Ifølge overleveringen skulle Igor Stravinskij på et tidspunkt have sagt om Antonio Vivaldi, at »han ikke komponerede 400 koncerter, men komponerede den samme koncert 400 gange«. Der kan være noget om snakken, ikke blot for Vivaldis koncerter, men måske også for hans operaer og for mange værker fra barokken i det hele taget, hvor genbrug og selvplagiat var en integreret del af datidens komponisthåndværk.

Man kunne for så vidt også sige dets samme om de moderne komponister, af hvem Stravinskij skulle blive regnet som en af de første; eller for den sags skyld om store dele af den rytmiske musik fra Bob Dylan og Johnny Cash til Fear Factory, Lab-4 og Astral Projection: Det lyder ens for de uindviede.

Det er hos Boccaccio, vi hører om den dydige Griselda, om hvem Dioneo beretter i Dekamerons sidste dags sidste historie; en historie Vivaldi godt 400 år senere skulle sætte i toner i 1735. Den fattige hyrdedatter Grisleda tages til ægte af markisen Gualtieri af Saluzzo, om hvem Boccaccio lader Dioneo berette, at han »hverken havde kone eller børn og derfor brugte al sin tid på falke og anden jagt og ikke gjorde sig nogen som helst tanker om at tage sig en kone eller få børn, og som derfor måtte betragtes som en meget klog mand«.

Gualtieri tager sig alligevel den dydige Griselda til ægte og beslutter sig for at teste hendes dyd og lydighed på grusom vis. Hun adlyder ham i alt, selv da han beder hende udlevere sine børn for på skrønt at lade dem dræbe. Efter hun har udstået alt dette, findes hun værdig til at være hans hustru. Moralen? Den er formuleret direkte af Dioneo selv til dem, der skulle være i tvivl:

»Kun at der selv i fattige huse regner guddommelige ånder ned fra himlen, ligesom kongelige huse besøges af ånder, som ville være mere værdige til at vogte svin end til at herske over mennesker«.

Dette synes overset i programmet til Det Kongelige Teaters aktuelle opsætning af Vivaldis opera, hvor der gøres en hel del ud af at pege fingre af forlægget, der præsenteres som »en ganske forfærdelig fortælling«, og som derfor kræver et nyt blik og en moderne iscenesættelse »til vor tid« med fokus på vold i parforhold etc. I programmet fremhæves således en undersøgelse, der viser, at 4,5 % af de adspurgte kvinder og 2,4 % af de adspurgte mænd har erklæret, at de har været udsat for mindst én form for fire former for vold i hjemmet (fysisk, psykisk, seksuel eller økonomisk misbrug) i løbet af det forgange år.

Med den slags udtalelser i programmet var det lidt af en overraskelse, at Béatrice Lachaussées iscenesættelse viste sig at være en af de mest traditionelle, jeg mindes at have set på det kongelige teater længe. Og vigtigere: Amber Vandenhoecks scenografi fungerede glimrende. Den bestod i det væsentlige af nogle store romerske buer i marmorlignende materiale, der hensatte scenen i en klassisk stemning, måske til nød Roms EUR-bydel, hvor marmorbuerne kunne give mindelser om »Det Firkantede Colosseum« – men så giver jeg også bagklogt af programmet de scenografiske intentioner en god portion velvilje. Et par moderne skulpturer var der også blevet plads til. Men helhedsindtrykket er alt andet »moderne«. Den lovede fokus på problemer i det moderne parforhold, genkendte jeg heller ikke i opsætningen.

Glen D’haenens havde leveret et stemningsfuld lysdesign, særligt ved scenerne i ødemarken. Tilmed var der en gennemført scenografisk ide, nemlig at de klassiske former blev tilsløret af klæde efterhånden som Griseldas fornedrelse tager til, og hun til sidst er næsten nøgen (kun iført en særk) i det tilsvarende næsten nøgne scenerum, hvor hun er blevet kastet ud i ødemarken som en brugt genstand. Herefter samles de klassiske former langsomt igen til vi når til den store forbrødring til sidst. Læg hertil nogle flotte kostumer af Anja Vang Kragh.

Hos Vivaldi er historien flyttet fra Norditalien til Grækenland (Thessalien); og der er tilføjet en lille håndfuld ekstra personer og en intrige, hvilket lidt skader den kraft, der ellers ligger i Boccaccios historie, der har en næsten bibelsk simplicitet. Til gengæld er der så plads til flere sangere, der kan vise deres vokale evner frem, hvilket Det Kongelige Teater heldigvis havde forstået at udnytte.

Kong Gualtieri/Gualitiero blev fint gestaltet af den amerikanske tenor Terrence Chin-Loy, hvis distancerede fortolkning af partiet vel passede glimrende til fyrsten og hans rolle, men desværre også blev lidt kedelig på trods af en ellers flot stemme. Heldigvis kom der ægte følelse og indlevelse frem i den store arie til sidst samt i terzetten med Constanza og Griselda.

Så faldt den tyske sopran Marlene Metzgers glimrende fortolkning af ridderen Ottone bedre i min smag. Ottone er en de personer, der ikke findes hos Boccaccio, men som tilføjer en intrige, da han er forelsket i den dydige Griselda. Stykkets dramatiske højdepunkt kommer, da Gualtiero som den sidste prøve beder Griselda ægte Ottone. Uanset jeg godt kunne have ønsket mig lidt mere spændvidde i udtrykket – det var svært for mig at høre forskel på Ottone, der havde lidt det samme udtryk, hvad enten han var forelsket, hadefuld eller hævngerrig – var der en imponerende, smittende kraft i Metzgers fortolkning. Navnlig til sidst i 1. del, hvor hun sendte os til pause med et par velplacerede koloraturer, der udløste et fortjent bifald.

Bedst på scenen var den pragtfulde Noa Beinart, der sang titelpartiet med sin formidable alt, den mørkeste stemme på scenen, med et fantastisk udtryk, der var gennemarbejdet helt ned til næsten den mindste takt. Stadig dog passende afdæmpet med indre glød, som det sømmer sig for den dydige Griselda.

Det unge modstykke til Griselda er Constanza, Griseldas datter, der sendes væk og foregives at være død for herefter at vende tilbage som rivalinde i kærlighed. Sopranen Mari Eriksmoen fik ganske meget ud af dette parti og lod passende ubehersket følelserne sidde helt uden på tøjet. Værkets højdepunkt var scenen mellem hende og Griselda, hvor de næsten genkender hinanden som mor og datter.

Hun fik godt selskab af den unge elsker Roberto, der blev sunget indlevende af kontratenoren Christopher Lowrey med en flot, fyldig stemme med ungdommelig, maskulin kraft. Også kontratenoren Ray Chenez fik meget ud af det lidt mindre parti som kongens fortrolige, Corrado, der blev fortolket lyst og levende og med påfaldende intensitet.

Den største bedrift var dog orkestrets, der vanen tror ved barokopførelser på Det Kongelige Teater bestod af Concerto Copenhagen under Lars Ulrik Mortensen, som sørgede for en ganske alsidig tolkning af musikken, der gjorde hånt om Stravinskijs udsagn gengivet ovenfor. Der var fin dynamik, temposkift og markant fremhævelse de forskellige instrumenter. I indledningen til scenen i ødemarken mellem Ottone og Griselda lød musikken næsten moderne og langt fra noget, der mindede om barok.

Det er første gang Det Kongelige Teater opfører en opera af Vivaldi. Jeg håber ikke, at det bliver den sidste; for Griselda er fremragende opera.

Antonio Vivaldi, Griselda. Libretto af Apostolo Zeno, revideret af Carlo Goldoni. Det Kongelige Teater, Gamle Scene, den 4. maj 2025.

Referencer

Forestillingens hjemmeside: https://kglteater.dk/det-sker/sason-20242025/opera/griselda

Elisabeth Linton, Endelig Vivaldi (programindlæg)

Béatrice Lachaussée, En iscenesættelse til vor tid (programindlæg)

Jørgen Hansen, Operakomponisten Vivaldi (programindlæg)

Mariann Sejer, Griselda – idealkvinde, underkuet eller stærk og selvstændig (programindlæg)

Giovanni Boccaccio, Dekameron på dansk ved Thomas Harder, 2019

En glimrende indspilning af Griselda er udgivet på Naxos med Opera in Concert/Aradia Ensemble under ledelse af Kevin Mallon. Kan købes hos imusic.dk: https://imusic.dk/music/0730099621120/vivaldi-huhtanen-mcmurtry-nedecky-newman-2008-griselda-cd