Varme hveder. (KI)

Giv os varme hveder og en folkeafstemning

15. maj 2025
4 minutters læsetid

Fredag den 26. april 2024. Sikkert ikke en dag, De husker for noget særligt, kære læser, men lad mig lette hukommelsen for Dem: Hin fredag var store bededag. Med tryk under »var«.

Bededagen i 2025 falder fredag den 16. maj. Som en almindelig hverdag, thi den verdslige magt slog til med arbejdsudbudshammeren og afskaffede sidste år denne »extraordinarie Bede-Dag«, der ellers havde været en særlig dansk tradition siden den blev indført ved en kongelig forordning af Christian V. i 1686 efter en initiativrig biskop i Roskilde havde foreslået at rydde lidt op i den kirkelige kalender.

Hvis De f.eks. på grund af tiltagende arbejdspres ej heller længere kan huske, hvorfor denne skønne majdag ikke længere må bruges til at dyrke bod og bedring – og familien, fællesskabet og naboerne i kolonihaven – så lad mig også her friske Deres hukommelse op: Argumentet for afskaffelsen var, at danskerne skulle arbejde mere, fordi statskassen led under de store udskrivninger, der måtte forventes til forsvaret af Riget. Russerne går jo heller ikke hjem, fik vi også senere forklaret.

Der var med andre ord behov for flere hænder ved samlebåndene og kontorerne, hvis vi skulle have råd til at forsvare Danmark, det danske fællesskab og de danske traditioner – som f.eks. netop en århundredegammel og særlig dansk helligdag…

At vi allerede dengang kunne læse, at arbejdsudbudseffekten af bededagsmassakren af stort set alle andre end Finansministeriet blev anset som minimal grænsende til det ligegyldige, og at vi i 2025 kan læse nyheder om, at den danske statskasse reelt ikke længere har nettogæld, og at det finanspolitiske råderum er vokset og vokset og vokset og vokset gennem de senere år – det taler vi ikke om.

Her skal det nemlig handle om noget helt andet. Det skal handle om Grundloven, thi hele bededagsaffæren siger – desværre – rigtig meget om danske politikeres syn på benævnte lov og det parlamentariske demokrati og dets grænser i almindelighed.

Helligdage er kirkens anliggende – ikke regeringens

Lad os begynde fra toppen: Det er ikke regeringen, der fastsætter de danske helligdage. Det er Folkekirken. Og ifølge Grundlovens § 4 skal staten understøtte kirken og ikke decideret modarbejde den, som man jo gjorde med dette indgreb. Og ifølge Grundlovens § 66 skal folkekirkens forfatning ordnes ved lov – en lov, som aldrig er lavet (af mange årsager).

Pointen er, at helligdage pr. definition er et folkekirkeligt anliggende, men blev alligevel noget der kunne afskaffes hen over hovedet på Folkekirken.

Kirkeministeren fik Dronningen til at underskrive en kongelig resolution i forlængelse af hvilken, der blev udstedt en kort bekendtgørelse af kirkeministeren. Derefter vedtog Folketingets flertal – dvs. regeringspartierne – en almindelig lov, der regulerede konsekvenserne af den afskaffede helligdag. I øvrigt en hidsig debat, hvor ingen af regeringens ordførere følte sig kaldet til at forsvare dette ellers yderst omstridte indgreb fra Folketingets talerstol.

Så alt foregik – vil de fleste jurister nok konkludere – efter bogen, og der er selvfølgelig ikke tale om grundlovsbrud. Den slags findes af politiske årsager nærmest ikke i Danmark (hvilket er et selvstændigt problem, vi må gemme til en anden gang) – men det som minimum en meget frisk tolkning af hensigten med reglerne i Grundloven.

Og det er den første konklusion, vi (også) her kan drage: Danske politikere er benådet med en grundlov, der ikke trækker mange eller særlige tydelige streger i sandet for deres ageren. Det stiller så meget desto større krav til os som borgere – og endnu vigtigere stiller det så meget desto større krav til, at magtbalancen mellem statsapparaturets forskellige aktører holdes ved lige. Men også her fejler vi.

Folketingets selvvalgte impotens

Man skal nok lede længe i historiebøgerne efter et indgreb, der var mere upopulært og mødte mere modstand på tværs af snart sagt alle samfundsgrupper. Fra biskopper til fagbevægelse. Fra SF til De Konservative. Fra de økonomiske vismænd til almindelige, dødelige danskere. Fra Cepos til Enhedslisten.

Den brede modstand skyldtes naturligvis, at der var tale om et ret vidtgående indgreb. Men ingen havde talt om et sligt indgreb i den på dette tidspunkt for nyligt forudgående valgkamp – alligevel blev bededagen afskaffet som noget af det første efter valget helt uden forudgående debat og forhandling.

Ja, faktisk afslog man direkte forhandlinger om alternativer. Til gengæld var lovforberedelsen forhastet, da man f.eks. kun gav syv dages høringsfrist på lovforslaget om reguleringen af konsekvenserne ved afskaffelsen.

Det var slet og ret at snyde på den demokratiske vægt.

Og den slags bør have konsekvenser. Ikke kun i form af et ramaskrig i offentligheden – som vi så – men også parlamentarisk: Man kunne forvente, at oppositionen ville gøre brug af denne mulighed for at svække en ellers historisk stærk flertalsregering, for at hævde sin ret som politisk institution og for at sikre en magtbalance.

Man kunne således have gjort brug af de parlamentariske redskaber, man nu en gang har. Ikke mindst i Grundlovens § 42. Stk. 1 heri lyder:

»Når et lovforslag er vedtaget af folketinget, kan en tredjedel af folketingets medlemmer indenfor en frist af tre søgnedage fra forslagets endelige vedtagelse overfor formanden begære folkeafstemning om lovforslaget. Begæringen skal være skriftlig og underskrevet af de deltagende medlemmer.«

Man kunne altså have sendt bededagsloven til folkeafstemning. Det var ganske givet, at det ville have medført lovens fald. Opbakningen hertil i befolkningen var ikke til at tage fejl af.

Og sagen var helt oplagt til en folkeafstemning. Bededagssituationen var nemlig nærmest 1:1 den situation, som Grundlovens bestemmelse om folkeafstemninger var designet til. I 1953 skrev forfatningskommissionen således følgende om netop § 42:

»Regler om folkeafstemninger tilsigter i første række at sikre mod, at en regering, navnlig når denne hviler på et rent flertal i rigsdagen, søger at gennemføre nye vidtrækkende love, om hvilke man ikke har sikkerhed for, at de har et flertal i befolkningen bag sig. Muligheden for folkeafstemning vil tillige kunne bevirke, at der i rigsdagen søges skabt et bredere grundlag for de enkelte lovforslags gennemførelse.«

Folkeafstemninger skulle bruges, når der var bred modstand i både Folketinget og i befolkningen. Og det var der. Folkeafstemninger skulle især bruges, når man stod over for en flertalsregering. Og det gjorde man. Og folkeafstemninger skulle have den præventive effekt, at man tvang regeringen forhandlingsbordet – i dette tilfælde om andre arbejdsudbudsreformer. Og det skete så ikke.

Frygten for folkeafstemninger

Man turde nemlig ikke. Der kunne ikke samles 60 folketingsmedlemmer, der ville sende bededagsforslaget til folkeafstemningen. Kun den mærkeligste del af venstrefløjen og DF (og det dengang parlamentarisk eksisterende Nye Borgerlige) tog i denne situation det parlamentariske demokrati alvorligt nok.

Blandt de partier, der måske en gang ser sig selv i en regering, blev afvisningen omvendt næsten en kunstart, da man på den ene side omtalte bededagsdrabet som et voldsomt og unødvendigt indgreb, der på ingen måder var i overensstemmelse med folkeviljen – og på den anden side ikke ville gøre brug af de magtmidler, man faktisk havde for hånden.

Og argumentet var det tyndest mulige: Man frygtede, at det ville skabe præcedens for flere folkeafstemninger. Med det argument opløste man reelt sine egne muligheder for at gøre brug af det redskab også i fremtiden: Hvis man ikke kan og vil med den klarest tænkelige sag, der er i fuldkommen og entydig overensstemmelse med tankerne bag Grundloven, hvornår vil man så?

Svaret er selvfølgelig: aldrig. Dermed har Folketinget selv besluttet at gøre sig selv impotent over for både denne og kommende regeringer. Magtbalancen blev ødelagt, Folketinget blev taberen.

Og vi andre må længes efter vores kære bededag, når vi står ved samlebåndet.

Morten Jarlbæk Pedersen

Morten Jarlbæk Pedersen

Morten Jarlbæk Pedersen er cand.scient.pol., ph.d. og far til tre. Til dagligt arbejder han med politisk-strategisk rådgivning af virksomheder.
Til aarsskriftet-critique.dk skriver han om rammerne for politisk handling i form af institutioner, økonomi og jura.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr