Vesten med USA som eksponent er dybt inde i en udvikling, der har træk tilfælles med kinesisk totalitarisme. Magten koncentreres i et oligarki af transnationale markedsgiganter, som dominerer det politiske, og dermed umyndiggør menige borgere. I essayet opfordrer forfatteren til nytænkning af magtforholdet mellem marked, stat og civilsamfund, og peger blandt andet på øget deltagelse i det levende demokrati som en mere farbar vej.
Mens et totalitært system af den kommunistiske type nu og da kunne eksistere side om side med privat ejerskab, og nogle gange endda med privat virksomhed, kunne det principielt aldrig eksistere side om side med et udviklet civilsamfund. Ægte civilsamfund er det egentlige fundament i demokratiet, og et totalitært styre kan pr. definition aldrig forenes med det.
Sådan indledte Vaclav Havel i 1999 i et symposium i USA om Det Civile Samfund. Han læner sig her op ad Jürgen Habermas’ enkle samfunds-trekant, som placerer velfærdsstatens sektorer, stat, marked og civilsamfund i hvert sit hjørne. Staten repræsenterer love og bestemmelser på alle niveauer og er principielt politisk styret. På markedet regerer pengene; hvad betaler sig bedst? Habermas kaldte stat og markedsystemverdenen, og advarede mod dens kolonisering af livsverdenen, det civile samfund, som består af familier, naboskaber, religiøse samfund og andre frivillige organisationer; sociale fællesskaber, der ikke er styret af penge eller paragraffer. Her dannes ifølge Habermas borgernes identitet, her formes kulturen.
Havel tager afsæt i sit totalitære Tjekkoslovakiet. Kommunister vidste godt, hvorfor de skulle dominere og manipulere enhver biavlerforening, sagde han senere i oplægget. Lad os prøve den tanke på dagens Kina. Her har det kommunistiske parti sat sig tungt på magten. I samspil med et kontrolleret, men boomende marked. Fraværet af det civile samfund, og dermed demokrati og personlig frihed, er som bekendt næsten totalt.
Jeg nævner det topstyrede Kina, fordi Vesten med USA som eksponent i dag er dybt inde i en udvikling med tilsvarende træk. I Vesten koncentreres magten hos et oligarki af markedsgiganter i styret samspil med nationalstaternes tilnærmelsesvist ceremonielle demokratier. Udviklingen tog fart omkring begyndelsen af dette århundrede, hvor globalisering på bekostning af nationalstaterne næsten var religion. Der var naturligvis advarsler. I sin bog om globalisering fra 1998 forudså sociologen Zygmunt Bauman udviklingen:
I globaliseringens kabaret opfører staten et stripteasenummer, og når forestillingen er slut, står den med kun det allermest nødvendige: dens magt til undertrykkelse. Når dens materielle magt er ødelagt, dens suverænitet og uafhængighed ophævet, dens politiske klasse udslettet, bliver nationalstaten slet og ret en sikkerhedstjeneste for megaselskaberne…
Den liberale grundtanke, at markedets og samfundets interesser falder sammen, er mildt sagt en sandhed med modifikationer. Der er masser af penge at hente, når nationen eller verden for den sags skyld tager sig en tur i den økonomiske rutsjebane, ja selv i en depression. For den forudseende spekulant, forstår sig. Og for dem, naturligvis, der har midler til at erhverve værdier, når prisen er i bund.
For hovedaktørerne på markedet er livet for kort til stabil, organisk vækst. Også politisk dikteret forandring, for eksempel grøn omstilling og militær oprustning, tilbyder gunstige muligheder på den mellemlange bane, som er markedets horisont. Global mobilitet holder det transnationale erhvervsliv fri af langsigtede nationale skadevirkninger. Det er vigtigt at holde sig skismaet mellem marked og civilsamfund for øje.
Skæbneåret 1989
Mao Zedongs efterfølger som reel topleder i Kina, Deng Xiaoping, var arkitekten bag den særlige kinesiske blanding af ensretning af befolkningen og styret liberalisme i erhvervslivet. Sino-kapitalismen flyttede flere hundrede millioner kinesere fra rural fattigdom til industrielt kaserneliv og en række kinesiske virksomsejere op blandt klodens rigeste.
I juni måned 1989 knuste Deng Xiaoping og den gamle garde i Kinas Kommunistiske Parti (CCP) en spirende frihed på universiteterne med massakren på Den Himmelske Freds Plads. Samtidigt blev en begyndende organisering af industriarbejdere slået ned; tusindvis af faglige pionerer blev dræbt eller deporteret. CCP satte sig tungt på magten, men fastholdt de særlige zoner langs kysten, som i 1984 var åbnet for udenlandske investeringer.
