Ny bog: Fortiden hjemsøger Europa

uddrag af Bo Heimanns »Hjemsøgt 1925–2025«
18. maj 2025
6 minutters læsetid
Siden Murens fald har den bestemmende liberalisme dikteret globalisering, internationalisering, centralisering og privatisering. Men nu truer krisen Europa, og parallellerne mellem 1925 og 2025 er tydelige. I det nye kulturhistoriske essayværk Hjemsøgt 1925-2025 – Fascisme, kunst og filosofi i et sammenstyrtende Europa tager Bo Heimann os med rundt i Europa i 1925, og trækker trådene til i dag. Vi bringer et uddrag. Forudbestil bogen her med rabat ind til 24. maj.

100 år er på samme tid både ingen tid og voldsomt mange år. Blot tre-fire generationer af mennesker, der alligevel er mange nok til at have levet i helt forskellige verdener. Der er oplagt en verden til forskel på 1925 og 2025. Men også ligheder. For vi hjemsøges af træk i vores tid, der præsenterede sig selv allerede for 100 år siden. Igen oplever vi, at meget er porøst og under smertende opløsning. At noget er døende, men at det nye endnu ikke er helt født. En slags uhyggelig mellemtid, hvor alt – også det grufulde – er muligt.

Vi oplever derfor i disse år, på samme måde som det skete efter Første Verdenskrig, en, mener jeg, nødvendig opblomstring af konservatismen som reaktion på hurtige og store forandringer, politisk radikalisering, opløsning af kendte normer og strukturer og dekadence. En sund konservatisme synes helt nødvendig, når det meste synes at styrte sammen. Men igen truer denne konservatisme med at udarte sig til regulær fascisme. Efter 1925 fulgte frygtelige årtier. Og historien har det som bekendt sig selv med at gentage sig selv, når vi ikke lærer af den.

1900-tallet var ikke kun voldsomt pga. de to uforståeligt brutale verdenskrige. Udviklingen hen over århundredet var tilsvarende ufattelig. Fra landbokultur over industrialisering, månelandinger og globalisering til internet og AI, der nu truer med at løbe os over ende. Fra fællesskaber i landsbyer, lokalsamfund og store familier til globaliseret individualisme i storbyer.

*

Min farfar kom i 1928 i lære på det lokale skibsværft som blot 14-årig. Min morfar var smed og fagligt aktiv. Min far blev kontoruddannet efter sin realeksamen engang i 1960’erne. Begge var socialdemokrater ind til benet. Jeg er arbejderfamiliens første student og følgelig den første med videregående uddannelse. En klassisk og på alle måder lykkelig 1900-tals udviklingshistorie. Jeg blev student samme år som Muren faldt, og ville som så mange andre gerne ud i livet og verden. Provinsbyen og lokalsamfundet havde ingen attraktion på mit unge sind. Jeg flyttede først til Aarhus og siden til København, hvor jeg har boet i snart 30 år. Jeg orienterede mig ikke kun mentalt udad, men rejste også fysisk mere i udlandet end i Danmark. For verden var åben og dem, der blev tilbage, var dem, der ikke kunne slippe væk. Det med at høre til, være rundet af et sted, være formet af familiens og lokalsamfundets vaner, traditioner og værdier og – Gud nærmest forbyde det – have et ansvar for at passe på og videreføre noget af det, kom først sent i livet til mig. Jeg tænkte ikke videre reflekteret over det, men opdagede senere, at jeg ligesom tidsånden troede, at mennesket kunne og ville efterlade »sig selv« så at sige – sin ånd, kultur og religion – i det gamle og hæve sig over det i et nyt grænseløst liv.

