Med Trump snart ved roret i Det Hvide Hus ængstes Europa igen for det transatlantiske bånd – denne gang også under indtryk af Putins erobringskrig i Ukraine og den evige uro i Mellemøsten. Er dagens europæiske civilisation klar til geopolitikkens kontante vilkår og til at beskytte egne værdier?
USA’s tidligere og kommende præsident, Donald Trump, taler i virkeligheden ofte umisforståeligt. Det kom som et chok for europæerne forrige gang, hvor Trump blandt andet, ifølge hans daværende nationale sikkerhedsrådgiver John Bolton, i 2018 var meget tæt på at trække USA fra Nato.
Et sådant skridt er formelt ikke en enkel sag, men de facto har den amerikanske præsident en række værktøjer, der har samme effekt. Formelt kan han undlade at udpege en Nato-ambassadør, trække tropper hjem og officerer ud af Nato’s hovedkvarter – så forvandles Nato i realiteten til en europæisk organisation.
USA’s tilbagevendende isolationisme og dens betydning for Europa
Europa har siden årtusindskiftet haft adskillige anledninger til at erkende, at USA er på vej ud af Europa. Da George Bush den yngre tiltrådte i 2001, var det med den deklarerede dagsorden, at USA’s globale engagement skulle skæres markant, og amerikanske tropper skulle hjem. Så kom terrorangrebet 9/11, og Bush aktiverede på USA’s vegne Nato’s artikel 5, den såkaldte musketéred.
Det er den eneste gang i Nato’s historie, at det er sket – for europæerne betød det, at USA var tilbage, for alliancen var nu brugbar for USA’s egen sikkerhed. Det førte – for flere af Nato’s medlemslande – til deltagelse i krigene i Afghanistan og Irak under USA’s ledelse, krigsindsatser, der ikke bragte den stabilitet og fred i disse lande, som var indsatsens hensigt. Den vestlige reaktion herefter var en udbredt mangel på appetit på global aktivistisk sikkerhedspolitik med ”støvler på jorden” fjernt fra Europa.
Biden var i virkeligheden en parentes og en dinosaur fra fortiden, der kun kort var på besøg og ikke forhindrede Ruslands invasion af Ukraine.
I 2009 blev Barack Obama indsat som præsident med et ønske om at skifte USA’s sikkerhedspolitiske fokus via en ”pivot mod Asien” med fokus på stormagtskonkurrence med den nye globale magt, Kina.
Ressourcerne skulle blandt andet hentes fra Europa, hvor Obama beskrev, at Europa hidtil havde været en importør af sikkerhed (fra USA) og nu var moden til at blive en eksportør af sikkerhed, der kunne projicere magt uden for egen geografi.
Da Ruslands præsident, Vladimir Putin, i 2014 iværksatte sin første invasion af Ukraine – annekteringen af Krim og krigen i Østukraine – måtte man i Washington og Pentagon erkende, at Europa på ingen måde var blevet klar til den af Obama beskrevne opgave. Amerikanske tropper returnerede til kontinentet, og man begyndte på militærøvelser i Europa med USA’s deltagelse i samme skala som under den kolde krig.
Nato og Europas forsvarsforpligtelser
Bushs og Obamas budskaber blev ignoreret af europæerne. Der skulle en Trump til at forskrække os. Allerede under Obama på Nato-topmødet i Wales i 2014 blev det skrevet ind i slutdokumentet, at alle lande forpligtede sig til at bruge mindst 2% af BNP på forsvar.
Nu – 10 år efter – er 8 lande endnu ikke nået i mål, heriblandt Italien, Spanien og Belgien, der huser Nato’s hovedkvarter. Yderligere et par håndfulde lande har kun akkurat sneget sig op på de 2%. Hverken Ruslands første invasion eller den anden invasion af Ukraine i 2022 har sat sig imponerende spor.
Da USA’s nuværende præsident, Joe Biden, blev indsat i 2021, råbte europæerne i kor, ”America is back!”. Trump var væk, Europa kunne igen dyrke illusionen om evig sikkerhed garanteret af USA.
Men Biden var i virkeligheden en parentes og en dinosaur fra fortiden, der kun kort var på besøg og ikke forhindrede Ruslands invasion af Ukraine. Bush, Obama og Trump havde én fælles dagsorden for Europa: Amerika først.
Den første erkendelse, europæerne bør gøre, er, at fortiden er slut. Endegyldigt. Den næste, at det ikke handler om Trump, det handler om den kommende verdensorden. Den løber os hastigt og overrumplende i møde – det gør fundamentale ændringer af verdensordenen.
Den amerikanske verdensorden og dens institutioner
Hvad var fortiden? Fortiden var en historisk anomali, hvor USA garanterede Europas sikkerhed i mere end 70 år. Anomalien fødtes under afslutningen af anden verdenskrig, hvor den amerikanske verdensordens (den, vi i Europa naivt kalder den vestlige verdensorden) grundpiller blev støbt.
Grundpillerne i en verdensorden er stærke institutioner – formelle som uformelle. I 1944 under Bretton Woods blev IMF, Verdensbanken og det, der i dag hedder Verdenshandelsorganisationen, WTO, skabt.
Den amerikanske hensigt var at skabe rammer omkring den vestlige økonomi, der kunne være en dæmning mod en økonomisk krise som den i 1930’erne, der gav grobund for aggressive autoritære styrer i Europa.
Fortiden var en historisk anomali, hvor USA garanterede Europas sikkerhed i mere end 70 år.
På Jalta i 1945 – året hvor de amerikanske atomvåbenforsøg endte i konstruktionen af de første atombomber – blev en del af kompromiset, at USA’s præsident, Franklin D. Roosevelt, fik Sovjetunionens kommunistiske diktator, Josef Stalin, med på oprettelsen af FN. En erstatning for Folkeforbundet, der brød sammen af anden verdenskrigs udbrud, og et nyt forsøg på en global organisation til sikring af verdensfreden.
En anden del af kompromiset blev, at Stalin ”fik” Central- og Østeuropa samt det østlige Tyskland. Den europæiske pris for freden blev højere for nogle europæere end andre – halvdelen fik kommunisme og planøkonomi i stedet for frihed og demokrati.
I 1949 fik Moskva-staten sin atombombe, og det var en direkte anledning til dannelsen af Nato, den transatlantiske forsvarsalliance.
Stormagtslogik: Regler, magt og interesser
På omkring fem år blev de institutioner, som europæiske politikere og debattører misvisende kalder ”den regelbaserede verdensorden”, etableret. Hvorfor misvisende? Fordi stormagter kun accepterer regler, så længe de er i deres interesse.
Når det i en konkret situation bliver en barriere for at fremme eller beskytte en vital national eller geopolitisk interesse, så bryder de den eller de regler, der står dem i vejen. Det er én af de første paragraffer i geopolitikkens grundlov. Og USA har gennem tiderne ikke haft problemer med at se stort på det regelbaserede, hvis man fandt det opportunt – det er stormagters natur.
På omkring fem år blev de institutioner, som europæiske politikere og debattører misvisende kalder ”den regelbaserede verdensorden”, etableret.
Hvilket ikke er det samme som, at regler er uden betydning, for de strukturerer staters samarbejde, øger forudsigelighed og dermed sikkerhed. Færdselsloven træder jo ikke ud af kraft på grund af enkelte trafikanters forseelser – regler gælder, også når de brydes.
Kina investerer diplomatisk, økonomisk og politisk stærkt i FN. USA halter efter sin globale konkurrent her. Den amerikanske verdensordens institutioner står således intakt som et af udgangspunkterne for den kommende verdensorden. Institutionerne udfordres også – Kina som Rusland ønsker ikke, at eksempelvis Nato optager flere medlemmer.
Ruslands underminering af internationale aftaler
Putins Rusland er undtagelsen fra reglen om, at regler gælder, også når de brydes. Rusland har fratrådt internationale konventioner og forpligtelser i stor stil efter årtusindskiftet. En underskrift på en aftale med Moskva-staten er i disse tider intet værd – Rusland kan man ikke lave forpligtende aftaler med, og Rusland har privilegiet at være et af de permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd med tilhørende vetoret.
Rusland anklager ofte vestlige landes handlinger, særligt USA, for at være ”i modstrid med international ret” – det narrativ er et spejlbillede, der rettelig betyder, at Rusland selv handler i modstrid med international ret. Som grundprincip.
Det sæt af internationale institutioner, som USA etablerede i 1940’ernes anden halvdel, havde som et grundlæggende formål at sikre fred i Europa, så USA kunne trække sig fra kontinentet og dets historisk evige konflikter og problemer.
Til den britiske premierminister Winston Churchills mærkbare vrede og irritation sagde Roosevelt til Stalin på Jalta, hvor man også drøftede krigens afslutning på europæisk jord, at han, Roosevelt, ville trække de amerikanske styrker hjem fra Europa så hurtigt som overhovedet muligt.
Den amerikanske isolationisme er en del af USA’s DNA. Men som Condoleezza Rice, blandt andet tidligere amerikansk udenrigsminister, skrev i tidsskriftet Foreign Affairs, efterårsudgaven i år, så besidder USA også et stormagtsgen i samme DNA – og det er det, der trækker USA ind i geopolitikken, når den bryder ud i nye konflikter. USA kan ikke trække stikket til verden, men kan prioritere, hvad der sættes strøm til, og hvad ikke.
Den europæiske udfordring: At komme til “De Stores Bord”
Tilbage til Europa og den kommende verdensorden, hvor man med gavn kan se på en anden verdensordens fødsel, Wienerkongressen, der fra 1815 og frem til Første Verdenskrig var en stormagtsorden, hvor det var fedt at være blandt de store, mindre fedt at være småstat. Denne ”koncert” blandt de store var relativt stabil, og en levetid på omtrent 100 år er lang tid for en verdensorden.
De dominerende stormagter i Wien var Storbritannien, Preussen, Østrig og Rusland – alle kom forfærdeligt ud af krigen med fundamentale tab af geopolitisk magt. Det var en verdenskrig, der lagde hæderkronede imperier i graven og medførte en række statssammenbrud. Samlet set var Europa herefter ikke længere den globale verdens centrum og har ikke været det siden.
Det sæt af internationale institutioner, som USA etablerede i 1940’ernes anden halvdel, havde som et grundlæggende formål at sikre fred i Europa, så USA kunne trække sig fra kontinentet og dets historisk evige konflikter og problemer.
Ærindet her er ikke Første Verdenskrig, men konsultationerne i Wien efter Napoleonskrigene. De ordførende sad ved, hvad man med en meningsfuld metafor kan kalde, ”De Stores Bord”. Som på Jalta defineres en ny verdensorden ved ”De Stores Bord”.
Kan Europa og den europæiske civilisation få plads ved ”De Stores Bord” i denne ombæring? Nogle sidder der allerede – USA, Kina, Indien og Rusland. Fortjener Rusland en plads der? Det er ikke spørgsmålet. Rusland og USA har nogenlunde det samme antal atomsprænghoveder og tilsammen omkring 90% af alle i verden – og så sidder man med, uanset om man er velkommen eller ej.
EU’s lederskab: En nødvendighed for geopolitisk relevans
Der er nogle forudsætninger, der skal opfyldes for, at Europa kommer med. For det første skal krigen i Ukraine ikke ende som en geopolitisk klods om benet på Europa, der trækker Europa ned. Perspektivet ved den betragtning handler her ikke om, hvorvidt freden i Ukraine ender retfærdigt (hvilket naturligvis er håbet), men alene om hvorvidt Ukraine styrker Europas geopolitiske magt eller reducerer den – ingen gider at sidde ved ”De Stores Bord” med en part, der har nedadgående geopolitisk styrke.
Den skal være stabil eller opadgående. Det er ikke et urealistisk scenarie, at Europa – igen – taber geopolitisk magt på krigen. Omvendt er det heller ikke ønskeligt, hvis man er europæer.
For det andet skal Europa, EU, træde i karakter som geopolitisk magt. Der er ikke nogen ved bordet, der gider spilde tid på en ”stormagt”, der i sin selvforståelse ikke betragter sig selv som sådan og ikke vil udøve kontant geopolitisk magt.
Det forudsætter, for det tredje, at EU får et klart lederskab. EU-reformer er en langsommelig proces. Det har vi ikke tid til – selvom det også skal passes. EU er historisk god til at vokse gennem kriser (sine egne), det er en nyttig læringsmuskel. Dertil skal etableres en politisk koalition af Europas egne magter med handlekraft. Den ideelle konstellation – i denne signaturs optik – vil være Tyskland, Frankrig og Polen. Der er intet ideelt over disse landes nuværende relationer. Den tysk-franske akse er i disse år i politisk krise.
Polen har det notorisk svært med Tyskland. Og sådan kan man fortsætte. Men kunne disse tre finde nogle fælles europæiske principper og mål, som man forpligter sig på over en tiårig periode, så er de alle tre politisk-økonomisk-militært Europas stærkeste magter. De skal hver især sluge mange kameler, der skal overvindes mange indenrigspolitiske barrierer, men kan udsyn til en plads i den kommende verdensorden lede de tre, så står Europa ikke dårligt.
Spørgsmålet er rettelig: Kan europæisk civilisation forny sig til verden af i dag og ikke af i går eller for hundrede år siden? Svaret på det spørgsmål begynder med svaret på et andet spørgsmål – hvilke værdier er Europas anno 2025?
Genpubliceret med tilladelse fra Tænketanken Prospekt.
