Kilde: wiki commons

Erhard Jacobsens lange vej mod de borgerlige

16. oktober 2024
3 minutters læsetid
Historiker, cand.mag. Martin Grunz bringer os videre til et andet aspekt af den danske politiske historie med sin artikel om Erhard Jacobsen og den højre-socialdemokratiske position. Jacobsens politiske virke viser, hvordan traditionelle ideologiske grænser kan overskrides, og Grunzartikel åbner for en refleksion over, hvordan politiske strømninger og alliancer formes og forandres over tid. Du kan tegne abonnement på Årsskriftet Critique her.

Den partikonservative Poul Møller (1919-1997) skrev i 1975 forord til Erhard Jacobsens bog Et opgør. I forordet citerede Møller Henrik Ibsens digt ”Til min ven revolutions-taleren!”, der indledes: 

De siger, jeg er bleven ”konservativ”. Jeg er, hvad jeg var hele mit liv. 

Det var mildt sagt bemærkelsesværdigt, at en tidligere konservativ leder roste en tidligere socialdemokrat for at bryde med sit parti og stifte et nyt – og dermed handle konservativt! Helt åbenlyst var Erhard Jacobsens stiftelse af Centrum-Demokraterne (CD) i 1973 et brud og et opgør.

Derfor titlen på bogen. Poul Møller betragtede imidlertid Erhard Jacobsens handlemåde som konsekvent og også rummende en konservativ kerne, som et opgør med oprørerne. Poul Møllers brug af Henrik Ibsen er også bemærkelsesværdig deri, at han citerer Ibsens afsluttende linjer: 

I sørger for vandflom til verdensmarken. Jeg lægger med lyst torpédo under Arken. 

Heri omtaler Ibsen patriarken Noa som en egentlig revolutionær kraft, som moderne politik skulle måles op imod. Møller roste netop Erhard som ildsjæl, og hans vilje til at tage voldsomme opgør: 

[…] optaget af at finde en ark, hvorunder han kan lægge sin torpedo. Og viser det sig af og til at være en blindgænger, så generer det ham kun lidt, for detonationen er lige voldsom. Livet har dog også lært ham, at hvor der handles, der spildes. Det er kampens risiko.

At Poul Møller, blot fire år efter sin afgang som konservativ leder, roste Erhard Jacobsen til skyerne og kaldte ham og hans partidannelse for både konsekvent og konservativ, var dog på grænsen til at være partiilloyalt.

For at forstå, hvorfor Poul Møller skrev, som han gjorde, bør man lægge mærke til, at både han og Det Konservative Folkeparti i 1975 stod i et vadested. Det havde vælgermæssigt været gennem en rutsjetur, der på syv år havde reduceret det med tre fjerdedele – og det var martret af bitre personopgør, hvori Møller følte sig som et offer.

Han så CD som et egentligt konservativt parti, der nærmede sig den position, som han selv havde ønsket som politisk linje. Poul Møllers familie stemte CD – og sønnen Per Stig Møller havde endda været med til at skrive partiets program. Ud over de rent personlige forhold så Poul Møller i Erhard Jacobsen en mulig katalysator for en reorganisering af det borgerlige Danmark.

Sådan kom det ikke til at gå. CD blev aldrig et folkeparti. Men partiet satte gennem sine 27 år i Folketinget varige aftryk på den politiske historie, og ”Erhard” er et navn, der også i dag fremkalder klare politiske associationer. 

Opgør med Retsforbundet 

Poul Møller og Erhard Jacobsens bekendtskab strakte sig tilbage til 1930’erne, hvor de som medlemmer af henholdsvis Konservativ Ungdom (KU) og Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) lejlighedsvis havde debatteret mod hinanden. Under Besættelsen blev forholdet mere fortroligt, og de deltog begge i modstandsbevægelsens ventegrupper, der skulle sikre, at Danmark ved den tyske kapitulation fik genoprettet parlamentarismens lov og orden.

De blev begge folketingsmedlemmer i løbet af 1950’erne, men deres politiske veje krydsedes ikke meget de næste mange år. Poul Møller udfoldede i begyndelsen og midten af 1970’erne (mens han var ude af aktiv politik) et interessant forfatterskab, hvor især den markante bog Politik på vrangen stadig huskes, både for sin selvkritiske refleksion over dansk parlamentarismes udvikling og for sine lejlighedsvis bitre ord om et liv i politik.

Møllers forfatterskab rummer også både erindringsstykker og politologiske analyser, som dog meget konsekvent blev skrevet i så kort form som muligt. Det er en stor håndsrækning til den almindeligt interesserede læser. Blandt de interessante politiske kortportrætter finder man vurderingen af Viggo Starcke i Gennembrudsår fra 1977.

Viggo Starcke var politisk leder af Danmarks Retsforbund (i daglig tale blot Retsforbundet) fra 1946 til 1960, som var partiets absolutte højdepunkt, hvad angår både mandater og indflydelse. Retsforbundet er (det eksisterer skam endnu) en særlig dansk partikonstruktion, der forener georgisme med humanistisk tænkning, kristen moral og en liberalistisk tradition.

Partiet omtaler selv opfattelsen som ”retsstatstanken” eller ”retsliberalisme”. Retsforbundet er på mærkelig vis næsten forsvundet fra den kollektive politiske erindring. Det på trods af, at partiet var indvalgt i Folketinget 1926-60, 1973-75 og 1977-81; i alt godt 40 år med sammenlagt 79 valgte mandater.

Til sammenligning var Danmarks Kommunistiske Parti, DKP, indvalgt i omkring 30 år mellem 1932 og 1979 og fik samlet set valgt 82 mandater. Med til historien hører, at Retsforbundet på trods af dets ideologiske særstandpunkter generelt søgte indflydelse, hvorimod DKP ret konsekvent stillede sig i principiel opposition til dansk parlamentarisme og regeringsdannelse (med befrielsesregeringen 1945 som en markant undtagelse).

Uanset årsagerne til Retsforbundets nærglemsel i dag oplevede partiet en markant vækst i 1950’erne med 12 valgte mandater i 1950 og ni i både 1953 og 1957. Årsagen blev i samtiden i meget høj grad lagt på Viggo Starckes kommunikation. Han blev betegnet som den første store æterbårne politiker i Danmark og blev beskrevet som både folkeforfører og leflende for vælgerne. Poul Møller skrev, at Viggo Starcke var 

[…] uovertruffen i sine radiosamtaler med vælgerfolket op til et valg. Med dæmpet røst takkede han, fordi han måtte komme ind i de hjemlige stuer, hvorefter han som en kat spandt, så alle følte velvære ved røsten og samstemte hans udlægning af de politiske problemer. Det gjaldt i hvert fald for det løsgående vildt blandt vælgerne. 

Starckes udfordring af det politiske system generede både Poul Møller og Erhard Jacobsen, der trods deres forskellige partitilhørsforhold ønskede at styrke det samarbejdende folkestyre og lade vælgerne finde plads i partier, der netop ønskede at tage regeringsansvar.

Retsforbundets storhedstid blev på en omvendt måde Erhard Jacobsens mulighed for et landspolitisk gennembrud. Erhard Jacobsen besluttede sig for at bremse Retsforbundets fremgang – og bruge sin organisation Frit Forum til det.

Vil du læse resten. Tegn abonnement på Årsskriftet Critique. Det koster kun 199 kr. Vi sender direkte til din postkasse.

Martin E.O. Grunz

Martin E.O. Grunz er cand.mag. i historie fra Københavns Universitet. Han er skribent og podcastvært på Netavisen Pio samt tidligere historisk konsulent for Socialdemokratiet og Dansk Metal. Forfatter til bl.a. Folkets Tid – Socialdemokratiet og Danmark (2019), der er en moderne fremstilling af Socialdemokratiets historie.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 krTegn abonnement i dag for 199 kr