Hvad skal du mon opleve, hvor bør du rejse hen, hvor kan du indtage et godt måltid? Udprægede sommerferietids-overvejelser, og Savoir-vivre-redaktionen har lykkeligvis gode anbefalinger parat. Redaktionen ønsker en glædelig sommer, der, uanset om det regner eller er stegende varmt, er garanteret et DR- og TV 2-bombardement af besværgende påstande om »ekstremvejr« og »klimaforandringer«, og er tilbage til efteråret med flere anvisninger til givende oplevelser.
Oplevelse: Moloch – En fortælling om mit raseri på Teatret Svalegangen
En slagen mand sidder udmattet i hjørnet af et lille, klaustrofobisk rum. Rummet er malet i en kvalm, okkergul farve, og kun ganske få ting står spredt derinde: Kamillete, elkedel, anlæg, pessimist par excellence Arthur Schopenhauers hovedværk Verden som vilje og forestilling – og et jagtgevær. Man véd aldrig, hvornår man får brug for et jagtgevær.
Manden er Martin Ringsmose, stedet er Teatret Svalegangen, og her fremfører Ringsmose på mesterlig, monologisk vis Søren R. Fauths langdigt, der bærer samme titel som teaterstykket. Det er en inderlig, i ordets egentlige forstand patetisk, fortælling om en mand, hvis kone forlader ham for en anden. Og om raseriet, sorgen, jalousien og smerten, der følger med.
Ringsmose må hele vejen igennem balancere på en knivsæg. Han må undgå at forfalde til det latterlige og føleriet, men må samtidig ikke lade ironien trække alvoren ud af stykket. Og tilmed må han indimellem dyppe tåen i begge dele, tillade publikum et lille åndehul af ironi eller et smil på læben af det latterlige, som også hører raseriet til: »GID JEG VAR EN STENURT!«
Det gør han til UG, og dermed stiller stykket et afgørende spørgsmål til alle os, som ikke har den glæde at være en stenurt: Er smerten, raseriet og lidelsen en undtagelse, som vi må udstå, indtil de måske en skønne dag forsvinder? Eller er de udtryk for mennesketilværelsens inderste lov?
M.S.B.
Rejsemål: Sydtyrol – Autonome Provinz Bozen – Südtirol
Hverken Tyskland, Østrig eller Italien – noget for sig selv. Sådan er Sydtyrol. Tankevækkende tror nok de fleste, der henkastet spørger, hvor ferieturen mon går hen, at Sydtyrol er i Østrig. Trods det at Sydtyrol er i dét Italien, sydtyrolerne nyder udstrakt autonomi fra, og som stedvis, distancerende-bevidst betegnes »Staatsgebiet« af radioens nyhedsoplæser. Man er ikke meget for dét.
Det er fordi Sydtyrol er alt det bedste fra de førnævnte stater. Man taler tysk – som danskere kan eller burde have lært, i hvert fald hvis man har været forskånet for den førhen fortrinlige danske tyskundervisnings afgrundsdybe forfald de seneste, vel ti-femten år. Her hersker germansk flid og orden, uden pillenhed. Udpræget livsglæde. Bjergene knejser hvidtoppede, floder klukker gennem flere byer, andre steder glimter lysblå søer. Klimaet er mildt og lunt, luften er frisk.
Køkkenet er ligeledes alt det bedste fra det tysksprogede rum og Italien. Hvem skulle tro, at Schlutzkrapfen smager pragtfuldt? Godt øl, god vin og så veltilberedt kaffe, hvilket rettelig udpræget bør tilskrives den italienske toning.
Man bør opleve de små, velordnede bjerglandsbyer – nærværende forfatter holdt til i Villanders – hvor man kan glæde sig over det ene vue efter det andet, og den stemning af sej, modstandsdygtig hjemmegroethed, der trives her. Man finder sig ikke i alt muligt, slet ikke politiske påhit, og regionalavisens brevkasse vejleder gerne i, hvordan man får trækprocenten pålignet en gennemsnitsindkomst ned fra 26 til 16 procent.
En del af de medferierende, hjemmehørende i forbundsrepublikken, holder også ferie fra deres hjemlands tiltagende degeneration, og de nyder den sydtyrolske mentalitet så meget, at de bliver samtalende og hjertelettende i uhørt omfang. Kun gemytligt.
Afslutningsvis anbefales udflugter til den pragtfulde by Meran, ærgerligt nok bedre kendt med et påhæftet -o, som blomstrer smukt i al sin billedskønhed og ubestridelige elegance. Sydtyrol har den store fordel, at man – lig franske Vaucluse, som spalten her skal vende tilbage til engang – kan anbringe et midtpunkt i provinshovedstaden Bozen (Bolzano) og inden for en cirkel af 50 kilometer har oplevelser nok til flere håndfulde ferier.
A.O.
Gastronomi: Svostrup Kro
I kroopholdets selvbillede lurer klichéerne altid faretruende; med løfter om pusterum, afbræk, afslapning, ro, eller, hvis vi nærmer os det uhyggelige spaophold, velvære og refleksion.
Heldigvis findes der steder, hvor man kan undslippe de Instagram-kuraterede opholds herredømme, og møde noget andet. Sådan et sted er Svostrup Kro.
»De gamle skal mindes og de unge skal lære« – der står næppe et brandingbureau bag Svostrup Kros usædvanligt normative motto, og det kendetegner kroen som helhed. Her møder vi den danske madkultur ikke som stegt flæsk med ramsløg og grillet agurk, men som mørbradgryde, stjerneskud, lune pandekager og regnbueis.
Ikke som vores pastelfarvede drøm om gamle dage, men som at spise middag hos sin farmor.
Man kan være bekymret for, om Svostrup Kros kompromisløse gammeldagshed er under pres. Der er tiltag som grønne menuer, og der sniger sig franske ord ind i menukortet. Med tiden bliver alt den samme gennemsnitlige pærevælling.
Men indtil videre bør man besøge stedet for både stemning og køkken.
R.P.