Statsministeren og snart sagt alle taler om åndelig oprustning. Men ingen ved rigtig, hvad det betyder. Det skyldes, at ingen ved, hvad »ånd« vil sige. Pastor emeritus Morten Kvist er på vej med en ny bog »Hjertets ånd« og i denne måneds kronik tager han os med ind i åndens og hjertets virkelighed.

Statsministerens opråb om åndelig oprustning har allerede kaldt på usædvanlig mange reaktioner herunder en del skeptiske, som frygter endnu en instrumentalisering af et livsområde, der ikke tåler det, åndslivet, som et kontonummer i Forsvarsministeriet.

Let syrlige kommentarer har vi også kunnet høre, at vi ligger, som vi har redt, fordi de humanistiske studier i mange år er blevet misrøgtet. Både skepsis og syrlighed er berettigede. Det er imidlertid ikke mit ærinde her. Jeg hører til dem, der mener, at det er bedre, at statsministeren har udtalt sig om åndslivet, end hvis hun ingenting havde sagt.

Hvad er så åndsliv? Med det spørgsmål begynder et større arbejde, et evighedsarbejde, fordi det er uafslutteligt. Hver epoke må svare for sig selv, men fælles for alle epoker er spørgsmålet: Hvilken ånd taler vi om? Inden vi forsøger at svare, må vi se på, hvad ånd er i individets liv.

Luftning i sjælen

Et menneske består af treheden legeme, sjæl og ånd. Det er en velfunderet europæisk formel, der netop som formel og i enhver epoke skal kunne reflektere fælles erfaring, hvis den fortsat vil have noget at sige. Den har længe været tavs, fordi fænomenet ånd har været tilbagetrængt og henvist til afsides områder i vores fælles, offentlige liv.

Vi har længe, længe troet, at et menneskes indre liv var det samme som vores psykiske tilstand, men åndsliv og psykologi er ikke identiske. Vi har længe troet, at vi kunne klare os med toheden legeme og sjæl. Det har ændret sig, og denne erkendelse har nu nået det højeste politiske niveau.

I den rette ånd kan meget lade sig gøre.

Legemet betegner et menneskes afgrænsning til omverdenen og er ikke helt det samme som kroppen. ‘Krop’ er blevet ordet for vores fysiske tilstedeværelse i  verden, næsten en gymnastisk enhed, som udveksler sved og lugt med andre kroppe.

Kropslighed tales der meget om, men med ordet ‘legeme’ kan vi udtrykke dette mere, at vi som individer er afgrænset i forhold til andre. Et legeme huser et individ. Hvor kroppen er funktionel og anskuet som inddelt i enkeltdele, er legemet en samlet helhed. Ordet ‘legeme’ er ophøjende og associerer mere mod ballet end vægtløftning, og legemsøvelser er et smukkere udtryk en kropsøvelser.

Sjælen (psyken) er et menneskes indre arkitektur, indretningen af det hus, som legemet er. Inde i huset er der mange værelser, mange døre, sale og skjulte rum, aflåste kældre og uopvarmede haller. Nogle af væggene er skæve, andre trænger til maling, der er søjler og trapper og steder man hellere opholder sig end andre.

Sjælen er både blevet bygget op og har lidt skade af, hvad der er hændt den, og intet individ har overblik over sin egen, indre arkitektur og dens mange skader. Kun de vigtigste har man tid til at reparere på (klinisk psykologi).

Ånden er da som en vind, der blæser gennem dette hus, en aldrig hvilende luftning i sjælen, som kan varme, oplyse og rense de steder, hvor den finder vej. Den kommer udefra, men forefinder ikke et lufttomt hus.

Fra første vejrtrækning begynder en ånd sit arbejde i individet (forældrene taler til barnet), og igennem ethvert levende menneske, er der altid allerede blæst en ånd. Skal der en ny og anden til, og det vil der af og til blive brug for i løbet af et liv, vil den nye møde en  gammel, som ofte vil skulle fortrænges.

Hvilken ånd?

