Dansk er, hvad dansk gør?

Argumenter mod (især dansk) deskriptivisme i sprogforskningen
30. maj 2026
8 minutters læsetid
Kan sprogforskning nøjes med at beskrive sproget, eller følger der altid et ansvar med? I denne artikel går Loránd-Levente Pálfi i rette med den danske deskriptivismes forestilling om værdineutralitet og argumenterer for, at også ikke-indgriben er et normativt valg.

I dansk sprogvidenskab og sprogpolitik hersker der i dag en påfaldende konsensus: sprogforskning bør være deskriptiv, værdineutral og ikke-indgribende. Normative overvejelser afvises ofte som uvidenskabelige, reaktionære eller politisk suspekte. Denne radikaliserede deskriptivisme fremstilles ikke blot som én mulighed blandt flere, men som det eneste rigtige. I det følgende fremsætter jeg ni argumenter, der tilsammen viser, hvorfor positionen er både selvmodsigende, naiv og videnskabeligt problematisk.

Parentesen i artiklens undertitel er ikke tilfældig: Deskriptivisme praktiseres også andre steder i verden, men sjældent så konsekvent og militant som i Danmark. I realiteten er der tale om en intellektuel overreaktion: en perverteret deskriptivisme, der har udviklet sig til dogmatik, og som i sin angst for normer har opgivet både ansvar, dømmekraft, sammenhæng og videnskabelig selvrefleksion. Kritikken retter sig mod den dominerende faglige selvforståelse, sådan som den kommer til udtryk i bl.a. autoritative beskrivelser, undervisningspraksis på især de højere læreanstalter, normafvisende diskurser og officielle sproglige anbefalinger i Danmark.

1. Biodiversitet og bevaringsansvar: et normativt-teleologisk argument

I biologien anses det for indlysende, at registrering ikke er nok. Ingen seriøs biolog ville hævde, at det er videnskabeligt formålstjenligt blot at dokumentere, at arter forsvinder. Biodiversitet forstås som en værdi, der forpligter til handling. Hos de danske deskriptivister ser vi derimod det modsatte: sproglig variation hyldes i abstrakt form, mens konkrete tab—aftagende bøjningskompleksitet, ordforrådsmæssig forarmelse, udjævning af stilleje, domænetab, osv.—affejes som uundgåelige eller regnes ligefrem for ønskelige.

Hvorfor er det legitimt at tale om bevaring af økosystemer, men illegitimt at tale om bevaring af sprog? Sprog er et naturligt, artsbåret fænomen, men i modsætning til biologiske arter er dets overlevelse uløseligt knyttet til institutionelle, politiske og kulturelle betingelser. Netop derfor kan sproglige tab ikke reduceres til naturlig forandring uden samtidig at frasige sig ansvar. At beskrive sproglig erosion uden at spørge, om noget bør bevares, svarer til at føre artsregnskab over en skovbrand og kalde det videnskabelig redelighed.

Det er den norsk-amerikanske sprogforsker Einar Haugen (1906–1994), der i bidraget ‘The Ecology of Language’ i en essaysamling med samme titel (s. 325–339, Stanford University Press, 1972), introducerede begrebet language ecology for at gøre opmærksom på, at et sprogs skæbne ikke afgøres af dets interne struktur, men af de samlede betingelser i det sproglige økosystem.

Sprog udfolder sig altid i samspil med institutioner, magtforhold, uddannelsessystemer og prestigehierarkier. Sproglig overlevelse er derfor ikke et naturgivent forløb, men et resultat af konkrete prioriteringer: hvilke former der undervises i, normeres og gives legitimitet, og hvilke der marginaliseres eller fortrænges. Laden stå til er ikke neutralitet, men accept af de eksisterende strukturer og deres konsekvenser. Passivitet er en form for handling og må ikke forveksles med videnskabelig nøgternhed.

I bogen Language Death (Cambridge University Press, 2000), specielt i kapitlet ‘Why should we care?’ (s. 27–67), argumenterer den britiske sprogforsker David Crystal (f. 1941) for, at sproglig mangfoldighed har egen værdi analogt med biologisk mangfoldighed. Ikke fordi alle sprog er lige nyttige eller lige gode, men fordi hvert sprog repræsenterer en unik måde at være i verden på; at væsne på, som den tyske filosof Martin Heidegger (1889–1976) ville have sagt. Sprog bærer lokal biognostisk viden, historisk erfaring, kulturelle praksisser, som ikke uden videre kan oversættes eller rekonstrueres, når sproget først er dødt. Et tab er irreversibelt. Pointen er ikke romantisk, men epistemisk. Crystal afviser forestillingen om, at lingvistikken kan nøjes med dokumentation, og legitimerer tværtimod aktiv bevaring og normativ indgriben som et ansvar snarere end et ideologisk valg.

2. Påvirkning af genstanden: et epistemologisk argument

Den deskriptive lingvistik hævder at beskrive sproget, »som det er«, og mener at kunne gøre sligt uden at påvirke genstanden. Det er en naiv forestilling. Sproglige beskrivelser cirkulerer ikke i et vakuum. De internaliseres i undervisning, ordbøger, medier, offentlige institutioner, bliver performative og resulterer i konkrete ændringer i sprogbrugen. Når bestemte former udlægges som »naturlige«, og kritik af dem latterliggøres som pedanteri, ændrer mennesker adfærd. Beskrivelsen producerer den virkelighed, den foregiver at registrere. Dermed kollapser forestillingen om neutralitet: det, der kaldes deskription, fungerer i praksis som normproduktion, blot uden eksplicit ansvarstildeling.

At benægte denne effekt er ikke ydmyghed, men epistemologisk blindhed. Jf. hertil f.eks. den canadiske filosof og videnskabsteoretiker Ian Hackings skrifter, bl.a. ‘Making up people’ (The Science Studies Reader, ed. by Mario Biagioli, Routledge 1999, pp. 161–171), hvor han undersøger selvmordsstatistikker. Hackings pointe er ikke, at fænomenet selvmord er »opfundet« i betydningen opdigtet, hans pointe er, at når mennesker klassificeres, reagerer de på klassifikationen.

I selvmordseksempelkonteksten sker der følgende: 1) Myndigheder, læger og statistikere indfører kategorier; 2) disse cirkulerer i offentligheden; 3) mennesker begynder at forstå deres egen lidelse gennem dem; 4) nogle begynder at handle på måder, der passer ind i kategorierne. Hacking formulerer det således: »People spontaneously come to fit their categories.« Ikke grundet tvang, propaganda eller ubevidst tilpasning, men formedelst det, han kalder dynamic nominalism: at navngivning og praksis vokser sammen. Den mekanisme, Hacking beskriver, er strukturelt identisk med den, der gør sig gældende i sproglig klassifikation.

3. Dokumentarismens problem: et metodologisk argument

Mange, der har set naturdokumentarer, ved, at dyr opfører sig anderledes, når kameraet er til stede. Ingen etolog ville forveksle dokumenteret adfærd med autentisk adfærd. Anderledes forholder det sig ikke med mennesket, som immervæk også er et dyr. Alligevel efterlader moderne lingvistik ofte det indtryk, at sproget ikke »opfører sig«, når det observeres. Korpusdata, interviews og optagelser behandles, som om de giver direkte adgang til »sproget, som det er«. Sproglig praksis under observation er reaktiv: informanter og sprogbrugere justerer ordvalg, stilleje, intonation og andet, mens korpora typisk indeholder redigeret, bearbejdet og institutionelt filtreret tekst.

Når sådanne data uden videre bruges til at legitimere normopløsning og marginale former, hviler konklusionerne på et metodisk skrøbeligt grundlag. Dette har været alment kendt blandt sprogforskere siden i hvert fald den amerikanske lingvist William Labov (1927–2024) formulerede observatørens paradoks i Sociolinguistic Patterns (University of Pennsylvania, 1972). Også den internationalt anerkendte sociolog Erving Goffman (1922–1982) har beskæftiget sig med dette aspekt, nemlig interaktion, i flere af sine bøger.

4. Domæner og funktion: et pragmatisk-funktionelt argument

Sprog er ikke ét homogent system, men en samling funktionsbundne domæner: hverdagstale, undervisning, jura, forvaltning, videnskab, litteratur, etc. Hvert domæne stiller forskellige krav til bl.a. præcision, stabilitet og entydighed. Den deskriptive dogmatik har en tendens til at udviske disse skel. Former, der fungerer udmærket i uformel samtale, legitimeres uden videre i sammenhænge, hvor de skaber tvetydighed, støj, direkte misforståelser eller andre problemer.

Normer reduceres i den deskriptive diskurs til magtmisbrug i stedet for at blive forstået som funktionsbetingede nødvendigheder eller funktionelle redskaber. Det er ikke frisind, men principløs uansvarlighed forklædt som tolerance. Jf. hertil bl.a. den britiske lingvist Michael A.K. Halliday (1925–2018), f.eks. monografien Explorations in the Functions of Language (Edward Arnold 1973), og den østrigske psykolog Karl Bühler (1879–1963), Sprachtheorie (G. Fischer, 1934).