I november samme år annoncerede Berlinmurens fald kommunismens sammenbrud i Warszawapagt-landene. Det frie marked demonstrerede sin overlegenhed. Det blev indledningen til en radikal markedsliberalisering i Vesten. Øjeblikket, da Berlinmuren faldt, kort før midnat den 10. november 1989 har fæstnet sig på vores nethinder, men de transnationale virksomheders triumf var velforberedt.
Lobbyisme
I den transatlantiske Bilderberg-gruppe, der stiftedes i 1954, mødes årligt industri- og finanstoppen med politikere, embedsmænd samt videnskabs- og mediefolk. I 1973 dannede den amerikanske forretningsmand David Rockefeller The Trilateral Commission med det formelle formål at fremme samarbejdet mellem Japan, Vesteuropa og Nordamerika. Samme persongalleri. I dag har den japanske gruppe ændret navn til Pacific Asia.
Verdens cirka tusind førende virksomheder udgør medlemskredsen i World Economic Forum (WEF), som blev stiftet i 1971. Vi kender WEF fra de årlige møder i Davos i De Schweiziske Alper. Regionale samlinger i Afrika, Indien, De Forenede Arabiske Emirater og Østasien dækker kloden. WEF kalder sig den globale organisation for offentligt-privat samarbejde; her mødes igen det internationale erhvervsliv med politiske ledere, embedsfolk, økonomer og journalister samt kendisser.
Adgang udelukkende ved invitation og fravær af åbenhed kendetegner den privatøkonomiske lobbyismens institutioner. Systematiske brud på menneskerettigheder diskvalificerer ikke; The Trilateral Commission og World Economic Fourm har begge repræsentanter for det kinesiske diktatur som fuldt integrerede deltagere. Kineseren Zhu Min, og dermed CCP, sidder til højbords i WEFs bestyrelse.
Disse fora har nationale afstikkere. I Dansk Selskab for Virksomledelse, etableret i 1965, mødes cirka 4.000 topledere fra erhvervs- og organisationslivet i over hundrede loge-agtige VL-grupper. Her trimmes deltagernes erhvervs-, EU-, klima- og Kina-venlige sindelag, subsidiært deres stiltiende accept. Pengemagtens effektive lobbyisme, varm og kold, er den væsentligste årsag til, at markedet i Habermas’ velfærdstrekant, relativt modstandsløst har opnået dominans over det politiske, staten.
Hegemoni
Den grænse- og sektoroverskridende lobbyisme bærer frugt. Overherredømmet blev åbenbart, men hurtigt og altovervejende fortrængt, da Vestens transnationale virksomheder i årtierne omkring århundredeskiftet flyttede flere hundrede millioner arbejdspladser til Østen. Kina er den primære partner. Folkerepublikken omfavner den globale kapitalisme med en hær af retsløse migrantarbejdere i de nævnte investeringszoner.
Neoliberalismen, ekstrem tiltro til markedet og en afledt indskrænkning af staten, blev i 1980erne dominerende under Ronald Reagan og Margaret Thatcher, begge under indflydelse af økonomen Milton Friedman fra den såkaldte Chicago-skole. Demokraten Bill Clinton, Labour-lederen Tony Blair, socialdemokraten Gerhard Schröder, og med dem hele det politiske Vesten, ryddede omkring årtusindeskiftet stort set alle hindringer på globaliseringens motorvej.
Modstanden i Vesten fra arbejdernes organisationer og politiske partier var nærmest ikke-eksisterende. De faglige topledere indtog centrale positioner i magtelitens netværk, mens tæppet blev trukket væk under medlemmerne.
Frugterne? I Vesten en markant økonomisk polarisering. Det transnationale erhvervsliv scorer kassen. Den rigeste tiendedel promille af befolkningen i USA ejede i 1979 godt to procent af staternes samlede værdier. I 2018 var andelen steget til over ni procent. Nok er USA polariseringens frontløber, men med få og små undtagelser udviser resten af Vesten samme tendens.
Det er en åbenbar konsekvens, at Kina er steget op til en supermagt, der angriber Vestens grundværdier. Et klart udtryk for, at transnationale virksomheder ikke bærer ansvaret for deres langsigtede skadevirkninger. De rådne frugter høster almindelige mennesker i Vestens traditionelle industrikulturer. I milliontal blev deres livsgrundlag – undskyld flosklen, men den rammer plet – ofret på profittens alter.
Er denne udvikling rimelig? Det er et spørgsmål af den slags, der besvarer sig selv. Men det stilles sjældent, og hvis, så ude i marginalen; uden for de dominerende medier, som arbejder på magtelitens præmisser.
Finanskrisen
Vi er ikke uden varsler om den neoliberale kapitalismes konsekvenser. Som led i den generelle markeds-liberalisering i kølvandet fra kommando-økonomiernes kollaps i 1990erne fik også finansverdenen frie tøjler og kvitterede med en tøjlesløs jagt på profit. De finansfolk, som spekulerede i det afledte sammenbrud, blev styrtende rige. Taberne var umiddelbart de utallige, som mistede bolig, job og pensionsopsparing. Men den store regning måtte regeringerne, læs skatteyderne, overalt i Vesten samle op for at redde banker og finanshuse, som var Too Big to Fail.
Det tog næsten et årti at forvinde følgerne af finanskrisen 2007-09, som igen demonstrerede den økonomiske elites uansvarlige forvaltning af magten, når politikerne abdicerer.
Populisme
I det kontinentale Europa har den brede befolknings reaktion mod udflagningen af arbejdspladser og ikke-vestlig indvandring fostret og næret politiske protestpartier med stigende indflydelse. I Storbritannien rettede modstanden sig også mod østeuropæisk indvandring. Eliten måtte modstræbende tage Brexit til efterretning, i hvert fald foreløbigt.
Afindustrialiseringen, sammen med voksende indvandring fra Latinamerika, banede i 2016 vejen til Det Hvide Hus for Donald Trump. Et område af hans politik var at regulere de magtfulde erhvervsgiganter i bl.a. Hightech og Big-Pharma. Forgæves; Trump udviste angribelige træk, som gjorde det muligt for eliten – og flertallet, anstændigvis – at forpurre hans genvalg. Som vi så det, måtte pengemagten slå til Trump med den store hammer, blandt andet gennem påvirkning af de sociale medier; forbitrelsen blandt menige USA-borgere er både udbredt og skinger.
Den folkelige modstand mod eliten kaldes populisme, ofte med en nedladende undertone. Bevægelsens politiske aftryk er, som vist ovenfor, reelle og markante. I et levende demokrati, hvor myndige borgere har politisk ligeværd, kan populismen ikke neutraliseres. Vi skal se magtelitens aktuelle styringsbestræbelser i det lys.
Cancel Culture
Læseren har sikkert bemærket, at min diagnose af samfundsudviklingen har en del tilfælles med Marx’ og Engels’, som for 175 år siden manifesterede globaliseringens potentiale: Proletarer i alle lande, foren jer! Deres og kommunismens ensporede kur, proletariatets uforsonlige kamp mod bourgeoisiet, vil jeg derimod sammenligne med en langstrakt, ondartet virus. Dens første større udbrud i 1917 rasede mere end 70 år i Sovjetunionen. I Kina er pandemien muteret til en undertrykkende statskontrolleret kapitalisme, som har bidt sig fast – mindre nationale varianter ufortalt.
Året 1968 markerer en opblussen af marxismen, som ramte Vestens universiteter og bredte sig via uddannelserne. Virkningen af 1989 på kommunismens moderland og omegn fik epidemien under kontrol.
Nu står Vesten igen i et udbrud, hvor klassekampen har forplantet og forgrenet sig til identiteter: køn, race, etnicitet, seksuel orientering mm. Opskriften fornægter sig ikke: et intellektuelt mindretal kalder til kamp mod undertrykkerne, og ve den arme djævel, der ikke falder på knæ for de doktriner, samme mindretal dikterer.
Med Kina som undtagelse er kløften mellem klodens rige og fattige lande ikke blevet mindre under den neoliberale kapitalens hegemoni, tværtimod. World Trade Organisation repræsenterer formelt nationerne; reelt beskytter WTO markedsgiganternes privilegier. Det forhold har givet woke-bevægelsen en farlig, men forståelig revanchistisk postkolonial og antiracistisk energi.
Marxismen, også i dens aktuelle afskygning, er ikke levedygtig i et fungerende demokrati, fordi den fornægter grundlæggende frihedsværdier. Woke-ismen vil gå i sig selv, hvis Vestens menige borgere genopliver det politiske ved at erkende og handle på markedets nære slægtskab med ilden: en uvurderlig tjener, men en streng og ødelæggende herre.
FN og WEF
I juni 2019 indgik De Forenede Nationer og World Economic Forum en strategisk partnerskabsaftale, der skal fremme FN’s udviklingsmål fra 2015. Bæredygtighed er det nye nøglebegreb, nævnt i ti af de sytten mål. Aftalen er i samklang med The Great Reset, som WEF lancerede i 2020. De velbeskrevne mål i aftalen kan kun de politiske fløje angribe; her formuleret af Den Internationale Valutafond: Grøn vækst, smartere vækst og mere retfærdig vækst. Aftalen er derimod fattig på konkrete midler.
240 civilsamfundsorganisationer og 40 internationale netværk fordømte i et åbent brev til FN aftalen for at delegitimere organisationen og svække staternes rolle i den globale beslutningstagning. Denne aftale mellem FN og WEF formaliserer en foruroligende virksomhedsindtagelse af FN. Det bevæger verden faretruende mod en privatiseret og udemokratisk global regeringsførelse, lød det fra Transnational Institute, som præsenterede protestbrevet.
Den markante reaktion hænger sammen med, at markedsgiganterne i WEF, her i samarbejde med FN, for første gang på globalt plan formaliserer deres politiske magt. Reelt har vi set en glidende koncentration af magt til erhvervslivet siden 1950erne. De følgende årtier skiftede fagbevægelsen som beskrevet status fra arbejdernes vagthund til kapitalens skødehund. Skelsåret 1989 satte turbo på udviklingen.
Artiklerne 18 til 20 i FN’s Verdenserklæring om religions-, ytrings-, og foreningsfrihed, glimrer ved deres fravær i enhver aktuel ytring fra FN og WEF. Også artikel 21 om folkets vilje og almindelig og lige valgret er sat i de to globale institutioners skammekrog.
Global korporatisme
I statslig korporatisme er grundtanken, at indbyggerne dybest set har samme mål, og derfor skal bilægge indbyrdes strid og arbejde sammen for nationens fremme. Stat og marked kører løbet; demokrati og parlamentarisme er sekundære størrelser i det korporative.
Den aktuelle udvikling i og mellem WEF og FN har samme idegrundlag, nu på globalt plan. Det maner til eftertanke, at korporativ statspraksis faldt sammen med det tyvende århundredes dystopiske autokratier i Europa. Korporatismen fremmes af det herskende oligarki, også som et effektivt middel til at tøjle den populisme, som udfordrer magthaverne.
Demokrati og parlamentarisme har i Vesten skabt samfund med usete højder af sundhed og velstand, personlig frihed og social ansvarlighed. Det står uimodsigeligt. Den udvikling, som er undervejs, burde vi diskutere: Nationalstaternes demokratiske parlamentarisme skal nu, i en korporativt styret verden, nyde et velfortjent otium som værner og vogter af nationale og regionale særpræg – folklore.
Decentralisering
Når jeg anholder koncentrationen af magt hos den økonomiske elite, så rejser det naturligt et spørgsmål om alternativet. Er min efterlysning af en fornyet balance mellem stat, marked og civilt samfund ren nostalgi? Har politisk myndige borgere i folkelige demokratier nogen gang på Jorden i dag?
Mit svar er, at Vesten befinder sig i et tusmørke mellem liberalt demokrati og et oligarki af markedsgiganter – og mørket falder på. Der er dog én nation, som skiller sig ud med en konsekvent decentralisering af den politiske magt. Ironisk nok skal vi til det land, hvis næststørste by, Geneve, huser hovedkvarteret for en række globalt dækkende organisationer, herunder World Economic Forum: Forbundsstaten Schweiz. Den internationale koncentration i Geneve hænger sammen med alpelandets legendariske neutralitet; Schweiz er hverken medlem af Nato eller Den Europæiske Union.
Der er både historiske og geografiske årsager til, at Schweiz har et modsvar til den koncentration af magt, som siden Anden Verdenskrig har hærget det øvrige Vesten, nationalt og mellemstatsligt. Schweiz skiller sig ud ved at insistere på, at beslutninger for samfundet træffes på det lavest mulige niveau. De 26 kantoner (delstater), som har udstrakt selvstyre, lægger videst muligt lokale beslutninger ud i de 2.148 kommuner.
Schweiz er et repræsentativt demokrati med to kamre. Landet regeres siden 1959 af Forbundsrådet, som består af syv medlemmer fast fordelt mellem fire partier. De politiske ideologier tones ned af en konsensus om bedst muligt at værne kantonernes suverænitet og kommunernes selvstyre.
Sammen med Lichtenstein har Schweiz et enestående element af direkte demokrati. Enhver schweizer, der kan samle 50.000 underskrifter, kan ved en folkeafstemning med et simpelt flertal omstøde en parlamentsbeslutning. Tilsvarende få borgere har samme ret på lavere niveauer.
