Præsten, forfatteren og fhv. folketingsmand Søren Krarup er død. Tre redaktører mindes ham.

Krarup søgte aldrig ly i kollektiver
Redaktør Anders Orris

I en forhastet dagligdag, domineret af udbredt optagelse af den begivenhed, der lige farer forbi, er der god grund til at standse op og stryge hovedbeklædningen og lade Dannebrog gå på halv.

Søren Krarup er død efter et langt og rigt liv.

Det mest beundringsværdige ved hans liv og gerning er, at han stod alene og rank, selv når stormen hev og sled i ham. Han begyndte i 1957 – i øvrigt med et svar på tiltale til en misforstået nekrolog over Harald Nielsen – og blev ved og ved.

Han søgte aldrig ly i kollektiver, havde ingen interesseorganisation, ingen skatteyderfinansiering, ingen lønnet stab af sekretærer, ingen personlig assistent. Da han mødte op som nyvalgt på Christiansborg i 2001, medbragte han sin trofaste skrivemaskine. Han havde dog en uvurderlig støtte i et menneskeligt og kulturelt rodnet, der gjorde, at han ikke segnede for uvejret.

Hans modstandere var mange og mægtige og rådede netop over redskaberne til at konsolidere hegemonisk magt. Trods dette gav Søren Krarup aldrig op. Han skrev og kørte land og rige rundt, helst i Saab’er, for at foredrage for dem, der gad lytte.

Nogle gjorde det – for Søren Krarup havde ret og slogedes for at få det. Hans betydning kan næppe overvurderes. Vi er mange, der skylder Krarup stor tak for hans livsgerning.

Det officielle Danmark gav ham ikke den anerkendelse, han fortjente. Kommandørkors eller førstegradsridder blev det ikke til, dertil var den hegemoniske magt for stor og udbredt.

Krarups liv og gerning fortjener dog også en anerkendelse, efter han er gået ud af tiden, der er hævet over sådant timeligt og materielt. Ordener skal pudses, tilbageleveres og forgår. Lad mig afrunde med disse, Krarups egne ord, fra december 1980:

Vi slås imod den tankegang, der hævder at sidde inde med en objektiv og ufejlbarlig viden om mennesker. Vi slås imod et behandlersystem, der på dæmonisk vis gør krav på at have forpagtet den absolutte sandhed og retfærdighed, og som derfor nedvurderer det enkelte menneske til at være et socialt dyr eller objekt.

Der er til syvende og sidst tale om en krig mellem luthersk kristendom, der forkynder respekten for menneskets frihed og ansvar, og en selvforgudende social religion, der i kraft af sin selvforgudelse fratager mennesket dets ansvar og dermed dets værdighed som menneske.

Ære være Søren Krarups minde.

“Synden er vores virkelighed!”
Redaktør Mikael Brorson

Jeg ville egentlig have drukket et glas rødvin, for i aften er der pasta på menuen. Men rødvinen er blevet skiftet ud med en whisky, det føltes mere i den rette ånd – for Søren Krarup er død.

Søren Krarup kom til at få enorm indvirkning på mit eget liv. I hans forfatterskab mødte jeg som ungkonservativ gymnasieelev ikke bare idépolitisk tænkning af højeste karat og polemisk veloplagt opgør med tidsånden. Jeg mødte også en kristen forkyndelse, som helt ændrede min livsbane. Min oprindelige interesse for kristendommen drejede sig om dens samfundsmæssige betydning og var politisk motiveret. Men hos Søren Krarup lød en kristendomsforkyndelse, der ville mig noget – her stod jeg under tiltale. Havde det ikke været for Søren Krarups forfatterskab, var jeg aldrig endt med at studere teologi.

Det fortæller jeg ikke, fordi jeg forestiller mig, at min personlige omvendelseshistorie er af almen interesse. Snarere fortæller jeg det, fordi mange i dag vil tænke, at en stor idépolitisk tænker er død. Det er utvivlsomt også tilfældet – og den opfattelse er ikke mindst blevet forstærket af, at Søren Krarup som redaktør af Tidehverv (1984-2012) ofte er blevet set som en skikkelse, der gav det teologiske tids- og stridsskrift en politisk drejning. Derfor forbindes han i dag måske særligt med sin tid som folketingsmedlem for Dansk Folkeparti.

Men for mig er det først og fremmest en stor teolog, som nu er død. Søren Krarups hele tænkning var gennemført teologisk, og hovedtanken var altid opgør med afgudsdyrkelse af enhver art. Det gjaldt ikke mindst Søren Krarups politiske virke, som altid var et teologisk opgør med tidens politiske afguder: marxismen, kulturradikalismen, demokratismen.

Men også Søren Krarups eksplicit teologiske arbejde var af høj kvalitet – hvad man alt for ofte har overset. Særligt Loven (1980) fik stor gennemslagskraft, men også i Præstens prædiken (1971) og Synd tappert! (1990) møder man Søren Krarups i ordets bedste forstand enfoldige og vedkommende kristendomsforkyndelse.

Jeg læser med jævne mellemrum i Søren Krarups Den kristne tro. Katekismus for voksne (1995) til personlig opbyggelse. Det samme vil jeg gøre i aften. Her er den tanke, som gennemtrænger alt, at “synden er vores virkelighed” (som Krarup har udtrykt det andetsteds) – og at vi derfor må leve vores syndige liv på Guds nåde. Den Gud, som elsker syndere og bærer dem i sin hånd, i livet – og i døden.

Ære være Søren Krarups minde.

Usamtidige ord til tiden
Redaktør Christian Egander Skov

For nogle år tilbage udgav historikeren Mikael Jalving en bog, som bar titlen Søren Krarup og hans tid. Nu er Søren Krarup død. Hans tid er nu ovre, sådan som det er bestemt for os alle. Men hvilken tid! I en artikel fra 1968 karakteriserede journalisten Mogens Berendt den dengang 30-årige Søren Krarup som ”en reaktionær maskinskytte, en ensidig drabant eller en kristen samfundsrevser, der kom i sidste øjeblik.”

Indeholdt i den vurdering er identifikationen af noget usamtidigt. Som om dette faktisk ikke var den unge Krarups tid. Som om han måske var kommet for sent til sin egen tid. Som om den allerede var afsluttet, da han trådte ind i den offentlige debat.

Men tiden skulle vise, at Krarup ikke hørte en anden tid til, men var sat netop i denne tid, fordi der var noget, der skulle siges. I det fremskridtsbegejstrede årti, som gav os velfærdsstaten og det moderne Danmark var det måske svært at tænke sig, men selv den mest himmelstormende tidsånd har brug for at blive sagt i mod. Eller måske netop den.

Vi var mange, der årtier efter hørte denne usamtidige prædiken som et ord netop til os og vores tid.

Det gjaldt i høj grad for os, der var unge konservative fra midten af 00’erne og frem. Vi der var børn ikke af 60’ernes optimisme, men af 90’ernes og som havde oplevet en tidsånd, der tog pusten fra os og gjorde os afmægtige, mens den stædigt hævdede, at vi var blevet givet alt magt i himmel og på jord.

Og så gik tiden. Men for mig personligt var der vel aldrig nogen, der kom op på siden af den indflydelse, hans ord havde haft på mig, dengang da jeg slog øjnene op og opdagede, at det meste af det, vi troede på var kulisser og at snoretrækkene var næsten synlige om ikke for det blotte øje, så for det skærpede blik.

Det var Krarups fornemmeste opgave at berøve os vores illusioner.

I en verden, hvor kristendommen havde sluppet sit favntag, sivede religion ind alle steder. Guds tid var måske ovre, men tiden var blevet den nye Gud.

Krarups konservatisme kunne kaldes reaktionær, fordi den reagerede. Den var modsigelse, og fordi en sandhed, der gør krav på at være absolut, absolut ikke tåler nogen modsigelse, var Krarup forargelse.

Jeg tror, at når boet skal gøres op efter Krarup, vil dette træk stå som den vigtigste idépolitiske arv: den dybe skepsis, den endnu dybere vantro, som vi kalder kristendom. Det var en tro på Gud og en tvivl på mennesket i en tid, der havde vendt op og ned på netop det forhold.

Det opbyggelig var der dog. I det konkrete og det nære, i den folkelighed, han kendte, men også skrev frem og måske selv stod i fare for at gøre til en abstraktion, sådan som det altid er faren, når det konkrete bliver til et slagord og når det givne ikke længere er nået, folk har, men først skal gives.

Alle disse modsætninger står vi tilbage med. Derfor er ordet levende og det sidste ord aldrig sagt, selvom Krarups myndige rust nu endelig er forstummet.

Ære være hans minde