Wagner havde umiddelbart opnået en endog meget fin position, da han i februar 1843, 29 år gammel, var blevet udnævnt som kongelig hofkapelmester på livstid i Dresden. En sikker position i en vigtig tysk kulturby. Alligevel var han ikke tilfreds. Han kunne ikke dy sig. Både kunstnerisk og politisk måtte han videre. Han endte med at sætte det hele over styr ved at deltage i revolutionen i 1849 og måtte leve i landflygtighed i de næste mange år.
Wagners rastløse liv har ikke så lidt tilfældig med det, han skildrer i Tannhäuser, der blev komponeret netop i Dresden i 1843-1845: Heinrich Tannhäuser har fået nok af det høviske Wartburg og søger den sanselige kærlighed hos den hedenske Venus i hendes bjerg. Det bliver ham for meget; og han må tilbage til Wartburg. Her går der ikke længe, inden han igen længes efter den sanselige kærlighed. I sin opsætning på Det Kongelige Teater fra 2009 lader Kasper Holten Tannhäuser være en rastløs kunstner, der ønsker at provokere og udfore de gængse normer, hvad end det er Venusbjergets sanselige kærlighed eller Wartburgs besyngelse af den kærlighed, der er så ren som vand i en brønd, der ikke må bruges til at slukke onde lidenskaber.
Rastløs var Wagner også med sit værk. Der blev foretaget adskillige ændringer af Tannhäuser, der groft sagt findes i tre versioner: Den oprindelige Dresden-version; Pariser-versionen lavet til premieren i Paris i 1861 og den seneste, Wiener-versionen, lavet til opførelsen til Wien i 1875. Det blev Wiener-versionen, der blev forsøgt eftergjort af Wagners enke, da værket fik sin førsteopførelse i Bayreuth i 1891. Alle disse versioner undergik forskellige ændringer og ikke engang den seneste Wiener-version ville Wagner helt vedkende sig som den endelige. Ikke desto mindre er det vist den, der hyppigst opføres.
Siden skulle den rastløse komponist dog finde fred for sit ”Wahn”, ikke ulig Hans Sachs i Mestersangerne i Nürnberg, der finder fred for samme blandt sine bøger. Tannhäuser dør splittet. Men håbet om at finde fred proklameres fra de unge pilgrimme i det smukke slutkor:
”Hoch über aller Welt ist Gott,
und sein Erbarmen ist kein Spott.“
Netop de mange store korpassager er centrale i Tannhäuser; og det var derfor interessant, at se hvordan Helsingør Kammeropera dygtigt havde løst netop dén opgave i deres aktuelle kammeropsætning af værket, hvor koret i sagens natur må reduceres en del, ved en effektiv brug af lokalet, hvor korene var placeret på balkonerne og i siderne af salen, så man befandt sig midt i og oversvømmet af musikken. Præcis dén effekt som de store korpassager skal have i et værk som Tannhäuser for at fungere allerbedst.
Bedst som jeg sad midt i musikken og så det friske løv blive båret frem for at proklamere, at Tannhäuser har fundet fred, slog det mig, at Tannhäuser er en oplagt opera til forårs- og påsketid, måske også mere end Parsifal, der ellers er den Wagner-opera, der forbindes med denne tid på året.
I Helsingør rammer man ikke kun plet med årstiden, men også med musikken, der vanen tro var begavet omarrangeret af Leif Greibe, der selv spillede klaver og dirigerede et kammerensemble, der i øvrigt bestod af 2 violiner, bratsch, cello, kontrabas, fløjte, klarinet, trompet og horn. Som beskrevet flere gange tidligere indebærer dette kreative valg, at der gives køb på noget, men vindes noget andet, navnlig en større gennemsigtighed i lydbillet samt – naturligvis – plads til sangerne. Instrumenteringen fungerede godt, og lød af ganske meget på trods af et ensemble på henved 1/10 af, hvad en Wagner-opera normalt kræver. Navnlig horn (Henriette Holk) og Klarinet (Simon Kovacs) gjorde at man spidsede øre i den mægtige ouverture. Også den store passage i starten af 4. scene i 2. akt, hvor de gode borgere i Thüringen ankommer til sangkonkurrence i Wartburg, var flot forløst.
Før ouverturen var der af instruktøren, Stig Fogh Andersen, indlagt en indledning, hvor vi ser Tannhäuser forlade, hvad der må formodes at være Wartburg, jagtet af sine venner, der forsøger at overtale han til at blive, hvorefter vi efter ouverturen befinder os ved ”Venusberg St.”, hvor Venus ifølge introduktionen sælger narkotika og lokker mænd i fordærv. Tannhäuser ligger på en briks, som i en opiumshule.
I programmet beskriver scenografen, Catia Hauberg, Venus i forestillingen som ”en kunstnerisk inspirator og provokatør, som står udenfor samfundet, og som selv skaber billeder”. Venus forsker i den europæiske historie, og bearbejder materiale i et projekt, der fokuserer på forladte bygninger og brutalistisk arkitektur, ”som ovenpå anden verdenskrig og ismernes tid, bl.a. undersøgte futurismen, materialernes ærlighed og facadens refleksion af det som sker inde i bygningen”.
Hvad dette har med Tannhäuser at gøre stod mig ikke klart. Navnlig fordi forladte bygninger og brutalistisk arkitektur vel er noget nær så langt, man kan komme fra den sanselige kærlighed, Tannhäuser nyder hos Venus. Brutalistisk arkitektur synes dog at have været en del af 2. akt, hvor baggrunden på et tidspunkt virker til at være en elevatorskakt, man kiggede ned i. Bedre mening giver det, når det om forestillingens univers hedder, at Venus er ”dykket ned i et projekt om sindets og verdens spejlede landskaber; Ligesom sindet både har dagsklare tilstande om mere underbevidste drømme, kan mennesket opleve at befinde sig i flere parallelle universer samtidig. Behovet for at tilhøre det almindelige samfund, og angsten for at blive udstødt.” Dette giver mening, da Tannhäuser jo netop er splittet; og da Wartburgs verden spejles af Venusbjergets som hinandens modsætninger.
Men ellers må jeg indrømme, at de scenografiske ideer i det hele taget ikke stod mig klart. Vigtigere var, at lyssætningen og stemningen var ramt rigtigt, så vi fornemmer, at vi er et sted, der lidt uden for vores egen, normale verden.
Endnu vigtigere var, at scenen mellem Tannhäuser og Venus fungerede fremragende. Tannhäusers sang til Venus blev flot akkompagneret af Greibe ved klaveret i stedet for af den foreskrevne harpe, så hele scenen fik et absurd anstrøg af lied, der gjorde sig godt til det skæve univers hos Venus.
Partiet som Venus blev sunget lidenskabeligt, hidsigt og næsten æggende temperamentsfuldt af Philippa Cold, mens Tannhäuser blev sunget med en smertelig potens af David Danholt, der ramte helt rigtigt ved, at det næsten blev overgjort. Tannhäuser er netop lige begejstret, hvad enten han besynger længslen efter sit hjemland over for Venus eller længslen efter Venus over for de gode borgere i Wartburg.
Af andre fra det meget fine sangerhold må nævnes Morten Frank Larsen som særdeles velsyngende i partiet som Tannhäusers ven, Wolfram von Eschenbach, der med en mægtig røst gjorde navnlig scenen i slutningen af 1. akt med Tannhäuser og hans andre venner til en af forestillingens mest mindeværdige. Ligeledes producenten, Camilla Illeborg, der smukt sang hyrdens sang om forårets ankomst, som er det første Tannhäuser hører, da han ankommer til Warburg.
I 2. akt når vi til sangkonkurrencen i Wartburg – en sangkonkurrence, hvor man ligesom i Mestersangerne i Nürnberg kan vinde en skønjomfru, hhv. Elisabeth i Tannhäuser og Eva i Mestersangerne. Elisabeth blev fremragende sunget af Kristiane Kaiser, der næsten eksploderede af lidenskabelig entusiasme i hendes store arie i starten af 2. akt – et af operaens bedste stykker – der viser at Elisabeth måske ikke er så langt fra Venus, som man skulle tro. Hende store duet med Tannhäuser efterfølgende var højdepunktet i 2. akt. Fra denne akt skal også fremhæves Joel Kyhle, der sang partiet som landgreve Hermann af Thüringen med den helt rigtige varme og alfaderlig røst, der sømmer sig for det prægtige Wartburg.
Koret var her i 2. akt godt udnyttet på den måde, at det var placeret ude i siden af salen og således sang blandt publikum. Ligeledes råbte de buh-råb og klappede af sangerne på scenen.
2. akt var henlagt til noget der mindede om Helsingør Teaterhus, altså der hvor forestillingen blev opført, hvor deltagerne i sangkonkurrencen sad på nogle af de samme stole som publikum i den rigtige sal. Baggrunden synes dog at være en elevatorskakt i råt beton fotograferet oppefra. Tannhäuser rejser imidlertid ikke på pilgrimsfærd til Rom for at angre sine synder, men tilbage til Venusberg Station; og vi fornemmer, at det hele har været en vrangforestilling: Tannhäuser er aldrig kommet ud af opiumshulen, men har hallucineret sig til det hele. Her passes han så af Venus i 3. akt.
Som det er set i andre opsætninger, havde man i Helsingør ladet Venus være tilstede under sangkonkurrencen, hvor hun dirigerede Tannhäusers indslag og således stadig fungerede som hans muse i en sådan grad, at hans sang medførte regulært håndgemæng mellem deltagerne, der forsøger at holde Tannhäuser fast. Forestillingen var i det hele taget kendetegnet ved gennemarbejdet personinstruktion og god interaktion mellem de deltagende. Sangerne levede sig godt ind i rollerne.
I 3. akt viste Kaiser, at hun bestemt ikke kun forstod sig på det lidenskabeligt dramatiske, men også på det inderlige i en meget rørende fortolkning af Elisabeth, der i denne akt er dybt berørt af Tahnnhäusers svigt. Lidt det samme kan jeg sige om Frank Larsens bevægende sang til aftenstjernen. 3. at var i det hele taget den mest stemningsfulde, ikke mindst pga. Viktor Holm Lauridsens lysdesign.
Men med undtagelse af de lidt uklare scenografiske ideer, er der ikke meget at være utilfreds med. Helsingør Kammeropera leverer en flot og gennemarbejdet forestilling.
Richard Wagner, Tannhäuser. Helsingør Kammeropera, Teaterhuset, Helsingør, den 6. april 2025.
Referencer
Forestillingens hjemmeside:
https://kammeropera.dk/tannhauser/
Richard Wagner, Tannhäuser, Textbuch der letzten Fassung mit Varianten der Paritur und der vorangehenden Fassungen. Herausgegeben von Egon Voss. Reclam, 2001.
Eckart Kröplin, Wagners Dresdner Werke – »Tannhäuser« und »Lohengrin«, i Matthias Herrmann (Projektkonzeption) & Hans-Peter Lühr (Gesamtredaktion), Richard Wagner in Dresden, Dresdner Hefte, 30. Jahrgang, Heft 112, 4/2012.
Henrik Nebelong, Richard Wagner – Liv – Værk – Politik, 2008.
