Ursulas analyse: Der skal ikke ses til højre

Åh, denne skønne septemberdag. Efter en kølig morgen viser Solen sig atter, og alt tegner fredeligt og godt.

Eller det vil sige: Det gør det overhovedet ikke. For Europa står midt i en kamp. Det er ikke mine ord, det er Ursula von der Leyens ord. Hun står i spidsen for Europa-Kommissionen, og hun har netop holdt den årlige tale om unionens status, ve og vel.

Jeg har læst – og hørt – talen, så De slipper, og her er et par nedslag fra en tale, der var mere krigerisk end vanligt.

Naturligvis kom vi vidt omkring i talen. Der var selvros for at have fjernet bureaukrati (ja, De læste rigtigt). Der var forslag om, at EU skal have en boligpolitik, så der bl.a. kan komme flere studieboliger. Der var var forslag om en stærk »Child guarantee« mod børnefattigdom. Det var løfter om statsstøtte til den europæiske stålindustri. For nu at nævne et par tilfældige nedslag.

Mere enhed – et velkendt budskab

Der var et billede, der gik igen på tværs af alle de mere eller mindre eksotiske forslag til nye og spændende EU-politikker og ditto støtteordninger: Europæernes udfordringer er store, og vi må sande, at vi står foran Europas uafhængighedsøjeblik.

Og ikke nok med det: Det er EU’s ophøjede mission at sikre denne europæiske uafhængighed. Således von der Leyen.

Europa har stået over for mange udfordringer gennem de seneste år – fra corona til genopbygning til forsvar og videre til støtten til Ukraine. Men ifølge Europa-Kommissionens leder har EU løftet disse opgaver. »Europe stood united and made it,« som det så tydeligt blev sagt.

Det er der måske nok mere end én mening om. For det første medførte corona og genopbygningen en uhørt gældsstiftelse, som man stadig ikke har overblik over at håndtere.

For det andet er EU’s forsvarsvilje – både på egne og Ukraines vegne – vist noget mere ujævnt fordelt, end kommissionen og von der Leyen giver udtryk for.

For det tredje er det så langt fra et overstået kapitel med EU’s akutte udfordringer med svag konkurrenceevne og dermed dalende økonomiske magt.

EU skal være uafhængigt – af sine medlemslande

Alt det ved von der Leyen godt. Derfor handlede talen også om noget andet. Den handlede om Ursula von der Leyens tanker om, hvordan EU – og her skriver jeg med vilje ikke Europa – kan blive mere uafhængig.

Naturligvis fra Kina, Rusland og andre skurke, men også fra USA – og måske endnu vigtigere: Fra sine egne medlemslande.

Europas udfordringer er så store, at de nødvendiggør et EU, der står fælles og kan tage fælles beslutninger og har fælles finansiering og så fremdeles.

Målet? Et langt mere centraliseret EU med større økonomiske muskler – ikke mindst til at gældsætte sig på medlemslandenes vegne – og en central styring af sikkerheds- og måske endda forsvarspolitikken.

Og det synes mere akut end nogensinde at nå dertil, var det reelle budskab.

»Unity between Member States. Unity between EU institutions. Unity between the pro-European democratic forces in this House,« som det så poetisk blev fremført af von der Leyen.

Og det budskab er jo sådan set velkendt. Det er i al fald fremført i disse »state-of-the-union«-taler før.

Kritik af Israel, ingen kritik af Hamas

Der sneg sig dog også et par andre nævneværdige ting ind i talen.

For det første gik en stor del af taletiden med krigen i Ukraine. Om konkrete menneskeskæbner. Om behovet for at støtte ukrainerne. Om Europas behov for at investere i eget forsvar. Og om kommissionens planer for alt det.

Men der var også andre lande, der pådrog sig opmærksomhed. En større union er en sikkerhedsgaranti, lød argumentet – og konklusionen var derfor også, at EU naturligvis skal være større. Von der Leyen gik endda så vidt som at kalde det »the next reunification of Europe«.

Samtidig blev der brugt en del tid på at tale om konkurrenceevne og behovet for et mere smidigt EU.

At de ting – ønsket om et større EU og langt mere føderaliseret EU og ønsket om et mere konkurrencedygtigt EU med mere smidig (og mindre) regulering – næppe lader sig balancere i virkelighedens verden, er en anden historie.

Vi skulle naturligvis også forbi tidens store svøbe, nemlig konflikten i Gaza.

Her er det kommissionens tilgang, at Israel skal straffes, mens der skal oprettes en palæstinensisk donororganisation. Kommissionspræsidenten glemte vist i farten overhovedet at nævne Hamas. Det kan man så tænke lidt over.

En mere vovet tilgang til føderaliseringen?

Det er ikke helt uinteressant, at von der Leyen i sin tale så direkte kaster sig over nye og spændende politikområder, som EU ellers ikke tidligere har brugt megen krudt på.

Jeg nævnte selv tre af dem i indledningen: Boligpolitikken, socialpolitikken og industripolitikken.

Det kan virke som ligegyldigheder for mange. Men tilsammen fremmaner disse ting et billede af en kommission, der synes mere villig end hidtil til at teste grænserne for føderaliseringen.

Boligpolitik har aldrig været et EU-område. Socialpolitik har man skubbet på for længe, men tankerne i von der Leyens tale er meget konkrete og potentielt meget indgribende. Hvad betyder en EU-garanti mod børnefattigdom i praksis?

Statsstøtte har traditionelt været noget, man i Bryssel og omegn aktivt modarbejdede og forsagede med syv kors for brystet. Nu er det et redskab til mere EU-styring af industrien og økonomierne på tværs af medlemslandene.

Og jo, kommissionen har alle dage og til alle tider presset på for at føderalisere mere.

Men det er nyt, at man så åbent og så direkte kaster sig over områder, som enten implicit eller eksplicit er uden for EU’s fangarme, når man læser traktaterne.

En kommission, der har valgt side?

At von der Leyen vælger denne strategi er bemærkelsesværdig.

Der er i Europa-Parlamentet et fint flertal til højre side – men de udviklingstendenser og den tilgang, som talen er udtryk for, er næppe noget, der vækker begejstring ret langt til højre for midten i plenarsalen.

Ja, von der Leyen sagde selv helt åbent, at hun og hele kommissionen er klar til at »styrke det pro-europæiske og demokratiske flertal«.

Det kan man stensikkert lægge flere ting i, men det er lige så stensikkert også noget, der vil få en hel del parlamentarikere i salens højre side til at løfte et øjenbryn eller to.

Og det burde vi andre måske gøre sammen med dem.

Der kommer næppe flere stemmer til »det pro-europæiske demokratiske flertal«, hvis man – som talen og dens prioriteter giver udtryk for – lader hånt om den kritik af EU og EU’s udvikling, der er, og som stod ganske stærkt allerede ved det forrige valg til Europa-Parlamentet.