For nogle år siden besøgte jeg min søn i en schweizisk stationsby med cirka 5.000 indbyggere. Jeg undrede mig over badedragter i vinduer og oppustede badedyr i forhaver. De var led i en kampagne for en kommunal beslutning om at erstatte det nedslidte friluftsbad med et indendørs bassin. Modstandere af udgiften, som kunne aflæses på det kommunale skattebudget, krævede beslutningen sendt til afstemning i den kommunale befolkning. Svømmehallen vandt flertal og blev bygget, men jeg glemmer sent min ellers fjerne fornemmelse af levende demokrati.
For god ordens skyld: Schweiz topper listen af 188 lande i FN’s Human Development Report. HDR føjer livslængde og uddannelse til den klassiske måling af indkomst pr. indbygger. Med min vestdanske baggrund kan jeg finde schweizere formelle. Det får mig dog ikke til at ryste på hånden, når jeg betegner Schweiz som Verdens frieste og bedst fungerende land.
Én af nøglerne til en genpolitisering af det civile samfund i balance med stat og marked er en gennemført decentralisering af den politiske magt. Hver enkelt nation må finde sin vej; Schweiz er et lysende forbillede. Storbritannien tog med Brexit et kæmpeskridt i den rigtige retning; populisme i ordets livgivende betydning.
Sammenfatning
Den kulturgeografi, vi kalder Den Frie Verden, har flydende grænser, men kerneområdet er Vesten, defineret af liberalt demokrati, retssamfund og markedsøkonomi. Området befinder sig i en selvdestruktiv krise, hvor et dominerende marked afvikler demokratiet, forstået som en styrende overenskomst mellem stat og civilt samfund.
Markedsgiganternes dominans skaber en økonomisk polarisering, som ødelægger samfundenes sammenhængskraft og dynamik, også den økonomiske. Tydeligst i USA; det øvrige Vesten følger trop. Den udvikling, som World Economic Forum er eksponent for, aktiverer de transnationale økonomiske hovedaktører som politiske medspillerei en globalt styret verden. Det gør kun ondt værre.
Schweiz er ikke et idealsamfund. Men den politiske decentralisering er én af forudsætningerne for en tilstand, hvor stat, marked og civilsamfund genfinder en balance. Jeg spejder foreløbigt forgæves efter en personlighed, der forener tårnhøje grader af intellekt, integritet og politisk kraft. Men en Mahatma Gandhi, John Maynard Keynes eller Nelson Mandela finder vi måske ikke engang i hver generation.
Så gennemført er koncentrationen af penge og magt, at en redning sandsynligvis kun kan udspringe fra den økonomiske elites inderkreds. Men visionære aristokrater – som f.eks. C. D. F. Reventlow – hænger heller ikke på træerne. Nøglen er, som i det 18. århundredes godsejerstyrede danske landbrug, at afgive magt til gavn for hele samfundet, aristokratiet inklusive.
Vi er i Vesten helt afhængige af en revision af forholdet mellem markedsgiganterne og det øvrige samfund. Hvis det ikke sker, vil Vestens livsform, som bygger på personlig frihed og ligeværd, bryde sammen. Alternativet er den elitære selvforståelse, som kender sandheden og forfølger troløse. En model, som både Vestens woke-ister og Kinas Kommunistiske Parti praktiserer.
Er personlig og folkelig frihed, som fastholdt i FNs verdenserklæring om menneskerettighederne, et foreløbigt afsluttet kapitel i menneskehedens historie? Et nej til spørgsmålet forudsætter nytænkning og handling.
Efterskrift
Nået så langt finder læseren det måske stadig vanskeligt at tro, at Vestens magthavere virkelig bestræber sig på at umyndiggøre borgerne i demokratiets egentlige fundament, det civile samfund. Jeg fik hjælp hos Vaclav Havel til at begribe denne destruktive virksomhed. I bogen Politik og Samvittighed fra 1984 citerer han sin navnebror og landsmand Belhoradsky, der her gennemlyser det tiltagende oligarki:
(Upersonlighedens eskatologi)kan munde ud i … en magt som for længst er hørt op med at være en gruppe enerådende herskeres anliggende, men som okkuperer og opsluger enhver, så alle til sidst på en eller anden måde tager del i den om så blot ved deres tavshed; en magt, som der egentlig ikke længere er nogen, der har, fordi den tværtimod har alle; det er et monstrum, som ikke længere styres af mennesker, men som tværtimod med sin egen “objektive” (dvs. fra alle menneskelige målestokke inklusive den menneskelige fornuft emanciperede, og derfor helt irrationelle) selvbevægelse trækker menneskene ud i det skræmmende ukendte.