I fortællingen om den liberale Grundtvig glemmer vi ofte at Grundtvig så med stor skepsis på grundloven og dens indførelse i 1848-1849. Grundloven ville føre til splittelse, mente Grundtvig. Det fortæller historiker Jens Wendel-Hansen om i »Grundtvig og Grundloven«, der her anmeldes af Christian Egander Skov i Replique

Amerikanerne har deres Founding Fathers: Washington, Hamilton og andre, der ikke hedder »-ton.« Herhjemme står det værre til. Vi har de sværmeriske nationalliberale, hvis omdømme led uoprettelig skade efter nederlaget i 1864 – og siden i Danmarks Radios tvivlsomme tv-serie om vores stolte, danske nederlag.

Men så har vi jo Grundtvig. Og Grundtvig er blevet moderne igen. Når vi synger »alle mine kilder skal være hos dig«, så er det Grundtvig, vi tænker på. Dansk åndsliv, dansk folkeliv, dansk folkestyres kildevæld – herfra udspringer så forskellige skikkelser som Jakob Knudsen, Aage Møller, Ebbe Kløvedal Reich og Jeppe Søe.

Grundtvig er så meget, levede så længe, skrev så fyldigt og havde så mange disciple, at han kan tages til indtægt for hvad som helst – og det bliver han. Det er kun ret og rimeligt, for en national profetskikkelse skal ikke først og fremmest læses historisk, men med hjertet, hvor hans lys brydes i personligheden og spalter sig på ulige måder.

Til kilderne

Og dog. For indimellem kan vi faktisk have behov for at gå til kilderne, ellers kan vi ikke være nogenlunde sikre på, hvilket lys, det er, der brydes i vores hjerte. Derfor er det i disse demokratisk set så urovækkende tider glædeligt, at Jens Wendel-Hansen, medredaktør ved dette tidsskrift og i sin fritid forsker ved Institut for Grundtvigforskning, har skrevet en bog, der ikke alene er beskeden i omfang, men også ganske underholdende.

Ifølge Grundtvig havde Danmark allerede en grundlov i form af det faktiske forhold mellem konge og folk.

Det er en strålende bog, der på få sider og i et letforståeligt sprog lader os træde ind i et stykke af Danmarks fortid, som både er levende nutid og vordende fremtid.

Det største problem er, at nogen et eller andet sted i udgivelsesprocessen har fået den tvivlsomme idé at udgive den uden ISBN-nummer, så den kan kun købes gennem AUʼs webshop. Det er, som vi siger i forlagskredse, lidt af en publicistisk hjerneblødning.

Nå, men emnet er Grundtvig og politik, nærmere bestemt Grundtvig og Grundloven. Det sidste er også bogens titel, så det er let at huske. I forhold til sin status som det danske folkestyres åndelige fader kan det virke overraskende, at Grundtvig hverken var særligt begejstret for Grundloven eller nogen særlig god politiker.

Han var, som forfatteren konstaterer, »en idealistisk tænker og en uortodoks politiker,« og dertil er der ikke meget andet at sige end: »Arv min arm! Den bliver vanskelig, Niels Frederik Severin!«

Som en løve i et bur

Grundtvig var allerede en ældre herre i 1848, da det københavnske borgerskab, anført af de nationalliberale, endnu kronisk begejstrede, i marts en aften drog til kongen og krævede en grundlov (og i deres importerede beruselse kom til at antænde gnisten til en borgerkrig, der skulle vare tre år). Grundtvig var ikke begejstret. Han var, som forfatteren beskriver, en svoren modstander af revolution.

Han var især modstander af Den Franske Revolution i 1789 og alt, den havde ført med sig. Heri havde Grundtvig set fanden selv drive sit spil. Det europæiske revolutionsår 1848 kunne Grundtvig ikke se i eftertidens, men fortidens lys. Det var et møjsommeligt bandageret sår, der blev brudt op. Naturligvis måtte han frygte kaos. Og han var, citerer forfatteren en ven af Grundtvig, »Som en løve, der fnyser i sit bur.«

Grundloven ville skabe splittelse – og det på et tidspunkt, hvor Danmark stod i en eksistentiel overlevelseskamp mod de holstenske oprørere og snart deres preussiske allierede. Fornuftigt nok var Grundtvig mere tilbøjelig til at sætte sin lid til Vorherre end til de nationalliberale politikere og deres importerede franske, tyske og latinske begreber. Dette kom mest eftertrykkeligt til udtryk i hans trøstedigt fra maj 1848:

Sort ser det ud,
men almægtig er Gud,
dine fjender til lands
er og fjenderne hans,
de er fjender af sandhed og retten,
de er fjender af kærlighedsætten,
de har alle det værste tilbage,
thi end lever den gamle af dage!

Om politikerne skrev han derimod i en anden sammenhæng:

Vel Styrmænd nok der er ombord,
og frelse nok de ville,
men Skibet lystrer ei sit Roer,
Forstanden staaer nu stille.
De, som har pløiet Bølgen blaa,
de blege nu raabe; vi forgaa,
skeer ei der Underværker.

Valgt med besvær

Grundtvig blev med besvær indvalgt i den grundlovgivende rigsforsamling (som han gerne ville have kaldt Folkerådet), for selvom han, ifølge forfatteren, var »overbevist om, at han var en af dem, der bedst vidste, hvordan folket tænkte«, så var folket ikke nødvendigvis enige heri.

Også i Folketinget måtte han senere hænge i med det yderste af neglene. Dette minder os om, vil jeg tilføje, at folkeligheden ikke nødvendigvis er en iboende egenskab i den konkrete befolkning, men en kvalitet i deres sjæl, som poesi og profeti kan synliggøre, og som – hvis underværket sker – kan omsættes til politik som en vision, der derpå må prøves mod virkeligheden.

Han var især modstander af Den Franske Revolution i 1789 og alt, den havde ført med sig. Heri havde Grundtvig set fanden selv drive sit spil.

En af Grundtvigs fikse ideer var, at han ikke brød sig om en forretningsorden. Han ville hellere tale, når han selv ville, om det han ville, og han forventede, at andre ville lytte. Han troede på ordet, og denne tro ender ofte i den sludrende snakkesalighed, som også er grundtvigianismens kendetegn. Hans medpolitikere så ham som en »energisk, men uforberedt kværulant.«

Kongehånd og Folkestemme

Bogens centrale kvalitet ligger mindre i dens gennemgang af Grundtvigs politiske holdninger før og lige efter Grundlovens vedtagelse i 1849, og mere i forsøget på at afdække hans forfatningssyn på et principielt plan. Her er afstanden mellem den historiske og den mytologiske Grundtvig slående – ikke mindst fordi Grundtvig slet ikke brød sig om idéen om en nedskrevet forfatning (ligesom han heller ikke brød sig om ordet »forfatning« i det hele taget).

Ifølge Grundtvig havde Danmark allerede en grundlov i form af det faktiske forhold mellem konge og folk. Det var borgerne, som i 1660, imod adelens magt, havde gjort kongen enevældig. Og det var den enevældige konge, som i 1831 havde nedsat stænderforsamlinger, så han kunne høre folkets råd. Grundtvigs ideelle forfatning betonede en dyb kontinuitet og understregede samspillet mellem »Konge-haand og Folke-Stemme/Begge stærke, begge fri.« Dette var for ham den naturlige danske forfatning.

Da Grundloven endelig forelå, konkluderede Grundtvig, at den »slet ikke… er i det Danske Folks smag og kan derfor langt snarere giøre Skade end Gavn.« Med denne konklusion trak han en implicit linje mellem sit syn på folk og forfatning og sin modstand mod de nationalliberales begejstring for importerede ideer. Med importen af nye begreber importerede de også en virkelighed, som han mente ikke passede til Danmark.

»Danskerne er nemlig, som man nok veed, i det Hele et meget godtroende, fredeligt og mageligt Folk, og Grundloven, mest efter franske og tydske Mønstre, er beregnet paa et mistænkeligt, stridbart og stundesløst Folk.«

Grundtvigs syn kan med nogen ret betegnes som naivt, men var samtidig et udslag af den konsensusbetoning, som også siden har præget vores nationale selvforståelse. Grundloven kunne altså skabe splid, hvor ingen splid var; skabe de samme problemer, som den ønskede at løse.

Den mytologiske Grundtvig

I virkeligheden fik Grundtvig på en måde ret. De næste 70 års forfatningshistorie, fra martsdagene i 1848 til påskekrisen i 1920, kom til at stå i stridens tegn med forfatningsspørgsmålet i centrum. Dette er dog ikke forfatterens udtrykkelige konklusion, da han som historiker er meget tilbageholdende med at tilskrive historiske personer, herunder Grundtvig, profetiske evner.

Denne metodiske nøgternhed tjener naturligvis forfatteren til ære, og den tillader ham en yderst interessant analyse af konstruktionen af den mytologiske Grundtvig efter hans død. Samtidig kan det ægge læseren til at spørge, om ikke Grundtvig med sine særprægede forfatningspolitiske synspunkter havde fat i noget væsentligt.

For hvad blev egentlig den (i hvert fald foreløbige) afslutning på Danmarks forfatningshistorie? Jo, det blev en grundlov, der primært beskriver den politiske proces, snarere end at fokusere på magtdeling, sikring af rettigheder og alt det, som en grundlov typisk forventes at håndtere, hvis samfundet ses som præget af konflikt mellem forskellige grupper. Den danske grundlov er på sin vis blevet behageligt irrelevant, da den ikke længere er et stridens tegn. Den konservative Grundtvig fik ret.

Den liberale Grundtvig

Det blev imidlertid ikke den konservative Grundtvig, der gik over i historien, men den liberale. Jens Lei Wendel-Hansen beskriver, hvordan Grundtvig gik fra at være grundlovens kritiker til dens forsvarer. Afgørende her var, at Grundtvig allerede i den grundlovgivende rigsforsamling argumenterede for lige og almindelig valgret og imod et tokammersystem. »Et landsting… vilde være aldeles ufolkeligt, men ogsaa farligt og fordærveligt.«

Dette udsagn afspejlede hans generelle syn på folkelighed, der afviste den gamle standstænkning. Det var dog også på trods af hans personlige forbehold over for lige og almindelig valgret. Grundtvig anså folkelig dannelse og oplysning som en forudsætning for ægte folkelighed.

Alligevel støttede han den lige og almindelige valgret, og dermed bevægede han sig i en liberal retning. Dette blev tydeligere, da grundloven efter treårskrigens afslutning skulle revideres.

Nu fandt de konservative kræfter i Grundtvig en stærk modstander. Han opfattede de konservatives forsøg på at begrænse udviklingen gennem et privilegeret landsting som en trussel mod den stabilitet, han havde advaret om. I Grundtvigs egne ord lød det:

»[jeg må forudsige] at dersom Danmark nu faaer et ufolkeligt Landsthing, hvis Overtal idetmindste er fremmed for det rette Skjøn paa Frihed og Ligelighed, da vil Folket kun have Ulykke af sin Rigsdag og af hele sin saakaldte frie Forfatning og da vil der kun beredes baade Konge og Fædreneland en sørgelig Fremtid.«

Og præcis sådan blev det. I den såkaldte forfatningskamp, som Grundtvig ikke selv nåede at tage del i, blev mindet om ham dog omformet af Venstres ledere og ideologer. Hans poetiske syner og mangel på sans for praktisk politik blev nu en ressource, som kunne give klarhed til deres sag.

Jens Lei Wendel-Hansen: Grundtvig og Grundloven, Center for Grundtvigforskning 2024