Den danske historiker Henrik Jensen har i flere omgange beskæftiget sig med institutionerne og pligtens betydning for det moderne menneske, blandt andet i bøgerne Det faderløse samfund og Ofrets århundrede. Her skriver han en diagnose af familiens plads i den moderne verden, der ikke bare som så meget andet kan reduceres til et individuelt til- eller fravalg.
Staten og markedet har langsomt, men sikkert suget traditionelt vigtige samfundsmæssige institutioner tomme for rationelle funktioner, og dermed også for autoritet over for individet. Blandt disse var ikke blot sognerådet og den frivillige sygekasse, men også institutioner og relationer, der tidligere sluttede tæt omkring det enkelte menneske: slægten, landsbyen, kvarteret, familien. Gradvis, kun iøjnefaldende i tilbageblikket, mistede de betydning og indhold. Tilbage var den enkelte – og en kæmpemæssig instans ved navn staten.
Familien, forældrene, er børnenes og dermed samfundets vigtigste nøgle til autoriteten. Det er ved det lille, stadig hjælpeløse barns tidligste møder med sit ophav, at det fornemmer, hvad autoriteten handler om. Det er ved dette møde et livslangt, ofte følelsesmæssigt kompliceret, men kulturelt enormt givende forhold til autoriteten grundlægges.
