I Luis Buñuels Belle de jour (1967, ”Dagens skønhed”) spiller Catherine Deneuve den smukke overklassefrue Séverine Serizy, der på trods af sit elegante, kølige ydre har et brændende, indre begær, der på ingen måde er bare i nærheden af at blive tilfredsstillet af den skvattede ægtemand, lægen Pierre. I filmens åbningssekvens fantaserer Séverine om, at Pierre tager hende med ud i en skov, binder hende til et træ og pisker hende så blodet springer. I virkeligheden rører han hende aldrig. Den seksuelle frustration bliver til sidst så stor, at Séverine efter nogle nervøse tilløb tager et deltidsjob som prostitueret. Skammen er stor, men begæret større.
Dagens skønhed var for nylig på programmet i Cinemateket i København; og man skulle tro, at det var planlagt, at samme film dannede rammen om Helsingør Kammeroperas opsætning af Mozart/da Pontes Don Giovanni (1787), der her i november-december blev opsat som Don Juan.
Instruktøren, Tine Topsøes, tanke med referencen til Buñuels film er at skifte ”fokus fra libertineren til de tre kvindelige karakterer, der gennem Mozarts musik er blevet næste lige så kendte som Don Giovanni, nemlig Donna Anna, Donna Elvira og Zerlina”. Det kan man ikke være uenig i, men det er en gammel erkendelse, at Don Giovanni formentlig er den mindst interessante karakter i det stykke, der bærer hans navn; ligesom i øvrigt også Figaro i Figaros Bryllup (1786). De tre kvinder er mindst lige så røgede, som Don Giovanni er speget. Alle begærer de ham på hver deres måde: Donna Anna er åbenlyst træt af den dødkedelige kavaler, Don Ottavio; Donna Elvira er formentlig pebermø; og hendes begær er svært at kende fra ensomhed; mens Zerlina er så ung, at hun ubehersket følger selv den mindste emotionelle impuls, og tilmed tillader sig at stille sig fornærmet an, når hendes tilkomne bebrejder hende, at hun velvilligt lader sig forfører på selveste sin bryllupsdag. Men i alle tilfælde handler Don Giovanni mindst ligeså meget om kvinders begær som om mænds.
Donna Anna er den person, der ligner Séverine mest; det kan derfor undre lidt, at det er Zerlina, der er tiltænkt denne rolle i Topsøes iscenesættelse. Åbningsscenen fra Buñuels film genopføres således i operaen på det sted, hvor Zerlina fortryder sin utroskab overfor sin tilkomne, Masetto, og ret direkte beder ham ”straffe” hende, konkret arien med der har nr. 12: ”O schöner Masetto, schlag, schlag, | deine arme Zerlina nur: | wie ein Lämmchen will ich | deine Prügel erwarten” (1. akt, 16. scene).
Men bortset fra at begge stykker handler om kvinders begær og seksuelle frustrationer, ser jeg ikke mange ligheder mellem Buñuels film og Mozarts opera. Heldigvis er det ikke noget, der sætter sig så store spor i opsætningen, som man kunne frygte. I programmet fortælles det, at kammeroperaens handling er henlagt til Don Giovannis slot, hvilket ikke er langt fra, hvad librettoen foreskriver. Operaen foregår i vidt omfang dér, men ellers rundt omkring i Sevilla og omegn. Men Don Giovanni er ikke en af de operaer, hvor det gør så meget, hvor den præcist foregår.
Opsætningen anvender Wiener-slutningen, altså den lille scene efter Don Giovannis død. Her lader opsætningen de tre kvinder fortærer Don Giovanni uden, at jeg helt forstod hvorfor. Formentlig for at understrege deres grænseløse begær. Scenen synes at være en reference til Bertrand Mandicos film She is Conan (2023), der også afsluttes med et lignende makabert måltid. Men kannibalisme er ikke ualmindeligt i litteraturen og går i hvert fald helt tilbage til Ovids Forvandlinger (fortællingen om Procne og Philomela i sjette sang).
Men ellers har jeg ikke de store forbehold overfor opsætningen, der trods det nævnte fungerede fint.
Værket er forkortet betragteligt for at passe det til kammerformatet. Stort set alle recitativer er taget ud på nær de, der løber mere eller mindre direkte over i en arie eller lignende.
Helsingør Kammeropera havde vanen tro stablet et meget fint sangerhold på benene. Som Zerlina – eller skulle man sige, en af de tre gestaltninger af Séverine – var det kammeroperaens kunstneriske leder Camilla Illeborg, der flot gestaltede den unge pige, så man ikke var i tvivl om, at hun er mindst lige så meget forfører som Don GIovanni.
Hendes tilkomne, Masetto, blev ligeledes godt sunget af Asmus Hanke, der var lidt mere potent og slagkraftig, end man ellers hører denne karakter sunget. Donna Annas kavaler, Don Ottavio, blev sunget med glimrende, lyrisk stringens af Jonathan Koppel, hvilket fint kompenserede for, at denne karakter fra komponistens og librettistens hånd er skabt en anelse til den kedelige side.
De to donnaer, Anna og Elvira, var i gode hænder hos hhv. Philippa Cold og Johanne Højlund. Hos førstnævnte må jeg fremhæve en nærmest vild udstråling i såvel spil som sang. Hendes store arie til sidst i anden akt før finalen indkasserede da også fortjent eftermiddagens største bifald. Højlund havde en fascinerende intensitet med et fint anstrøg af bedrøvelse, der passer fint til Donna Elvira, der er stykkets mest tragiske person. Gennemgående var de to kvinder nok for ens både i stemme og spil. Det passede fint til instruktørens valg af dem som gestaltninger af Buñuels Séverine, men mindre til Mozart og da Potens karakterer, hvor de netop begærer Don Giovanni af forskellige grunde.
I titelpartiet havde man valgt den rutinerede Morten Frank Larsen, der var en kraftfuld og potent inkarnation af den berygtede libertiner. Frank Larsen sang partiet med en altfortærende, smittende begejstring og appetit på alt, hvad der er kvinde.
Joel Kyhle havde en ganske interessant fortolkning af partiet som Leporello, Don Giovannis vægelsindede tjener, der skiftevis bagtaler og lefler for sin herre. Kyhles fortolkning var formentlig eftermiddagens bedste, da han formåede at få den tragiske side frem i dette parti. I Leporellos store ”tal-arie”, hvor han synger om alle Don Giovannis erobringer, næsten græd han ordene ”Ihr wißt schon, was er tut” (Voi sapete quel che fa). Det mindes jeg ikke at have hørt; eller i hvert fald fornemmet før.
Når man tager i betragtning, at Helsingør Kammeropera tidligere har givet sig i kast med både værker af Wagner og Puccini, der er skrevet for store orkesterbesætninger, burde det være en smal sag at opsætte et Mozart-værk skrevet for betragteligt mere beskedne besætninger (der var kun 3 førstevioliner og 4 andenvioliner ved premieren i Prag i 1787). Og det var det da også. Kapelmester Leif Greibe havde også den her gang lavet et fornemt arrangement, hvor han selv spillede klaver og dirigerede et dygtigt ensemble, der i øvrigt bestod af en violin (Charlotte Rafn), en cello (Nina Reintoft) og en klarinet (Simon Kovacs), der fint fik de nuancer frem i musikken, som en vellykket mozartopera er gjort af.
Wolfgang Amadeus Mozart, Don Giovanni. Libretto af Lorenzo da Ponte. Opsat som Don Juan, Helsingør Kammeropera den 1. december 2024.
Referencer
Forestillingens hjemmeside:
https://kammeropera.dk/don-juan/
Leif Greibe, Mozart og Don Juan (indlæg i forestillingens trykte program).
Tine Topsøe, Om iscenesættelsen (indlæg i forestillingens trykte program).
W. A. Mozart, Sämtliche Opernlibretti. Herausgegeben von Rudolph Angermüller (Philipp Reclam jun., 1990).
Gerhard Schepelern, Operabogen, 12. udgave, 2001.