Et menneske er aldrig helt uden ånd. Den driver et menneske fremad, ogder kan blive kamp i sjælen, for hvilken vej at gå er den rette? Der er talrige vidnesbyrd om dette i al stor kunst.

Det siger nu næsten sig selv, at det ikke er lige meget, hvilken ånd, der blæser igennem sjælen og fylder huset. Vi kan tilføje, at ånden stemmer sindet, og hvor flere er forsamlet, kan vi bruge ordet atmosfære om dens virkning.

Bådet sindets stemning og atmosfæren i en forsamling, stor eller lille, betyder utrolig meget for, hvad der kan lade sig gøre; hvad der kan siges og forstås. I den rette ånd kan man f.eks. tale sandt og være forbundne samtidigt. I den rette ånd kan meget lade sig gøre.

Den kalder bestandigt, og vi skal lytte

Af samme grund og fordi ånd er et fænomen, vi alle er i berøring med, har vi opfundet mange differentierende betegnelser for åndens virkelighed. Vi taler f.eks. om et fags ånd, tidsånd, kristendommens ånd, en forfatters ånd, folkeånd, instrumentaliseringens ånd. Disse eller én af dem mødes med ens egen ånd og det hus, den bebor, altså med et individs hele sjælelige konstitution, evner, skavanker, blinde vinkler, hjertelighed og intelligens.

En ånd kan erobre et menneske og sprænge sjælens begrænsninger både indadtil mod husets mange rum og mod omverdenen; den er da på godt og ondt overskridelse af det enkelte menneskes verden. Ånd skaber horisont.

Når en ånd således kommer udefra, dvs. ikke alene fra det enkelte menneske selv, men fra noget fælles, og ligeledes retter sig mod noget fælles, kalder vi den relationel. Det rejser spørgsmålet, hvilke ånder vi kan og vil forbinde os med, for de er ikke alle lige gode eller sande eller til gavn for et fællesskab.

Europa

Her ændrer jeg så lidt på spørgsmålet rejst ovenfor: Hvilken ånd kan vi tale om? Hvilken ånd vil vi indlade os med?

Svaret er Europas ånd. Det er selvfølgelig et højst mangelfuldt svar, for Europas ånd er om noget mangfoldig og ikke til at definere. Dog, vil jeg påstå, at det er muligt at konkretisere den europæiske ånd som nogle gennemgående temaer fra vores historie. Jeg vil nævne tre.

Det første er livet som udlængsel og rejse. Det findes så tidligt som i Odysséen, selvom der her er tale om en hjemrejse. Odysseus’ færd er sat ind i en definerende mytologi og dermed udsat for en åndelig bearbejdning, som gør hans sejlads til mere end blot en rejse fra et sted til et andet.

Rejsen bliver et eventyr, som er svaret på udlængsel, hvor en del af svaret er, at man skal komme hjem igen. Men tag nu afsted først! Temaet går igen i den borgerlige dannelsesroman i figuren hjem-ude-hjemme.

Det andet tema er Helligånden. Kristendommen pointerer, at den er kærligheds og sandheds ånd, som går sine egne, suveræne veje udenom vore planer. Den er intet mindre end skaberånden og derfor den vigtigste af alle ånder. Den kalder bestandigt, og vi skal lytte med vore europæiske ører.

Det tredje tema er kritik og selvkritik, dvs. konfliktbevidsthed. Også disse næres af impulser fra kristendommen, men ikke alene herfra. Videnskab og oplysning er andre navne for især kritik. Europa har været i stand til at foretage det ene selvopgør efter det andet, hvilket må skyldes en særlig ånd.

Der er flere temaer, men dem må vi lade ligge. Det vigtige er, at man ved at opsøge sådanne temaer, lader sig danne. Temaerne reflekterer en ånd, som til enhver tid kan overgå det enkelte individs selvforståelse.

Man kan blive erobret af en ny ånd, hvormed man er i stand til at forholde sig til sig selv, dvs. ikke alene til åndens susen gennem sjælen; man kan forholde sig til, hvad denne susen åbenbarer og lægger blot. Ånd bliver til fylde.