For 25 år siden stemte vi om dansk tilslutning til euroen. Til trods for at euro-tilhængerne sad med alle esserne på hånden, tabte de afstemningen. Det giver os i dag, hvor USA vil overtage Grønland, en mulighed, som kan blive aktuel, skriver månedens kronikør, fhv. folketingsmand Frank Dahlgaard, der var med i forreste linje dengang, og kæmpede for at fastholde vores nationale valuta.
Vi danskere praler ofte med, at vi har et velfungerende demokrati, men har vi nu også det? Her, hvor vi runder 25-årsdagen for folkeafstemningen om euroen, kan der være grund til at gøre status over én af de mest pinlige episoder i det danske folkestyres historie.
De økonomiske eksperter i banker, pensionskasser og forsikringsselskaber, som køber og sælger værdipapirer for milliarder af kroner på kundernes vegne, troede ikke et øjeblik på euro-tilhængernes skræmmekampagne om hvor galt det ville gå med dansk økonomi, hvis der blev stemt nej til euroen.
Det handler netop om folkeafstemningen 28. september 2000. Her blev der fra euro-siden benyttet metoder, som ikke er et demokrati værdigt: Med trusler, pression, fortielser og løgne fik man lukket munden på de fleste af dem, som ønskede at holde fast i den danske krone. Og vil man bibeholde den danske krone-valuta, så må man jo stemme nej til at indføre euroen.
Det gjorde et flertal af vælgerne da også: 53,2 pct. stemte nej til euroen.
Kollapset der udeblev
Så skulle man vel jo tro, at kurserne på danske værdipapirer ville falde kraftigt på Børsen dagen efter afstemningen. Det var jo, hvad alle de »kloge« og »ansvarlige« politikere i regering og Folketing havde forudset. Men det skete ikke. Tværtimod: Kurserne på danske aktier steg, og det samme gjaldt obligationerne, så renten faldt.
Der er kun én forklaring på dette: De økonomiske eksperter i banker, pensionskasser og forsikringsselskaber, som køber og sælger værdipapirer for milliarder af kroner på kundernes vegne, troede ikke et øjeblik på euro-tilhængernes skræmmekampagne om hvor galt det ville gå med dansk økonomi, hvis der blev stemt nej til euroen.
De var imidlertid blevet bedt om at holde deres mund af deres topchefer i finansverdenen. Det lå i luften, at de ville risikere deres job og karriere, hvis de skabte tvivl om, at euroen var det rigtige valg. Så de valgte at tie stille.
25 gode år for dansk økonomi
Nu er der gået 25 år siden der blev stemt nej til euroen Og der er i dag almindelig enighed om, at det går enestående godt med dansk økonomi: Danmark har høj beskæftigelse og en meget lav arbejdsløshed – i modsætning til f.eks. de to store eurolande, Tyskland og Frankrig.
Danmark har historisk store overskud i samhandelen med udlandet, og udlandsgælden er for længst forvandlet til meget store tilgodehavender i udlandet. Det går i øvrigt også godt for Sveriges økonomi. Svenskerne stemte nogle år efter danskerne også nej til euroen.
Alle de økonomiske ulykker, som de såkaldte »økonomiske eksperter« forudså, viste sig aldrig. Den Danske Banks cheføkonom forudsagde kort før folkeafstemningen i september 2000, at med et nej til euroen ville det koste 150 milliarder kroner i formuetab for danske aktie- og husejere. Det skete bare ikke. Huspriserne er steget og steget, og de danske aktier har klaret sig klart bedre end aktierne i andre land. Røde ører i Den Danske Bank.
Udenlandske investeringer
Også de danske statsfinanser er i topform med store overskud og et stadig voksende »råderum«. Inflationen er igen lav efter Ruslands invasion i Ukraine, renten er lav, den danske valutabeholdning er enorm, og kronen er bomstærk i forhold til euroen. Og sidst, men ikke mindst: Danskerne er blevet mærkbart rigere de sidste 25 år.
Alle spådomme om Danmark som »et arbejdende frilandsmuseum« (erhvervsmanden Asger Aamunds udtryk), hvor ingen fra udlandet ville investere i Danmark, hvis vi sagde nej til euroen, er for længst gjort til skamme.
det viste sig, at jeg var den eneste i folketingssalen, som havde læst vismandsrapportens konklusioner! Så jeg blev en flittig debattør på Folketingets talerstol, hvor euro-ordførerne blev godt og grundigt ydmyget af en løsgænger.
Faktisk gik der kun få måneder efter euroafstemningen, før den store amerikanske medicinal-gigant, Biogen, valgte at bygge en stor fabrik ved Hillerød. Den skulle forsyne hele det europæiske marked med en række mediciner. På journalisternes spørgsmål, om hvorfor man valgte et land uden for eurozonen og ikke f.eks. Holland eller Irland var svaret:
Det er helt underordnet. Den danske arbejdsstyrke er veluddannet og disciplineret, og der er sjældent strejker i Danmark. Derfor har vi valgt Danmark. Det var dengang den største enkeltinvestering fra udlandets side i Danmark. Der var røde ører på Slotsholmen og blandt finansverdenens topchefer. Og da renten siden begyndte at stige, steg den faktisk mindre i Danmark end i andre lande.
Vismænd med integritet
Der var dog nogen, som regeringen og det store flertal af euro-tilhængere i Folketinget ikke kunne lukke munden på, men de fleste af dem var gamle, som f.eks. den fhv. socialdemokratiske økonomiminister Ivar Nørgaard, den konservative advokat Kristian Mogensen og den radikale, fhv. minister Aase Olesen. Disse personer kunne ikke rammes af euro-tilhængernes trusler på grund af deres alder. Det var personligheder, man ikke kunne lukke munden på.
De Økonomiske Vismænd lod sig imidlertid ikke skræmme. Vismændene offentliggjorde deres halvårsrapport 17. maj 2000 – godt fire måneder før den fastsatte dato for euro-afstemningen. Her skrev vismændene i et kapitel om euroen, at »alt-i-alt er fordelene ved at afskaffe kronen til fordel for euroen små og usikre«.
Det var en torpedo fra den højeste økonomiske sagkundskab mod regeringens europolitik. Statsminister Poul Nyrup Rasmussen og finansminister Mogens Lykketoft var rasende, især Lykketoft gik helt amok.
Jeg var dengang konservativ løsgænger i Folketinget og deltog i den forespørgselsdebat om euroen, som netop begyndte en halv time efter at vismændene havde offentliggjort deres rapport. Jeg gik ud fra som en selvfølge, at i hvert fald Venstres og Socialdemokratiets økonomer havde orienteret deres ordførere om vismandsrapporten.
Men det viste sig, at jeg var den eneste i folketingssalen, som havde læst vismandsrapportens konklusioner! Så jeg blev en flittig debattør på Folketingets talerstol, hvor euro-ordførerne blev godt og grundigt ydmyget af en løsgænger.
Den folketingsdebat, som skulle have været en triumf for regeringen og eurotilhængerne, var før frokostpausen kørt helt af sporet.
Da Poul Nyrup Rasmussen-regeringen i foråret 2000 udskrev folkeafstemningen til afholdelse 28. september, viste meningsmålingerne et stort og komfortabelt flertal for euroen.
Men så gik debatten i gang, og i juni var regeringens euro-flertal helt forduftet. Så skærpedes tonen i debatten, og man valgte at køre en skræmmekampagne om økonomisk nedsmeltning, hvis flertallet stemte nej.
Det blev jo et nej, men der indtraf ikke nogen økonomisk krise. Tværtimod.
Kampen om kronen
Euro-siden sad med alle esserne på hånden, men tabte alligevel. Til trods for at man rådede over regeringsmagten og et stort flertal i Folketinget. Stort set alle massemedierne støttede eurosiden, både fagforeningerne og arbejdsgiverne samt erhvervslivets organisationer støttede euro-siden.
Det samme gjorde finansverdenens topfolk, herunder også Nationalbankens topdirektør Bodil Nyboe Andersen – tænk at ville afskaffe den valuta, man er sat til at værne om! – og så tabte man alligevel. Et større politisk nederlag har man vel ikke oplevet i det danske folkestyres historie.
I bogen »Kampen om kronen«, der udkom for fem år siden, på 20-årsdagen for folkeafstemningen på forlaget Notat Grafisk, er det udførligt beskrevet, hvorfor det gik så galt for euro-tilhængerne.
Selvstændighedens værdi
Men er det ikke lidt ligegyldigt, om vi har euroen eller ej? Vi har jo siden afstemningen haft en (næsten) fast kronekurs over for euroen omkring 7,46 kr. pr. euro. Så vi har jo i realiteten euroen, ikke? Nej, det har vi ikke.
Det helt afgørende er, at vi har bevaret muligheden for at ændre på kronens kurs, når det engang i fremtiden bliver påkrævet. Ikke »hvis«, men »når«. Fordi vi har ført en fornuftig økonomisk politik siden Schlüter-regeringen i 1980’erne, er det jo ikke sikkert, at det fortsætter til evig tid. Vi har med vores egen valuta bevaret nødbremsen, som det er at kunne devaluere, hvis det bliver påkrævet.
Hvis Danmark f.eks. bliver specielt hårdt ramt af udefra kommende forhold, og det er der i skrivende stund faktisk udsigt til vil ske: Hvis f.eks. præsident Donald Trump beslutter sig for at føre en speciel hårdhændet politik over for Danmark, fordi vi ikke vil sælge Grønland til USA, så kunne det vel tænkes, at der blev brug for at trække i nødbremsen og ændre på kronens kurs for at bevare vores konkurrenceevne.
Godt, at vi har bevaret kronen og dermed muligheden for at devaluere.
