En fuck-finger mod intetheden

11. juni 2026
4 minutters læsetid
En ny plade af Claus Hempler rummer en overraskende indsigt om tilværelsens grundvilkår. Ph.d. i teologi Mikael Brorson skriver i Replique.

Indrømmet, denne anmelder er mere end almindeligt forudindtaget og har overordentligt meget til overs for Claus Hempler, denne lettere anæmiske mestersangskriver, der mest ser ud som en »kordegn/ der havde taget af kassen« – for nu at bruge hans egne ord fra det nyeste album, smagfuldt og hemplersk betitlet Ordensduks i ingenmandsland.

Min forudindtagethed skyldes ikke bare Hemplers sidste album, Kuffert fuld af mursten (2019), som var absolut mesterligt. Her, hvor Hempler for første gang begyndte at synge og skrive på sit modersmål, blev han for alvor god, og imens det melodiske højdepunkt på dén plade utvivlsomt var »Op«, står »Jeg drømmer om en sang« for denne anmelder som en af de bedste sangtekster begået på nyere dansk.

Men forudindtagetheden skyldes også og ikke mindst, at Hempler offentligt har bedyret sin kærlighed til Michel Houellebecqs forfatterskab og den mavepuster, man uvægerligt får, når den franske enfant terrible begynder at overmande én.

Den slags skal selvfølgelig ikke gå upåagtet hen. Og de to – Houellebecq og Hempler – deler ikke bare forbogstaver og eksistentielt sortsyn. De har også begge noget med at udgive værker med syv års mellemrum. Og så går Hempler vist også og bøvler med at være nærmest lykkelig for tiden – og hvad fanden skal man så synge om?

Den svære toer

Heldigvis lykkedes det Hempler at finde på noget, men problemet beskriver han selv på albummets fjerde nummer, »Den Svære Toer.« Sangen er en refleksion over hans egen kunstneriske produktion, og det er et metalag, der går som en rød tråd igennem albummet. En tråd, han har taget med fra det tidligere album, og som fortsat klæder ham overordentlig godt.

Dels tjener den som koketteri og selvironisk kommentar til egen opblæsthed. Som når Hempler under det tilbagevende refræn »– ligesom far« spørger sin søn, om han skal være »sort får i familien, über-rebelsk, kun lystre din mor/ præcis som far?« Eller når han fantaserer om som pensioneret at sidde i sin lænestol

som popsanger emeritus med en spansk guitar.
Og vide bedre end nogen om det meste,
være mere artikuleret [selvfølgelig udtalt med demonstrativt klar diktion] end de fleste,
om alt de de færreste normalt kan forklare.
Og nedsable de nye plader der udgi’s,
have bakkenbarter på størrelse med Grundtvigs,
og spørge op mod himlen, hvad helvede der sker?

Ja, for hvad helvede sker der egentlig? Altså ikke »med Trump« eller »med klimaet« eller med andre småting, men med livet her, fyldt med liv og død, kærlighed og sorg, ekstase og depression? Det er den anden side af Hemplers kredsen om egen kunstneriske produktion: Den er en nødvendighed for at komme igennem livet og udstå tilværelsens tildragelser.

En lukket fest

Det er dem, Hempler eksempelvis synger og digter om – og synger om at synge og digte om – på »Lukket fest«. Her drejer det sig om den lukkede fest, som ethvert sind er for omverdenen, og til let, atmosfærisk og langsomt tiltagende akkompagnement konstaterer Hempler: »Jeg har rigeligt med kilometer i benene,/ jeg kender strækningen og syvmilestenene,/ jeg har nok i at erobre det hvide på papiret. Jeg er bedst.« Og det er Claus Hempler rigtignok.

Men han er altså også forelsket, og det er vel kun Hempler, der kan skrive en kærlighedssang med titlen »Sour Cream & Onion«, som faktisk kan drive en tåre frem i øjenkrogen. Helt hemplersk er det da også med en så foruroligende kærlighedserklæring som: »Der er ingen jeg hellere ville/ forlade og komme tilbage til.« Men hvem der dog bare kunne erklære sin kærlighed til sin udkårne som Hempler gør det her:

Det smager lidt som noget Fanden selv engang har æltet sammen på et syretrip,
det tænker jeg imens jeg tager en sour cream & onion-chip.
Det er flavouren fra Helvede, men det er dig der bestemmer,
jeg er ham manden der, til hver en tid, står hvad som helst igennem.
Der er ingen anden,
i noget hus ved nogen vej,
på nogen Herrens mark syd for Gilleleje,
eller hvor Fanden man ellers opholder sig,
der elsker dig bedre end mig.

En talentløs arkitekt

Men med kærligheden følger som bekendt også sorg, smerte, dødsangst og frygt for forgængeligheden. Også dét tema vender Hempler løbende tilbage til, klarest måske på hans behørigt rockede »Rockstardagbog/Spamfilterblues«:

Solen hænger som et pisgult antiatomkraftbadge
og skinner ind på dig, mit livs helt store scoring, mit livs mest blærede catch.
Hvis jordkloden en dag kollapser under egen tyngde og vægt,
så er universet blevet tegnet af en talentløs arkitekt.

Sådan kan det jo rigtignok undertiden føles, og denne talentløse arkitekt får mere end ét knubbet ord med på vejen. For som det hedder på det helt sublime nummer »Forsanger«, som udgør et både tekstuelt og musikalsk højdepunkt på pladen:

Det er en vaklende verden af kølerfigurer,
holdt sammen af rawlplugs, hæftet kontorclips, sejlgarn og skruer.
Det er en verden af kold luft og salgsstrategier,
backstabber-manøvrer, forklædt som respekt og bløde værdier.

Denne vaklende verden kan heller ikke Hemplers musikalske succes rette op på, som Hempler indrømmer på »Lukket fest«: »selvom jeg lettede røven fra guldskeen/ og skrev sangene til Kuffert Fuld Af Mursten/ er jeg væsentligt mindre i zen end jeg troede.« Hvorfor Hempler altså på samme nummer »skifter LP i sync med humøret/ fra Kind of Blue til Dark Side of the Moon.« Det er jo ikke videre optimistisk.

God tur hjem

Mørkest er det velsagtens på »Ekstranummer«. Vi håber alle på at snyde døden, krejle os til et ekstranummer med sund kost, motion eller religiøsitet – men altsammen uden held. Døden undslipper vi ikke, og der er virkelig ingen udvej i alle vores desperate forsøg:

Ingen af os får et ekstranummer
når sidste popsang til sidst forstummer.

Selvom man taler på daglig basis med Gud,
er der ingen her der slipper levende ud,
selv med en flisehammer og en fil i kagen,
et åbent vindue og det længste lagen,
der er ingen slutreplik fra en knaldroman,
ingen fransk sortie på dagen,
når den kommer og lyset slukker.

Om den talentløse arkitekt så alligevel får det sidste ord, skal ikke afgøres her. Blot skal det bemærkes, at Hempler i omkvædet ønsker »God tur hjem, når mørket kalder.« Og bevares, »god tur hjem!« siges sædvanligvis med beskedne mængder oprigtighed.

Men Hempler åbner alligevel for noget hjemligt i døden. Der er »altid tusind watt på lysshowet for enden af tunnelen,« som det hedder på »Skyfri horisont«. Og på den måde er pladen, som det hedder på samme nummer, virkelig en »fuckfinger mod intetheden.«

En velgørende fuckfinger, vil jeg tillade mig at tilføje.

Mikael Stæhr Brorson

Mikael Stæhr Brorson

Mikael Stæhr Brorson er ph.d. i teologi og post.doc. ved Aarhus Universitet. Mikael Brorson er fhv. redaktør ved tidsskriftet Replique.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr