Rasmus Lund-Nielsens Tetris-effekten samler forskning og kulturkritik i en diagnose af skærmens »brainrot«. Men hvis vi vil redde fordybelse, arbejdsmoral og fællesskab, er spørgsmålet, om psykologiske forklaringer er nok – eller om der også kræves en filosofi for det analoge liv.

Måske husker du det fra din barndom eller ungdom. Efter en time eller to med spillet Tetris, fortsatte de farverige brikker med at falde for dit indre blik, længe efter skærmen var slukket.

Tetris-effekten. Det er, hvad det kaldes, når indtrykkene fra f.eks. spillet på skærmen sætter sig fast og flytter ind i bevidstheden, ja, måske ligefrem omformer den. I dag er det ganske vist ikke Tetris-spillet, der står for omformningen, men de uendelige strømme af korte TikTok-videoer og gambling-elementer i spil som Fortnite og på platforme som Roblox.

Modbølgen mod hovedløs digitalisering

Tetris-effekten er også titlen på en interessant og tankevækkende bog af Rasmus Lund-Nielsen. Bogen stiller sig i rækken af bøger, artikler og debatindlæg, der gennem de senere år har advokeret for en bedre balance mellem det digitale og det analoge.

Den er således en del af den modbølge, der måtte komme efter årtiers hovedløse digitalisering af alt fra sundhedsvæsen, skoler og sociale relationer, og den trækker da også indgående på flere af de andre bøger med samme budskab, herunder især bestselleren Den ængstelige generation af den amerikanske psykolog Jonathan Haidt.

Tre former for »brainrot«

Bogens første del forklarer, hvad der er på spil, når vi flytter så stor en del af vores liv og opmærksomhed ind i det digitale univers på skærmene: Med eksempler fra hverdagen og henvisning til en række psykologiske studier argumenteres der for, at vi udsætter os for tre typer af brainrot:

1. Vi vænner os for det første til, at alting skal være let, komfortabelt og modstandsløst. Det næste afsnit på Netflix starter helt af sig selv, maden kan bestilles fra sofaen – og leveres til den – og kammeraterne er ikke længere en cykeltur, men nu kun et swipe væk. Alt er blevet let, og det gør os ude af stand til at udholde modstand. Med henvisning til den amerikanske filosof, Nassim Taleb, argumenterer Lund-Nielsen for at mennesket er »anti-skrøbeligt«: Det har, ligesom immunforsvaret, brug for en vis mængde modstand, for at udvikle sig positivt. Det er svært at være uenig i.
2. For det andet forringes vores kognitionsniveau. Evnen til fordybelse er under angreb – de uudtalte krav om at følge med på alle platforme mens man både passer sit arbejde, sine børn og sig selv, sætter hjernen i en tilstand af konstant alarmberedskab, overophedning og stress. Multitasking er således ikke noget, man bør efterstræbe; den spredte og delte opmærksomhed ødelægger evnen til fordybet opmærksomhed – og dermed en evne, som er særlig for mennesket.
3. For det tredje, skriver Lund-Nielsen, vænner den ekstreme skærmbrug vores hjerner til konstante belønninger. Med henvisning til den amerikanske professor Anna Lembke argumenteres der for, at den uendelige række af små belønninger og bekræftelser, som skærmene tilbyder, fører til dopaminudtømning; en nedsat følsomhed overfor dopamin, som gør det sværere at overvinde sig selv til at udføre de opgaver, der ikke udløser en umiddelbar belønning.

Behov for en filosofi

Mangen en digitaliseringsivrig medieforsker eller psykolog ville sikkert kalde argumentationen i bogens første del for »hjernekrymmel«, men der er gode henvisninger til aktuel forskning, og Lund-Nielsen står i sin argumentation på skuldrene af en række af de førende forskere indenfor feltet.

En tredje post har ubemærket sneget sig ind i vores fælles liv: Den ligegyldige skærmbrug.

Personligt savner jeg et mere eksistentielt fokus i argumentationen; hvad er det egentlig, skærmene slukker for – ikke kun i hjernen hos den enkelte, men også i de fællesskaber og det samfund, vi gerne skulle have og udvikle sammen?

Dette tema berøres i det sidste kapitel i del 1, men det bliver primært ved de sundhedsmæssige konsekvenser af manglende bevægelse, søvn og øjenkontakt og det tabte læringsudbytte, som er en konsekvens af de digitale forstyrrelser i klasseværelset.

Jeg savner den filosofiske overbygning på den psykologiske argumentation i bogens første del: Er mennesket, verden ogtilværelsen først og fremmest digitalt – eller analogt?

Skærmbrug og velfærdsstat

I bogens anden del giver Lund-Nielsen sit bud på, hvordan den overdrevne skærmbrug indvirker på muligheden for at videreføre velfærdssamfundet, eksemplificeret ved vores arbejdsmoral og vilje til at gøre noget for andre. Den fremvoksende anti-arbejdsbevægelse FIRE (Financial Independence, Retire Early) får kritik; vil du ikke arbejde og dermed bidrage til den fælles velfærdsstat lige så længe du kan, så er du egoistisk og primært styret af dine egne behov.

Og det er ingen undskyldning, at du selv har sparet op til dit tidlige otium, for også du kan få et tidspunkt få brug for de hospitaler og øvrige velfærdsinstitutioner, som kun kan fungere, hvis vi alle bidrager til dem.

Lund-Nielsen argumenterer for, at arbejdet ikke kun skal udføres for din egen skyld: Det handler ikke om selvudvikling, selvhævdelse eller om at hver enkelt mursten, der lægges, skal føles meningsfuld i øjeblikket. Han citerer Julius Bomholt for dette fine udsagn: »Hvad forstår du i det hele taget ved arbejde? Det begynder med de tre ord: For de andre.«

Arbejdet er nødvendigt – men ikke hele livet

Det er en god pointe, men uanset hvor smukt det lyder, kunne det samme jo siges for fritiden: Den er for de andre. Mange af de (især kvinder), der har små børn, går på deltid – for deres børns skyld. Og mange går på deltid for at sikre balance i livet – for ganske vist er arbejdet vigtigt (også for de andre), men det er fritiden også (også for de andre).

Et samfund uden fritid er fattigt; det ender som det totale arbejdssamfund, som den katolske filosof Josef Pieper skrev i Muße und Kult i årene efter anden verdenskrig, hvor alle havde travlt med genopbygningen i hans hjemland, Tyskland.

Nok er arbejdet nødvendigt, men det er ikke hele tilværelsen – vi arbejder for at overleve (også som velfærdssamfund), men vi lever ikke kun for at arbejde.

Arendt og faren ved »animal laborans«

En lignende pointe havde Hannah Arendt, som Lund-Nielsen kort nævner i bogen: Det menneske, der kun arbejder, kan ikke opleve friheden til at begynde på noget nyt, men reduceres til et åndløst animal laborans, der blot udholder de vilkår, det er underlagt.

Det er giftigt for et demokratisk samfund, hvor vi trods alt er mere afhængige af den enkeltes frie tænkning, end af hans arbejdskraft. Desværre forbigår Lund-Nielsen denne pointe, og holder sig i stedet til Arendts argument om, at arbejdet er nødvendigt for den egentlige frihed.

Og det er det, ja, og hverken Pieper eller Arendt er imod arbejde som sådan, men der må være en balance. Og når flere og flere forsøger at arbejde sig væk fra arbejdet, er det måske fordi balancen mellem arbejde og fritid ikke er sund i dagens samfund.

Den tredje post: Den ligegyldige skærmbrug

Når det er sagt, er det jo ikke ligegyldigt hvad fritiden – eller arbejdstiden, for den sags skyld – bruges på. Og måske er der, som Lund-Nielsen fint påpeger, ikke kun de to poster, der tager vores tid og fylder vores tilværelse.

En tredje post har ubemærket sneget sig ind i vores fælles liv: Den ligegyldige skærmbrug.

Så hvad gør vi, hvis vi ønsker, at de opvoksende generationer ønsker at være noget for andre, både i fritiden og på arbejdet? Vi må skrue ned for dét, der stjæler deres (og vores) opmærksomhed, og »…i et miljø, hvor fristelser designes til at overvinde vores selvkontrol, er det ikke regulering, men fraværet af regulering, der reelt indskrænker friheden«, som Lund-Nielsen skriver det.

Det starter med at vi slukker og kigger op. For når skærmene slukkes, åbnes verden.

Vi må sætte børnene fri ved at tvinge dem ud af den hyperaktivitet, de konstant lokkes ind i på sociale medier og i afhængighedsskabende spil.

Vi må lære dem at udholde den modstand og det ubehag, der er en uundgåelig del af livet uden for skærmen, så de orker at besøge hinanden i fritiden, fremfor blot at swipe hinanden ind og ud af den alt for spredte opmærksomhed via en skærm.

Vi må sikre, at de får mulighed for at kigge op og opleve glæden ved at være i verden for de andre.

Noget-for-noget og forfaldets logik

Lund-Nielsen foreslår til sidst i bogen at genoverveje den danske velfærdsmodel: Måske skal vi, eftersom skærmene har ødelagt vores vilje til at være for andre, indarbejde incitament-strukturer gennem en noget-for-noget model, hvor man skal gøre sig fortjent til velfærden.

Argumentet er forståeligt, men i mine øjne lidt ærgerligt; skal vi virkelig udvikle vores samfund med afsæt i en forfaldshistorie? Skal skærmenes incitament- og belønningslogikker danne skole for morgendagens velfærdssamfund? Det er sikkert ikke Lund-Nielsens intention, men det kan meget let ende dér, frygter jeg.

Jeg synes det ville være langt mere håbefuldt at arbejde for at genetablere (samfunds-)viljen til at være og gøre noget for andre end sig selv. Og det er først og fremmest en pædagogisk opgave, som i mange år har været underprioriteret.

Et mere håbefuldt spor

Måske kan vi, ved at opdyrke gode fritidsklubber, foreningslivet og fysiske mødesteder for børn og unge, skabe den lyst til at være for andre, som gør det muligt at videreføre en velfærdsmodel, som vi kan være stolte af?

Måske kan vi ad den vej skabe et samfund, hvor arbejdet er vigtigt, ikke kun for egen vindings skyld, men også for de andres – og hvor alle også har mulighed for at være nogen for andre i deres frie tid?

Det starter med at vi slukker og kigger op. For når skærmene slukkes, åbnes verden.