Professor emeritus, dr.phil. Per Øhrgaard går i Årsskriftet Critique 2026 med sin artikel »Hvorfor det nationale er en del af problemet – og kun en meget lille del af løsningen« kritisk til værks over for dagsordenen om åndelig oprustning, for så vidt at denne indebærer en bevægelse mod det nationale. Tegn abonnement her.
Jeg vil gerne begynde med lidt selvbiografi. Jeg var stokkonservativ i mine teenageår, men det voksede jeg fra.
Jeg tilskriver det i dag, at jeg brat mistede min far to dage, før jeg fyldte 13, så jeg har formentlig ubevidst strittet imod, at der skulle ske flere dramatiske forandringer. Ved mit første folketingsvalg stemte jeg radikalt, mens de fleste af mine medstuderende stemte længere til venstre. I de senere årtier har jeg stemt længere til venstre end mange, jeg kender. Sådan kan det gå.
Verden er ofte paradoksal. Studenterne, der gjorde oprør – hvis det ikke er for stort et ord – omkring 1968, havde ikke forestillet sig, at professorvældet ville blive afløst af et bureaukratvælde.
Men statsadministrationen indså før studenterne, at nedbrydningen af professormagten kunne bruges til at afskaffe universiteternes selvstændighed. Derfor fik vi verdens frieste universitetslov, styrelsesloven, i 1971, under en borgerlig regering. Og derfor fik vi en af verdens mindst frie universitetslove i 2003, atter under en borgerlig regering.
Man kan jo også skænke det en tanke, at det var en konservativ justitsminister, Knud Thestrup, som i 1969 legaliserede billedpornografien; eller at statsminister Poul Schlüter endnu i 1980’erne sagde, at han ikke var så konservativ, at det gjorde noget. Det var han vel heller ikke.
Omvendt var det den socialdemokratisk ledede regering i 1990’erne, som for alvor satte gang i privatiseringen af hidtil offentlige virksomheder og opgaver. Og i dag indtager dele af det, man engang kaldte venstrefløjen, positioner, som er mere konservative end VKR-regeringens fra 1968 til 1971.
Derfor skal man være ret forsigtig med, hvem man giver skylden for hvad i de sidste mange årtier. Meget har at gøre med det diffuse, men alligevel uundværlige begreb, der hedder tidsånden.
Tænk bare på, at Hilmar Baunsgaard og Karl Skytte var med til at bakke politisk revy op ved grundlæggelsen i 1963. I dag skal man langt ud på venstrefløjen for at finde nogen, der er lige så progressive, som mange borgerlige var dengang.
Selv har jeg vist kun en enkelt gang haft mere officielt med De Konservative at gøre, nemlig da jeg i januar 1993 var inviteret til at holde foredrag på »Rolighed«, hvor man hvert år inviterede repræsentanter for grænselandets mindretal, altså det danske i Sydslesvig og det tyske i Nordslesvig.
Jeg skulle tale om danskernes syn på Tyskland gennem tiderne eller noget i den retning. Der var et par ting, som var pudsige: Værtskabet den aften var delt mellem Erik Ninn-Hansen som formand for »Rolighed« og Erik Haunstrup Clemmensen som formand for Grænseforeningen, og hvis nogen husker, hvordan det dengang så ud i Det konservative Folkeparti, vil de forstå pointen.
Og det hele foregik tre dage, før offentliggørelsen af dommer Mogens Hornslets rapport om Tamil-sagen, som der nærmest udtrykkeligt, hvis man kan sige det sådan, ikke blev talt om den aften. Men jeg tror ikke, at nogen ved den forlorne skildpadde, som vi spiste, forestillede sig, at de få dage senere ikke ville tilhøre et regeringsparti.
Vil du læse resten? Tegn abonnement på Årsskriftet Critique og få Årsskriftet Critique 2026 sendt direkte hjem til dig.
