USA’s rolle som Europas sikkerhedspolitiske garant er ikke længere en stabil forudsætning. Med afsæt i to teser skitserer artiklen, hvorfor Europa næppe bliver én geopolitisk aktør – og hvordan en ny magtbalance på kontinentet kan komme til at se ud.

Historisk har der altid været en klar sammenhæng mellem en nyordning af den europæiske magtbalance og sammenbruddet af en (europæisk) verdensorden. De klassiske eksempler er Den Westfalske Fred i 1648, der afsluttede Trediveårskrigen, Wienerkongressen i 1815, som dannede rammen om afslutningen på Napoleonskrigene, samt Versaillestraktaten, der satte punktum for Første Verdenskrig.

Der var tale om afslutninger, men også om nye begyndelser – begyndelser på nye verdensordener, der desværre næsten altid kommer til verden gennem vold og magt.

Der er i de seneste år blevet talt og skrevet meget om den nye, kommende verdensorden – en orden, der fokuserer på Kinas opstigning og Asiens dominerende stilling i den nye globale magtpolitiske virkelighed.

Hvad gør vi herfra?

Europas placering i denne kommende verdensorden er ligeledes blevet genstand for talrige analyser og diskussioner, dog uden at et klart billede tegner sig. Med Donald Trumps tilbagevenden til Det Hvide Hus og hans – hvad der kun kan betegnes som – revolutionære tilgang til diplomati og internationale relationer står det imidlertid klart, at den verdensorden, der tog sin begyndelse med afslutningen på Anden Verdenskrig i 1945, for Europas vedkommende er endegyldigt forbi.

Drømmen om et forenet Europa er stadig en illusion

Det var en orden, der blev opretholdt af USA, og det står derfor klart, at uanset hvordan begivenhederne udvikler sig herfra, er en tilbagevenden til status quo ikke mulig. Spørgsmålet for Europa bliver derfor: Hvad gør vi herfra? Og hvordan kan en sikkerhedspolitisk nyordning af kontinentet se ud?

Nedenfor følger to teser og et fremtidsscenarie, der er mit bud på udgangspunktet for diskussionen om Europa og den nye verdensorden.

1. tese: Europa er ikke en geopolitisk enhed

Efter Trumps tilbagevenden til magten er fokus i diskussionen om Europa i den nye verdensorden rettet mod nødvendigheden af, at Europa bliver en selvstændig geopolitisk aktør, placeret mellem USA og Kina. Europa bør i et eller andet omfang blive en geopolitisk enhed for at overleve i en ny og brutal realpolitisk virkelighed.

Ukrainekrigen har imidlertid vist, hvorfor dette næppe bliver tilfældet.

De europæiske staters syn på krigen og den overordnede sikkerhedspolitiske situation er tydeligt bestemt af deres geografiske placering. De nordiske og østeuropæiske stater har været de stærkeste fortalere for vestlig opbakning og involvering på ukrainsk side, mens de sydeuropæiske stater, der befinder sig længere væk fra kamphandlingerne, og som ser med større bekymring på udviklingen i Nordafrika og Mellemøsten, er mindre vokale og aktive i den ukrainske sag.

Dette er ud fra en historisk betragtning ikke overraskende. Omdrejningspunktet for Europas historie siden opløsningen af Karl den Stores rige i begyndelsen af 800-tallet er historien om adskillige stater, placeret på et mindre kontinent, i konstant konflikt og krig med hinanden.

Som følge heraf har der udviklet sig forskellige kulturer og traditioner i de enkelte lande, hvilket vanskeliggør politisk centralisering. Når dertil lægges manglen på et fælles eller dominerende sprog, står det klart, at drømmen om et europæisk imperium er overordentlig vanskelig at omsætte til en praktisk politisk virkelighed – selvom det ikke har afholdt forskellige herskere fra at forsøge gennem historien.

Der er fortsat intet, der tyder på, at Europas stater er parate til at deponere deres udenrigspolitiske handlefrihed i Bruxelles. Drømmen om et forenet Europa er stadig en illusion.

2. tese: Den historiske baggrund for den europæiske rådvildhed

Den tyske filosof Peter Sloterdijk (1947-) udtalte for nylig i Deadline på DR, at Europa i de sidste 30 år har manglet en fjende efter Sovjetunionens sammenbrud, og at det er baggrunden for den sørgelige tilstand, som Europa rent sikkerhedspolitisk befinder sig i.

Men nu er udviklingen måske ved at vende med Ruslands tilbagekomst som hovedfjende. Sloterdijk har givetvis ret i sine betragtninger, men for at forstå det fulde omfang af den nuværende europæiske krise – som ikke kun omhandler sikkerhedspolitik – er vi nødt til at bevæge os længere tilbage og skifte fokus fra Rusland til USA.

Afslutningen på Anden Verdenskrig i 1945 betød for Europa ikke kun genopbygning og blokopdeling, men også en politisk umyndiggørelse. Sovjetunionen kontrollerede fuldstændig Østeuropa, men også Vesteuropa blev underlagt sikkerhedspolitisk kontrol. Den afgørende forskel var, at den vesteuropæiske overgivelse stort set foregik frivilligt – Empire by invitation, som den afdøde norske historiker Geir Lundestad (1945–2023) formulerede det.

Fransk autonomi

USA var til at begynde med ikke villig til at overtage ansvaret for Vesteuropas sikkerhed, men i lyset af den storpolitiske udvikling i Den Kolde Krigs tidlige fase blev det også i Washingtons egen interesse at engagere sig fuldt ud og tage ansvar for skabelsen af en ny europæisk sikkerhedsarkitektur.

Denne udvikling blev overordnet positivt modtaget i Vesteuropa, ikke mindst fordi der samtidig fulgte økonomisk bistand med det sikkerhedspolitiske program.

Kun Frankrig kæmpede for at bevare strategisk autonomi under Den Kolde Krig, men heri stod Paris isoleret. Der fandtes solid militær kapacitet i Vesteuropa under styrkeprøven mellem Øst og Vest, men denne var altid underlagt overordnet amerikansk kontrol.

De europæiske stater står i de kommende år over for store sikkerheds- og indenrigspolitiske udfordringer

Europa gik fra at være krigens kontinent til – med få undtagelser – at blive fredens. Men i processen tabte Europa både uafhængighed og strategisk bevidsthed, og begge dele peger frem imod nutidens rådvildhed.

Det kan også formuleres sådan: Europa blev efter 1945 politisk umyndiggjort – i øst såvel som i vest. Hermed behøvede den europæiske offentlighed og den politiske elite ikke længere tage ansvar for eller forholde sig til stormagtspolitikken i bred forstand.

I stedet kunne kræfterne (i Vesteuropa) koncentreres om genopbygning, økonomisk integration og indenrigspolitiske problemstillinger, som varierer fra land til land.

Selvom den politiske umyndiggørelse primært omhandlede sikkerheds- og geopolitik, fandt der på baggrund heraf en gradvis forandring sted i den europæiske bevidsthed, som sivede ned gennem samfundslagene og danner baggrunden for mange af de problemstillinger, der præger de europæiske samfund i dag, og som den politiske elite ikke magter at håndtere – herunder politisk polarisering og migrationspres.

Hermed forklares også de vanskeligheder, Europa står over for i forhold til genoprustning og en større grad af strategisk selvstændighed. Imidlertid synes Donald Trump nu at have kastet terningerne, og Europa er tvunget til at krydse Rubicon og genvinde – eller genopdage – geopolitikkens glemte kunst.

Og fremtiden?

Hvordan ser en fremtidig sikkerhedspolitisk nyordning af Europa ud? Hvis den første tese, som blev præsenteret ovenfor, står til troende, kan Europas fremtid komme til at minde om Wienerkongressens verden, hvor de store europæiske magter bestemte retningen for den europæiske storpolitik.

Konkret vil det for Europa af i dag betyde, at det vil være nationer som Frankrig, Tyskland og Polen samt – uden for EU – Storbritannien og Tyrkiet, der vil sætte rammerne for storpolitikken på det europæiske kontinent.

EU vil fortsat bestå som en overordnet ramme om europæisk politik, men i modsætning til tiden efter Murens fald kan det meget vel blive et anderledes EU, der tager form i de kommende år – et EU, hvor de store stater muligvis vil tiltage sig større magt og indflydelse på bekostning af de mindre medlemslande, herunder Danmark.

Det større spørgsmål bliver, hvordan de europæiske stormagter vil forholde sig til hinanden – særligt hvis de bliver militært mere selvberoende. Jeg antyder ikke her, at fx Frankrig og Tyskland igen vil begynde at bekrige hinanden, men det kan på den anden side ikke tages for givet, at de to nationers strategiske interesser vil forblive fuldstændig ens, hvilket kan føre til spændinger i relationerne.

De europæiske stater står i de kommende år over for store sikkerheds- og indenrigspolitiske udfordringer, men som antydet ovenfor kan disse områder ikke adskilles i den konkrete politiske virkelighed.

Det amerikanske overherredømme over Europa, som tog form efter 1945, har haft en dybtgående indvirkning på alle aspekter af europæisk politik, kultur og samfundsforhold.

Europa og dets stater står for første gang i 80 år alene i en verden præget af globale stormagtskonflikter og en verdensorden under afvikling og forandring.

Spørgsmålet bliver nu, om Europa magter at skabe sin egen orden – eller endnu engang får den pålagt udefra. Spillet er i gang.