I onsdags var det #soteu-dag. Det er en stor ting nede i Bryssel og omegn, men da De, kære læser, sandsynligvis ikke aner, hvad jeg taler om, skal jeg løfte sløret: SOTEU er ”State of the European Union” – en årlig tilbagevendende begivenhed, hvor Europa-Kommissionens formand giver en slags status på EU og alt deromkring.

Ligesom når amerikanske præsidenter holder deres ”state of the union”-tale, eller lidt ligesom når statsministeren første tirsdag i oktober åbner Folketinget med en redegørelse over ”rigets almindelige stilling og de af regeringen påtænkte foranstaltninger”, som det så fint står i Grundlovens § 38.

Nå, men det var altså i onsdags, at Ursula von der Leyen kunne holde denne tale. Den sidste af slagsen for hende i denne omgang i øvrigt; der er jo – som De stensikkert allerede nu forbereder dem på i spænding – valg til Europa-Parlamentet næste forår, og derfor skal vi også have en ny kommission. Måske med en ny præsident – hvem ved?

En tam omgang?

Uanset hvad var talen altså en slags svanesang fra den nuværende Europa-Kommission. Og helt grundlæggende var talen derfor også mestendels en noget kedelig oplistning af de ting, som Kommissionen mener at kunne tage æren for. Det spændte lige fra at have reddet os fra COVID19 og galopperende energipriser til at have sikret EU en plads forrest i det digitale kapløb og at have banet vejen for en grøn omstilling, der både redder planeten og gør os rigere.

Samtidig fremlagde von der Leyen en ambition om at reducere de europæiske virksomheders rapporteringsforpligtelser med 25 procent. Det kan der næppe være mange, der er imod, men det synes omvendt at gå lidt imod netop de mange sejre, hun ellers fremhævede.

Ursula von der Leyen glemte nemlig behændigt at nævne, det i disse tider vælter ud fra reguleringsmaskinen med krav om bæredygtighedsrapportering i alle tænkelige og utænkelige afskygninger og under mange navne – CSRD, taksonomi for bæredygtige investeringer, afskovningsforordning og så fremdeles.

Talen i onsdag var derfor også lidt en tam omgang, har flere konstateret. I netmediet Altinget konkluderede den der huserende europaanalytiker eksempelvis, at talen var ”lidt til alle, men ikke for meget til nogen”. Den analyse er nok ret præcis. Den afgående kommissionsformand forsøgte at holde alle glade, for hun er nemlig kandidat til sit eget job, og så er det jo såre uklogt at gøre folk alt for sure på forhånd.

Kun et praktisk spørgsmål

Men selvom talen generelt ikke var særlig konkret, er den stadig værd at bide mærke i. Ursula von der Leyen talte således ganske ublu om vejen mod et langt mere føderalt EU. Hun slog f.eks. fast, at EU både skulle udvides med flere lande, og at integrationen skulle være dybere.

Og vigtigere: At de to ting ikke er hinandens modsætninger, men skal ske samtidig. Det peger entydigt i retning af en union med flere flertalsafgørelser og mere smidige beslutningsprocesser på flere områder – nok også de mere omstridte.

Og vigtigere endnu: Ursula von der Leyen pegede på, at dette naturligvis skulle ske gennem traktatændringer – det er jo sådan, den slags sker. Men hun understregde også, at ”we cannot – and we should not – wait for Treaty change to move ahead with enlargement”. Og det lille forbehold er faktisk slet ikke en lille ting.

Ursula von der Leyen konkluderede nemlig, at Unionen pragmatisk skal omstilles til at kunne håndtere 30+ lande som medlemmer – især når det kommer til unionen ”capacity to act”. Altså til at tage beslutninger. Og i forlængelse af dette skal man naturligvis se nærmere på, hvordan de europæiske institutioner fungerer – og hvordan de finansieres.

Udvidelser og tilpasning af forfatningslignende beslutningsstrukturer er øjensynligt praktiske udfordringer, der skal håndteres.

Hvad Europa-parlamentarikerne drømmer om

Dette er selvsagt ret vidtgående tanker. Men de er omvendt overhovedet ikke overraskende, og det interessante er derfor heller ikke, at disse argumenter overhovedet blev fremført. Den slags tanker er vel udbredte i omegnen af Berlaymont-bygningen, hvor Europakommissionens har til huse.

Næ, det interessante er, at dette argument blev fremført i en tale, som primært karakteriseres som et ukonkret forsøg på at indynde sig så bredt som muligt blandt Europaparlamentets grupperinger.

Det ligger implicit i denne situation, at det åbenbart bredt i Europa-Parlamentet anses som almindeligt og aldeles ukontroversielt at fremføre argumenter om hurtige udvidelser og ”praktiske” tilpasninger af EU’s beslutningsstrukturer og institutioner. Hele situationen siger derfor måske mere om modtagerne end om afsenderen. Og det er i øvrigt de modtagere, du kan stemme på næste forår. Det bør du ikke glemme.