Gennem mange år er der sket en psykologisering af skolevæsenet, som ikke mindst knytter sig til begrebet relationskompetence. Denne psykologisering har i vidt omfang fortrængt pædagogikkens normative dimension med vægt på bl.a. opdragelse og autoritet. Dette undersøger lektor ved DPU, ph.d. Frederik Pio i artiklen »Krystalbørn i ingenmandsland« i Årsskriftet Critique 2026. Tegn abonnement her.
Denne artikel placerer sig inden for en almenpædagogisk tradition, der forstår pædagogik som en normativ praksis med et samfundsmæssigt mandat.
Artiklen undersøger, hvordan diskursen om relationskompetence – som formuleret hos Louise Klinge (2022) – kan forstås i relation til klassisk pædagogiks begreb om opdragelse, med særligt henblik på asymmetri, autoritet og pligtstruktur.
På basis af nedslag i den offentlige samtale i 2025 om uro i grundskolen konstrueres i sektion 2 en case om dette tema ud fra 10 interviews med skolens pædagogisk professionelle. Her citeres en række praktikere til konkret belysning af temaet om vold, uro og manglende respekt i grundskolen.
I sektion 3 drøftes relationskompetencediskursen i forhold til, hvorvidt dette er en tilgang, der er tilstrækkelig i denne situation. I sektion 4 samler jeg op på den anførte kritik af relationskompetencediskursen gennem perspektivering til klassisk pædagogik. I sektion 5 konklusion og diskussion.
Det er væsentligt indledningsvis at understrege, at relationskompetence, som formuleret af Klinge, bidrager med vigtige indsigter i pædagogisk praksis, særligt hvad angår betydningen af respektfuld kommunikation, følelsesmæssig opmærksomhed og professionelles ansvar for relationens kvalitet.
Relationskompetencen har haft stor betydning for at problematisere nedværdigende praksisser og for at styrke opmærksomheden på børns oplevelser i institutionelle sammenhænge.
Kritikken i denne artikel retter sig derfor ikke mod relationsarbejde som sådan, men mod den teoretiske og institutionelle konsekvens af, at relationskompetence i stigende grad kan fremstå som en overordnet pædagogisk hovedforklaring på komplekse problemer i skolen.
Når relationskompetence antager karakter af et dominerende fortolkningsregime, risikerer pædagogiske problemstillinger at blive oversat til psykologiske spørgsmål om behov, følelser og relationel afstemning, hvorved pædagogikkens normative dimension – herunder opdragelse, autoritet og fælles forpligtelser – træder i baggrunden.
Artiklen undersøger således ikke relationskompetencens intentioner, men dens mulige konsekvenser, når den fungerer som primær ramme for forståelsen af skolens udfordringer.
Artiklens ærinde er ikke at evaluere relationskompetencens empiriske effekt eller at afvise dens betydning i praksis. Tværtimod anerkendes relationskompetencens bidrag til at styrke opmærksomheden på børns perspektiver, professionel refleksivitet og relationens betydning i undervisning.
Min analyse retter sig i stedet mod de normative implikationer, der kan opstå, hvis relationskompetence i bestemte sammenhænge får karakter af en overordnet fortolkningsramme for skolens udfordringer.
Analysen fokuserer dermed på, hvordan opdragelsens normative struktur – herunder forholdet mellem rettigheder og pligter – påvirkes, hvis relationskompetence bliver forstået som primær orientering i håndteringen af uro og konflikter i skolen.
Vil du læse resten? Tegn abonnement på Årsskriftet Critique og få Årsskriftet Critique 2026 sendt direkte hjem til dig.
