Der er en historie i græsk mytologi. Den handler om, hvordan ørkenen blev skabt, dette golde og menneskefjendske landskab, hvor døden hersker både nat og dag.
Phaeton var søn af solen Helios og vandnymfen Clymene. En dag får han ét ønske opfyldt: Han må køre solgudens gyldne stridsvogn, som trækker solen hen over himmelbuen. Det viste sig naturligvis at være en dårlig idé.
Ting, mennesker og guder har deres faste pladser og roller, og bevæger man sig uden for dem, træder man ved siden af, og så lurer muligheden for katastrofen. Og sådan gik det også her.
Da Phaeton besteg stridsvognen, blev hestene, der var vant til solgudens enorme vægt, forvirrede.
De troede, at vognen var tom, og da han greb tøjlerne, løb de løbsk, trak et spor af ødelæggelse efter sig, skabte ørken, hvor de kom frem, og truede med at fortære jorden selv.
Ting, mennesker og guder har deres faste pladser og roller, og bevæger man sig uden for dem, træder man ved siden af, og så lurer muligheden for katastrofen.
Det blev Zeus, der bragte en ende på det hele. Han kastede en tordenkile efter den løbske stridsvogn, som kastede Phaeton af.
Flammende og forbrændt styrtede han til jorden. Og på hans grav stod der:
”Her hviler Phaeton, der satsede alt, men blev forrådt af sin svaghed.”
Forskellige temperamenter kan efterfølgende strides om, hvorvidt det var godt, at han satsede alt, eller om pointen er, at han i denne stræben var ved at fortære jorden selv.
Lawrence of Arabia
Myten om Phaeton spiller en rolle i David Leans klassiske storfilm Lawrence of Arabia, hvor den altid intenst dirrende Peter O’Toole spiller den karismatiske officer, arkæolog og forfatter T.E. Lawrence, som var udsendt af briterne for at rapportere fra og støtte det arabiske oprør mod tyrkerne under Første Verdenskrig.
Han kom til at spille en hovedrolle i den arabiske opstand og blev i den forbindelse en romantisk, næsten messiansk skikkelse, hvis navn og billede inspirerede araberne til kamp mod deres tyrkiske undertrykkere og tjente til at minde en stadig mere krigstræt opinion hjemme i Storbritannien om, at krig stadig kunne være romantisk, stadig handle om enkeltstående individer, hvis væsen og væremåde trodsede enhver konvention, kunne krydse ørkener og ja, endda gå på vandet.
Den arabiske opstand var med til at destabilisere den tyrkiske tilstedeværelse i Mellemøsten, så briterne kunne rykke ind. Krigen endte som bekendt med det tyrkiske Osmannerriges undergang – og en deling af Mellemøsten mellem Storbritannien og Frankrig.
Leans film er et mesterværk, fordi den på den ene side er så visuelt imponerende, at man uden videre kan se den i dag uden at fornemme filmens alder, som kun afslører sig ved en befriende langsomhed, der står godt til ørkenen, ja, og livet i det hele taget, hvor vi jo altså aldrig reddes af hverken underlægningsmusik eller nådig klipning, men må lide vores scener hele vejen igennem til enden.
Men filmen er, tror jeg, i sin kerne en psykologisk film. Et forsøg på at forstå et menneske, hvis mytologisering stiller sig i vejen for forsøget på at trænge ind i hjertets dybde og sjælens mørke.
Og grebet er i virkeligheden befriende enkelt. For Lean lader os først forføre af Lawrence som myte. Derefter lader han denne myte krakelere for øjnene af os og efterlader os med billedet af Phaeton slynget til jorden af tordenkilen, med alle sine gerninger bag sig og kun med døden i vente.
Splittelsen mellem krop og ånd
Transformationen af Lawrence til en myte, som man følger i filmens første halvdel, viser sig ved nærmere øjekast at bygge på to markante splittelser i mennesket T.E. Lawrence.
Den første er splittelsen mellem krop og ånd. For Lawrence består friheden i at se bort fra materien. Han lever i sit hoved, og gennem dette liv bliver han en tilskuer til den materielle verden, herunder hans egen kropslighed.
