Denne nationale ånd er ikke abstrakt. Danmark er praksisser, som er født af ånden, og som selv vedligeholder og udvikler ånden under forsamlingsfrihedens sol. Det er måder at mødes, tale og handle på, som bygger på og vikler sig ud af forfædrenes erfaringer i sprogets mærkelige toner.

I det følgende vil jeg adressere den diskussion om danskhed, som udviklede sig i løbet af april 2026, hvor nogle stemmer på højrefløjen forsøgte at gøre det nationale til et spørgsmål om gener.

Jeg vil i fem små afsnit minde om en langt bredere og dybere forståelse af det nationale. Først vil jeg sætte diskussionen ind i en efterkrigstidshorisont og i den forbindelse rose Christian Egander Skovs arbejde med det folkelige, som har bidraget til at opdrage på højrefløjens excesser.

Dernæst sammenligner jeg Egander Skovs forsvarsaktion med situationen omkring 1970, hvor ungdomsoprørsikoner som Ebbe Kløvedal Reich og sangerinden Trille også brugte det folkelige til at korrigere deres generations udvikling, her blot på venstrefløjen.

Efterfølgende vil jeg forsøge at rehabilitere begreber som opdragelse, slægt og praksis som centrale nationale kategorier, og endelig har jeg – efter et kort opsamlende afsnit –  forfattet en lille dialog, hvor jeg i satirisk form drøfter emnet med en af de ny etno-genetikere.

En national redningsaktion

Historikeren Christian Egander Skov træder i disse uger i karakter som en heltemodig forsvarer af den nationale åndstradition. Baggrunden er bl.a., at en advokat i DR’s Deadline har sagt, at genetik og biologi er definerende for ‘danskhed’.

Jeg tager næsten skade af at skrive disse skælvende ord, som kan få onde effekter for mange medborgere, og som også er en trussel mod den danske åndstradition i sig selv. Og det er denne ‘trussel mod det nationale’, som jeg her vil reflektere over, og som Egander Skov efter min opfattelse adresserer med sin kritiske omsorgsaktion, hvilket med det samme fik genetableret en ny åndslinje hos konservative personer. Og både Dansk Folkeparti og Liberal Alliance og flere andre kom også på ret spor.

Dermed reddede Egander Skov den danske højrefløj fra dens populistiske faldgrube, hvor hele det nationale spørgsmål kollapser til en blanding af genetik og særlige oneliner-værdier. Her er min nærmere forståelse af situationen:

Da nazismen i sin tid hævdede noget lignende om sammenhængen mellem race og folk, så resulterede det efter krigen i, at tyskerne fik almene problemer med ord som »slægt« og »folk«; altså langt ud over den nazistiske version af begreberne. Tyskland fik dermed kappet forbindelsen til landets rige baggrundstraditioner, som for det meste kun huserede som mere eller mindre tavse forudsætninger i efterkrigstidens filosofi.

Det tyske problem med det beskadigede »volk« blev transporteret hen til det senere EU, hvor den ny tomhed – altså det efterladte tomrum, hvor »folket« og »slægten« førhen boede – blev overtaget af en form for teknokratisk grænseløshed, hvilket endda blev forstærket af murens fald.

Vi fik i 2000 den vidensøkonomisk baserede »Lissabonstrategi«, som var dybt præget af tomrummets tankegang, og en organisation som OECD kunne bidrage til problemerne. Selv FN blev efterhånden skadet, selvom det egentlig ikke lå i de oprindelige formuleringer, der havde god sans for det folkeliges dyder. Fra 2015 fik vi ligefrem en global verdensmålstyring, hvilket markerede en slags lavpunkt i FN’s udvikling.

*

Derefter genopstod »det folkelige« efterhånden som sin modsætning, nemlig som »populisme«. En form for polemisk defineret identitet, der udsprang af de forladte rester, som havde tabt deres dannelse.

Det tyske AfD var faktisk i starten et forsøg på at genvinde den nationale sammenhæng, men partiet kollapsede hurtigt i den populistiske blindgyde. Noget lignende skete i andre lande. Det folkelige havde mistet sin dannelse og var overladt til vrede og polemiske aktioner.

Men i Danmark var »folket« i 1930’erne et demokratisk og nationalt plusord, som havde rødder i 1800-tallets teologiske og kritiske bevægelser samt i vores smukke nationale litteratur og mytologi. Og disse »folkelige« danskere var i høj grad kritiske overfor de nazistiske versioner af ordet.

Et af højdepunkterne i denne 1930’er-inspiration var den nynordiske skole, som lagde vægt på både national fordybelse og nordisk/verdensborgerligt udsyn. Arvtagerne til denne ide blev da også efter krigen meget kritiske over for udviklingen i EU, fordi de jo elskede mellemfolkelige relationer.

*

I Danmark tog man derfor ikke så meget skade, som man gjorde i Tyskland, for hos os blev det folkelige jo til et historisk-poetisk modstandsbegreb mod Hitlers »volk«, som selv var en totalødelæggelse af det egentlige tyske »volk«.

I efterkrigstiden fik vi derfor f.eks. Socialistisk »folkeparti« og Dansk »folkeparti« og så videre, hvor det »genetiske« var helt fraværende. Kort sagt: Vi havde et »folke«-styre, som var en syntese mellem den franske revolution og den tysk/nordiske romantik, og som fungerede som en slags dybdedemokrati.

Det tyske problem med det beskadigede »volk« blev transporteret hen til det senere EU, hvor den ny tomhed – altså det efterladte tomrum, hvor »folket« og »slægten« førhen boede – blev overtaget af en form for teknokratisk grænseløshed, hvilket endda blev forstærket af murens fald.

Kongen gav magten til almuen, som sammen med de nye højskoler blev til et folk, der myldrede omkring den passive konge med hele den nordiske historie i kroppen for konstant at minde magten om en vis tilbageholdenhed. Det skabte en stærk men passiv stat, som varede indtil konkurrencestaten, der indvarslede en svag men aktiv stat.

Men også i Danmark fik denne rigdom som antydet problemer på grund af påvirkningen fra det »folke«-tømte EU/OECD. Det skete især fra omkring årtusindeskiftet via de store globaliseringsaftaler, som VKO-flertallet stod for.

Jeg vil kalde det for en national tragedie. Og faktisk også en europæisk tragedie, fordi Europa jo med disse aftaler mistede et af sine ældste folkeslag. Men der er trods alt stadig lommer af national dybde, som ind imellem gør sig gældende. F.eks. i dele af skolepolitikken fra omkring 2016, hvor man var vidne til en kraftfuld kritik af skolereformens indflydelse.

*

Nuvel, den største fare ved genaktualiseringen af genetik-ideologien og dens forbindelse til »populismen« er, at resterne af det »folkelige« risikerer at lide endnu mere skade, end de allerede har gjort. Altså at genetik og folk igen bliver sidestillet, både af fortalere, men også af kritikere af denne skrækkelige nyracistiske tendens.

Kritikerne risikerer at købe præmissen ved at gå ind i diskussionen, hvorved »det folkelige« forsvinder. Det er min egen store frygt. Altså at kritikerne – om jeg så må sige – reproducerer genetik-ideologernes reduktion af »det folkelige« og dermed begår den tyske og europæiske fejl efter krigen, hvor det folkelige jo endte med at forsvinde.

Pludselig har man mistet det, man ville forsvare. Hvis det sker, så kan et »folke«-frit teknokrati overtage hele systemet, godt understøttet af en hyperteknologisk styring af civilsamfundets rester.

*

Men det er her, at Christian Egander Skov gør en indsats, der er en frihedspris værdig. Han understøtter netop, at det nationale og det folkelige er knyttet til åndens vandringer i en dyb og frihedsbåret national tradition, og han sætter dette synspunkt i skarp modsætning til genetik-synspunktet. Han har også netop udgivet en bog, der – så vidt jeg har forstået det – har det folkelige som filosofisk udgangspunkt. Han redder det folkelige fra populismen.

Skole- og uddannelsesreformerne i 2013 var en vigtig milepæl i efterkrigstidens forfaldshistorie, hvor pædagogik blev erstattet med en økonomisk defineret »læring«, hvor det folkelige lå brak. Men Egander Skov havde også god sans for kritikken af denne forbindelse.

Det kunne man f.eks. læse i en kronik fra 2018, hvor han sammen med en række pædagogiske intellektuelle kritiserede den ny og »folke«-frie pædagogiske ideologi.

Endvidere har han gjort en stor indsats for frihedsdyderne i mange sammenhænge, ikke mindst som redaktør for det kulturkonservative »Aarsskriftet Critique« og som arrangør af dette tidsskrifts årlige konferencer.

Ved den seneste konference holdt han et dybt tankevækkende og kritisk foredrag om forholdet mellem folkelighed og åndelig oprustning. Egander Skov personificerer på den måde grundlovens folke-ånd imod genetikkens reduktionisme.

Han er humanist, som man sagde i gamle dage, før humaniora skulle »løse udfordringer«. Han redder mødrene og fædrene og deres slægter fra genetikkens og teknikkens systemer ved at pege på en dybere demokratisk grund.

*

Så Christian Egander Skov har reddet den danske konservatisme fra at reducere nation og sprog til genetik og race, og han har fastholdt et mere oprindeligt og humanistisk sprog om emnet. Og han støttes nu officielt af både DF og af LA og flere andre. Det er en kraftpræstation af Egander, som man ikke kan takke ham nok for.

Kun politikeren Lars Boje Matthiesen, som ellers er skolelærer, lader til at være blevet inficeret af DNA-ideologien for alvor. Det er faktisk lidt mystisk, eftersom netop Boje jo var en central drivkraft i opgøret med coronanedlukningens reduktion af socialt liv til smittestatistikker. Og genetikbanker og smittestatistik er jo lidt i samme kategori.

