Var Kierkegaard en tænker, der alene talte til det indre? Eller kan der udledes et samfundsengagement af ham. Det sidste er tesen i en ny bog af idéhistoriker Ole Morsing, som skridter fronten af mod tech-giganter og konkurrencestat. Teolog Anne Louise Nielsen har læst bogen.

Hvordan kan det digitale menneske blive sig selv igen, når samfundskampen i dagens Danmark er død? Ole Morsing – som vil være en del mennesker bekendt som mangeårig lektor i Idéhistorie ved Aarhus Universitet, nu lektor emeritus – slår især ned på den manglende mobilisering af venstrefløjen i det spørgsmål.

Hans afsæt er dog Søren Kierkegaard, som klassisk regnes for en tænker af de indre ting og sager, og som har givet farve til protestantismen, som den udfolder sig herhjemme. Men Morsing vil vise, at Kierkegaard også er en tænker af det ydre, som da han drager i kirkekamp mod den danske kulturkirke og dens præster og endda dør undervejs i 1855.

Altså vil Morsing vurdere Kierkegaards samfundskamp, vel at mærke med henblik på aktuelle problemer som evidensforskning og politik med snævre samfundsbetingede livsanskuelser.

Den fremsynede Kierkegaard har egentlig skrevet til vores tid, det 21. århundrede, påstår Morsing, ja først nu kommer hans kritik til sin fulde ret. I slipstrømmen af marxisten Chresten Nordentoft, Villy Sørensen, Adorno, Habermas samt et væld af nuværende navne som Zizek, Cornu, Dooley, Backhouse, Avanessian, Finkelde etc. vil Morsing således skitsere, hvor slaget skal stå i dagens og fremtidens Danmark.

Det opportunistiske menneske

Som kernen af Kierkegaards tænkning understreger Morsing kristendommen, som fungerer som målestok for enhver form for politisk samfundsengagement. Med andre ord hører samfund og kristendom sammen, dog ikke i betydningen af et ”kristent samfund”. Det handler igen om det vanskelige forhold mellem det indre og det ydre.

Kierkegaards fokus på det rent indre bringer os ingen vegne, men omvendt er det rent ydre også problematisk, for ”med den rette facade kan ethvert menneske i det ydre vise sig ærlig og redelig, mens det i sit indre er en slyngel”. Særligt i digitaliseringens tidsalder er facaden ifølge Morsing groet fast, og det personlige ansvar totalt forduftet hos det opportunistiske nutidsmenneske, som er en variant af den kierkegaardske spidsborger.

på tærsklen til en ny socialpolitisk virkelighed står Kierkegaard og forudser udviklingen helt frem til konkurrencestaten!

I stedet vil Morsing vise, at bevægelsen er dialektisk og går fra det indre til det ydre og fra det ydre til det indre, hvilket han også kalder ”eksistentiel inderlighed”. Dét handler om, at troen ikke bare er indre og usynlig, men omsætter sig i gode gerninger, som igen henter kraft i troen.

Morsing har flere synonymer for dette: kærlighedsgerninger, engagement, personligt ansvar (uden at ville have anerkendelse for det), at eksistere i et fællesskab, kort sagt: at leve op til de kristne idealer om menneske-lighed, som ifølge Kierkegaard er ”politikkens skønneste drøm.” Men hvordan engagerer nutidsmennesket sig i en tid, hvor Habermas’ ”oplyste borger” er gået tabt under den spirende populisme?

Kierkegaard var ikke demokrat – men heller ikke konservativ

Morsing understreger igen og igen med Kierkegaard, at eksistensen ikke kan sættes ind i et fast politisk program eller tankesystem, og derfor bør man heller ikke placere ham i den konservative lejr, som det ofte er sket med henvisning til hans forsvar for enevælden. Dette forsvar er nemlig kun ideelt, fastslår Morsing, hvilket bliver synligt, da Kierkegaard kommer på kant med det bestående (som spidsborgerlighed) i kirkekampen og bliver en slags fritænker. Morsing får altså meget fint vist, hvordan Kierkegaards synsvinkel nuanceret skifter alt efter den konkrete historiske situation, han står i. Noget som måske burde inspirere nutidens mere strategiske politik, synes Morsing at antyde.

Hvis kristendommen reduceres til at blive en samfundsmæssig privatsag, er Kierkegaard misforstået

Og ligesom Kierkegaard ikke er konservativ – Morsing minder os passende om, at Kierkegaard konsekvent skrev i den liberale avis ”Fædrelandet” (og ikke i Berlingske) – er han ej heller en liberal demokrat, som uden videre kan bruges til at kritisere velfærdssystemet mod den enkeltes private frihed med, som f.eks. Søren Krarup gjorde det.

Kernen af Morsings analyse er i stedet, at der er en parallel mellem et hierarkisk samfundssystem i det før-moderne og så neoliberalismens idé om fortsat vækst med brug af statslige indgreb i det sen-moderne: begge herredømmer indskrænker menneskets udfoldelsesmuligheder med tvang. Morsings tese er, at midt i orkanens øje, på tærsklen til en ny socialpolitisk virkelighed står Kierkegaard og forudser udviklingen helt frem til konkurrencestaten!

Tesen er måske lidt vovet, særligt fordi ”konkurrencestaten” er et slags kunstbegreb, hvis praksisser, organiseringsform og ikke mindst transformationskraft stadig mangler at blive ordentligt beskrevet i samfundsvidenskaben. Men Kierkegaards mange samfundsbeskrivelser af, hvordan mammon, massen, over-refleksionen, nivelleringen, nødvendigheden, populismen og endelig stemmesedlen får overtaget i menneskers sind, sætter meget i perspektiv.

Morsing viser meget fint, hvordan Kierkegaard imod denne udvikling sætter ”hin enkelte” som bolværk og vil vise at det enkelte menneske skal reformeres til at vide, at han eller hun ikke er totalt smeltet sammen med samfundet og ”mængden”. Ellers bliver selvrealiseringen og ikke fællesskabet og sammenhængskraften formålet, er den afgørende pointe, som skal frem.

Kristendom er ikke privat, og en kristen stat er en misforstået sammenblanding

Som nævnt vurderer Morsing svaret fra den nye internationale venstrefløj, hvor den politiske handling ikke kan repræsenteres og i værste fald ender i en gennemført militant sandhedsteori. Forbindelsen tilbage til Kierkegaard er at  ”Han benyttes til at tænke det samfundspolitiske på nye måder, fordi han helt fundamentalt spørger til, hvordan mennesket konstitueres.” Således gennemtænker Kierkegaard også begreberne ”autoritet” og ”revolution”.

Men Morsing får vigtigt præciseret – bl.a. ved at trække linjen op fra Carl Schmitt til Agamben – at Kierkegaard knytter det revolutionære og det autoritære sammen på en sådan måde, at der aldrig bliver tale om en statslig-politisk autoritet som hos Schmitt.

techgiganterne har skabt en verden, hvor vi lader os frivilligt indarbejde i de firmaer, som styrer maskinerne

Kierkegaard kan også kalde sig selv både geni og martyr, men aldrig apostel med patent på sandheden. I stedet viser sætter Morsing Kierkegaard ind i livsrammerne menighed, kirke, stat, familie og skole – som jo ikke kun Grundtvig har patent på. For ikke blot har Kierkegaard forholdt sig til det nødvendige paradoks mellem tvang og frihed i familie og skole, men Morsing finder også et gennemtænkt pædagogisk ideal for undervisning og inddrager flere nutidige forskere på området såsom Biesta, Thorbjørn Hansen og Sæverot.

Finest får Morsing vist, at på trods af at Kierkegaard fremskriver en institutionernes forfaldshistorie, er det aldrig entydigt for ham ligesom med overgangen fra enevælde til demokrati. Vigtigst for Kierkegaard var det at vise folk, at de ikke på forhånd er kristne, som når de kalder sig en ”kristen stat” eller et ”kristent folk”.

Herved bliver politik nemlig til maskeret religion, dvs. godt sammenblandet. Omvendt må det ikke lede til fejlslutningen, at religion er privat. Morsing skriver:

”Men selv om der skal forkyndes privat, er det ikke en privat tilgang til verden. Der er kristendommen til forskel, og det ændrer alt, for så er det private ikke privat i samfundspolitisk betydning. Hvis kristendommen reduceres til at blive en samfundsmæssig privatsag, er Kierkegaard misforstået (…)”

Morsing vil altså vise, at skønt Kierkegaard ikke fik intersubjektiviteten eller civilsamfundet ordentligt udfoldet, så havde han dog et skarpt øje for den rolle, som det skulle spille. Eksempelvis forudså Kierkegaard, at det offentlige og det personlige ville falde fra hinanden.

Mod bioteknologi og digitalisering

Mens den militante position ikke har en på forhånd en given etik at referere til, er etik til gengæld blevet løsen i nutidens samfund samt i aktuel Kierkegaard-forskning (Søltoft, Sløk, Fogh Kirkeby, Houmark). Morsing leverer her en overbevisende kritik af, hvordan etikken og det meningsfulde liv fremstår som eksistentiel frelser i konkurrencestaten.

Det er altså væsentligt at skelne mellem etik som en vare og etik som et personligt ansvar fri af vareliggørelse. Det leder videre til Morsings kritik af bioteknologi og digitalisering, som med velvalgte citater bevises profeteret af Kierkegaard:

Sæt en saadan Tid opfandt de hurtigste Befordrings- og Communications-Midler, utallige Udveie til at disponere over forenede Pengekræfter: hvor ironisk, at Befordrings-Væsenets Hurtighed og Communicationens Hastværk staaer i omvendt Forhold til Raadvildhedens Seendrægtighed.

