Verden er ikke længere i en overgangsfase, men i et brud. Mens den liberale verdensorden smuldrer, forsøger mellemmagter som Canada og de europæiske stater at forene klassisk realpolitik med de værdier, vi ikke kan opgive. Men kan man bygge bro mellem Machiavelli og menneskerettigheder?

På det årlige økonomiske topmøde i Davos var hovedbegivenheden den canadiske premierminister Mark Carneys tale, hvor han markerede en afsked med den liberale verdensorden, som blev etableret efter Anden Verdenskrig.

Carney betragter ikke den nuværende verdenspolitiske situation som blot en overgangsfase: »We are in the midst of a rupture, not a transition.« Dette stiller helt nye krav til mellemmagter som Canada og de europæiske stater og betyder, at den måde international politik er blevet forstået og udøvet på, nu må undergå en radikal ændring.

Visse aspekter ved den tidligere verdensorden må imidlertid bevares – dog under nye former. Carneys betegnelse for denne situation kan sammenfattes under begrebet værdibaseret realisme (value-based realism), som oprindeligt er formuleret af den finske præsident Alexander Stubb.

Værdier uden illusioner

Værdibaseret realisme tager udgangspunkt i verden, som den nu fremstår; en verden, hvor Canada og de europæiske stater ikke længere fuldt ud kan stole på USA og de amerikanske sikkerhedsgarantier. En verden, hvor Kina nok er en vigtig partner, men samtidig også fremstår som en systemisk rival, og hvor geopolitik og stormagtsrivalisering er vendt tilbage som centrum for verdenspolitikken.

Men denne erkendelse kan ikke stå alene. Den vestlige verden, eller hvad der er tilbage af den, må forsøge at fastholde nogle grundlæggende værdier, som der ikke kan gås på kompromis med – selv i en brutal og realistisk verden. Det drejer sig om værdier såsom suverænitet, territorial integritet og respekt for menneskerettighederne.

Det er næppe tilfældigt, at begrebet om værdibaseret realisme netop er udviklet og vinder genklang i lande som Finland og Canada. Begge nationer navigerer i skyggen af store, uforudsigelige naboer, der i disse år udfordrer den bestående orden.

Hvor Finland mærker det historiske åndedræt fra et revanchistisk Rusland, må Canada forholde sig til en tiltagende politisk volatilitet hos deres ellers nærmeste allierede i syd. For begge lande er den værdibaserede realisme ikke blot et teoretisk valg, men en overlevelsesstrategi for mellemmagten i en verden uden faste garantier.

Realismen udgør et bestemt syn på virkeligheden, en linse hvorfra en kaotisk verden kan anskues og struktureres.

Med denne tilgang til international politik forsøger Carney og Stubb at bygge bro mellem den klassiske og nu tilbagevendende forståelse af udenrigspolitik som mødet og kampen mellem stormagter, hvor mindre stater kommer i klemme, og en ny orden, hvor en værdibaseret tilgang til verdenspolitikken fortsat er en mulighed under nye vilkår.

Carney og Stubb forsøger således at løse cirklens kvadratur i mødet mellem to meget forskellige tilgange til international politik, som siden midten af det 20. århundrede har dannet skole og stået stejlt over for hinanden: realismen på den ene side og det, der ofte betegnes som liberalisme/idealisme, på den anden.

Carney som liberal internationalist

Carney selv er nærmest inkarnationen af en liberal internationalisme: uddannet økonom fra Harvard og Oxford-universiteterne, ansat hos Goldman Sachs og sidenhen chef for Canadas og Storbritanniens centralbanker. Med en stærk tro på frihandel og internationalt samarbejde – alt det, der nu smuldrer for vores øjne, og som Carney drager konsekvenserne af i sin tale.

I det ophedede politiske klima, der hersker i øjeblikket, bliver begreber som de ovenfornævnte – realisme og idealisme/liberalisme – kastet rundt og benyttet uden præcise definitioner. En del selverklærede nationalkonservative debattører argumenterer ud fra, hvad de opfatter som en realistisk position, fx i forhold til Ukrainekrigen, hvor det ud fra denne position synes nødvendigt med forhandlinger og territorialafgivelser for at få standset kamphandlingerne.

Disse debattører bliver så angrebet og i nogle tilfælde beskyldt for at være såkaldte Ruslands-apologeter, og deres udgangspunkt betegnes som primitiv realisme, mens de beskylder deres modstandere for en blåøjet og naiv tilgang til international politik.

Ingen bliver rigtig kloge af disse debatter, og det kan under alle omstændigheder synes nødvendigt at undersøge begreberne realisme og idealisme lidt grundigere for på den måde at kunne kvalificere debatten om sikkerhedspolitik og en ny verdensorden.

Nedenfor vil jeg især søge at udfolde realismebegrebet og vise, at der er tale om kompleks teoridannelse, der ikke uden videre kan sættes på formel, og derigennem forhåbentlig også udvide diskussionen om realisme og international politik, som Carney med sin tale i Davos for alvor har bragt i centrum i spørgsmålet om en ny verdensorden.

Realismens konstruktion og misforståelser

Realismen som teori og verdenssyn kan føre sine rødder næsten 2500 år tilbage – til den europæiske civilisations vugge – det klassiske Grækenland. Her finder vi hos historikeren Thukydid i beskrivelsen af den peloponnesiske krig og menneskets natur udgangspunktet for den realistiske opfattelse af verden.

Det er en opfattelse, der bliver videreudviklet gennem de følgende mange århundreder, hvor nedslagspunkter kan være hos forfattere som Machiavelli og Thomas Hobbes, samt statsmænd som kardinal Richelieu, Frederik den Store og Otto von Bismarck.

Der er naturligvis her tale om en konstruktion, som blev skabt ved oprettelsen af studiet af international politik, særligt ved amerikanske universiteter i tiden efter 1945. Ved at anskue den realistiske teori i et langt historisk perspektiv bibragte man sin egen skole en idéhistorisk tyngde, som styrkede den forklaringsmodel, man ønskede at fremføre.

Dermed ikke være sagt, at der ikke kan findes fælles tankegods i det ovenfor beskrevne idéhistoriske forløb; der er imidlertid blot ikke tale om en ret linje. Realisme forbindes ofte med nogle ret bombastiske koncepter, såsom at det internationale samfund er et anarki, hvor staten som den centrale aktør kæmper for sin overlevelse blandt andre stater. Dette medfører, at udenrigspolitik må være blottet for moral, fordi den realpolitiske virkelighed er brutal, hvilket medfører, at »målet helliger midlet«, som først og fremmest er overlevelse for den enkelte stat.

Mere end Fyrsten

Sentensen om, at »målet helliger midlet«, forbindes ofte med den italienske renæssancefilosof Niccolò Machiavelli (1469-1527) og dennes bedst kendte værk Fyrsten, som for nylig blev genudgivet i dansk oversættelse, og hvorfra forestillingen om, at statsledere (fyrsten) og stater i det hele taget for at bevare magten eller blot overleve må se bort fra al moral i den brutale realpolitiske virkelighed, hvor kun styrke og snarrådighed tæller.

Machiavelli var imidlertid en kompleks tænker, hvis forfatterskab rummer andet og mere end Fyrsten, herunder overvejelser om republikansk frihed og nødvendigheden af god lovgivning.

Udgangspunktet for Machiavellis filosofiske overvejelser var en praktisk erfaring med statsadministration, diplomati og storpolitik som statssekretær og udsendt diplomat for republikken Firenze. I det hele taget består der en tæt sammenhæng mellem realismen og en praksisnær erfaring med statsanliggender.

Som vist ovenfor var flere af den realistiske traditions ledende repræsentanter nogle af den europæiske histories største statsmænd – hvilket kan føres helt op til moderne tid, hvor vi finder personligheder som Georg F. Kennan (1904-2005), diplomat, strateg og forsker i amerikansk og europæisk udenrigspolitik; Henry Kissinger (1923-2023), national sikkerhedsrådgiver og udenrigsminister; og Robert D. Kaplan (1952-), udenrigskorrespondent, forfatter og geopolitisk analytiker.

Denne sammenhæng mellem praktisk erfaring med storpolitik og udvikling af en bestemt tilgang til international politik er måske årsagen til, at realismen i krisetider kan finde anvendelse som forklaringsmodel, når der skal udstikkes en ny retning, som Mark Carney forsøgte i Davos.

Efterkrigstiden som fusion

Realismen udgør et bestemt syn på virkeligheden, en linse hvorfra en kaotisk verden kan anskues og struktureres. Det samme gør sig gældende for en mere liberal eller idealistisk tilgang til international politik, og nogle gange kan disse anskuelser eksistere side om side i bestemte historiske situationer.

For at parafrasere Lord Palmerston: Stater har ikke varige venner eller fjender, kun varige interesser.

Den sikkerhedspolitiske orden, der blev opbygget i den vestlige verden oven på Anden Verdenskrigs rædsler, bryder på mange områder med en realistisk doktrin. Tidligere tiders rivalisering mellem de europæiske stater blev afløst af et tæt og forpligtende samarbejde, der som hjørnesten havde forskellige overnationale organisationer, som blev udviklet i samarbejde med et Amerika, der påtog sig rollen som den supermagt, der var garant for en helt ny verdensorden og samtidig lagde den isolationisme bag sig, som ellers i lange perioder havde domineret amerikansk sikkerheds- og udenrigspolitik.

Den liberale vestlige verdensorden med dens institutioner og normer var dog – i realismens ånd – fortsat understøttet af hård magt. Uden det mægtigste militær, verden havde set siden Romerriget, og viljen til at bruge det, havde den vestlige alliance og verdensorden ikke kunnet opretholdes. Med andre ord var efterkrigstiden en nærmest perfekt fusion af en liberal og realistisk tilgang til international politik.

Carneys program: Pragmatik, koalitioner og orden

Hvis vi nu vender tilbage til Mark Carney og visionen for en ny verdensorden, hvordan tager denne sig så ud set med realistiske briller? Carney påkalder sig som omtalt en værdibaseret realisme som grundlag for, hvordan mellemmagter som Canada kan agere i en forandret realpolitisk virkelighed, hvilket konkret betyder, at Canada vil »… actively take on the world as it is, not wait around for a world we wish to be.«

Videre betyder det, at Ottawa vil praktisere en pragmatisk tilgang til internationale relationer, hvor man anerkender, at ikke alle verdens stater deler de liberale grundidéer, men ikke desto mindre er det nødvendigt at interagere med disse stater på områder af fælles interesse.

Denne tankegang kan bringe mindelser om Den Westfalske Fred, som afsluttede Trediveårskrigen, og hvis centrale tanke var forestillingen om staternes suverænitet udadtil og forskellighed indadtil. Den enkelte stat skulle respekteres af de øvrige stater som et suverænt subjekt, der selv skulle fastslå sin indrepolitiske indretning, herunder religiøse og ideologiske præferencer.

Et andet vigtigt aspekt, som bliver styrende for den nye udenrigspolitiske linje, som Carney foreslår, er de såkaldte ad hoc-koalitioner, som Carney mener kan være en måde at løse globale problemstillinger i en verden, hvor tidligere faste regler og normer er under opløsning.

Ad hoc-koalitioner er en form for »variable geometry«, altså at en gruppe lande, som deler værdier og interesser omkring en specifik problemstilling eller udfordring, går sammen for at løse denne, fx Ukrainekrigen. Der er ikke tale om faste alliancer, men om interessesammenfald, der gælder fra sag til sag. For at parafrasere Lord Palmerston: Stater har ikke varige venner eller fjender, kun varige interesser.

Værdier og realismens moralske anklage

Et sidste spørgsmål, der rejser sig i forbindelse med Carneys tale og debatten om en ny verdensorden, er spørgsmålet om den værdimæssige del af det realismebegreb, der er behandlet ovenfor. Hvad der er tilbage af den vestlige verden, vil ifølge denne tankegang blive nødsaget til at holde sammen for at forsvare de liberale demokratiske værdier, som udgjorde grundlaget for den orden, der opstod på ruinerne af Anden Verdenskrig.

Samtidig må man acceptere, at forskellige stater bekender sig til andre værdisystemer, og i mødet med disse må der anlægges en pragmatisk tilgang, der muliggør samarbejde, så længe andre stater vil respektere vores værdigrundlag og samfundsindretning.

Når vi taler om en verdensorden, kan det blive abstrakt og svært at forbinde med den konkrete virkelighed, men det vigtige her er ordet orden. Mennesker, der bekender sig til realismen, beskyldes ofte for at have en amoralsk tilgang til verden og i særdeleshed til international politik, men denne holdning overser, at det realistiske credo omhandler at undgå kaos og vilkårlig vold gennem skabelsen af en storpolitisk orden – en orden, der altid vil være midlertidig og historisk betinget.

Den egentlige skillelinje mellem realisme og idealisme omhandler især troen på almengyldige universelle værdier og deres relevans for internationale relationer. Findes der altså værdier der gælder til alle tider og for alle mennesker? Her er realismens svar klart nej. Hvilket virkelighedsbillede man vælger at bekende sig til, vil formentlig altid være afhængigt af den konkrete historiske situation, vi befinder os i.

I en verden, hvor Donald Trump benytter kaos og uforudsigelighed som instrumenter for sin udenrigspolitiske ageren, vil realismen med sin betoning af orden og usentimentale syn på verden fremstå som et brugbart alternativ, der kan navigeres efter i arbejdet med at skabe en ny politisk virkelighed og orden, hvor de vestlige værdier forhåbentlig fortsat kan spille en rolle.