Musikkens rystede spejl

22. november 2025
6 minutters læsetid
Når musikken bevæger sig fra de fysiske CD’er til algoritmer, streaming  og kunstig intelligens, forandrer det vores måde at opleve musikken på. I  denne artikel følger vi 400 CD’er fra efterskolens byttecentral til  loftet i et nyt hus – og spørger, hvad der sker med musikkens sjæl  undervejs.

En søndag i september satte jeg mine CD’er til salg. Jeg hentede stigen, tørrede støvet af kasserne og bar dem ned på gulvet i stuen. En halv time senere var samlingen på Den Blå Avis. Det lyder enkelt. Men jeg jublede ikke. Det var vemodigt, selvom brugsværdien er tvivlsom, og jeg ikke længere ejer en CD-afspiller. For livet er ikke firkantet; det er ikke kun det, der kan måles eller har en konkret nytteværdi, som giver mening.

Når man når en vis alder, kan man se på tværs af tid. Man ser det, man måske har læst i bøger eller hørt lærere forklare i skolen: at verden er et levende sted, som bevæger sig – men for langsomt til at man sanser de fundamentale forandringer, mens de sker.

Som et fotografi af et fly på himlen, der står stille selvom man ved, at da billedet blev taget, var det midt i en bevægelse. Det, man sanser, og det, man ved, er forskellige ting. Verden forandrer sig, til trods for at øjeblikket kan føles stillestående – og livet leves i perioder af øjeblikke.

Perioden nu – med streaming og AI – er anderledes, og ånden bag det at lytte til musik en anden, end da jeg købte min første CD; Queen Greatest Hits, sammen med min mormor og morfar i julen 1997.

En materiel manifestation

Jeg husker den dag min efterskoleveninde Marie udbrød: »Kender du ikke Köln Koncerten med Keith Jarrett?«. Straks løb hun til sit værelse og hentede den: »Lån den og lyt til den«. På coveret så jeg en ung mand med hovedet kraftigt foroverbøjet, øjnene lukket og hænderne skjult bag flygelet — som om de var smeltet sammen, og hænderne nu var instrumentet. Bjergtaget ønskede jeg mig CD’en i julegave. Det var i 2003, og efterskolen var en byttecentral for musik.

CD’en var musikkens materielle manifestation, og den var overalt i min verden. Det var mit primære ønske til jul, og når jeg tog bussen til Odense, var det for at gå i Moby Disc eller Stereo Studio, og lytte til CD’er. For man var nødt til at nærlytte og dvæle ved musikken, for at finde ud af, om man ville købe den. Der opstod tit en følelse af ejerskab, og jeg har ikke tal på de gange, jeg har ført et ejerskab videre som gave med sætningen: »du skal høre denne her!«.

Musikken, man lyttede til, afhang af CD’erne på stedet, man befandt sig. Kom man ind i en ny vens hjem, kunne man opdage CD’er, man aldrig havde lyttet til før – som en uopdaget verden af lyd, man kunne udforske med hinanden. Og med tålmod kunne musikken også åbne sig over tid; der var gange, hvor det først var efter femte eller sjette gennemlytning, at jeg begyndte at tage en CD til mig.

Musiklytning er for mig et spejl for mine følelser, hvor de kan finde fred og frihed.

I den periode faldt jeg tit i søvn til en CD. I mørket lå jeg og spejlede mig i de ord, toner og stemninger som Under Byen, Cat Power eller Sigur Ros havde skabt. Det eneste lys i rummet var det svage neonskær fra displayet på afspilleren, og sov jeg før albummet var færdigt, stoppede CD’en af sig selv – man skulle ikke fjerne nålen som på en pladespiller, eller stoppe radiofunktion som hos streamingtjenesten Spotify i dag.

I 2009 købte jeg min sidste CD.

