Hvad gemmer der sig i en salme, som generationer har sunget så ofte, at ordene næsten er blevet usynlige? Morten Kvist læser Jens Lysters bog om »Du, Herre Krist, min frelser est« – og om en gammel vise, der satte kristent håb op imod samtidens dommedagsfrygt.
Efter mange års hensygnen er det igen blevet almindelig anerkendt, at fællessang ikke blot er et fænomen blandt mange andre, men et særegent menneskeligt udtryk, der kan åbne verdener. Fællessang er blevet populær, fordi mange mennesker har oplevet den som både opløftende og især fællesskabsstiftende, og det betyder vel, at disse mange har manglet både opløftelse og fællesskab i et eller andet omfang.
Med fællessangens genvundne udbredelse, og når den første begejstring har lagt sig, hvilket er ved at ske, dukker der nogle ret selvfølgelige spørgsmål op: Hvad er det, vi synger? Og hvorfor?
Tekstens holdbarhed
Man kunne tro, at disse spørgsmål allerede er besvarede, idet man begynder at synge, og som en motivation for at få begyndt, men sådan forholder det sig næppe. Det er oplevelsen ved at synge med, blodet der iltes, hengivelse til klang og rytme, som driver sangen i første omgang. Det passer med, at det er melodien, som afgør om en sang slår an og bliver sunget; teksten må blot ikke stå i vejen. På lidt længere sigt er det i mine øjne teksten, der afgør, om man kan blive ved med at synge en bestemt sang, om den med andre ord slides ned eller ej.
Den kan styrke det særlige, kristne håb, som kan rejse sig trods alle brudte forventninger og forestillinger om verdens undergang
Man kan i lang tid synge en god melodi og nøjes med et overfladisk forhold til teksten, men ikke i årevis. Vedvarende sangbarhed kræver en god poetisk tekst, som kan blive ved med at afgive ny betydning, eller hvis skønhed ikke blegner. Da vil melodien miste sin forrang og stilles lige med teksten.
Fællessang er en af de få aktiviteter, vi har tilbage, som ikke aldeles er underlagt nyttehensyn, selvom de sniger sig ind også her; det hedder eksempelvis, at det er godt for helbredet at synge. Sang, fællessang, korsang, solosang eksisterer imidlertid i egen ret som historisk-poetiske aktiviteter, der ikke behøver anden begrundelse, end at de findes og beriger menneskers liv på en helt særegen måde, der således ikke kan erstattes af noget andet.
En salme, der er blevet for selvfølgelig
Med dette som bagtæppe har en af vore fremmeste salmekendere, fhv. sognepræst og æresdoktor ved Københavns Universitet, Jens Lyster, skrevet en bog om en af de allermest slidstærke salmer i Den Danske salmebog (nr. 52) »Du, Herre Krist, min frelser est«. Så udbredt og så selvfølgelig har denne salme været og er i nogen grad stadig, at den sært nok ikke er helt tilgængelig længere.
Melodi og ord glider let, men uden friktion, så man ikke naturligt hæfter sig ved noget undervejs. Det har Jens Lyster sat sig for at råde bod på. Salmen kan lyde som dogmatik på vers, men er langt mere end det, påviser han i bogen Du Herre Krist – et hanegal i en krisetid?
Lyster går grundigt til værks. Han forfølger salmens historie gennem mange kilder, varianter og omskrivninger til den oprindelige version på 8 strofer skrevet på en melodi til en i 1588 kendt elskovsvise og dokumenterer dens omfattende virkningshistorie.
Salmen, som ikke blev skrevet som en egentlig salme til brug i gudstjenesten, er blevet sunget umådelig meget af mange og mange steder. Den er gennem tiden blevet oversat til flere sprog, hvor de nyeste er engelsk og grønlandsk. Melodier er der også flere af udover Berggreens velkendte, men kun en enkelt, færøsk er gengivet med noder. Her savner man noder til de øvrige, hvilket er bogens eneste mangel.
Tilbage til Sthens otte strofer
Motivet for Lysters omfattende arbejde med salmen er at få Hans Christensen Sthens oprindelige vise bragt tilbage til de 8 strofer i en sangbar form og gerne på en ny melodi, hvis en eller flere komponister ville binde an med opgaven. Det skulle ikke være for at fortrænge den nuværende version i salmebogen, som jo har bevist sit værd (Lyster er dog kritisk), men som endnu en mulighed. Og jeg tilføjer: for at skabe ny friktion. Målet er, at den gamle vise kunne blive til »en glad adventsvise til at byde Frelseren velkommen på 2. søndag i advent!«, som Lyster skriver.
Den ville selvfølgelig også kunne synges ved alle mulige andre lejligheder, hvor mennesker har brug for at påkalde forventning og håb, for det er netop salmens/visens inderste mening. Den kan styrke det særlige, kristne håb, som kan rejse sig trods alle brudte forventninger og forestillinger om verdens undergang; et levende håb kaldes det også, fordi det netop ikke er afhængigt af om bestemte forestillinger eller håbefulde formodninger indfries.
En vise til daglig brug
Sthens salme/vise kaldtes oprindeligt en supplikats, dvs. et bønskrift og blev først udgivet i En liden Vandre-Bog, som foruden bønner og sange indeholdt nyttige leveregler, Gud til ære og til opbyggelse af hjerte og sind. Skriftet var til daglig brug, hvor end man befandt sig og havde et lommeformat, der gjorde det praktisk muligt. Vandrebogen blev udbredt i sin samtid, men Sthen selv blev glemt bl.a. fordi Malmø, hvor han havde været præst og provst fra 1583-1607, kom under den svenske konge.
Svenskerne forbød enhver kontakt til Danmark, herunder import af danske bøger, hvilket bidrog til det nationale traume, som tabet af Skåne, Halland og Blekinge blev i Danmark. Først med tobindsværket Den Danske Psalmedigtning fra 1846-47 udgivet af C.J. Brandt og Ludwig Helweg blev Sthen trukket frem i lyset igen, selvom nogle af hans salmer og viser havde været i brug hele tiden, herunder »Du Herre Krist«.
Det lykkes for Lyster at åbne salmens erfaringsrum, så det bliver tydeligt, at Sthens gamle tekst ligger hjertet nærere end salmebogens nuværende udgave
At Sthen blev glemt, siden husket igen og hans tekst omarbejdet, har betydning for fortolkningen af både den nuværende version i Den Danske Salmebog og den oprindelige supplikats, hvor Lyster fremhæver, at teksten er båret af personlige erfaringer; den er et svar på nogle af de trængsler, som Sthen selv gennemlevede. Han fik f.eks. 16 børn, hvoraf de 8 døde. Og den er et svar på samtidens opskruede dommedagsforventninger.
Dommedag i 1588
At forfærdelige begivenheder var under optræk, at verdens ende sandsynligvis var nær, forudsagde man dengang ud fra planeternes stilling, i sol- og måneformørkelser, i den udbredte talmystik, i politiske begivenheder bekræftet af nytestamentlige skriftsteder o.m.a. Tegn, gamle skrifter og beregninger pegede endda præcist på året 1588 som det værste, og det er netop også året for tilblivelsen af Sthens supplikats.
Der er dog altid håb at finde i den tro, som Sthen forkynder med sin vise, som Lyster hævder kan være skrevet op mod en anden salme, hvis horisont alene er frygt for dommedag fremkaldt af menneskelig dårligdom. Lyster skriver, at der var rigelig med motivation til at modsige denne ukristelige frygt og fortsætter: »…til at skære igennem og forme en dommedagssalme som en antidommedagssalme. Det var, hvad Sten gjorde i 1558…med sin supplikats til Guds søn talte han kristeligt sin samtids eskatologiske hysteri midt imod.« ( s. 47 ff.) Understreget af en galende hane på skriftets forside.
Hemmeligheden i HANS ANNO
Det lykkes for Lyster at åbne salmens erfaringsrum, så det bliver tydeligt, at Sthens gamle tekst ligger hjertet nærere end salmebogens nuværende udgave. Det sker især ved at pege på det indlysende i den oprindelige version, salmens såkaldte akrostikon. Det betyder, at strofernes begyndelsesbogstaver samlet siger: HANS ANNO, hvilket tydeligt er markeret med majuskler i Sthens vandrebog. Hvad betyder dette akrostikon, som synes at mangle et årstal? Det rummer en hemmelighed, hvis løsning Lyster hermed har givet et bud på, bl.a. at året 1588 lige så vel kunne være et nådens år som et ulykkesår.
Jens Lyster: »Du, Herre Krist« – et hanegal i en krisetid? En unik salmes tilblivelse, forståelse og udbredelse. Lysters forlag, 2025.
