Trump
Foto: Gage Skidmore

Giv Grønland til amerikanerne

1. februar 2025
1 minuts læsetid
Vi fortsætter debatten om Grønland, hvor redaktør for Årsskriftet Critique, Christian Egander Skov, forleden forsvarede Rigsfællesskabet samt Grønlands ret til selvstændighed. Emil Juhler-Nøttrup præsenterer her det modsatte synspunkt.

Ifølge google bor der tæt på 57.000 mennesker i Grønland. Selvmordsraten er notorisk høj, alkoholisme præger store dele af samfundet.

Hvis vi skal være ærlige, er befolkningen i Grønland på mange måder en gruppe, vi har besluttet os for at ignorere – eller svigte om man vil – hvis blot de accepterer at høre under Kongeriget Danmark mod, at vi giver dem nogle penge.

Sandheden er, at USA har langt bedre forudsætninger for at skabe vækst, arbejdspladser og velstand i Grønland, end Danmark nogensinde har haft. De har økonomien og industrien til det, og så har de bevist med det, de har bygget op i Alaska, at de absolut kan finde ud af at skabe vækst, arbejdspladser og velfungerende samfund i arktisk klima.

Det betyder ikke, at jeg tror et Grønland hørende under USA fra den ene dag til den anden ville udvikle sig til det nye Alaska. I sidste ende er det jo grønlændernes eget ansvar, men forudsætningerne ville være bedre.

Og sikkerhedspolitisk må jeg simpelthen bare opfordre folk til at blive lidt mere voksne. ”Jamen de har jo allerede mulighed for at etablere militære baser, som de vil på Grønland”.

I værste fald er det en regulær løgn, og i bedste fald er det en sandhed med uendelige modifikationer. Hvis Grønland bliver en stat i USA, får USA frit spil på en helt anden måde, end de har i dag. Alt bureaukrati forsvinder øjeblikkeligt, og USA forpligter samtidig også sig selv på at skulle forsvare Grønland og grønlænderne på samme måde, som de ville forsvare et angreb mod Hawaii.

Jeg har svært ved at forstå, hvorfor så mange reagerer automatisk med anklager om storhedsvanvid fra Trump og sørgmodige fortællinger om Kongeriget Danmark. Især taget i betragtning af den sikkerhedspolitiske situation, vi befinder os i, også i Arktis.

Det er vigtigt at forstå, at vi står i den sikkerhedspolitiske mest anspændte situation siden Anden Verdenskrig, og så plaprer folk løs om amerikansk storhedsvanvid og 1864, fordi USA ønsker at sikre sig kontrollen over et område, der har en ubegribelig stor strategisk værdi.

Spørg jer selv. Hvad er bedst for Vesten, at USA får kontrollen over Grønland, investerer de nødvendige militære ressourcer, og dermed effektivt holder Rusland og Kina helt ude, eller at vi fortsætter som nu, hvor Grønlands territoriale suverænitet håndhæves af Sirius-patruljen?

Og det er langt fra kun et spørgsmål om strategiske forsvars- og militærspørgsmål. Det handler også om handel, produktionsrettigheder og meget mere.

Jeg er med på, at tristesseberetninger kommer fra et ærligt sted, og at det bliver en sorgens dag for Kongeriget Danmark, når vi mister Grønland. Men det er ingen undskyldning for at ignorere den faktiske situation, og lige nu er realiteten, at alle parter er bedst tjent med et Grønland under total amerikansk kontrol.

 

Emil Juhler Nøttrup

Emil Juhler Nøttrup er statskundskabsstuderende og podcast-vært

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 krTegn abonnement i dag for 199 kr