Det er en udbredt opfattelse, at den danske velfærdsstat langsomt men sikkert udpines af løbende besparelser. Så udbredt, at RUC-lektor Susanne Ekman har skrevet en hel bog om emnet. Redaktør Anders Orris tager bogen under kærlig behandling.
Debatten om styringen af den offentlige sektor er omtrentlig som en kasse omrystede dåseøl. Fra tid til anden tages der fat i kassen, den rystes – og så får den enten lov at stå til indholdet er faldet til ro eller til nogen serverer en håndfuld øller, hvoraf én eller flere så løber over.
Overløbet kan billedligt sammenlignes med nogle af de begreber, der så nyder fremme. Teknokrati. Konkurencestat. Entreprenørstat. Med en indskudt bemærkning følger nærværende tidsskrifts redaktion denne debat med jævnt svævende opmærksomhed.
*
I Danmark er det nemlig svært ikke at have et forhold til den offentlige sektor. Alle betaler meget til dens drift, alle er afhængige af den. Den fylder meget. Uanset om folk kan lide denne pointe eller ej – det kan de færreste – så har vi monopoliseret og politiseret en lang række ydelser ved at lade dem tvangsfinansiere via den offentlige sektor. Sygehuse, daginstitutioner, skoler, de mest oplagte, men også ganske meget andet. Idrætsanlæg, kulturtilbud som dagsordensfastsættende fjernsyn og radio og kunstmuseer.
Ganske meget får altså fuldt dækkende eller delvist finansierende skatteydertilskud, uden at skatteyderne medgives mulighed for til- eller fravalg. Spidsformuleret så medfører dette, på en stor del af områderne, at offentlige myndigheder fastlægger både præmien og serviceniveauet. Ophold på et gennemsnitligt dansk sygehus, hvor man indfinder sig ved akutmodtagelsen med en nok så ubehagelig, men ikke livstruende lidelse, er ofte en særdeles håndfast belæring herom. I en anden boldgade kan man slukke for Danmarks Radios udsendelser, men bestemt ikke slippe for at betale for dem.
Den offentlige sektor har centrale implikationer på yderligere to områder. Dels er den selvsagt politikstyret og dermed genstand for skiftende præferencer, hvilket ofte og efterhånden med sneboldeffekt fører til at den offentlige sektor gøres til andet og mere end noget, der er defineret ved at løse nogle bestemte opgaver. Bestemte serviceydelser kan knyttes sammen med bestemte, værdiladede synspunkter.
Man kan anbringe sit barn i en daginstitution – for at få det passet – men oven i hatten få børnene udsatte for såkaldt normkritisk pædagogik. Uden man har bedt om det, i praksis nok uden man kan fravælge det. Man kan komme på sygehuset – for at blive helbredt – og oven i hatten blive forplejningsmæssigt en del af nogle klimahysteriske, politisk fastsatte mål, der medfører man ikke må få serveret oksekød, smør eller mælk. Alt bliver til politik. Fra tid til anden ligner det hele lovlig meget Tjekkoslovakiet eller Ungarn i 1980’erne.
Dels trænger den omfangsrige offentlige sektor langt ind i menneskers liv. En masse menneskers daglige underhold – afbetaling på realkredit- og billånet med mere – afhænger af, at de aflønnes af tvangsopkrævne midler, måned efter måned. Mor er sygeplejerske eller pædagog, i vore dage mere arketypisk teamleder, far er ingeniør eller salgschef. En masse mennesker henter deres udkomme ved den offentlige sektor, og dermed er fordelingskampen etableret.
Et flertal af vælgerbefolkningen er afhængige af stabile bevillinger af penge- og personaleresurser til den offentlige sektor, og det kan ikke udtrykkes på anden vis end at dette flertal, alene ved dets tilstedeværelse, kan stemme sig til øgede bevillinger eller forhindre reducerede bevillinger.
*
Med disse forbemærkninger in mente, når vi frem til anliggendet. Denne redaktionelle, jævnt svævende opmærksomhed og de optegnede forhold leder til, at bøger om den offentlige sektor, som opnår en vis gennemslagskraft i den offentlige debat, har redaktionens interesse. Det viste sig, at lektor ved RUC’s institut for mennesker og teknologi Susanne Ekmans bog Giftig gæld og udpint velfærd med undertitlen Om udpiningen af den offentlige sektor og gældens destruktive dynamik, udgivet for et par år siden, var af særlig interesse inden for dette felt.
Ekman har – efter eget udsagn og tydeliggjort i bogen – i en årrække interesseret sig for den offentlige sektor og vilkårene for dens ansatte. Dette på forskningsmæssig basis, Ekman er antropolog. Giftig gæld og udpint velfærd er i forlængelse heraf etiketteret fagfællebedømt.
Ekman viger ikke tilbage for store perspektiver og ambitiøse synteser. Bogens titel afspejler ambitionen om at fremkalde en syntese mellem finanskrisen for en femten års tid siden og så vor tids problemer, særligt med finansieringen af og arbejdsvilkårene i den offentlige sektor.
Ekmans i positiv forstand originale, analytiske greb i den sammenhæng er at undersøge den praksis, storkapitals-foretagender anvendte før, men også påfaldende uforandret efter finanskrisen, og så den ledelsesmæssige praksis i den offentlige sektor, som benævnes new public management. Gældsbegrebet bliver i denne, fortsat i positiv forstand originale, analytiske sammenhæng til både noget konkret og til en metafor.
Gælden – særligt den såkaldt giftige gæld, altså gæld der udstedes med bevidst, manglende forventning om tilbagebetaling, men af andre årsager, eventuelt blot gebyr- eller afdragsmæssige – bliver i denne sammenhæng transponeret til at udgøre hensigtserklæringer eller løfter, som ikke kan indfris.
Skåret ud i pap: storkapitalsforetagender udstedte underlødigt sikrede, stærkt spekulative lån, og i Ekmans optik skal denne praksis sammenlignes med de hensigtserklæringer og løfter, den praksis, styringen og ledelsen af den offentlige sektor foregår ud fra. Der er sket en begrebsmæssig glidning, hvor pengeinstitutters og investeringsselskabers sprogbrug og forventningsmobilisering breder sig til resten af samfundet. I Ekmans optik særligt den offentlige sektor.
*
Dette udgangspunkt er på den ene side ikke uinteressant. Den offentlige sektor og den private sektor fungerer altid i en vekselvirkning, og det er helt grundlæggende interessant at undersøge, hvordan menneskers forventninger i al almindelighed kanaliseres til begge sektorer, også komparativt.
Ekman gør ret i at notere sig og beskrive et spændingsfelt, der drejer sig om at økonomisk velstand, oparbejdet ved opblæste ejendomspriser og tilsvarende långivnings-bobler, suggerer et forventningsniveau som offentlig service, underlagt selv løselige krav om budgetmæssig tilbageholdenhed, har svært ved at indfri. Hvis ”folk” privat færdes i behagelige, tidssvarende omgivelser og i andre sammenhænge konfronteres med offentlige serviceydelser, som enten er utidssvarende eller båret af slidte, fysiske rammer, indtræffer der en reaktion.
Dette bagtæppe gør læsningen af Ekmans bog interessant, det er væsentligt at nævne. Ikke desto mindre er der behov for at gøre op med selve forudsætningerne for Ekmans perspektiver og syntesemageri, og det kræver at man går til kernen af disses bestræbelse.
*
I den – fraregnet litteraturlisten – to hundrede sider lange bog skriver Susanne Ekman mindst ni gange, at der er gennemført besparelser, nedskæringer, beskæringer, nedbarberinger eller underfinansiering af den offentlige sektor. Intetsteds skriver Ekman dog noget kvantificerbart om denne påstand. Der er ingen henvisninger til opgørelser, empiri eller data – belæg – for denne påstand.
Den antages a priori, i øvrigt i en bog, hvor et tilknyttet appendiks rummer retromoderne definitionsafklaringer, der minder om de besværgende forklaringskrav, såkaldt socialistisk kritik – glem ikke, at det engang var noget særdeles eksakt – stillede. I dag hedder det bare noget andet – radikale og alternative læsninger af finanskrisen, herunder mere gennemgribende visioner for forandring og reform skriver Ekman et sted og afslører hermed i øvrigt sin stedvis stærke inspiration af engelsksprogethed.
Dette manglende belæg er mildest talt ikke uden problemer, ikke mindst fordi påstanden synes at hvile på et udbredt belæg: en masse mennesker siger, at deres fagområde i den offentlige sektor er udsat for ”besparelser”. Alle taler om dem. Det bliver de dog ikke nødvendigvis sande af.
Problemerne er todelte. Dels er det er ikke en anmelders eller en anmeldelses opgave, at bøje et faktuelt forhold i neon, men det primære anliggende er her at pege på den særdeles påfaldende mangel på belæg for en distinkt påstand. Det erfarede peger dog i retning af, at Ekman og kohorters påstand ikke holder vand.
Specifikt stiger den offentlige sektors penge- og personalforbrug, som minimum i femårscykler reelt og konsekvent. Generelt er det værd at nævne, at den offentlige sektor hertillands har et penge- og navnlig personaleforbrug, som kun modsvares af to, tre, måske fire lande i den frie verden: Norge, Sverige, Finland og så måske Frankrig. Sidstnævntes betydelige offentlige forbrug er dog mere i penge- end personaleforbrug. Hvor meget mere vil Ekman og kohorter monstro have?
Og har Ekman med kohorter tænkt over konsekvenserne, som meget kort formuleret lyder sådan her: udgifterne til den offentlige sektor er en integreret del af et lands samlede produktionsomkostninger, og de afledte skatter og afgifter får naturligvis konsekvenser for lønninger, øvrige omkostninger og priser.
Ekman med flere bør tænke over, at et eventuelt ønske om et forøget penge- og personaleforbrug i den offentlige sektor i sagens natur kræver forhøjede skatter og afgifter, som skaber et forøget løn- og omkostningspres, som skaber stigende priser: en dødedans, der får grundlaget for overskuds- og dermed kapitalgivende privat produktion til at smuldre
Dels er det et problem, at Ekmans såkaldte autoetnografiske metode – som består i at samtale med en masse personer, informanter kalder Ekman dem – giver anledning til nogle problemer vedrørende vidneværdsættelse. Apropos det med, at alle taler om noget, der dog ikke bliver sandt af den grund.
Det lader sig dog ikke gøre, at udlæse nogle systematiske overvejelser om den tillid, Ekman møder sine informanters udsagn med. Ekman spørger som nævnt eksempelvis ikke til, om påstandene om nedskæringer er sande eller kan belægges. Man skal forestille sig, tror nærværende anmelder, at Ekman affabelt nikker, smiler medfølende, lytter og skriver ned.
Der er dog en lovlig skærende kontrast mellem den tillid, Ekman møder sine informanters påstande med, og så den skepsis og forudintagethed, hun fletter ind, eksempelvis i den distancerende sprogbrug, hun anvender om dem, man så kan kalde ”den onde anden”.
Altså de, påfaldende utilstedeværende personer, som iværksætter de angivelige nedskæringer, besparelser, nedbarberinger og alt det, der er så åbenbart for Ekman og ”informanterne”, men dog ikke belægges. Det er snublende nær ved, at i Ekmans begrebsverden er der de gode og så de onde.
Mere muntert er det værd at tænke på en gammel traver fra halvfjerdserne og firserne: fordi de borgerlige (”de onde”) altid talte om betalingsbalance-problemerne, blev det anset for at være en særligt borgerlig (”ond”) problemstilling. DKP, VS og SF (”de gode”) interesserede sig derfor ikke det fjerneste for løsningen af sådanne problemer. Det var nemmere at love alt til alle.
*
Inden afrundingen af denne, allerede alt for lange anmeldelse, er det værd kort at nævne et spidsfindigt forhold ved Ekmans bog.
Et af Ekmans centrale begreber er ponzispil. Konceptet er det, at en person – vi kan kalde ham Charles Ponzi – rykker en annonce i avisen og lover 14 procent i rente af indskud. Kunderne kommer rendende, og det indbetalte bruges til at forstærke tiltrækningskraften ved at en del af indskyderne får deres rente udbetalt. Det kommer der kun flere kunder af. På et tidspunkt viser det sig, at Charles Ponzi ikke råder over andre værdier end dem, kunderne er kommet rendende med. Ponzi har ingen investering, men skal nok sikre sit eget afkast. Korthuset falder sammen.
Det er ikke helt ueffent af Ekman, at overveje denne metode – og de afledte personlighedstyper – i forbindelse med at pengeinstitutter og investeringsselskabers sprogbrug breder sig til hele samfundet, også service- og plejeydelser i den offentlige sektor. Det er blot interessant, at eksakt denne kritik af en velfærdsstat – sammenligningen med et ”ponzispil” – i sin tid var en amerikansk højrekritik af tredivernes og fyrrernes gryende velfærdsstat.
Forfatteren og polemikeren Rose Wilder Lane (1886-1968) – datter af Laura Ingalls Wilder, ja, hende med ”Laura-bøgerne” – måtte høre mange knubbede ord og i øvrigt tåle både et besøg af politiet og FBI’s overvågningsmaskineri, alt for at påstå at denne risiko var indbygget ved al Roosevelt og Trumans omsorg for det amerikanske folks velbefindende; indbygget i enhver velfærdsstat.
*
Sammenfatningsvis er der flere problemer ved den magtkritik, Ekman vil udtrykke med sin bog. Hun anvender en lang række begreber, der mere eller mindre eksplicit antyder fordækte ærinder.
Et sted skriver Ekman, at finanskrisen ikke førte til radikale folkelige protester, og det er svært at læse på en anden måde end udtrykt (let) beklagende. For det første er det vel en definitionssag, men det er eksempelvis svært at karakterisere de omfattende, tidvis særdeles voldelige protester, der hærgede Grækenland, som værende andet end radikale. For det andet er det vel fortsat ikke noget, man ligefrem skal ønske sig.
Med mindre man skal tage nogle af Susanne Ekmans andre begreber bogstaveligt. Det er et godt spørgsmål, hvad systematisk reformarbejde og gennemgribende systemiske ændringer skal betyde? Ekman omgås disse begreber enten forsigtigt eller tvetydigt, måske snarere taktisk. Hun bruger dem dog.
Andetsteds skrives der om den nuværende ideologiske stemning og den (problematiske) senkapitalistiske frihedsvision. Er der en hensigt? Ja, måske. Én ting er let resigneret at ønske sig radikale folkelige protester, noget andet er når Ekman tilsvarende (let) beklagende skriver, at flere ”giftige spekulanter” ikke endte bag lås og slå som følge af finanskrisen. Dette er særlig bemærkelsesværdigt, når ens position i øvrigt vel næppe er meget for lås og slå, fængsler og straf, men snarere vil se på sociale og strukturelle årsager til kriminalitet. I hvert fald i visse sammenhænge.
*
Med indkredsningen af denne sprogbrug, så er det svært ikke at forholde sig ret så skeptisk til, hvad Ekman vil med sin magtkritik. Vil hun sætte en anden magt bag sine ord?
Den tolkning bliver ikke mindre nærliggende af, at Ekman skriver, at vi kollektivt skal nedjustere vore forventninger til tilværelsen i al almindelighed. At dømme efter indledningen, så muligvis også for ”klimaets” skyld. Er den magt, der gemmer sig bag ordene, nøjagtig så autoritær som den sekterisme, halvfjerdser-marxismen fik etableret? Ikke som sekterisk konsekvens, men som en iboende konsekvens af selve tænkningen.
Fra universitets- og redaktionskontorene kaldte man Vesttyskland for fascistisk og mente, at Baader-Meinhof-galningene var ”frihedskæmpere”. Digteren Klaus Høeck skrev betaget om det, og selvfølgelig blev sådant genudgivet i 2024. Venstrefløjen kan sjældent styre sin fascination af grove forstyrrelser af den offentlige orden, hærværk, brosten og molotovcocktails – gedulgt måske endog selve de kvæstede betjente, som bekendt de umiddelbare ofre for radikale folkelige protester – ret længe af gangen.
Syntesemagerne har på ny organiseret og forskanset sig på universitets- og (nogle af) redaktionskontorene. Engang talte man om forsamlingshus-Danmark eller det tavse flertal. Disse mennesker kanaliserede deres politiske uenighed ind i mere eller mindre brede, folkeligt forankrede partier.
Fra dette vitale centrum fandtes et korrektiv til udsvævende kræfter fra akademia og kultureliten, der mente at have tænkt sig frem til ”gennemgribende systemiske ændringer”, som iklædtes en objektiv klædebon. ”Mig skal de ikke tage pis på” skal statsminister H.C. Hansen sammenbidt have sagt, da tusindvis af kommunister, opviglere og syntesemagere i april 1956 stod på slotspladsen ved Christiansborg, klar med ”radikale folkelige protester”.
Det er et afgørende problem, at forsamlingshus-Danmark ikke mødes til vælgermøder i forsamlingshusene, hvis det da i det hele taget kan finde vej til et. Forsamlingshus-Danmark er i stedet kommet på Facebook og Instagram. Verdens og tidens troldspejl, hvor folk, formentlig flertallet, sidder tavse og ofte forknytte.
Her tror en hel del også, at verden er som de mange siger den er. En slags absurdisering af den autoetnografiske metode, hvor der anes en uheldig metodekonvergens mellem syntesemagere som Ekman og så Facebook- og Instagram-Danmark. Den herskende klasse regerer alligevel, dens borttabte folkelige legitimitet er dog et nagende ulivssår.
Statsminister Mette Frederiksen skal have statsminister H.C. Hansen som forbillede, men hvad nytter en skudsikker vest, når døden kommer fra hjertet? Når Hansen skar igennem, stod han på ryggen af en bevægelse. Når Frederiksen skærer igennem, har det en klam afsmag af arrogance, vilkårlighed og særinteresser.
Der er noget galt med multipolariteten i meningsdannende henseende. Løsagtige, ikke sjældent karismatiske syntesemagere, der sidder solidt i vellønnede offentlige embeder, både ved RUC og Danmarks Radio, hvorfra de kalder til forventningsindskrænkning og ”gennemgribende systemiske ændringer”, møder på ny for svag og uorganiseret modstand fra det borgerlige samfund og det vitale centrums organisationer.
Susanne Ekman er hverken visionær, nytænkende eller modig. Hun har dog desværre en oppustet diskursiv og institutionel magt, blandt andet fordi ingen skatteydere bliver spurgt, om de vil medfinansiere RUC eller Danmarks Radio.
*
Her er afslutningsvis et godt råd til Susanne Ekman, der takker sin forskergruppe på RUC i forordet. En række dybt engagerede, kærlige og vanvittigt inspirerende mennesker. Næste gang forskergruppen mødes, så tag et forfriskende og grundigt kig på udviklingen i de offentlige udgifter.
Se grundigt på den offentlige sektors penge- og personaleforbrug, gerne sammenlignet internationalt og over årtierne. Afrund gerne med en perspektiverende, forhåbentlig ”vanvittigt inspirerende” drøftelse af prioriteringen af selve de opgaver, der skal og ikke mindst ikke skal løses af den offentlige sektor.
Den kan ikke løse alt – og den kan ikke erstatte mødres og fædres ansvar for de børn, de selv har sat i verden, børns ansvar for deres mor og far og menneskets almene forpligtelse af den næste, det er konfronteret med i en given situation.
Uanset hvad kørelisten meddeler eller fagforeningen mener.
Susanne Ekman: Giftig gæld og udpint velfærd – om udpiningen af den offentlige sektor og gældens destruktive dynamik. Hans Reitzels Forlag, 2022.
