ud i hele samfundslivet fra 1830’erne, hvor friheden både skal gælde jøder og baptister. Og han bliver hånet for det, holdt ud af det gode selskab og betragtet som paria i det lærde selskab. ”Er lyset for de lærde blot til ret og galt at stave?” Nej, siger Grundtvig, ”solen står med bonden op, slet ikke med de lærde.” Hermed forflytter han samfundets omdrejningspunkt fra de lærde til landbefolkningen, hvormed Danmark får en af de mest myndiggjorte almuebefolkninger, der som følge af oplysning, dannelse og dueliggørelse bliver sat fri til at varetage såvel egne som samfundets forhold. Når man i frihed kan tage ansvaret for sin sjæls saglighed, så kan man også tage ansvar for ejerskabet i andelsbevægelsen, for oplysningen i forsamlingshusene og for uddannelsen i de frie skoler. Det selvansvar, som danskerne har været kendetegnet ved helt op til velfærdsstatens opblomstring og omklamring af den enkelte, har en lige linje tilbage til Grundtvigs myndiggørende arbejde med rod i en luthersk pligtetik med fokus på ansvaret for sin egen familie og for at stå til rådighed for det samfund, der omgav familien.

Fællesskab gennem frihed

Vi danskere kan i den grad lære noget af denne pligtfølelse over for vore egne, men også over for det samfund, vi selv udgør kernen i, så vi ikke automatisk tænker; at det og det må det offentlige tage sig af!

Men det offentlige kan ikke tage sig af alt. Selvstændighed og selvforståelse er forbundne størrelse uafhængigt af det offentlige. Den danske identitet og selvforståelse har i høj grad med Grundtvigs tanker og formuleringer fra 1800-tallet at gøre. Ingen dansker forstår sig selv uden at se sig i den kontekst. Det er netop en af udfordringerne for de mange indvandrere, der kommer til Danmark; de har ikke ”sunget sig” til en dansk selvforståelse med Grundtvig. Frihed er hos Grundtvig forbundet med identitet og er en forudsætning for danskhed og for samfundsbygning. Kun igennem den frie tilslutning kommer et folk til at hænge sammen, men den frie tilslutning er betinget af, at man har øre for modersmålet og sans for folkets historie. At man frivilligt tilslutter sig det fællesskab. Grundtvigs begreb om danskhed rummer det samme eksistentielle aspekt som hans begreb om åndelig frihed. Kampen for danskheden er parallel til kampen for religionsfrihed – en kamp for retten til at bestemme over egne eksistentielle forhold.

Den eksistentielle frihed

Men den enkelte danskers mulighed i dag for at bestemme over egne eksistentielle forhold er i den grad under pres. Tænk blot på den fremmedgørelse tusindvis af danskere føler, fordi systemer og bureaukrati omslutter dem i deres hverdag. Det gælder rengøringsdamen på kontoret, der må følger skemaer og kontroltjek. Det gælder forskeren på universitetet, som må indberette og afrapportere. Det gælder den kommunale embedsmand i forhold til statsadministrationen. Med andre ord: New Public Management truer i stigende grad den enkelte danskers frihed, men også fornuften i mange af de systemer, der skabes.

De fleste danskere burde være optagede af, at vi eksistentielt set har brug for at være herre over vores egen tilværelse. At selvstændighed, uafhængighed af staten og beskyttelsen af den private ejendomsret som sikre identitetsmarkører har afgørende betydning for et menneskes frihed fra statsmagten – også anno 2013. Dette kan Grundtvigs eksistentielle frihedskamp minde os om med fokus på religionsfriheden som primaritet, og derfor giver Grundtvig fortsat uendelig god mening.

Esben Lunde Larsen (V) har skrevet ph.d.-afhandling om Grundtvigs frihedssyn.