Den slovenske filosof Slavoj Žižek er den måske mest fremtrædende venstreintellektuelle idag. Han læses bl.a. flittigt på universiteter verden over og har medvirket til en revitalisering af universitetsmarxismen. Men ifølge den norsk-polske professor Nina Witoszek er Žižek grundlæggende en totalitær tænker og en moderne apokalyptiker, der inspireret af Lenin forherliger den politiske volds forløsende potentiale. læs hele artiklen i Årsskriftet Critique 2015
Af professor Nina Witoszek
I begyndelsen af det 21. århundrede har vi været vidne til, at nyt søgelys er blevet rettet mod intellektuelles civilisatoriske rolle i samfundslivet. Det er kommet en række Kassandra-studier – Richard Posners Public Intellectuals: A Study of Decline (2001), André Glucksmanns Dostoievski à Manhattan (2002), Richard Wollins’ The Seduction of Unreason (2004) samt Mark Lillas Reckless Mind (2005) – som viser de stadig mere kreative måder, hvorpå de intellektuelle har romantiseret totalitære ideer og despoter. Fra Voltaire, som knælede for tsarina Katarina, til Chomsky, som applauderede Pol Pot, peger mange vestlige tænkere og forfatteres liv på det, Lilla har kaldt en intellektuel tyrannofili: en udpræget svaghed for despotiske ledere.
Vi kan forstå Žižeks fascination af Lenin, som i 1917 vovede at tænke innovativt. Lenin gik imod forudfattede ideer, udfordrede den intellektuelle træghed, gennemførte revolution i et usandsynligt land og ændrede retningen for menneskehedens udvikling. Žižek vil det samme
På trods af våre dages udbredte affejning af begrebet ”totalitarisme” som upræcis eller for tynget af hentydninger til den kolde krig er overfloden af undersøgelser om den totalitære fristelse afslørende i tredobbelt forstand. For det første viser det, at begrebet totalitarisme ikke er passé, men tvært imod højst levende. For det andet bekræfter det den gamle og slidte selvfølgelighed, at magt er det stærkeste afrodisium. For det tredje peger det på en fornyet interesse for de intellektuelles ideer og deres betydning i menneskets historie. Det minder os om, at fremvæksten af totalitarisme og derefter dens kollaps (i det mindste i dens meste komplette og radikale former) er noget, som først og fremmest fandt sted i idéhistorien. Totalitære ideer voksede frem, fordi de var svært kraftfulde og lokkende. Og de blev først nedkæmpet intellektuelt, ikke militært. Østblokken kollapsede ikke hovedsagelig på grund af materiel armod, men som følge af intellektuel fattigdom.
Den generelle skepsis over for at lave panoramiske analogier mellem eksempelvis stalinistiske visioner om total kontrol og al-Qaedas projekt om total kontrol i en shariastat har, som vi skal se, en skadelig konsekvens: Det er ganske belejligt for alle åbenlyst totalitære eller skabstotalitære og giver dem et forestillingsmæssigt albuerum til at sprede deres ideer. De kan nu trygt boltre sig med Lenin og Stalins ideer, idet Hitler, Lenin og Stalins spøgelser i dag angivelig ikke længere er potente eller farlige. Osama bin Laden er død. Der findes dem, som argumenterer for, at:
“[…] the nearest future will in no way resemble the old state authoritarianisms. We have now a new phase of capitalism, dynamic and permissive. The future will be technocratic capitalism which manipulates with consumer and populist needs. Indeed, power will be authoritarian, but it will be much less visible. All crucial decisions concerning economy, power and politics, will be a domain of administrative and apolitical governance where there will be no room for public discussion.”
Denne betydningsfulde kommentar tilhører en af de meste forstyrrende – og underholdende – totalitære tænkere i det 21. århundrede: Slavoj Žižek. Af og til bliver den akademiske verdens kedsomhed brudt af en protagonist, som rykker alle ud af balance. Han er for intelligent til at blive affejet og for provokerende til at blive taget seriøst. Antropologerne anvender begrebet trickster, som hentyder til en person, som legemliggør nedbrydende energi og bruger den til at chokere og forfjamske de andre. Forløberen for denne trickster-tankemåde var Nietzsche, som praktiserede filosofi med brug af hammer. Žižek praktiserer filosofi med brug af hammer og segl. Svævende over ham – som en falsk glorie – ses spøgelset af en anden intellektuel, som kombinerede totalitære ideer med solidt politisk håndværk: Vladimir Iljitsj Lenin.
Vi kan forstå Žižeks fascination af Lenin, som i 1917 vovede at tænke innovativt. Lenin gik imod forudfattede ideer, udfordrede den intellektuelle træghed, gennemførte revolution i et usandsynligt land og ændrede retningen for menneskehedens udvikling. Žižek vil det samme. Hans bøger og udtalelser i det virtuelle rum peger på en besættelse ikke bare af kapitalismens sejlivethed, men af den afkræftede vestlige venstrefløjs slaphed og impotens. Han er nedslået af det faktum, at jo mere rådden kapitalismen er, desto mere blomstrer den.3 Og som Lenin før ham ser Žižek ingen anden vej end en totalitær strategi for at gøre det af med det forbandede kapitalistiske spøgelse. Springet tilbage til en gylden fremtid – som peger hen imod en opnået kommunistisk utopi – går nok en gang via en sublim voldelig revolution.
Nina Witoszek (f. 1954) er ph.d., professor og forskningsleder ved Senter for Udvikling og Miljø i Oslo. Hun har udgivet en lang række bøger, bl.a. The Origins of the Regime of Goodness (2011), og hun modtog i 2005 den norske ytringsfrihedsorganisation Fritt Ords pris.