Endelig vil jeg sige, at Egander Skovs indsats også kan bidrage til, at historieforskningen, som siden murens fald har været præget af en socialkonstruktivistisk og nærmest nedladende forståelse af den nationale historie, kan genvinde sin interesse for betydningen af dansk fortid og litteratur.

Skole- og uddannelsesreformerne i 2013 var en vigtig milepæl i efterkrigstidens forfaldshistorie, hvor pædagogik blev erstattet med en økonomisk defineret »læring«, hvor det folkelige lå brak.

Så Egander Skov er i disse år en vigtig tænker for konservatismen og for det »borgerlige Danmark«, som det vist nok kaldes. Men hans tanker er faktisk også vigtige for samfundet mere bredt.

Han kan nemlig med sit åndshistoriske perspektiv minde også venstrefløjen om dens tabte forbindelse til det »folkelige«. En forbindelse der gik tabt efter murens fald for SF, for Socialdemokratiet og for Enhedslistens baggrundspartier. Lad os se nærmere på denne sammenhæng.

Ebbe Kløvedal Reich, Trille og kommunister redder det nationale

I det følgende vil jeg bringe nogle situationer i erindring, der minder lidt om Eganders aktion. Begivenhederne fandt blot sted på venstrefløjen for 50-80 år siden.

Også her spillede det folkelige og det nationale en positiv rolle i forhold til at korrigere ungdomsoprørets almene tendens. Først vil jeg omtale Ebbe Kløvedal Reichs indsats, og derefter vil jeg lave nogle nedslag i Trilles, Inger Merete Nordentofts og Hans Scherfigs virke.

I 1972 skrev Ebbe Kløvedal Reich en biografi/roman om Grundtvig, som slet og ret hed »Frederik«. Reich var ungdomsoprører, EF-modstander, USA-kritiker, Tvind-tilhænger og maoist og alt muligt.

Men han var også højskolemand og splintrende national. Og ligesom i vores aktuelle situation, hvor en racistisk højrefløjstendens er blevet svækket, så betød Reichs nationale korrektion, at en mere regelret marxistisk strukturalisme, som prægede dele af den ny generation, mistede momentum.

*

Her et langt citat fra indledningen til Reichs bog, der som sagt minder mig lidt om Egander Skovs syn på det nationale som en åndssammenhæng, selvom der er skruet op for den politisk-økonomiske kritik. Det lange citat, der er fyldt med sprog, slægt og historie, står under overskriften »Landet«:

»Den mest aktuelle grund til, at Grundtvig bør kaldes til live og ikke blot mindes i anledning af sin død, er, at han kom dybere i det at være dansk end nogen anden dansker. Der findes for tiden megen velbegrundet skepsis over for nationen, flaget, monarkiet, regeringen og den slags udtryk for danskheden. Men Danmark er også noget dybere. Det er et sprog og en slægt, som er vores, hvad enten vi behandler disse med foragt eller ærefrygt, lyst eller ulyst.

Kærligheden til slægt og sprog trues i dag akut af grådige pengemænd og imperiebyggere, for hvem andre mennesker ikke er slægtninge, men slaver, og som ikke taler levende ord, men internationale tal og koder. Vores politiske lederskab har vist sig ganske forsvarsløst over for denne trussel. Det overgiver os godvilligt og under fanfarer til et politisk og økonomisk kartel, hvis mål i tilværelsen er lige så primitivt erobrende som det, vi danske hyldede i vores sorgløse og farverige lømmelalder som vikinger.

Fællesmarkedet og hele den nordvestlige kapitalismesammensværgelse har til formål at forpeste folkeslagene med en stereotyp internationalisme, et verdensomspændende net af pseudo-magthaverroller, baseret på en absurd tro på penge og blind vækst, styret i det skjulte af det teknologiske og økonomiske præsteskab.

At være dansk over for denne udfordring er at være fortrolig med det sprog, vi taler til hinanden, når vi taler om vores vigtigste følelser. Det er at oplive og reinkarnere de lyseste tider i den historie, som skæbnen har forsynet os med. Det er kun i kapitalisternes og imperialisternes verden, at internationalismen og kærligheden til folkeslægt og sprog udelukker hinanden.

Amerikanernes krig mod vietnameserne er international. Vietnamesernes krig mod amerikanerne er en kamp for slægt og sprog. National kalder de den.

Det er nødvendigt, at Grundtvigs måde at være dansk på, og hans mening om, hvad det vil sige at have ansvar for præcis dette sprog, præcis dette land og præcis dette folks historie, bringes i erindring, før vores salgsgale politikere formøbler den sidste rest af os.« (fra 4. udgaven, s. 11-12).

Kløvedal Reichs kreative syntese af ungdomsoprør, maoisme og national kærlighed fik stor effekt på 70’ernes venstrefløj. Blandt andet på dagbladet Information, som jo i forvejen udsprang af modstandsbevægelsen, som selv var en syntese af kommunistiske og nationale inspirationskilder.

*

Og også sociale bevægelser som Christiania og EF-modstanden samt politiske partier som VS, SF og RV var præget af Kløvedal Reichs tanker. Og den korrigerede og folkelige venstrefløj afstedkom et revitaliseret og mere bredt kulturliv i kirker, på skoler mv..

Efter årtusindeskiftet gik en stor del af dette efterhånden af fløjten. Til sidst var det hele reduceret til lejlighedsvise referencer til Christen Kold, f.eks. hos Uffe Elbæk, men efterhånden gik også noget af friskolens bæredygtighedsfilosofi til i den folkeløse ungdoms klimastatistikker.

Herefter blev venstrefløjen opslugt af alt det, som Kløvedal Reich havde advaret imod, nemlig et stort grænseløst EU/OECD-teknokrati. Dette teknokrati havde som nævnt udviklet sig i en radikaliseret skræk for »det folkelige«, som blev sidestillet med Hitlers »volk«, hvilket jo var det stik modsatte af Reichs »folk«.

Sagt på en anden måde: Da venstrefløjen tabte Reichs ide om det folkelige efter 1989, så strømmede den marxistiske strukturalisme i form af Althusser og Foucault, som det folkelige jo ellers havde holdt i ave fra omkring 1970, ned i samfundet.

Denne strukturalisme gik herefter selv i direkte kontakt med de globale systemer, som jo selv var skabt i angst for det folkelige. Nu var der intet folk tilbage, kun strukturer. Det kaldes også for »konkurrencestaten« og for »identitetspolitik«, hvis begreber netop udspringer af Althusser/Foucault-linjen.

*

Efter årtusindeskiftet blev venstrefløjen ligefrem tilhængere af OECD-inspirerede kompetencesystemer og produktivitetsoptimering. I løbet af 00’erne blev det grundtvigske begreb om folk opfattet som »dødsensfarligt« hos en senere DPU-leder, som få år senere gik til angreb på stedets filosoffer, dvs. på resterne af Reichs åndslinje, mens han hyldede Pisalisten.

Herefter var det slut med det folkelige. Reich havde tabt sit slag, som han jo ellers først havde vundet. Det var nogle af disse pædagogiske filosoffer, som Egander Skov kom i kontakt med i den omtalte kronik fra 2018.

Og Reich var langt fra den eneste. Sebastian skrev sin nationalromantiske sang »Danmark (dum og dejlig)« på albummet »Ikke alene Danmark« fra 1978, hvor man kunne læse følgende nationalromantiske linjer, som var et opgør med EF og »deutsche dollars«:

»Nu har jeg rejst fra vid og sans fra Hvide Sande til Skt. Hans.
Har set dig strække Skagens hals og gå i knæ på Als.
Jeg har set dig smile fra grænsen og op til Råbjerg Mile.
Danmark

Du bugter dig, du danske jord med grønne bøge i fuldt flor.
Det er dig, vi elsker, du er vor, er det kun noget, vi tror.
Her hvor jeg står, visner mine rødder. Vejen frem er lagt for andres fødder.«

Og en tredje af ungdomsoprørets ikoner, Trille, sang i 1979 et fædrelandsepos »Danmark« på albummet »Altid har jeg længsel«. Det foregik i samme ånd:

»Danmarks krop er fuld af slemme ar,
mærket efter fødsler fuld af smerte.
Men det er nu den krop, som Danmark har,
og jeg behøver lyden af dens hjerte.
Ja, jeg kan li’ det land, jeg bor i,
og lissom med den krop, jeg selv har fået,
så må jeg kunne holde af den
trods alle mangler.«

Trilles Danmark er fødslernes, historiens, smertens, længlsens og glædens sted.

Og på et album fra 1978, »En lille bunke krummer«, synger Trille en »Sang til vore forældre«, hvor hun nærmest omsorgsfuldt reflekterer over sin generations opgør med dens mødre og fædre.

Sagt på en anden måde: Da venstrefløjen tabte det Reichs ide om det folkelige efter 1989, så strømmede den marxistiske strukturalisme i form af Althusser og Foucault, som det folkelige jo ellers havde holdt i ave fra omkring 1970, ned i samfundet.

Hun slutter med at forudse, at alt vil gentage sig. En snublende proces af slægters gang, som ingen glemmer. Trille havde på det tidspunkt passeret de 30 og havde fået en datter, så hun var selv blevet moder. Det sang hun om i sangen: »Min lille sol«, som slutter sådan her:

»Kom min egen sol og varm mig indeni
lille kraftværk fuld af gratis energi
jeg har bagt dig i min mave
tænk en gang at man kan lave
sit eget lille anker
sit eget lille timeglas
sin egen lille sol
der stråler«

Reichs, Sebastians og Trilles »venstregrundtvigianisme«, som jeg kalder det, fik enorm betydning for dansk kultur og pædagogik frem til murens fald.

