Hvis der engang fandtes eksperimenterende og nytænkende ambitioner i Danmarks Radio (DR), synes de i dag erstattet af faste strukturer og afprøvede, sikre koncepter, der tilpasses eller pilles ned, hvis seertallene ikke når målsætningen. DR er blevet konform og god til at bygge stærke mønstre op, som kan gentages igen og igen på forskellig vis. Den succesfulde formel bag Den store bagedyst har eksempelvis tydeligt dannet grundlag for en lang række programmer med forskelligt fokus, såsom Danmarks bedste portrætmaler og Danmarks næste tøjdesigner.

Samtidig er DR også blevet mere politisk korrekt og har i de senere år sat høje målsætninger for sprogbrug, ligestilling og inklusion, hvilket naturligvis også begrænser, hvad det er muligt at lave af udsendelser og indhold. Derfor var det også lidt af et brud med tendenserne – og måske en øjenåbner for nogle – da den hvide, gamle og mandlige forfatter, skuespiller og tidligere teaterdirektør Jens Albinus gæstede programmet Deadline for nylig.

*

Jens Albinus var inviteret til at deltage i et interview om sin nye kulturkritiske bog Den kærlighed du har til mig, men han var ikke kommet for at spille efter reglerne eller lade sig styre af det planlagte narrativ, som Deadline’s 30-minutters udsendelse er bygget op omkring.

Da værten Astrid Berg efter sin åbningsmonolog stillede Albinus det første kritiske spørgsmål om hans holdning til teatrets rolle, reagerede Albinus ikke som forventet med et klart svar, men begyndte i stedet sprogligt at danse og vride sig og på kunstnerisk vis pege på alt det rigide i den faste form og opsætning, som intervieweren var bundet af.

Albinus påpegede blandt andet, at både han og journalisten allerede fra start havde lavet forinterview og afklaret deres respektive roller. På den måde lykkedes det ham at tydeliggøre for seerne, at Deadline-studiet ikke er et rum for ren objektivitet og vidensdeling, men derimod en scene, hvor et generisk, dikotomisk teaterstykke om det gode mod det onde normalt fremføres tre gange om ugen.

*

At verden nogle gange er et teater, eller at det i hvert fald nogle gange kan føles eller opleves, som om den verden, vi lever i, har karakter af et teater, er også en af de bærende pointer i Jens Albinus’ bog Den kærlighed du har til mig.

Albinus beskriver gennem syv essays, hvordan den nye moralske tid, vi lever i, med alt dens fokus på race, køn og retfærdighed, i stigende grad kræver, at vi alle bliver skuespillere og overgiver os til den store forestilling om kampen mellem det gode og det onde.

Skuespillet i vores hverdag og på vores arbejdspladser opstår ikke, fordi mange ikke ønsker at være gode, men ifølge Albinus fordi ideen om, at mennesket kan være hundrede procent godt og rent, er forkert. Det er simpelthen en urealistisk forventning at sætte til mennesket. Mennesket er altid både godt og ondt, og som Albinus beskriver med flere eksempler, har han aldrig mødt et menneske eller en skuespillerkollega, som ikke var lige så ond, som han eller hun var god.

*

Ifølge Albinus har mennesket flere forskellige sider, som man enten kan undertrykke eller undersøge gennem blandt andet teatret eller filmkunsten. Eller rettere sagt, det kunne man engang.

For også teatret og filmverdenen er blevet dårlige kopier af sig selv, ifølge Albinus. Engang kunne han spille nøgen, skør og tosset i Lars von Triers film Idioterne, men i dag må han træde varsomt og konstant orientere sig om, hvad han må gøre og sige, og hvad han ikke må.

Selv skuespillerne er således endt med at spille dobbeltspil på scenen og udføre roller på en dikteret måde, som de ikke føler sig tilpas med.

Albinus beskriver flere steder, hvordan han flere gange i sit professionelle virke er blevet tvunget til at gøre ydmygende ting, som han som ung og håbefuld aldrig ville have drømt om. I essayet med titlen ”MAGT” beskriver han eksempelvis, hvordan han under øvelserne til en opsætning i Tyskland af Richard Wagners opera Rhinguldet befinder sig i den absurde situation, at han er tvunget til at twerke (ryste aggressivt med bagdelen), selvom det giver ham rygsmerter, og han føler sig som en idiot.

*

En interessant vinkel, som også findes i bogen, er, at det ifølge Albinus ikke altid kun er de progressive og humanistiske, der driver tidens tendenser frem. Som han beskriver, har han i kultur- og teaterverdenen også oplevet, hvordan mange tendenser bliver taget imod med kyshånd, fordi de kan bruges til at gøre teatret mere interessant og salgbart.

Som Albinus skriver, hersker der i dag en forventning om, at teater er noget, der kan vække opsigt og skabe kulturelle tegn og billeder, som er spektakulære på den helt rigtige måde. Folk vil ikke længere se en klassisk opsætning, som de har set før; de vil overraskes, og det kræver, at der sker noget nyt og provokerende.

Albinus påpeger dermed i bogen, at der også ofte foregår et skuespil, når det kommer til indførelsen af tendenser omkring køn, race og inklusion. Ofte handler det blot om at få solgt varen og ikke om at gøre verden til et bedre sted.

*

Trods at Albinus flere steder er modig og skarp, har han dog ikke skrevet en sur bog. Som han indleder bogen med at forklare, var han måske sur, da han var ung og mærkede skuffelsen over en teaterverden, der ikke altid levede op til hans kunstneriske forventninger og drømme. Men med alderen er Albinus blevet moden eller voksen og måske også lidt i tvivl om, hvad der i grunden er rigtigt og forkert.

Den kærlighed du har til mig er langt fra altid klar i sin kulturkritik; i stedet vender og drejer den, som også Albinus gjorde i sit Deadline-interview, de forskellige diskussionsemner så meget rundt og på hovedet, at det flere steder er svært helt at gennemskue, hvad Albinus konkret mener.

Nogle steder skriver han vemodigt om teatersult og længslen efter opsætninger, der kan mere og andet end at udtrykke tidens nye moral, og andre steder vender han rundt og skriver om, hvordan også denne nye form for teater kan noget og vil noget, som hans generation måske bare ikke helt forstår.

Denne tøven og talen for og imod er selvfølgelig ikke en fejl, men et bevidst forsøg på at løfte sig over tidens kulturkampe og stille sig et tredje og mere oplyst sted.

Som det ofte er med den slags kulturkritiske tekster, kan også Albinus’ bog siges at ende i sikker havn med idéen om ambivalens: Idéen om, at mennesket hverken er godt eller ondt, og at der ikke findes teater, som er mere rigtigt eller forkert end andet.

Teatret må ligesom samtiden rumme det hele, synes Albinus at slutte – både det meget politiske og det mere eksistentielle. Fejlen er ikke i sig selv, at der er kommet fokus på forskellige feministiske og racemæssige spørgsmål, men at wokeismen i sin nuværende dominerende position har tendens til at kvæle det, som Albinus flere steder beskriver som teatrets andethed – det kunstneriske, som rummer og spejler livet og døden og alt derimellem.

I stedet for at ende i den pessimisme, han følte som ung og lidt for fokuseret på absolutter, ender bogen derfor i et håb for fremtiden. Et håb om, at teaterverdenen på et tidspunkt igen vil kunne rumme både det store og episke, almenmenneskelige og det politiske på én og samme tid.

Albinus’ vision er stærk og sympatisk og derfor også, som sagt, ofte benyttet af kulturkritikere. Men ideen om det ambivalente teater må også siges at være udtryk for en lidt letkøbt positionering. For hvem vil benægte, at ambivalens er en vigtig del af kunstneriske produkter? Og hvem vil benægte, at kunst skal kunne mere og andet end at være politisk og aktivistisk? Det kan de fleste i kunst- og kulturverdenen formentlig skrive under på, også de mest venstreradikale.

*

Skal man være kritisk over for bogen, er den derfor også lidt for fornuftig i sine konklusioner og gående på kompromis med tidens tendenser. Selvom det altid er rart at se, at der stadig findes fornuftige og dygtige mennesker i kulturbranchen, som vil kunsten, er kulturkritik eller debatbøger kun rigtig gode, hvis de kan pege på en anden vej eller et alternativ til det, der eksisterer. Hvis en kulturkritik virkelig skal sparke til kulturen og adfærden, må den gå dybere og pege på større løsninger end blot at acceptere og moderere det bestående.

Kort sagt mangler bogen at pege på, at der ikke altid er plads til alting. Når nye tendenser kommer, skubber de andet ud, og da det sjældent er muligt at skabe en syntese mellem de to, opstår der et valg eller en skillevej, hvor mennesket må forholde sig til, hvad der er bedre og mere rigtigt end andet.

Men det er risikabelt at skrive den slags bøger, og det er fuldt ud forståeligt, at Albinus ikke går derhen, hvor han ellers befandt sig i sin ungdom. Han har jo trods alt stadig nogle år tilbage af sit arbejdsliv.

Selvom bogen således ikke rigtig rører ved noget, som man ikke allerede har læst i andre af tidens kulturkritiske bøger, og den også er lidt kedelige i sine konklusioner, er det alt i alt stadig en bog, der indeholder nogle gode og stilistisk flotte essays, og som alle med interesse for denne genre af kulturkritik bør købe og tilføje til deres samling.