Med Morsings ord bliver et menneskes livsværk til netværk, idet techgiganterne har skabt en verden, hvor vi lader os frivilligt indarbejde i de firmaer, som styrer maskinerne! Morsing svinger sig helt op, når han deklarerer at kunstig intelligens – som er intelligens frakoblet bevidsthed eller ånd – er den nye Gud! På den anden side kan Morsing nemlig kalde digitaliseringen for en ”Guds lykke” midt i en Coronatid, hvor man ikke måtte komme hinanden fysisk ved.

Det er svært at vurdere, om han kommer til at indskrive sig selv i digital bekvemmelighed eller snarere viser, at digitaliseringen både skaber tyranni, rådvildhed, kontrol og sikkerhed (mod virus). Under alle omstændigheder virker det karikeret at sætte Gud og digitalisering sammen. Og det lugter også af gigantisk forfaldstese ligesom med samfundets udvikling frem til konkurrencestaten. Det bliver (for) svært at finde samfundskampen frem, for forfaldet er så cementeret.

Morsings samfundskamp slutter eller begynder i hjertets mørkhed?

Den store force ved Morsings bog er hans rige analyseevner. Og sikke et imponerende gravearbejde, som ligger bag denne bog. Ganske vist er Morsing ikke den eneste, som skriver bøger om det personlige ansvar, det har f.eks. Vanopslaugh også gjort i sin bog Vejen til ansvar. Men via sin Kierkegaard-analyse får Morsing ikke blot genindsat kristendommen i sin samfundsmæssige betydning, men også filosofisk vist, hvordan ethvert menneske bærer et absolut ansvar for sine handlinger udenom objektive livskriterier. Morsing slår altså hul på noget, nemlig samfundets betydning.

Han vil vise, at der i dag er masser af politik, statsadministration og pædagogik, men et svagt samfund i betydningen af at have øje for ens omgivelser. Det er derfor lidt ironisk, at Morsing ender sit efterord i det allerinderste, hjertet, inspireret af Kierkegaards opbyggelige tale om ”Hjertets renhed” fra 1847.

Pointen med at ende i hjertet er, at Morsing alligevel vil sikre sig mod enhver guddommelig samfundsforståelse. Han har nok fået vist kristendommens betydning for samfundsengagementet, men det er ikke for kristendommen og analyser af næstekærlighed, men for samfundsengagementet, at Morsings hjerte brænder.

Hermed står han på linje med bl.a. Habermas, som viser, at efter de sociale og politiske ideologiers sammenbrud bliver det religiøse løftestang i det post-sekulære. Mod Morsing må det dog vigtigt anføres, at hos Kierkegaard (og i ”Hjertets renhed”) ender det aldrig ved hjertet (som kan bedrage sig selv eller forkrampes), men snarere ved syndsbekendelsen. I denne situation åbnes det tunge hjerte, nemlig for Gud og troen.

Men det er Morsing som sagt ikke interesseret i. Snarere forsøger han sig midt i digitaliseringens kulmination med en allersidste appel, nemlig til folks mørkelagte hjertekule for dét vanvittige at kunne begynde en helt ny samfundskamp! Det minder forresten ikke så lidt om Nietzsche, som i Den muntre Videnskab §125 fra 1882 skriver:

”Det skøre menneske sprang ind mellem dem og gennemborede dem med sit blik. ”Hvor er Gud henne?” råbte han.” Jeg skal sige jer det! Vi har slået ham ihjel – I og jeg! Vi er alle hans mordere!”.

Herpå kaster det skøre menneske sin lygte på jorden, så den går itu, og det bliver helt mørkt. På samme måde viser Morsing ind i det mørke hjerte. Her slutter det – eller noget helt nyt begynder! Det er i hvert fald det uudtalte håb.

Man kunne slutteligt spørge, hvor Morsing placerer det postmoderne og det æstetiske, når masken er groet fast på det opportunistiske menneske? Er der slet ikke en revne for noget andet? Der er selvfølgelig hjertet, men det er jo mørkt. Modsætningerne bliver undertiden lidt vel store. Endvidere er læseoplevelsen, at Morsings tætte Kierkegaard-eksegese ret abrupt overtages af en nutidig samfundsdiskussion med diverse teoretikere.

Alligevel forlades Kierkegaard ikke. Dét er kunstgrebet, man skal lægge mærke til. For Morsing beholder jo kernen af Kierkegaard: hans kristendom. Men han kunne med fordel have uddybet lidt mere om de konkrete levende fællesskaber, som f.ekes. kirkens eller familiens, uden at det herved bliver et politisk program, men dog en samfundskamp på liv og død. Eksempelvis kunne han have udfoldet et opgør med sin egen generation, ”det grå guld”.

Alt dette forhindrer dog ikke en hjertelig anbefaling af bogen, for Morsing opfordrer overbevisende sin læser til personligt samfundsengagement – og hans bog kalder allerede på videre udbygninger, som det også er blevet vist her.

Ole Morsing: Kierkegaards samfundskamp – med livet som indsats, Klim 2023