En flygtig ånd

Jeg købte en iPod i 2008, hvor hele min CD-samling kunne være som MP3. Fællesskabet orienterede sig nu mod, hvis iPod man skulle lytte til, og ikke længere hvilken CD man glorificerede. Men få år efter tog streamingtjenesterne over, og mine CD’er røg nu endegyldigt på loftet, mens min iPod blev lagt i skuffen.

Nu er musikken næsten kun i det fysiske rum, som lydbølger fra en afspiller. Og det er blevet et vilkår at bølgerne brydes, hvis nogen ringer til telefonen, som der afspilles fra. Til trods for at nærmest alt musik er tilgængeligt, føles verden ikke mere åben, end dengang man var begrænset til CD-samlinger.

Følelsen af frihed og ejerskab vakler i det hav af lyd, som strømmer ind over lytterne; du ejer i princippet det hele, men har en følelse af ikke at eje noget. For streamingtjenester forudsætter en konstant månedlig betaling, som gør følelsen af ejerskab forbigående. Og musik man deler via et link, sociale medier eller playlister forpligter ikke på samme måde, som en CD med bemærkningen »lyt til den, tror du kan li’ den«.

Hvad gør denne immaterialisering og midlertidighed ved vores måde at lytte til musikken?

Musiklytning er for mig et spejl for mine følelser, hvor de kan finde fred og frihed. Men musikken forplanter sig anderledes i bevidstheden, når man forandrer dens fysiske fremtræden. Nu skal jeg i højere grad tvinge mig selv til at dvæle ved musikken og skubbe fristelsen til at genvælge væk. For ånden bag musiklytning i streamingtiden er flygtig: musikken kan konstant være noget andet, end det den er.

Ånden har et utålmodigt øre, der i højere grad kræver, at musikken tilfredsstiller øjeblikkeligt. Og jeg kan tage mig selv i at bremse på cyklen og tage høretelefonerne af – fordi musikvalget må omgøres. For hvis det ikke føles helt rigtigt i øjeblikket, hvorfor så ikke straks vælge noget andet?

Men svækker streamingtidens lytteform forbindelsen mellem lytteren og det, kunsten har på hjerte? Og hvorfor er denne forbindelse så vigtig?

Et rystet spejl

For nogle år siden stødte jeg på en sætning af den norske maler Edvard Munch, som både indkapsler mine store lytteoplevelser og forbindelsen mellem lytteren og kunsten. Munch skrev, at han ikke troede på den kunst, som ikke er tvunget frem af menneskets behov for at åbne sit hjerte.

Jeg forstår Munch, når jeg lytter til Köln Koncerten eller sidder med vinylcoveret til Trouble Will Find Me og hører forsangeren Matt Berninger på sangen »I Need My Girl«. Førstnævnte er jazzpianisten Keith Jarretts soloalbum fra 1975, hvor han improviserede musikken, og sidstnævnte blev udgivet af det amerikanske indie rockband The National i 2013.

I begge tilfælde fornemmer man, hvordan et hjerte tvinges op på den skabende kraft, som om udtrykkene er konkrete bearbejdelser af menneskelige indtryk. Det udbasuneres, når Berninger synger »Remember when you lost your shit and drove the car into the garden«, eller når man hører hvordan alt var galt for Jarrett inden koncerten – flyglet var ustemt, maden var fejlagtig og han var fysisk utilpas.

Han nægtede faktisk at spille koncerten, men blev overtalt, og da han endelig gik mod scenen, beskrev han det efterfølgende sådan: »There’s no place I’d rather be sitting at the piano – finally! Sometimes when your resistance is low ideas come«. Aldrig før eller siden har en improviseret solokoncert modtaget så meget anerkendelse.

Streamingtiden har rystet spejlet, men et kunstigt hjerte vil ryste selve kunsten. For det vil være totaliteten og ikke længere det unikke, som reflekteres.

Det er potentielt tryllebindende, når kunstnere bearbejder følelser, de har mærket på deres egen krop og giver dem en æstetisk form — som er et mål i sig selv, og ikke middel for noget andet. Og den fornemmelse har jeg med både Jarrett og Berninger. De fremmaner noget, hvori man kan spejle dele af sit eget liv; det, der ikke kan måles: smerte, længsel, dissonans, det usigelige –  det som filosofferne Adorno og Horkheimer beskrev som det ‘inkommensurable’ i Oplysningens Dialektik fra 1947.

Det unikke er et særtræk ved kunst, og det er unikt, når det indfanger det inkommensurable; det usammenlignelige i den menneskelige eksistens. Dertil kommer, at det unikke også er totalitetens modsætning og dermed en opposition til ensretning og massebevidsthed. Derfor er kunst – og måden vi spejler os i det – så vigtig. Og af den grund har det betydning, når måden vi lytter til musik forandrer sig.

Vender vi nu blikket tilbage til forbindelsen mellem følelse og musik, kan streamingtiden føles som et rystet spejl — spørgsmålet er, hvordan vi holder fast i at mærke hjertet bag kunsten, når refleksionen flimrer flygtigt?

Et rystet hjerte

Forleden dag sprang en opdatering i øjnene på mig. »Om to år er 90% af den musik vi lytter til AI-genereret«, skrev en bekendt på Facebook. Til trods for dramaturgien i hans dystopiske udmelding vidner opdateringen om, at de tektoniske plader under musikken er ved at forskyde sig, og muligvis radikalt.

Det kunstige hjerte har fået en plads i skabelsen af musikken, da flere streamingtjenester for nylig åbnede for musik skabt af kunstig intelligens. Det skal dog deklareres, så forbrugeren kan skelne mellem det menneskeskabte og AI-frembragte

Men hvad sker der med musiklytningen, når mennesket ikke er ophavet bag musikken? Hvad gør AI-musik ved en musiklytning, der i forvejen kan føles som et rystet spejl?

Kunstig intelligens simulerer den menneskelige tankeproces gennem generaliserede sprogmodeller, data og algoritmer. Det kendetegnende i den skabende kraft er derfor ikke det unikke, men derimod et udsnit af det totale. Det står i kontrast til det inkommensurable, for hvordan skal produkter skabt af data indfange det ikke-målbare eller usammenlignelige i vores tid? Funktionen af algoritmer og data er at gøre eksistenser målbare og replicerbare – og netop ikke inkommensurable.

Det er centralt i kunst, at skabe noget mennesker kan spejle sig i, som er genkendeligt, men aldrig bare en simpel gentagelse af det som allerede er. I AI-musik spejler vi os i en standard; en generaliseret simulation af et menneske. Streamingtiden har rystet spejlet, men et kunstigt hjerte vil ryste selve kunsten. For det vil være totaliteten og ikke længere det unikke, som reflekteres.

Kombinationen af streamingtidens rystede spejl og fremtidens kunstige hjerte må få os til at spørge, hvilket ord vi skal bruge for den skabende kraft og følelserne vi knytter til den. For begrebet ‘kunst’ er ikke dækkende for det, man lytter til, hvis lyden, man spejler sig i, fortsat skal være unik og skabt af et følende og sansende væsen.

Annonceudløb

Da annoncen udløb på Den Blå Avis, havde jeg solgt 15 CD’er ud af 400 til en jazz-entusiast på Nørrebro. Derefter stod kasserne med CD’er på gulvet i en måned. Min hustru spurgte, hvad der skulle ske med dem. Jeg havde ikke noget svar. »Hvis det er så svært for dig, hvorfor tager du ikke bare kasserne med og stiller på loftet i det nye hus? Det giver ingen mening for mig, men det gør det vist for dig.«

Snart står der 385 CD’er på loftet af mit nye hus.

Peter Hørlück Jessen

Peter Hørlück Jessen

Peter Hørlück Jessen BA i Sociologi, KU, og Cand. Soc. i Politisk Kommunikation og Ledelse, CBS. Han er skribent, folkeskolelærer og musiker/komponist i musikprojektet Lückelund.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr