Vi viderebringer her med tak til Modersmål-Selskabet og deres tidsskrift Sprog & Samfund Loránd-Levente Pálfis nekrolog over den flittige sprogforkæmper Christian Nicholas Eversbusch. Christian bidrog flere gange til vores spalter og var blandt de første til at holde foredrag hos os, dengang Critique endnu var en foredragsrække på Aarhus Universitet.
De fleste mennesker er optagne af deres pensionsopsparing, vasketøjet, priserne i supermarkedet, nye lagner til soveværelset og andre trivialiteter eller åndsforladt geskæftighed. Når det går højt for sig, er de interesserede i Trump, Ukraine-krig og pesticider i grundvandet. Der er efterhånden meget få der for alvor er interesserede i åndsadel, intellektualitet, sprog, bibliofili, filosofi, idéhistorie og andre ophøjede sysler og tildragelser. Til disse få, som ikke mener at højdepunktet i tilværelsen er et nyt badeværelse eller et sommerhus, hørte Christian Nicholas Eversbusch, som jeg over en periode på 20 år har haft glæden og æren af at kunne kalde en ven.
Hvad vil det i grunden sige at være en ven? Venskab må ej forveksles med netværk, social kontakt, »likes« og følgere. Hvor de sidstnævnte forhold handler om noget funktionelt, vedrører venskab noget eksistentielt. Det er et moralsk rum, hvor vi bl.a. lærer at lytte og at udvikle dømmekraft. Venskab har en dannende funktion, det lærer os at være menneske.
Venskab står i modsætning til nutidens kult af individuel selvrealisering og minder os om at mening skabes i relation, ikke i isolation. Det er ikke alene en psykologisk eller social foreteelse—men først og fremmest én lang øvelse i nærvær, ydmyghed, hengivenhed og selverkendelse. Venskab er ikke blot socialt ønskeligt, men filosofisk nødvendigt. Det er en livsform, ikke et biprodukt af held eller kemi. Et venskab kan rumme brud uden at miste sin værdi. I en tid hvor venskab ofte nedprioriteres eller instrumentaliseres, opfordrer f.eks. filosoffen Mark Vernon til at genrejse venskabet som et eksistentielt, etisk og spirituelt ideal.
CNE voksede op i Sorø, gik på Sorø Akademi, flyttede til hovedstaden i begyndelsen af 1990’erne og blev uddannet cand.mag. i retorik (hovedfag) og tysk (bifag) fra Københavns Universitet. I de efterfølgende 20 år arbejdede han på freelancebasis som retoriker (for bl.a. Rhetor), konsulent, tekstforfatter og i mindre omfang som oversætter.
For CNE var lærdom ikke et sæt redskaber, men en fordring. Nysgerrig på verden som han var, interesserede han sig gerne og ofte for de afvigende synspunkter og var generelt skeptisk indstillet over for mainstreamholdninger—det være inden for politik, religion eller videnskab.
Han har publiceret i bl.a. Sfinx (1977ff)*, Modersmål-Selskabets årbog (1980ff), Sprog & Samfund (1982ff), RetorikMagasinet (1991ff), Rhetorica Scandinavica (1997ff), Critique (2008ff), Nomos (2003–2010), Replique (2011ff), Budstikken : nyt om dansk-nordisk sprog og sprogrøgt (2007–2009, 2018), sidstnævnte tidsskrift var han medstifter af samt medredaktør på, og i forskellige af landets aviser, bl.a. Kristeligt Dagblad, Politiken, Weekendavisen.
Desuden har han skrevet to monografier: Gruppeprocesser som syntesemetode i sundhedstjenesteforskning og teknologivurdering : en retorisk analyse (Sundhedsstyrelsen 2009) og Et forsvar for Bispebrevet og Johanne Agerskov (privattryk 2010). Førstnævnte er udarbejdet sammen med Torben Jørgensen og Eva Ulriksen Draborg; titlen turde forklare indholdet. Sidstnævnte omhandler Vandrer mod Lyset!.
Foruden at være aktiv inden for sprogpolitik (bekymret over danskens ve og vel i en globaliseret verden hvor engelsk fylder mere og mere) var CNE—nationalkonservativ af sindelag—også en ivrig samfundsdebattør og kritiker af dels den danske folkekirke, dels de store religioner: kristendom, jødedom, islam. Til gengæld lå Vandrer mod Lyset! hans hjerte nært, og han var ikke bleg for offentligt (i f.eks. dagbladene) at gå i krig med tilværelsens store spørgsmål. Det turde ikke være nogen hemmelighed at han, hvad efterlivshypotesen angår, holdt på et standpunkt der strider mod den herskende opfattelse i Vesten.
CNE havde en fantastisk humor, har aldrig manglet selvironi, var en yderst habil imitator og god til anekdoter. Var efterlivshypotesens veracitet bedre sandsynliggjort end hvad tilfældet p.t. synes at være, ville jeg ikke et sekund tvivle på at han engang i en fjern oldtid havde været en barde, en skjald, om hvem flokke samledes for at høre de mange gode historier han var så ferm til at fortælle. Hans mestring af tale, i det hele taget oralitet, kom hurtigt til udtryk i enhver kontekst—den være faglig eller social. Hans evner stod dog ikke tilbage for det skriftlige heller.
Bøgerne og ikke mindst bibliofilien fyldte meget i CNE’s liv. Da jeg første gang så hans samling, blev jeg slået af dens omfang og karakter: Omkring tre hundrede af bindene havde været igennem et bogbinderværksted i Indien, hvilket først og fremmest havde ladet sig facilitere formedelst en af brødrene i diplomatisk tjeneste. Selv telefonbogen var at finde blandt titlerne—indbundet i fint gedeskind med hæftesnore og guldprægning! Christian nærede livet langt en foragt mod alt hvad han anså for grimt.
Kendetegnende for CNE var endvidere en sendrægtighed af en anden verden; han yndede at sammenligne sig med enterne fra J.R.R. Tolkiens Ringenes herre. Om det gjaldt indtagelse af mad ved et selskab eller andetsteds, udarbejdelsen af en tekst eller punktlighed ved aftaler og sammenkomster: CNE var en sand mester i sendrægtighed. Men grundet sit generelt stærkt indtagende og hjertevindende væsen var omverdenen sjældent i stand til at bære nag. Havde der eksisteret en Nobelpris for egensindighed eller på jævnt dansk stædighed, havde CNE utvivlsomt vundet den flere gange i løbet af sit voksenliv. Men igen var hans ualmindeligt sympatiske og elskværdige facon en formildende omstændighed uden lige.
En anden disciplin CNE beherskede med glans, var faderskabet. Han elskede det—og fortalte ofte og gerne om de mange små, rørende, morsomme og stimulerende øjeblikke fra hverdagen med sin søn, Nicholas. Også her kom hans evner som imitator og historiefortæller til deres fulde ret.
Ifølge Kierkegaard er ægte venskab en tavs samstemthed i væren—en enhed i livsanskuelse, ikke nødvendigvis i meninger. Et sådant grundlag delte jeg med Christian. Vi var ikke altid enige, men genkendte hinanden i det væsentlige.
De sidste år i Christians liv var svære, efterhånden som et indre mørke tætnedes.
Hvad han efterlader, er ikke blot minder, men en fordring om at leve vågent, tale med omhu, tænke med alvor og ære det menneskelige gennem venskab, også dér hvor det bliver vanskeligt.
Noter
Praksis for tankestreger efter skribentens ønske. *Årstallene angiver det tidsspand de givne tidsskrifter har eksisteret i (de fleste udkommer fortsat), og ikke de specifikke årgange CNE har bidraget til.
Denne artikel har tidligere være bragt i Sprog & Samfund 2025/3.