Går vi yderligere nogle årtier tilbage, finder man samme venstrefløjs-interesse for den nationale tradition, ikke mindst blandt landets kommunister. En interesse, der formentlig har haft effekt på Reichs og Trilles tanker og kunst.

*

For nogle år siden studerede jeg f.eks. en lærebog i litteraturhistorie, som var skrevet i 1955 af to kommunister med rod i de pædagogisk-humanistiske miljøer, nemlig Inger Merete Nordentoft og Torben Gregersen. Bogen sprudlede af kærlighed til den nationale litteraturarv og af interesse for elevernes litterære og sproglige udvikling.

Jeg vil også give to eksempler fra kommunisten Hans Scherfigs forfatterskab. For det første et eksempel fra hans roman Frydenholm fra 1962; en bog, der handler om den danske regerings nazi-leflende overgreb på landets kommunister under besættelsen.

I bogen er der en smuk lille fortælling om en dansk skolelærer, der vender en ung tysk soldats sind i retning af pædagogisk frihed. Det er en lille solstrålehistorie om, hvordan det danske »folk« via seminariernes tradition vinder over det tyske »volk«, der som sagt selv var et opgør med hele den tyske baggrundstradition.

På en måde reddede den danske lærer dermed også den unge tyskers kontakt til det virkelige Tyskland. Han reddede den tyske »bildung«.

For det andet skriver Scherfig i 1944 et digt, som hedder »Vers om Danmark«. Her beder han tyskerne og alle andre om at humme sig fra herregårde, villaveje, fattiggårde, præstegårde og pensionater. Han kalder sit land for »et lille afsides venligt sted«. Her er digtet:

»Her ligger landet med grønne marker
og hvide grise og røde køer
og landsoldaten i Fredericia
og Holger Danske i Helsingør.
Her ligger Danmark med svømmepiger
og spejderdrenge og cykelsport.
Med frugt på træer og mælk i spande
og smør i dritlerne til export.
Med herregårde i fine parker
og fattighuse af ler og strå.
Med solbeskinnede villaveje
og by-kaserner med skygge på.
Med bøgeskove og granplantager
og nytte-haver og blommetræer
og kæmpehøje og bautastene
og fædres bene og alt det dér.
Turistforening og fredningsudvalg
og brede veje for folk med bil
og præstegårde og pensionater
og nye kroer i gammel stil.
En lille del af den runde klode
et lille afsides venligt sted,
som vi kan lide, fordi vi er her,
og som vi gerne vil ha’ i fred.«

Jeg fandt digtet i bogen »100 års historier – fortællinger for børn fra 1894-1994«. Bogen blev udgivet i 1994 i anledning af Dansk Forfatterforenings 100 års jubilæum. Teksterne blev samlet af den kendte børnebogsforfatter Bent Rasmussen. Så det er altså en slags børnedigt.

Tak til Christian Egander Skov og Ebbe Kløvedal Reich, for at holde alting på en lidt vild og sitrende midte, så landets yderpunkter får et fælles liv. Reich tabte som nævnt sit slag til strukturalismen. Lad os ikke håbe, at det samme sker for Egander Skov.

Man må også håbe, at Egander Skovs aktuelle redningsaktion kan inspirere både højre- og venstrefløjen til at finde deres nationale rodnet frem, gerne i åbne læsninger af hele den folkelige tradition og dens forbindelser til europæisk kultur.

Herefter kan både højre og venstre gå i fælles angreb på den egentlige fjende mod det folkelige og det nationale, nemlig AI-kapitalismens grænseløse udvidelse af konkurrencestaten, hvis centrale bannerfører hedder Donald Trump, som er det folkeliges store fjende.

Opsamling: Folkets nederlag

Lad mig kort samle processen op i almen form: Hele denne modererende nationale tradition på venstrefløjen – fra Scherfig til Reich – gik tabt fra omkring 2010, hvor venstrefløjen for alvor støttede op om de teknokratiske tanker, som herhjemme blev skabt af VKO-flertallet i 00’erne.

VKO troede nemlig, at det folkelige var noget venstrefløjsagtigt, hvorfor man droppede begrebet helt. Man begik kort sagt den tysk/europæiske fejl. Dermed forstærkede de danske politikere EU’s og OECD’s teknokratiske tendenser, der som nævnt selv byggede på et opgør med nazismens »volk«, som man efter murens fald universaliserede til at være et opgør med »folket« som sådan. Så højrefløjen mistede dens folkelige reference under et VKO-flertal, hvilket jo er meget paradoksalt.

Og efterfølgende fulgte venstrefløjen som nævnt trop ved fra omkring 2010 at fjerne dens interesse for det folkelige, som pludselig blev sat lig med populisme og højrenationalisme, selvom venstrefløjen få år forinden blev bygget på de folkelige traditioner.

*

Så i samme øjeblik muren faldt, kollapsede det folkelige, som ellers havde holdt dansk socialisme på dydens smalle sti. Kollapset skyldtes, at det folkelige via Ebbe Kløvedal Reich og ligesindede var knyttet til socialismen.

Men fra 1989 var socialismen jo væk, og i stedet overtog en marxistisk inspireret strukturalisme og poststrukturalisme (Althusser og Foucault) hele systemet. Denne strukturalisme, som selv var stort set uden frihedsbegreb, gik nu til angreb på opdragelsen, slægten og praksis, som jo ikke mere havde nogen beskyttelse fra den folkelige tradition.

Alt blev til struktur, magt og identitet. Vi fik en grænseløs symbiose mellem poststrukturalisme og konkurrencestatsbegrebets Althusser-inspirerede strukturalisme.

VKO troede nemlig, at det folkelige var noget venstrefløjsagtigt, hvorfor man droppede begrebet helt. Man begik kort sagt den tysk/europæiske fejl. Dermed forstærkede de danske politikere EU’s og OECD’s teknokratiske tendenser, der som nævnt selv byggede på et opgør med nazismens »volk«

Og højrefløjen havde i nogen grad tabt »det folkelige« allerede før murens fald. Det skyldtes dels, at det folkelige blev opfattet som noget venstreorienteret, men også at man i løbet af 1980’erne havde kastet sin kærlighed på en neoliberalistisk instrumentalisme, som havde kæmpeproblemer med det folkelige og med opdragelsen, som blev reduceret til noget med »rundkredspædagogik« og »smagsdommere«.

*

I stedet satte man i 00’erne nationaløkonomer til at bestemme med læringsmålstyring og arbejdsudbud som ledestjerner. Igen i en form for grænseløs tilstand, hvor selv fostre blev anskuet som humankapital. I de neoliberale systemer var alle blot opportunistiske individer, som allerede var opdraget, og som skulle styres af en blanding af markedsmekanismer og NPM-systemer. Man kaldte det frihed. Meget mærkeligt.

Herfra gik de to folkeløse fløje sammen. Det skete for alvor i løbet af 10’erne i form af store teknokratiske og teknologiske systemer, der i økonomiens tjeneste skulle måle og evaluere alt, som selv var reduceret til teknologiske og profylaktiske »identiteter«.

Nationen: Opdragelsen, slægten og praksis

Lad mig supplere ovenstående med nogle mere selvstændige formuleringer ind i emnet:

Hvad er det modsatte af »gener«? Det er slægten. Hvad er slægten? Det er opdragelsen. Hvad er opdragelsen? Det er omsorgen for det barn, som moderen har båret og født, og som faderen modtager.

Ud af denne treenighed vokser barnet og bliver selv en dag til en moder eller fader, som føder eller modtager midt i sproget. Nation betyder fødsel, et »hvem er du på dette sted?«. Det er moders-mål og fædre-land. Det er det modsatte af gen-teknik.

Barnet kommer til syne ud af fortidens dialoger og kød, og det møder sin moder og fader, som opdrager det i kærlighed og åbenhed. Det er en pædagogisk praksis.

En snublende proces, som producerer virkelyst, og hvis ligeværd – midt i autoritetens rum – forudsætter sig selv. Opdragelse er en form for lykke med mærkelige stød på vejen, som sætter eksistensen i vej. Barnet kigger op på sin moder, som taler, mens faderen nikker.

Barnet smiler og løber ned til åen og leger med sine venner, som selv har mødre og fædre. Det ler og græder. Denne interesse for barnet blev i mange kredse nærmest filosofisk. F.eks. i Halfdan Rasmussens smukke digt »Noget om kraft« fra 1958:

»Jeg tror, der ligger et barn dybt inde
i alle levende ting, der gror,
et barn, der er som en fuglevinge,
en lille gud, der er evigt stor«

Slægterne kommer også fra andre lande og kulturer, hvor man også opdrager, blot med lidt andre ord. De tilkomne slægter lever sig ind i stedernes steder og disse steders eksisterende slægter, som selv lærer af de nytilkomne slægter. F.eks. har man på Djursland lavet et Dart-hold for kvinder. Måske inspireret af de damehold i svømning, som nogle »borgerlige« lader til at have problemer med? Men ok, det var lidt i den satiriske afdeling.

Jyderne flygtede til England efter Romerrigets fald. Her gav de gav de kelterne problemer. Jyderne var selv blevet fordrevet af danskerne (dvs. af sjællændere og svenskere), og de keltiske slægter kom selv fra Centraleuropa og så videre. Så englændere er altså en slags jyder.

Det er nok derfor, at englænderne drak »mælk« i kaffen, før vi selv gjorde det, hvis jeg igen må drille genetikerne lidt. Det er slægternes liv. Heldigvis fik vi Tolkien, som kunne fortælle om tingene via det strålende Beowulf-kvad, som også Grundtvig og de tyske filosoffer var optaget af.

Det er en historisk-poetisk og ikke genetisk arv. Opdragelsens arv er en gave, som livet pakker ud. Det er Danmark i 2000 år, som er midt i Europa i 5000 år, som selv er midt i verden i endnu længere tid. For gamle og nye.

*

Det er fuld urtid og fuld tilsynekomst på samme tid. Det er kulturens essens, et kunstværk, en gave. Et storslået skaberværk. Det er fødslen og opdragelsen. Et tingende sted inde i »alle levende ting, der gror«.

Et folke-ting, der tinger. Opdragelsen kommer før alt andet, som selv kommer før opdragelsen. Det er Danmark i verdens liv. Det er Grundlovens essens, som bygger på forsamlingsfrihedens politiske effekt fra kærlighed og familie til fuld borgerlig lighed på tværs af alle forskelle.

Opdragelsen spillede også en stor rolle for filosoffen Knud Grue-Sørensen, som selv var inspireret af den tyske tradition, og den er senest blevet revitaliseret af grundtvigianeren Ove Korsgaard i bogen »Folkeskolens udfordringer«.

Også filosoffen Peter Kemp talte om en »dansk verdensborger«. Det er pædagogisk filosofi. Her er der ingen platte »gener«. Hvad bliver det næste? At man vil måle børnetrivsel i en statslig datamat?

Denne nationale ånd er ikke abstrakt. Danmark er praksisser, som er født af ånden, og som selv vedligeholder og udvikler ånden under forsamlingsfrihedens sol.

Der er pædagogiske praksisser, politiske praksisser, videnskabelige praksisser, økonomiske praksisser, religiøse praksisser og mange flere. Det er måder at mødes, tale og handle på, som bygger på og vikler sig ud af forfædrenes erfaringer i sprogets mærkelige toner.

*

Vi får livlige børnehaver, fristeder, forsamlingshuse, hilseformer og foreninger, som er skabt ud af historiens søer, skove og grumsede vandløb. Også Folketinget er en praksis, et ritualiseret tingsted fra tidernes morgen, som hele tiden genskabes.

Hver stedslighed og hver institution i landet er et kunstværk af vekselvirkningen mellem fortid og fremtid og det spændende mellemrum mellem fortid og fremtid, som er livet og pædagogikken selv. En praksis, hvor generationernes vekselvirkning rumsterer i konkrete situationer; ofte i brud og kritik som er en del af praksis, men også i ritualer og håb.

Og denne »rumsteren« indeholder altid en tavs viden. Der er de mærkelige lyde fra åndens og traditionens liv, der ledsager alle ord og bevægelser. Og nogle gange kommer der nye praksisser til; fra England, USA og Iran og fra andre steder, som løbende spiller sammen med de mange eksisterende praksisser.

Det værste er, hvis en praksis glemmer sin fortid – sin ånd – for så kan den ikke opretholdes som praksis. Det gælder f.eks. pædagogisk og politisk praksis, som i høj grad er truet af fortidstab, men det gælder også for mange af de tilkomne praksisser, der polemisk reduceres til en plat version af ikke-dansk.

*

Det er vigtigt at interessere sig for både gamle og nye praksissers ånds- og kultursammenhæng, så både danskere i flere slægtled og de ny borgere selv kan huske og dermed lære noget og lære os noget. Så ved at lære solidaritet med ens fædreland, så lærer man også solidaritet med andres landes fædre og mødre. Det nationale er solidaritetens sted. Og pludselig lærer man, at de nationale fortællinger og myter fra forskellige lande er en del af samme menneskelige substans.

Denne nationale ånd er ikke abstrakt. Danmark er praksisser, som er født af ånden, og som selv vedligeholder og udvikler ånden under forsamlingsfrihedens sol.

Der er pædagogiske praksisser, politiske praksisser, videnskabelige praksisser, økonomiske praksisser, religiøse praksisser og mange flere. Det er måder at mødes, tale og handle på, som bygger på og vikler sig ud af forfædrenes erfaringer i sprogets mærkelige toner.

Så praksis er slægtens og pædagogikkens sted, hvor mødre og fædre mødes i en skabende erindring med deres børn i hånden. Her er alle altid lige, selvom de ikke er. Ligheden strømmer igennem handlingerne som en dyb forudsætning, selvom der kan være forskellige indkomster og autoritetspraksisser. Og sprogets lyde og dybder løber som en rumsterende aldrig afsluttet historisk-poetisk essens gennem kroppene.

Det er også det, man kalder for »folket«. Også folke-styret er som sagt en praksis. Et slags urdemokrati, hvis rod er opdragelsens og forsamlingernes uomgængelige realitet.

En dialog om »danskhed«

Den anden dag faldt jeg i snak med en ung jurist nede på vores lokale cafe. Han hed Rolf Østergaard. Mens vi drak en Ceres-øl på flaske, udspandt sig følgende mærkelige samtale:

Rolf Østergaard (RØ): Hej Thomas

Mig: Hej Rolf

RØ: Er du egentlig dansk?