Men at være tilskuer betyder her ikke passivitet.
Det er netop dette, at den materielle verden og dens nødvendigheder, søvn og mad eksempelvis, samt dens fortrædeligheder, ikke mindst smerten og ørkenens uudholdelige varme, bliver irrelevante for ham.
Transformationen gennem den viljesytring, der har gjort teorien om åndens supremati til virkelighed
Fordi hans liv er ånd, kan han krydse ørkener og gøre det umulige i en afvisning af såvel den moderne verdens tro på materialismen og traditionens – her beduinernes islam – tro på, at alting står skrevet, og at skæbnen råder.
I den radikale skelnen mellem ånd og krop opstår muligheden for frihed. Og det er netop denne mulighed, der omsættes i en politisk kamp for frihed, da Lawrence krydser først Nafud-ørkenen og indtager havnebyen Akaba fra landsiden, og siden Sinai for at bringe budskabet om sejren til briterne.
”Hvem er du?”, spørger en motoriseret britisk soldat, da Lawrence snavset og i beduindragt når frem til Sinai. Svaret får vi ikke.
Pointen er uigenkendeligheden : Transformationen gennem den viljesytring, der har gjort teorien om åndens supremati til virkelighed.
Men i fraværet af svar ligger også en antydning. Selvmytologiseringen som tab af identitet.
Image og virkelighed
Den anden splittelse i mennesket T.E. Lawrence følger af hans sejr over tyrkerne i Akaba. Nu bliver han en historie. Ikke i mytologisk forstand, men i betydningen en forsidehistorie i de moderne massemedier, der pumper krigsbegejstringen ud i den hjemlige opinion.
I filmen repræsenteres alt dette af en amerikansk (naturligvis) fotograf, der rejser til Mellemøsten for at tage billeder af Lawrence. Og mens beduinerne frygter kameraet, fordi de tror (eller rettere ved), at fotografiet stjæler sjælen, er Lawrence ekshibitionistisk, en posør af Guds og hjertets nåde, der velvilligt lader sig forvandle til image.
Og her ligger netop den anden splittelse. Ligesom Lawrence indadtil bygger på den radikale sondring mellem ånd og krop, fordobles han gennem journalistikken, fotografiet og historien. Der er en Lawrence som menneske, og der er en Lawrence som image.
Men mens den første splittelse i det mindste rummer en mulighed for sandhed, er betingelsen for den anden fordobling løgnen, eller mere præcist en skarpt redigeret udgave af virkeligheden.
Ligesom Lawrence indadtil bygger på den radikale sondring mellem ånd og krop, fordobles han gennem journalistikken, fotografiet og historien.
Vi er ikke vores billeder, hverken dem andre gør af os, eller dem, vi gør af os selv. Og formår vi ikke at skelne mellem andres billede af os og vores billede af os selv, eller mere problematisk mellem billede og virkelighed, så har vi ladet løgnen og forstillelsen slå rod i vores karakter.
Jeg kom forleden til at tænke på nogle linjer af den amerikanske sanger Don McLean, som funderede over sin egen pludselige berømmelse efter American Pie på det mørke og meget smukke album Don McLean, hvor han ikke mindst i nummeret Pride Parade – en titel, der intet har at gøre med vor tids åbenlyse associationer til dette begreb – skånselsløst griber fat om dette problem – og sig selv som problemet.
And soon, you have succumbed to what the others all believe,
And though the lie affects them still it’s you that they deceive,
And all at once you’re lost within the emptiness of you,
And there’s no one left who’ll want to know the truth.
Lawrence of Arabia er i den henseende en næsten uhyggeligt moderne film, for alt dette er kun blevet mere udtalt i de sociale mediers tidsalder, hvor alt er performance og image, og selv autenticiteten bliver udstykket og solgt enten i pekuniær eller i ren social forstand.
Den tragiske historie om instagrammeren Katherine Diez henter sin almene relevans fra netop dette. Hun er, som hun beskriver i sin udmærkede bog, et menneske uden kerne, der alene lever i lyset af andres anerkendelse.
Andre og mindre udstillede og selvudstillende mennesker vil kunne genkende erfaringen og se sporene af ørken, der spreder sig omkring os.
Kroppens genkomst og sadismens mulighed
Antydningerne af splittelsens omkostninger er strøget rundt omkring i Lawrence of Arabia. Her blot en enkelt tråd, der opsamler det hele.
På et tidspunkt redder Lawrence beduinen Gasim i Nafud-ørkenen. Gasim er faldet af sin kamel, og de andre beduiner er drevet videre i erkendelsen af, at der intet er at gøre. Det er Guds vilje, at Gasim nu skal dø.
Men Lawrence anerkender ikke skæbnetroen. Han rider tilbage og redder Gasim. Han skriver selv sin og andres skæbne. Det er en triumf. Beduinerne havde kaldt hans redningsaktion blasfemisk.
Nu forstummer kritikken.
Men Lean lader ikke triumfen få det sidste ord. Senere tvinges Lawrence til at henrette Gasim. Ja, hans tid var tilsyneladende alligevel kommet. Skæbnen har besejret friheden. Men til sin rædsel opdager Lawrence, at han nyder henrettelsen.
Udøvelsen af brutaliteten gør ham begejstret. Dermed viser der sig en ny mulighed, nemlig sadismens mulighed: Udøve friheden ved at påføre smerte, udøve brutalitet.
Sadismen gør kropsligheden synlig igen, den reintroducerer materien på en måde, der anviser en ny måde at fastholde og udøve frihed. Og således bliver det.
Da Lawrence senere fanges af en tyrkisk officer, der er på jagt efter ungt, lyst kød til at tilfredsstille sine egne sadistiske tilbøjeligheder, udsættes han for tortur, som får hans tro på adskillelsen mellem krop og ånd til at kollapse.
Udøvelsen af brutaliteten gør ham begejstret. Dermed viser der sig en ny mulighed, nemlig sadismens mulighed: Udøve friheden ved at påføre smerte, udøve brutalitet.
Så meget, at sammenbruddet driver ham ud af kampen for den arabiske sag.
Hvor han før kun var ånd, forstår han nu, at han kun er krop. Og at hans krop adskiller sig fra arabiske kroppe, fordi hans hud er lys og ikke mørk.
Han vender tilbage til det britiske hovedkvarter i Kairo. Men her passer han heller ikke ind. Han ankommer i lånt uniform, i en identitet, som ikke kan blive hans.
Vejen tilbage, re-integrationen i normaliteten, er spærret. Det er her, vi i en scene ser Lawrence stå foran et billede af Phaeton, der styrter mod afgrunden i en foregribelse af faldet.
Faldet
For selvom Lawrence overtales til at tage tilbage, nu motiveret af en politisk kamp for at redde araberne ikke blot fra tyrkerne, men også fra britisk og fransk imperialisme, så er det en forandret og ringere mand, der genindtræder på valpladsen.
Hans hær er købt og betalt. Han har sin egen bodyguard, bestående af dømte forbrydere, der kun har loyalitet over for ham og guld. Alt er materie. Alt er krop. Alt er politik.
Han har intet hjem, ingen identitet, intet selv. Ørkenen kan han aldrig forlade. Den er over alt.
Og stillet over for muligheden for at haste til Damaskus – og måske realisere en drøm om politisk frihed for araberne – og så overfalde og massakrere en forsvarsløs tyrkisk hærstyrke, vælger han det sidste.
Blodbadet fylder ham med en ekstatisk glæde. Pressefotografen ankommer, forfærdet over massakren. Men han tager et billede. Myten får lov til at leve videre, men den har aldrig været fjernere fra virkeligheden.
Da Lawrence endelig skal hjem, er det, som om han ikke kender dette begreb længere. Han har intet hjem, ingen identitet, intet selv. Ørkenen kan han aldrig forlade. Den er over alt. Men nu ikke som et frihedsrum, men som det sted, hvor døden hersker, og intet liv er muligt.
I sidste scene ser vi en motorcykel fræse ad en vej i ørkenen. Lawrence dør selv i 1935 i en motorcykelulykke. Phaeton i solgudens stridsvogn. Alt blev ørken.