Den revolutionære pøbel og dens kommissærer stormer karmeliterindernes kloster. Foto: Miklos Szabo. Fra Det Kongelige Teaters hjemmeside.

Opera: Karmeliterindernes Samtaler

11. februar 2026
5 minutters læsetid

Den 17. juli 1794 henrettedes under den franske revolution 16 karmelit-nonner i Compiègne som fjender af »republikken«, fordi de ikke ville afsværge deres tro.

Optrinnet er kulminationen på operaen Dialogues des Camélites fra 1957 af Francis Poulenc (1899-1963) , hvis danske titel er Karmeliterindernes Samtaler, men som aktuelt opføres på Det Kongelige Teater under sin franske originaltitel som en samproduktion med Glyndebourne-festivallen i Sydengland.

Hvis man håber på et et stort, romantisk revolutionsdrama med heltedåd og frihedskamp, bliver man slemt skuffet. For udover den dramatiske slutscene, er Poulencs stykke nærmest demonstrativt udramatisk og indadvendt. Vi følger Blanche de la Force, der i første scene meddeler sin familie, at hun agter at søge optagelse i et karmeliterinde-kloster. Den strenge priorinde lader hende under en alvorlig samtale forstå, at klostret ikke et sted, man søger tilflugt, men hvor man vil blive prøvet hårdt. Og Gud vil vel og mærke ikke prøve hendes styrker, men hendes svagheder.

Blanche bliver optaget i klostret; og tiden går herefter med samtaler mellem hende og de andre søstre, deraf stykkets titel. Mest om liv og død, eksempelvis om man kan tillade sig at være glad, mens andre lider, konkret foranlediget af at priorinden ligger for døden. Et andet emne er, om det vi kalder for »held«, blot er et andet ord for Guds vilje. I henved hvad jeg vil skønne til to-tredjedele af stykket, hører vi intet til den franske revolution overhovedet.

Det rådes der bod på i den sidste tredjedel, hvor revolutionens pøbel og kommissærer stormer klostret og erklærer det for folkets ejendom. Karmeliterinderne dømmes til døden efter ved en enstemmig afstemning at have valgt martyrdøden – hvilket bl.a. afføder en diskussion om, hvorvidt martyriet overhovedet kan vælges, eller om det skal skænkes af Gud. Hvad enten det ene eller det andet er sandt, så dømmes karmeliterinderne til døden og henrettes, mens de synger Salve Regina: En efter en dør stemmerne ud til lyden af mekaniske øksehug til den sidste stemme brutalt slukkes. Søstrene forsøger først at synge højere for at kompensere for fraværet af stemmer, men kun for en tid. Øksen kan til sidst ikke overdøves.

Henrettelsescenen er værkets helt store genistreg og formentlig i sig selv billetprisen værd. Effektfuldt, originalt. Unægteligt et billigt greb for at piske følelser frem hos publikum. Men ikke mindst uafrysteligt i den forstand, at det vitterligt var det eneste, jeg kunne huske fra da jeg så værket i 2019 på en hviledag under en Ring-cyklus i New York. Heldigvis er der meget andet at komme efter i stykket.

Poulencs musik er smuk, omend lidt tør til tider, og gør flittigt brug af effektinstrumenter, særligt et klaptræ bruges til at skabe dramatik og kontraster. Desværre også hvor handlingen ikke kalder på det. Et eksempel er, at scenen mellem Blache og hendes bror er sine steder sat så voldsomt i musik, at det bringer mindelser om mødet mellem Elektra og Klytæmnestra i Strauss-Hofmannsthals Elektra (1909). De forskellige forsøge på at jage effekter ind i scener, hvor de ikke hører hjemme vidner lidt om en smule kunstnerisk umodenhed. Det ændrer dog ikke ved, at musikken er særdeles vellykket og stemningsmættet og til næsten perfektion tilpasset de enkelte, sungne fraser, som hver får deres eget distinkte udtryk.

Det er påfaldende interessant, at den franske revolution og dens idealer fylder nærmest intet i stykket: Det forsøger hverken at glorificere revolutionen eller problematisere de rædsler, kaos, diktatur og krige, der fulgte i dens kølvand. Det er blot en ramme for nonnernes samtaler om livet og døden. Stor filosofi er der ikke tale om og næppe heller tiltænkt. Vi er langt fra anden akt i Wagners Tristan og Isolde (1859), hvor man næsten får det indtryk, at de elskende har så travlt med at italesætte deres følelser, at de glemmer at elske. Karmeliterindernes samtaler er hverdagssnak, som alle kunne have, og det gør det netop smukke og nærværende.

Den demonstrative mangel på dramatik er et effektfuldt kreativt valg, men det gør unægtelig, at værket kommer til at stå noget stille særligt i de første par akter. Man keder sig dog ikke; og den ene scene førers fint over i den næste.

Stykkets personer er også meget fint karakteriserede, omend det er et problem at kende forskel på dem, da de alle sammen stort set er klædt ens på og mange af de yngre søstre stemmemæssigt ligger tæt på hinanden.

Den slags opgaver har man heldigvis operainstruktører til; og Det Kongelig Teater/Glyndebourne havde til det formål valgt Barrie Kosky. Kosky plejer ikke at mangle fantasi. Faktisk har mine indvendinger mod hans opsætninger ofte været, at han har for meget af samme og uhæmmet hælder den ud på steder, hvor den ikke er velbegrundet.

Denne gang er problemet det modsatte: Kosky har nærmest ingen fantasi, men lader os kigge på samme scenografi i samfulde ca. 2½ time, stykket varer: Et gråmeleret værelse med fugtskader, der skal gøre det ud for både kloster, kapel, henrettelsesplads, bibliotek osv. Belysningen skifter og er ganske stemningsfuld, navnlig nogle effektfulde skygger gør underværker. Undertiden vokser der planter frem og væggen bløder, men ellers ikke noget. Men så sker der pludselig noget:  Klostermuren sprænges i stykker, så man letter fra stolen, pøblen vælter ind i form af kampklædt politi og råber og skriger pinligt længe af de stakkels karmeliterinder. Så kender vi Kosky igen. Men det er ikke nok. Kosky er blevet kedelig. En skam – jeg næsten savner hans flabede regiteater, som ellers har irriteret mig ved tidligere lejligheder.

Den revolutionære pøbel og dens kommissærer stormer karmeliterindernes kloster. Foto: Miklos Szabo. Fra Det Kongelige Teaters hjemmeside.

Men det værste er ikke, at Kosky er blevet kedelig, men at han  ikke rigtigt formår at understøtte handling og personer med sine påfund. En opera som Karmeliterindernes Samtaler skulle ellers give en dygtig instruktør rige muligheder for at visualiser og iscenesætte samtalerne på en eller anden måde.

Mere basale håndværksmæssige fejl er, at der gøres for lidt for, at vi kan kende forskel på de enkelte nonner i andet end deres sang. Indrømmet: Det er svært at gøre meget, da nonner traditionelt er klædt i ens drager, men den slags konventioner plejer vist ikke at være den store hindring for instruktører som Kosky, der synes at hente sin kreative energi fra netop at bryde med konventioner. At Kosky lader nonnerne se ud mere eller mindre, som man forestiller sig, at de ville, er i sig selv lidt af et særsyn. Kosky plejer at være rig på ideer til, hvad han vil med et stykke, men denne gang har han vist ingen. Så havde det måske blot været bedre at holde sig til forelægget.

Sangmæssigt var operaen langt mere vellykket. I hovedpartiet må særligt fremhæves en dramatisk vellykket Eena Tsallagova som den ængstelige Blanche. Hendes modstykke er den mere livsglade Constance, der blev godt sunget af Juliana Zara. Også fremhæves må moder Marie, som Diana Hallers skønne, mørkfarvede stemme fik til at skille sig ud.

I operaens trykte program hedder det, at »Poulenc har en fremragende evne til at tildele hver af sine figurer deres helt eget musikalske tonefald«. Jeg er ikke uenig, men man skulle spidse gevaldigt øre for at høre det; og der er for mange personer i stykket, der hver især har for lidt tid til at komme til orde, til at man for alvor når at opfatte  forskellene på andre end hovedkaraktererne. Bedre går det med pøblens to kommissærer, hhv. Michael Kristensen og Morten Lassenius Kram, der glimrende gestaltede disse to, der næsten blev karikaturer.

Den gamle priorinde må bestemt også fremhæves, for Doris Lamprecht leverede her formentlig en af stykkets bedste præstationer i den stærke dødsscene. En dramatisk, dunkel og voldsom kontrast til den nye priorindes mere lyse sind; også hun blev flot sunget, af Sine Bundgaard.

Francis Poulenc, Karmeliterindernes Samtaler (Dialogues des Camélites). Libretto af Georges Bernanos. Det Kongelige Teater, Operaen, den 8. februar 2026

Referencer

P.N.

P.N.

P.N. er vores anmelder og polyglote kulturskribent ved aarsskriftet-critique.dk.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr