ph.d. og tiltrædende højskoleforstander ved Jaruplund Højskole i Sydslesvig Christian Egander Skov skriver i »Ånden i alt. Alt i ånden« i Årsskriftet Critique 2026, om åndsbegrebet, som det fremtræder hos den tyske romantiker og filosof Schelling. I den forbindelse overvejer han historien og fortællingen som nødvendig forudsætning for at give tilværelsen form og betydning. Tegn abonnement her.
Jeg skal i det følgende fremsætte nogle løse lægmandsbetragtninger om den tyske filosof Friedrich von Schelling, der mere end nogen anden regnes for romantikkens filosof.
Mit ærinde er derigennem at sige noget om alt. Det vil sige noget om, hvad alt er, og hvad forudsætningen for alt er. Lidt mindre ambitiøst vil jeg overveje den måde, Schelling sætter os i stand til at tænke over ånd, natur og ikke mindst Gud. Og det vil jo i virkeligheden sige tænke om netop alt.
Dette er ikke videre opfindsomt. For at kunne sige noget om alt var romantikkens grundlæggende ambition. Og intet er i dag mindre moderne end romantikken, der med den seneste kanon for danskfaget i gymnasiet stort set er blevet drevet ud af den almene danske litteratur og åndshistorie til fordel for Vita Andersen og Yahya Hassan.
Men lad os glemme alle disse fortrædeligheder og i stedet gå til romantikkens ambition om at forstå alt. Ja, dette er faktisk et udmærket sted at begynde. For oplysningstænkeren Immanuel Kant havde slået fast, at vi netop ikke kan sige noget om alt.
Når vi som mennesker vil erkende noget om verden – som et subjekt, der forholder sig til et objekt – er vi afskåret fra at sige noget om tingen i sig selv, men må nøjes med at forholde os til tingen, som den fremstår for os.
Under alle omstændigheder er det jo et væsentligt problem: Hvordan kan mennesket erkende en verden, som er radikalt forskellig fra det selv? Kant forklarede, hvordan vi kunne erkende, men også hvor erkendelsens grænser måtte gå.
Det var den grænse, Schelling ikke kunne acceptere, hvorfor han foreslog en løsning, som fik stor betydning for romantikken; ja, i virkeligheden blev romantikkens løsning og det, der kom til at give den sit særpræg.
Den filosofiske sindslidelse
Schelling kunne kort fortalt ikke acceptere en erkendelsesteori, som fastholdt, at vi egentlig ikke kunne vide noget om tingene ude i verden i sig selv, men måtte nøjes med at erkende dem som fænomener, som de fremtræder for os.
Han kunne heller ikke acceptere den radikale implikation af denne tanke hos sin samtidige, filosoffen Johann Gottlieb Fichte.
Fichte havde formuleret en radikal idealistisk position, som han selv mente lå i forlængelse af Kant. Denne idealisme hævdede, at verden ikke kunne forstås uafhængigt af den erkendende bevidsthed. Enhver erkendelse måtte således tage sit udgangspunkt i subjektet.
Man kan sige, at dette var en måde at genformulere og forstærke den indsigt, der lå i Kants pointering af erkendelsens forudsætninger og grænser. Men Fichte gik endnu længere og nåede – meget populært sagt – frem til, at den objektive virkelighed sådan set ikke eksisterede. Den var negativt bestemt som det, der lå uden for subjektet. Den var et ikke-jeg bestemt af jeg’et.
Dette var en filosofisk sindslidelse, mente Schelling. Hans ambition var nu at genoprette naturens og den objektive verdens selvstændighed uden at opgive idealismens grundtanke, at erkendelse er afhængig af den erkendendes bevidsthed.
Dette gjorde han ved at hævde, at subjekt og objekt ikke er adskilte størrelser, men udspringer af den samme ontologiske grund. Med et slagord hed det, at naturen var den synlige ånd, mens ånden var den usynlige natur.
Naturen er synlig ånd, fordi den samme skabende og organiserende kraft, der bliver bevidst som ånd i mennesket, allerede er virksom, men endnu ubevidst, i naturen, hvor den giver sig udslag i den organiske vækst. Ånden er for sin del usynlig natur, fordi den samme kraft, der altså virker ubevidst og synligt i naturen, i mennesket bliver bevidst om sig selv som ånd.
Når vi som mennesker er i stand til at erkende verden gennem ånd, skyldes det altså, at ånd og natur er forbundne.
Erkendelse er ikke ånden, der erkender noget radikalt fremmed uden for sig selv, som den derfor ikke kan have adgang til.
Erkendelse er derimod ånden, der er i færd med at erkende sig selv. Ånden er naturen, der er i færd med at erkende, eller blive bevidst om, sig selv.
For det klassiske filosofiske skel mellem subjekt og objekt betød denne indsigt, at de reelt kunne opfattes som to sider af samme sag. Måske ligesom to sider af samme mønt: De er nok forskellige, men begge udslag af samme underliggende virkelighed, og det er dette, som gør erkendelsen mulig.
Denne erkendelse er vel at mærke ikke blot åben ad fornuftens og rationalismens vej, for den underliggende sammenhæng mellem ånd og natur, subjekt og objekt, åbner for andre veje til erkendelsen og opskriver radikalt æstetikkens betydning. Kunstneren, digteren og musikeren kan fatte en sammenhæng, der er skjult for den, der har bundet sig til den videnskabelige metode.
Han kan tillige gennem kunsten udtrykke den sammenhæng, der ellers per definition er trådt i baggrunden til fordel for den differentiering, der i øvrigt præger verden, som vi kender den, og mest udtrykkeligt netop i skellet mellem ånd og natur.
Kunsten står således ikke i modsætning til videnskaben, men hvor videnskaben er analytisk og dermed differentierende, er kunsten syntetiserende.
Vil du læse resten? Tegn abonnement på Årsskriftet Critique og få Årsskriftet Critique 2026 sendt direkte hjem til dig.