5. Implicit normativitet: et realpolitisk-institutionelt argument

I praksis vurderes sprog hele tiden: i skolen, på universiteter, til eksamen, i ansættelsesprocesser, redaktionelt arbejde, offentlig kommunikation, osv. Vurderinger ophører ikke, fordi man ideologisk fornægter normer. I stedet kommer man uforvarende til at skabe et system, hvor bedømmelse sker uden eksplicitte kriterier. Bedømmelsen vil simpelthen løsrive sig fra begrundelsen og blive uigennemsigtig. Man dumper, fravælges, vrages, ansættes, tilvælges, korrigeres, roses, ses ned på, etc. uden klare kriterier. Det er ikke magten, der forsvinder, men ansvaret. Normfornægtelse fører ikke til neutralitet, men til vilkårlighed.

Ønsker man at fordybe sig i mekanismer og bagvedliggende årsager til institutionel rationalitet, vil især den tyske samfundsteoretiker Max Webers (1864– 1920) Gesammelte Aufsätze zur Religionssoziologie (bind 1–3, 1920–1921) være nyttig, men endnu bedre er faktisk studiet af den amerikanske retsfilosof Lon F. Fullers (1902–1978) lille bog The Morality of Law (Yale University Press,1964): Denne analyse af lovens indre moral viser, at normer ikke nødvendigvis er udtryk for magt eller ideologi, men kan være funktionsbetingede forudsætninger for, at et system overhovedet virker.

Krav som klarhed, stabilitet og offentlighed er ikke moralske idealer, men proceduremæssige betingelser. Overført til sproget betyder det, at sproglige normer i bestemte domæner—jura, forvaltning, videnskab—ikke er vilkårlige indgreb i sproglig frihed, men nødvendige redskaber for præcis og ansvarlig kommunikation. At reducere sådanne normer til magtmisbrug er derfor forfejlet.

6. Selektiv normativitet: et ideologikritisk argument

Den danske deskriptivisme fremstiller sig gerne som normkritisk, men er i praksis kun kritisk over for normer, der ikke deles af den dominerende ideologi, dvs. den selv, samt frænder. Når vurderinger understøtter bestemte politiske eller kulturelle positioner, anvendes de uden tøven. Når de ikke gør, delegitimeres de som reaktionære, undertrykkende eller uvidenskabelige. Normer afvises ikke som sådanne, men monopoliseres. Resultatet er ikke normfrihed, men ideologisk énsretning forklædt som metodisk neutralitet. Jf. hertil min kritik af Jens Normann Jørgensen og Pia Quist i Hermes : Journal of Language and Communication Studies (2009, no. 43, pp. 315–322).

7. Danmark som særtilfælde: et komparativt-empirisk argument

Den danske position fremstilles ikke alene som videnskabeligt uomgængelig, men også som internationalt progressiv. I realiteten er den et særtilfælde snarere end en norm. Frankrig, Island, Tyskland, Ungarn, Polen, Litauen og mange andre demokratier kombinerer deskriptiv forskning med eksplicit sprogpolitik og normativ praksis. At alternativer findes—og fungerer institutionelt—gør det vanskeligt at hævde, at den danske model er en metodisk nødvendighed snarere end et lokalt ideologisk valg. Når sammenlignelige samfund opererer med andre modeller, uden at det fører til et videnskabeligt sammenbrud, kan det næppe hævdes, at valget i Danmark skyldes en epistemologisk fordring. Se hertil f.eks. antologien Er dit modersmål okay? (2. udg., 2018) redigeret af Lise Bostrup og Loránd-Levente Pálfi.

8. Begrebsinflation: et analytisk-begrebskritisk argument

Når centrale termer som variation, stilleje og dialekt udvides ad absurdum, mister de forklaringskraft, og så kan intet længere analyseres eller kritiseres. F.eks. når variation ej længere kontrasteres med norm eller fejl, når stilleje omfatter enhver mikroskopisk variation, og når dialekt dækker alt fra regionale systemer til individuelle afvigelser. Noget sådant er ikke teoretisk rummelighed, men analytisk opløsning. Det er et klassisk problem i videnskabsteorien.

Den østrigsk-britiske filosof Karl Popper (1902–1994) har gentagne gange understreget, at begreber og teorier må være tilstrækkeligt afgrænsede til at kunne kritiseres; ellers immuniseres de mod indvendinger, hvilket gør falsificerbarhed umulig og placerer dem uden for videnskabens domæne. Den tyskfødte matematiker og logiker Rudolf Carnap (1891–1970) har tilsvarende vist, at begrebsklarhed ikke er en luksus, men en forudsætning for rationel analyse, og at begreber i øvrigt ikke er naturgivne størrelser, men redskaber, som vi mennesker selv sliber til ved åndskraftens føje. Når sprogforskningen opgiver skellet mellem variation og norm, undergraver den sit eget begrebsapparat.

9. Historisk blindhed: et historiografisk-kritisk argument

At sproglige klager ikke er et nyt fænomen, fremhæves ofte som et argument imod at tage dem alvorligt. Men at en problemstilling er gammel, gør den ikke irrelevant. At mennesker før os har bekymret sig om sproget, er ikke et argument imod at gøre det nu. Tværtimod forudsætter enhver historisk sammenligning, at man tager højde for kontekst og begrebsindhold. Som den britiske politolog og idéhistoriker Quentin Skinner (f. 1940) har vist i ‘Meaning and Understanding in the History of Ideas’ (History and Theory 1969, årg. 8, nr. 1, s. 3–53), kan historiske udsagn ikke uden videre løsrives fra deres intentionelle og institutionelle sammenhænge og bruges som nutidige argumenter.

Og som Reinhart Koselleck (1923–2006), en af hovedkræfterne bag monumentalværket Geschichtliche Grundbegriffe: Historisches Lexikon der politisch-sozialen Sprache in Deutschland (Klett-Cotta, bind 1–9, 1972–1997), har demonstreret i sin begrebshistoriske forskning, ændrer centrale begreber betydning over tid. At påberåbe sig fortidens sproglige klager (ovenikøbet uden nogen analyse af, hvad der faktisk blev ment med »sprog«, »fejl« eller »norm«) er derfor ikke historisk indsigt, men retorisk dovenskab.

Afslutning

Ovenstående kritik er ikke et forsvar for autoritær præskriptivisme, men et opgør med forestillingen om, at deskriptivisme kan være værdifri. Artiklen har søgt at vise, at ikke-indgriben ej er neutralitet, men et normativt valg med vidtrækkende konsekvenser: bl.a. epistemiske, metodologiske, institutionelle og kulturelle. Når normer fornægtes i princippet, genopstår de i praksis—administreret, håndhævet og sanktioneret, men uden eksplicitte kriterier, uden ansvar og uden åbenhed.

Et alternativ til den danske deskriptive dogmatik er ikke at vende tilbage til sproglig autoritarisme, men at anerkende, at sprogforskning og sprogpolitik uundgåeligt opererer med valg, prioriteringer og funktions­betingede normer. I mange andre sprogsamfund (jf. argument nr. 7) kombineres deskriptiv forskning med eksplicit normativ praksis. Overordnet set, når regnskabet gøres op, er dette i realiteten en de-facto-proskriptivisme (sensu Henning Bergenholtz): ikke som ideologi, men som ansvarlig praksis.

Artiklens sigte har ikke været at foreslå et færdigt normsystem, men at vise, at man ikke kan frasige sig normer uden samtidig at frasige sig ansvar. At nægte at tage stilling er også en stillingtagen—blot uden at stå ved dens konsekvenser. En sprogforskning, der vil tages alvorligt, må ikke blot beskrive sprogets forandringer, men også turde tage stilling til konsekvenserne—og acceptere det ansvar, der uundgåeligt følger med.

Aktualisering

Det er bemærkelsesværdigt, at regeringen sammen med SF og Det Konservative Folkeparti netop har fremlagt et politisk udspil, Sprogpakke 1, som søger at imødegå nogle af de problemer, der skitseres i denne artikel. For første gang i omkring 60 år synes der at blæse nye vinde i dansk sprogpolitik. Hvilke konsekvenser dette vil få, må tiden vise.

Epilog

David Favrholdt (1931–2012), som i filosofiprofessor Søren Harnow Klausens nekrolog (Berlingske Tidende, 18. december, 2012, sektion 1, s. 27) fik skudsmålet »den indtil videre sidste danske filosof af betydning som havde udviklet sin egen filosofi og mente at kunne give definitive svar på de store filosofiske spørgsmål« har engang været ude for den kritik, at det skulle være »uprofessionelt« at henvise til f.eks. 50 eller 100 år gamle kilder eller argumenter i en aktuel (videnskabelig) debat. Hertil svarede han: Sandheder forældes ikke. Skulle nogen, der læser nærværende artikel, gå i samme tanker som hin kritiker, tillader jeg mig at henvise til nævnte svar.

Loránd-Levente Pálfi

Loránd-Levente Pálfi

Loránd-Levente Pálfi (f. 1981) er leksikograf, forfatter, freelanceoversætter og indeksør. Han har bl.a. udarbejdet Leksikon over ordbøger og leksika (2. udg., Frydenlund 2011); desuden er han forfatter eller medforfatter af mere end 130 bidrag i nationale såvel som internationale tidsskrifter og bøger.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr