Otte ud af landets 10 biskopper vil tone rent flag og opfordrer regeringen til at presse Israel til at stoppe krigen i Gaza øjeblikkeligt. Men deres pressemeddelelse rejser flere spørgsmål end den giver svar.

Hvis man vil kritisere Israels krig i Gaza skal man altid starte med at sige noget om proportionerne. Det er nærmest blevet en form for præludium, der sikrer, at koret ved at musikken spiller rigtigt.

Biskopperne bag pressemeddelelsen af 17. juni forsømmer naturligvis heller ikke denne hævdvundne praksis. Man har endda givet det plads i overskriften, for så ved alle jo klar besked om sagen.

Nuvel, med proportioner kunne der hentydes til proportionalitetsprincippet i lovene om civiliseret krigsførelse. Det er jo ofte blevet nævnt og næsten lige så ofte misforstået i debatterne om krigen i Gaza.

Men det er ikke det, biskopperne mener (selvom det i den misforståede form nok kan have ligget i baghovederne). Som pressemeddelelsen er udformet må det betyde proportioner sådan helt generelt.

Proportions-flosklen

Overskriften lyder, at krigen som sådan har »passeret alle rimelige proportioner.« Hvis man ikke vidste bedre, kunne man tro, at der så var appel til begge parter i konflikten. Men det er heller ikke tilfældet.

Man husker godt nok lige at nævne, at Hamas gerne må frigive gidslerne. Men ansvaret for at bringe krigen tilbage i de rette proportioner (hvad end biskopperne så mener, det er), påhviler alene Israel, og det er så pressemeddelelsens sigte at opfordre den danske regering og diverse organisationer til at presse Israel i den retning.

Hvordan skulle forholdet mellem antallet af dræbte civile og kombattanter have været, før biskopperne var tilfredse?

Man mener simpelthen, at Israel har forsvaret sig for meget, for længe eller forkert.

Men det rejser selvfølgelig spørgsmålet: I forhold til hvad? Hvornår eller hvor passerede man alle de rimelige proportioner? Påberåbelsen af proportionaliteten er meningsløs uden sammenligningsgrundlag – og i dette tilfælde endda helt uden nogen sammenligning overhovedet.

Hvordan skulle forholdet mellem antallet af dræbte civile og kombattanter have været, før biskopperne var tilfredse? Hvor mange flere kiloton nødhjælp skulle der have været bragt til Gaza?

Biskopperne appellerer til regeringen for at hejse korset og Dannebrog i fredens sag, men det som stiger til tops er et bekvemmelighedsflag.

Eller omvendt: Hvor mange flere kvinder og børn skulle Hamas have dræbt, voldtaget og brændt, eller hvor mange flere militære installationer skulle de have angrebet, før Israels forsvar og gensvar var proportionalt efter biskoppernes smag?

Horribelt og mareridtsagtigt at tænke på i sig selv, men ikke desto mindre relevante spørgsmål, eftersom man i pressemeddelelsen mener at kunne udmåle samtlige krigens proportioner.

Det er forståeligt, at en pressemeddelelse af denne type ikke kan være det samme som en fyldig kronik, men uden i det mindste at angive eller antyde hvilke eller hvilken alen man måler efter, hjælper man ikke engang sit eget ærinde.

Biskopperne appellerer til regeringen for at hejse korset og Dannebrog i fredens sag, men det som stiger til tops er et bekvemmelighedsflag.

Internationale krav og kraftige protester

Det samme gør sig desværre også gældende i resten af biskoppernes meddelelse. Det meste af den fælles holdningstilkendegivelse drukner i uklarheder.

Det er fuldt forståeligt og yderst agtværdigt at man forfærdes over den akutte nød og opfordrer til varig fred og forsoning! Men hvorfor pakke det ind i en opfordring til at »lægge pres på den israelske regering«?

Det giver kun mening, hvis man mener, det er samme israelske regering, som står i vejen for freden og lindringen af nøden. Men pressemeddelelsen giver intet svar på, hvorfor eller hvordan biskopperne er kommet til den konklusion.

Man henviser til »mange internationale krav« og »støtter de kraftige protester«. Men hvad er det?

Der er krav til Israel om at indstille krigshandlingerne, og kravene er mangfoldige og internationale.

De grønsorte gardister og deres skiltebærende klakører har siden 2023 protesteret og i flere tilfælde også hærget og chikaneret bygninger og borgere i adskillige af verdens storbyer, og kan dermed beskrives som både kraftige og internationale, men det er vel næppe det, biskoppernes mener?

Der er også mere formelle internationale organisationer som Amnesty International og tredjepartsstater som Sydafrika, der har kritiseret Israels ageren i krigen. Men igen, hvilke krav og anklager er det egentlig, man hentyder til?

Omvendt er der også internationale organisationer som UN Watch, der har påpeget, at der krigen igennem er bragt store mængder nødhjælp fra Israel til Gaza, og at der er store uklarheder i påstandene om at det modsatte skulle være tilfældet.

Når der ikke gives anden forklaring, må man antage, at biskopperne har følt sig kaldede til at tage det ret sjældne skridt, som en fælles pressemeddelelse er, fordi kravenes internationale karakter og protesternes kraft på en eller anden måde har overbevist dem om nødvendigheden heraf.

Men hvor stiller det dem, eller rettere sagt, os, som pressemeddelelsen skal have appel til? Danske borgere, politikere og regering, medlemmer af Folkekirken eller kristne i det hele taget?

Der er selvfølgelig stadig det ubesvarede spørgsmål om, hvorfor og hvordan danske biskopper udmåler legitimitet og proportioner i en krig i Mellemøsten. Men derudover står vi så tilbage med en erklæring om egen forfærdelse og en uklar tilkendegivelse om, at Israel bærer et større og eneafgørende ansvar, og at det skal regeringen så gøre noget ved.

Kristen zionisme og luthersk kristendom

Pressemeddelelsen berør også det, man måske kan kalde de mere religiøse anliggender. Og for de fleste synes det måske mere relevant og påtrængende, givet hvem afsenderne er. Men også i dette tilfælde er der en del tilbage at ønske.

Biskopperne »afviser den såkaldt kristne zionisme, der bruges som religiøs understøttelse af illegale bosættelser og fordrivelse af ikke-jøder fra de palæstinensiske områder.«

Det er et yderst relevant emne at tage op. Men netop derfor må man også spørge, hvorfor biskopperne kun har brugt to linjer på det, og igen uden nogen videre forklaring.

Kristen zionisme er en samlebetegnelse for opfattelser indenfor kristendommen, hvori det jødiske pagtsforhold til Gud i forhold til landet Israel også har direkte betydning for den kristne eskatologi – og som følge deraf også for den kristnes gudsforhold. Kortest muligt udtrykt.

Et eksempel kunne være en kristen zionist der tror, at Jesu genkomst er betinget af eller forbundet med jødernes hjemkomst til Israel, eller oprettelsen af et tredje tempel i Jerusalem.

Det er en opfattelse, som især trives i protestantiske kredse i USA, og der er mange som drager paralleller til den moderne israelske stat og derfor også til den aktuelle konflikt.

Når nu biskopperne udtaler sig så kraftigt og i fællesskab, kunne lejligheden passende have været brugt til at forklare og tydeliggøre, hvad kirken mener om det. Eller hvad de lutherske teologers syn på sagen er. (For mange kristne danskere og medlemmer af Folkekirkens vedkommende er det formentlig første gang, man overhovedet hører udtrykket kristen zionisme.) Her havde man en reel mulighed for, om ikke at sætte en hegnspæl, så dog at sige noget relevant.

Men det gør man ikke. Som pressemeddelelsen er udformet, er anken mod den kristne zionisme alene at den understøtter bosættelser, som biskopperne mener, er illegale, og bruges til at fordrive ikke-jøder fra palæstinensiske områder.

Det er meget væsentlige kritikpunkter i sig selv, men fordi biskopperne ikke forklarer det teologiske perspektiv, og ikke begrunder deres synspunkter om bosættelser, konflikt og krigsførelse, så er der stadig ingen, som er blevet klogere.