Af relevante operaemner for vor tid er rygning måske ikke det mest oplagte – medmindre altså det handler om tobakkens skadelighed. Sådan har det ikke altid været; og glæden ved at nyde en god cigaret er netop et af temaerne i enakteren Il segreto di Susanna (1909) af den tysk-italienske komponist Ermanno Wof-Ferrari (1876-1948), der her i november har været opført som det ene værk i en dobbeltforestilling på Helsingør Kammeropera, der ved dén lejlighed i øvrigt kunne fejre 10 års jubilæum. Så vidt vides har Wolf-Ferraris værk ikke været opført i Danmark før.
Efter et sprudlende forspil, der effektivt formidler stykkets muntre stil, er vi i stuen hjemme hos Gil og Susanna, der er nygifte og meget forelskede. Gil kommer hjem og kan lugte tobak i stuen. Underligt. Hustruen ryger da ellers ikke. Det gør han i øvrigt heller ikke selv og heller ikke tjeneren Sante.
Mistanken om at der har været en fremmed mand i huset begynder straks at nage. Han konfronterer Susanna, der benægter alt. Gil får dårlig samvittighed over sine beskyldninger og vil omfavne sin hustru, men konstatere til sin store skræk at lugten af tobak kommer fra hende. Gil bliver rasende og begynder straks at endevende huset for at finde Susannas elsker, men uden held. Han beslutter sig herefter for at gå hen i klubben.
Straks Gil er ude af døren, erfarer vi Susannes hemmelighed, nemlig, at hun ryger. Da Gil efterfølgende vender tilbage kommer hemmeligheden for dagen; og de to elskende kan forenes med en god cigaret.
Helsingør Kammeroperaen præsterede herligt, intenst kammerspil i Wolf-Ferraris muntre intermezzo, hvor der kun deltager tre personer, reelt to hvis man fraregner tjeneren Sante, der er en stum rolle. Det bringer Wolf-Ferraris værk på linje med Bartóks Hertug Blåskægs Borg (1911), der tilsvarende kun har to sangere. Mindre kan sagtens gøre det. Således i Poulencs La Voix Humaine (1959), hvor der kun deltager én sanger.
Begge de to sangere, hhv. Cassandra Lemoine (Susanna) og Teit Kanstrup (Gil) leverede pragtfulde præstationer såvel i sang som fremførelse. Mindeværdigt var f.eks. hele Gils indledende sang, hvor han starter med at synge kærligt om sin hustru, men så langsomt synger sig til ægtefølt ophidselse over hendes formodede utroskab. Her kommer vi hele følelsesregistret igennem, inden han forenes med Susanna i en flot duet. Også må fremhæves Lemoines sensuelle stemme og skønne gestik i sin gestaltning af Susanna, når hun synger om glæden ved tobak.
I den stumme rolle som tjeneren Sante var Morten Staugaard et glimrende valg med et naturligt flair for mimik og timing.
Instruktionen havde Katrine Wiedemann stået for; og som det gerne allerede skulle fremgå af ovenstående, så var der ikke noget at udsætte på personinstruktionen, hvor der synligt var forsøgt at gå til stykket på dets egne præmisser. Ligesom i hendes opsætning af Carmen på Kammeroperaen sidste år var scenen placeret i midten af rummet med publikum placeret på begge sider, hvorved alle kom tættere på begivenhederne. Det fungerer særlig godt til et kammerspil.
Denne placering blev bevaret i dobbeltforestillingens anden del, Puccinis Gianni Schicchi, der normalt opføres som del af Il tritico (1918) sammen med to andre af komponistens enaktere, hhv. Il tabarro og Suor Angelica, som vist senest blev opsat herhjemme på Det Kongelige Teater i 2024-25-sæsonen.
Scenografien er nu ændret til hovedsageligt at bestå af en stor seng. Vi befinder os nemlig ved Buoso Donatis dødsleje, hvor familien er samlet fordi Donati netop har forladt denne verden. Jagten efter testamentet er i fuld gang: Hvem har den rige gamle mand mon testamenteret sin formue til? Da testamentet endelig findes frem konstaterer familien til sin store skræk, at hele herligheden er testamenteret et kloster.
Her kommer det store ensemble i brug i en skøn klagescene, hvor der jamres på livet løs over den tabte formue. Af de mange gode stemmer må fremhæves Cecilia Lund Tomter som Zita og Morten Staugaard som fætter Simone, begge med gode og fyldige mørke stemmer.
Gode råd er dyre; og der sendes bud efter den snu Gianni Schicchi – en slags Figaro – der vidunderligt overlegent gør sin entre ved en veloplagt Morten Frank Larsen, der til lejligheden havde iført sig en Lordi-T-shirt og læderjakke og derfor falder noget uden for det – i øvrigt – ganske brogede persongalleri. Potent stemme og herlig, flabet attitude. Han ankommer med sin datter Lauretta, der er forelsket i Rinuccio. Et ægteskab, der synes umuligt pga. hendes lave stand og økonomiske uformåen.
Schicchi har en plan: Ingen ved, at Donati er død, så Schicchi ifører sig afdødes klæder og lægger sig i dødsløjet efter at Donatis lig er gemt sikkert væk. Nu kan der laves et nyt – og for familien mere fordelagtigt – testamente. Notaren tilkaldes, hvorefter Schicchi – under foregivende af at være Donati, der ligger for døden – annullerer det tidlige testamente og testamentere hele formuen til… sig selv, dvs.: »Min gode ven Gianni Schicchi«. Han sender herefter familien på porten og Lauretta og Rinuccio kan nu få hinanden.
Hos Dante endte Schicchi i helvede for sit svindelnummer (»han falskelig Donatis rolle spilled, | og gjorde testament på lovlig måde«), men det er vist også den eneste alvorlige undertone, der er at spore i stykket, der er en fremragende komedie.
Også her var der gjort meget ud af personinstruktionen i ensemblet, der leverede stort nærvær, intensitet og god fornemmelse for det komiske. Også i denne del af forestillingen lå styrken i, at Wiedemann var bevist om det velkendte og ikke var bange for at omfavne de elementer, der ellers kan komme til at virke klichefyldte. Udover klagescenen fungerede navnlig optrinnet med lægen og notaren særlig godt.
Af andre sangere, der må fremhæves, var Jacob Andersen som Rinuccio, der navnlig gjorde indtryk i den afsluttende arie, og ved den lejlighed placerede et stor buket blomster midt i dødslejet, så vi forstod, at de unges kærlighed skulle blomstre op fra den afdødes formue frem for at gå til de grådige familiemedlemmer. Herudover er der også kun rosende ord herfra til Casandra Lemoine, der nu var på scenen som Lauretta, der rørende sang forestillingens glasstykke O mio babbino caro.
Vellykket italiensk opera for alle pengene. Også denne gang i et veludført arrangement for et kammerensemble, der blev ledet af kapelmester Leif Gribe.
Slutteligt er jeg også nødt til at fremhæve de fantasifulde og farverige plakater, som kammeroperaen laver. De giver i sig selv en lyst til at tage ind og se en forestilling.
Ermanno Wolf-Ferrari, Il segreto di Susanna, libretto af Enrico Golisciani; Giacomo Puccini, Gianni Schicchi, libretto af Giovacchino Forzano. Dobbeltforestillingen ved Helsingør Kammeropera, Helsingør Teaterhus den 8. november 2026.
Referencer
Forestillingens hjemmeside:
https://kammeropera.dk/gianni-schicchi/
Gerhard Schepelern, Operabogen, 12. udgave, 2001
Dante Alighieri, Den Guddommelige Komedie 1, helvede, 30. sang (på dansk ved Chr. K. F. Molbech)