Mig: ja, pæredansk.

RØ: Er du sikker?

Mig: Ja, bombesikker.

RØ: Men har du danske gener?

Mig: ???

RØ: Jo, for en central del af det danske er jo, at man har nogle bestemte gener. Har du dem?

Mig: Det vil jeg tro. Men ok, der er en polak i sjette slægtled, og i middelalderen var der vist noget med en tysk ridder.

RØ: Ups. Og der kan jo også være andre forbindelser, som du blot ikke kender til?

Mig: Høhø.

RØ: Så kan du bevise din genetiske oprindelse med en test? Nu hvor den er draget effektivt i tvivl.

Mig: Nej, det kan jeg ikke.

RØ: Så må vi lave en test!

Mig: Aldrig i livet.

RØ: Men så er du ikke dansk, for du kan jo ikke bevise det.

Mig: Ok, måske er jeg englænder? De har efter sigende jyske rødder.

RØ: Efter at der nu er draget tvivl om din danskhed, så skal vi nok lige genoverveje dit statsborgerskab.

Mig: Men man kan da ikke fratage et menneske et statsborgerskab, som han først har fået? Det vil jo underminere begrebet »borger« som sådan? Hvis en borger gør noget kriminelt, så får han sin straf, men han er stadig og altid borger. Ellers har vi ingen stat.

RØ: Desværre, Thomas. Det er slut. For måske er du genetisk set fra England. Eller måske endda fra Elfenbenskysten. Og genetikken overtrumfer juraen.

Mig: Så statsborgerskabet er nu afhængig af eksistensen af en genetisk kode. Endda med tilbagevirkende kraft?

RØ: Ja, det er klart.

Mig: Jeg føler mig ydmyget.

RØ: Sådan er det. Men der er også en anden definition på det danske?

Mig: Det var godt, pyha.

RØ: Har du danske værdier?

Mig: Det ved jeg ikke. Nok mere lidt etiske og universelle værdier. Men jeg elsker mit lands brogede fortid og skønhed. Og helt ærligt, Rolf: Måske er det lidt undertrykkende – måske endda udtryk for en latterliggørelse af det nationale – at reducere det til et spørgsmål om »værdier«?

RØ: Den går ikke, Thomas. Har du f.eks. skrevet noget forkert om Mellemøsten eller om Trump på Facebook?

Mig: Formodentlig. Men hvad har det med danske værdier at gøre?

RØ: Allerede der går den gal. Du er ikke dansker!

Mig: Du har nok ret. Er der andre »danske værdier«?

RØ: Ja, går du ind for at man må adskille mænd og kvinder?

Mig: Ja. I Randers har de kvindehold i Dart. De lyder som om, at de har det sjovt. Og Ældresagen har en slags herreklub.

RØ: Og hvad med svømmehold?

Mig: Det lyder hyggeligt med forskellige slags hold.

RØ: Også hvis det er religiøst begrundet?

Mig: Ja. Helt ærligt.

RØ: Igen: du er ikke dansker. Vi må genoverveje dit statsborgerskab.

Mig: Du er en barsk herre, Rolf. Måske kan vi sætte en stor national maskine til at tjekke både DNA og SoMe-opdateringer på hele befolkningen? Måske kan vi genbruge den maskine, der hvert år kontrollerer børns trivsel? Det vil være meget »nationalt«?

RØ: God ide, Thomas. Den noterer jeg.

Mig: Hvem er du egentlig?

RØ: Jeg er en tekno-territorialkonservativ. Det vil sige det modsatte af gamle dage og folkeligt liv. Jeg er fyldt med DNA og »danske værdier«.

Mig: Ok, jeg er bare dansker, som elsker mit folks brydninger, historie og kunst, og som har værdier, som jeg deler med folk fra mange andre folkeslag, men åbenbart ikke med dig. Tænk blot på alle de skønne bøger i min reol. Næsten alle er på vores særprægede modersmål, og der står ikke noget om DNA eller om »danske værdier«. Alle indvandrere burde inviteres til at læse dem. Men problemet er lidt, at danskerne selv har afviklet deres bogreol, fordi vi jo skulle fremme en blanding af konkurrenceevne, pisalister og teknolæringstest.

RØ: Bøger? Hold op med at bande. Danskhed handler om DNA-målinger og korrekte danske værdier i SoMe-opdateringer og bestemt ikke om bøger. Det nationale er en slags biopolitisk og etnisk udvidelse af teknokommunikation og af pisa- og trivselstest.

Mig: Men Rolf, har du glemt at du er jurist?

RØ: Slet ikke. En jurist er en person, der skaber loven. Folketinget vedtager lovene, men jeg skaber dem.

Mig: Men jeg troede, at lovene var »skabt« af Grundloven og af Folketinget?

RØ: Sådan er det ikke mere. Grundloven og folket blev væk i globaliseringens hav. Så nu er det mig, der skaber lovene.