Brorson og jeg er så langt fra hinanden, at vi næppe kan mødes. Fred være med det. Et svar vil jeg dog give ham. Jeg vil forsøge at give et mere sammenhængene svar, der måske kan opklare forskellene. Så må den enkelte jo svare for sig selv.
Det følgende kan vi ikke sige os selv. Hverken ved at se dybt i vores indre eller ved at studere verdens fænomener. Det kan kun siges hvor budskabet om Guds inkarnation i mennesket Jesus forkyndes og høres.
Ovenpå denne forudsætning følger der en ny. I lyset af Guds selvåbenbaring åbenbares vi også. Det betyder mindst to ting: At ethvert udsagn om Gud også altid er et udsagn om mennesket. Teologi er antropologi. Det betyder endvidere, at mennesket ikke kender hverken sig selv eller Gud, før forkyndelsen lyder.
Men vil det sige at vi slet ikke ved hvad det vil sige at være menneske og at vi slet ingen gudserkendelse har før forkyndelsen af evangeliet? At vores liv og verden er fuldstændig gudsløst og tomt? At kristendommen ikke svarer på menneskelige spørgsmål, men selv stiller spørgsmålene og giver svarene? Tilgiv at jeg stiller spørgsmålet på ny: men betyder det, at der ikke er et anknytningspunkt for evangeliet hos os? Nogle, – som Brorson, ville svare bekræftende på alle spørgsmålene.
Udenfor evangeliet er der tomhed og gudsforladthed (det er der i øvrigt også efter. Evangeliet er faktisk intet andet end præstens lirumlarum. Det er ingen erfaring og ingen ny forståelse af os selv). Jeg, derimod, må svare at der er et anknytningspunkt. Hvad er vores position før forkyndelsen?
At blive sig selv og kende sig selv er vores opgave. Det er et udtryk for Loven. Det er ikke noget der skal til som forudsætning for evangeliet, men det gives allerede i dét vi ser os om i verden.
Af den grund er det også en ligegyldig diskussion om hvad der må komme først; Loven eller evangeliet. Vi kan ikke lade være med at stille spørgsmål, fordi vi lever i historien. Men derfor kan det alligevel godt være, at den enkelte først får øjnene op for disse spørgsmål, når evangeliet lyder.
For langt de fleste mennesker er det derfor et spørgsmål, som de jagter svar på gennem hele livet. Dette spørgsmål har sin grund i det forhold, at vi i løbet af vores liv opdager, at vi ikke er os selv. At der i os er en splittelse, som må overvindes.
Spørgsmålet om hvordan jeg bliver mig selv, har altså sin rod i den indsigt, at jeg ikke allerede er det; at jeg er kommet skævt ind på mig selv, og derfor også skævt ind på livet og forholdet til andre. Dette misforhold har sin rod i et oprør. Et villet oprør mod at få vores selv givet af Gud. Vi skal altså ikke blive noget nyt, men skal genskabes til at være os selv. Fordi fundamentet er oprøret, bliver svaret også oprørerens svar. Af den grund misforstår vi både grunden til misforholdet i selvet og misforholdets løsning.
Vi prøver således at løse problemet ved egen magt. Vi tror at løsningen er manglende viden og/eller dyd (dette indebærer al form for oplysning, dannelse og moral), og derfor starter vi en monolog med os selv, – hvad Luther ville kalde ”at være indkroget i os selv”, hvor vi tror at vi kan trække os selv til himmels ved at hive os selv i håret. Dette er hvad vi vil kalde synd. Men det er synden ufuldstændig forstået. Den er ikke forstået radikalt nok, og derfor tror vi, at modsætningen til synd er dyd og dannelse.
Opgaven og spørgsmålet er altså ikke helt skudt ved siden af. Mennesket skal være sig selv, men er det ikke. Svaret vi giver er forkert, fordi vores forudsætning i oprør er forkert. Men allerede her ligger der en gudserkendelse gemt, omend den er ufuldstændig. Allerede dette selvforhold er et gudsforhold, selvom det er et gudsforhold i oprør. Teologi er jo antropologi.
Er der da ingen mennesker som også nærmer sig et rigtigt svar? Jo, og det interessante er, at selveste Kierkegaard peger på et af disse mennesker. Et menneske, som Kierkegaard sågar kalder en grænsedrager mellem det guddommelige og det menneskelige (og det er ikke småting i hans mund), og som heller ikke fylder så lidt i Brorsons svar til mig.
Denne person er Sokrates. Sokrates vidste nemlig, at opgaven for mennesket var at kende sig selv. Men han vidste også samtidig, at han derudover intet vidste. Denne uvidenhed er den sande visdoms begyndelse, en art gudsfrygt og gudsdyrkelse, skriver Kierkegaard.
Er der andre grænsedragere? Grundtvig ville bl.a. mene at de nordiske myter også var det. Men det rækker for vidt at gennemgå.
Ned slår evangeliet i vores verden, og hvad sker der? Jo. Evangeliet svarer faktisk på vores spørgsmål. Evangeliet giver det fuldstændige svar, men gør det ved først at stille spørgsmålet dybere. Evangeliet stiller nemlig spørgsmål ved vores løsninger og ved vores forudsætninger. Det fortæller os, at løsningen ikke findes i os selv eller ved ting i denne verden; men at alle løsningsforslag der starter og slutter med vores egen indsats er synd i egentlig forstand (dvs. at vi vil leve uden Gud), og at alt forståelse der kommer før forkyndelsen, derfor skal kastes ud hvor der er mørke og tænderskæren.
Gud kaster os så at sige i helvede ved at dømme os med den fulde forståelse af Loven, men han gør det kun for, – med sit evangelium, at give os svaret: At muligheden for at vi kan blive os selv udelukket gives ved blive bestemt af Gud. Det vil med andre ord sige, kun ved at Gud bryder vores monolog, for at åbne for en relation til ham vi har vendt ryggen, kan vi få os selv skænket. Evangeliet fortæller os at modsætningen til synd ikke er dyd, men tillid og kærlighed til Gud: Tro.
Denne relation åbner for livet i kald og stand. Det kan vi godt kalde helliggørelse, men det ændrer ikke på, at det er dette faktiske liv, som Gud frigør til. Det er lidt ligesom Olesen Larsen engang skrev: Tilgivelse betyder at vi tages til tjeneste igen.
Men elsker Gud så ikke bare mennesket som det burde være, og ikke som det er? Nej. Gud elsker os som vi er; med alle egenskaber og tilbøjeligheder. Men hvilken frygtelig Gud ville han ikke være, hvis han efterlod os i vores vrangvendte forhold til ham, os selv og hinanden? Er det at elske synderen, at lade ham blive i synd? Nej vel? Derfor giver Gud os en ny vilje, en ny forståelse af os selv, i den verden og det liv, som Gud hele tiden skaber ud af intet. En ny vilje, der er lige så skjult, som Gud var i Jesus. Af den grund er kristendom i denne verden altid at blive; at vorde.
Så vidt mit svar.