Jeg levede historieløst og bar en forstilthed med mig. En selvoppustet idé om at være større end livet i min hjemby. Som om, at der intet af værdi var at tage med. Intet af værdi? Den uudtalte, men naturlige, pligtfølelse og samfundssind, min farfars arbejdsetik, min morfars faglige engagement og forstand på ret og pligt, min farmors elskelighed og respekt for alle uanset social status, min mormors rå humor, min mors kærlighed, min fars respekt for alle mennesker uanset social status, arbejderbyens se-hinanden-i-øjenhøjde, den til tider vel direkte tone, familiens samlinger til påske og jul, forankringen i de lokale idrætsforeninger, at være sandt og ærligt i livet uden forstilthed, ikke kun gøre hvad man har lyst til, men også det man skal, en grundlæggende tillid til både mennesker og institutioner, krav om at tage ansvar for sig selv. Der var meget af værdi at tage med mig. Forstod jeg senere i livet.

Men jeg må skamfuldt erkende, at jeg som ung blev eksponent for en selvfed tidsånd, der lagde det nære og traditionelle, hjemstavnen, det almindelige, for had. Det almindelige og sund fornuft var nærmest per definition reaktionært. Jeg endte på den del af venstrefløjen, der kiggede arrogant ned på både den arbejder-/lavere middelklasse, jeg selv var kommet fra og på den højrefløj, der stille og roligt voksede sig til. Det nationale og nære var foragteligt. International og meget idealistisk som jeg var, oplevede jeg andre mere nationale og danskorienterede som uden empati, indadskuende, chauvinistiske og uden forståelse for større sammenhænge. Den dag i dag er den såkaldt progressive venstrefløj stadig mere elitær og fordømmende end de fleste andre grupperinger.

Hvis hjemstavn i årtier var politisk betændt efter nazismens omklamring af den, »blodet og jorden«, i 1930-40’erne, så fik den nådestødet i 1989 med Murens fald, hvor internationalisering, globalisering og nedbrydning af alle slags grænser blev det nye hellige. Enhver form for patriotisme, lokal som national, blev ugleset og gjort lig med nationalisme. Opløsningen af grænser lykkedes på alle måder. Marx og Engels’ ord i Det Kommunistiske Manifest fra 1848 blev profetiske: Alle faste, indgroede forhold med tilhørende ærværdige forestillinger og meninger bliver opløst, og de nye, der dannes, bliver forældede, inden de kan nå at stivne. Alt fast og solidt fordufter, alt helligt bliver klædt af…. I dag står vi midt i opløsningen, hjemløse og hjemsøgte. Jeg skriver ud fra en stærk bekymring, jeg ikke oplevede de første 40 år af mit liv, men som er vokset frem i løbet af seneste 15 år. Bekymring på egne vegne, javel, men især på mine børns.

Der gik mange år, før kritiske spørgsmål til min tids dyrkelse af frihed, individualitet og globalisering begyndte at snige sig ind på mig: Kan man virkelig være nogen uden at høre til nogetsteds, uden rødder og traditioner, sådan som det moderne menneske så gerne vil være det? Måske historie, traditioner og tilknytning til både mennesker og steder betyder mere for os, end vi har bildt os selv ind? Måske de værdier, vi står på, værdsætter og ikke vil miste, hviler på en kristendom, vi hverken forstår eller respekterer?

Havde jeg blot været alene, så havde skaden ikke været så stor, men jeg personificerede en tidsånd, der har gjort, at vi i dag står med svækkede og forladte hjemstavne verden over. Vesten er i gang med at falde fra hinanden. Forskellen på by og land vokser. Dem, der har meget, får mere, og dem uden noget, sidder fast med alt for lidt. I Danmark. I Europa. I USA. Hjemstavne uden arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner. Uden ordensmagt, hospitaler, fødestuer og biblioteker. Hjemstavne med usælgelige boliger, hvor mennesker med god grund ender i gule veste og med at være for Brexit, Trump og andre højrepopulistiske dagsordener. Det er 100 år siden, at højrefløjen har stået så stærkt i Europa, som den gør i disse år, og i USA hedder præsidenten Trump igen.

Hjemstavne i forfald, hvor der gror bitter vrede imod den politiske og økonomiske elite, rødglødende vrede mod den voksende økonomiske uretfærdighed og hovedrystende vrede mod byens dekadente, elitære klimaorienterede woke-modernitet. Og vrede mod de voksende befolkningsgrupper med anden kulturel baggrund, der fastholder værdier og overbevisninger, der strider imod deres nye hjemlands.

Jeg var ikke den eneste, der løb væk fra min hjemstavn. Det gjorde alle politiske partier i princippet også. Ingen tog i 90’erne og 00’erne vare på hjemstavnene. Bortset fra højrefløjen, der især efter den økonomiske krise i 2008 blot er vokset og vokset. Nu er flere politikere, ligesom jeg selv bedre sen end aldrig, heldigvis begyndte at tænke bedre og mere respektfuldt om hjemstavnene. Der er en fornyet respekt for de opbyggelige værdier, der vokser ud af bo og leve i et nærmiljø. Forpligtigende relationer og social solidaritet. Tillid. Samarbejde. Gammeldags almindelighed. Kommen hinanden ved. Foreningsliv. Dyder som at bidrage til det fælles og sætte ordentlighed og samfund før egen vinding. Mærkværdigt nok er det det progressive venstre, der nu går individualismens vej i deres fokusering på allehånde partikulære identiteter, mens det er konservative kræfter, der taler om at bidrage til fællesskabet og sammenhængskraft. Håndværk, traditioner og sågar kristendom har en lille renæssance. Nu forsøger man igen at få arbejdspladser, uddannelsesinstitutioner og offentlige institutioner tilbage til provinsen. Det går dog langt fra som håbet. Man stiller anderledes krav til migranter. Hvilket situationen i mellemøsten igen har vist helt nødvendigt. Det hele lader til at være i sidste øjeblik. Der er hverken lærere, plejepersonale, håndværkere, pædagoger eller socialarbejdere nok til at holde velfærden kørende (og de tilbageværende har ikke råd til at bo i de store byer) og parallelsamfundene i Danmark må ikke blive større, hvis det ikke skal ende i næsten-anarki som i Frankrig og Sverige.

*

Dette er ikke en fagbog, ikke en faghistorisk redegørelse (jeg er hverken politolog, historiker eller samfundsforsker), men et personligt erkendelsesskrift, et slags essay, der kommenterende slår ned på subjektivt udvalgte punkter i 1925 og nu. Med andre ord et aldeles idiosynkratisk blik på og fortolkning af den verden, vi lever i dag – med udgangspunkt i året 1925, hvor Europa var martret og rodløst. I tumult. Store forandringer og dybe afgrunde fik Europa til dengang ikke kun til at gå til højre, men alt, alt for langt derud og til i sidste ende styrte sammen i en altødelæggende katastrofe. Den sammenstyrtning truer og hjemsøger os fortsat. Europa er igen i tumult og en konservativ bølge rejser sig derfor igen. Igen truer faren for, at vi ender alt for langt til højre, hvis vi ikke får demokratiet sikret nedefra i vores sindelag og kultur; hvis ikke sund patriotisme, national og økonomisk sammenhængskraft og grænser tages alvorligt af den styrende verdensorden, så vil nationalismen blomstre for alvor igen.

I 1925 var udkastene til nogle af Europas mørkeste kapitaler allerede ved at blive skrevet. Lad os genbesøge det år, for at se nærmere på den tid, vi lever i nu. Lad os se, hvad der dengang skete politisk, filosofisk og kunstnerisk, for at perspektivere den verdenshistorie, vi lever i netop nu.

Hjemsøgt 1925-2025 af Bo Heimann: Bestil her

Bo Heimann

Bo Heimann

Bo Heimann (f. 1971) er forfatter til Hjemsøgt 1925-2025, journalist og rådgiver

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr