Savoir-vivre er tilbage med råd til livet, det gode liv. Der kan være svært at leve, men vigtigt at leve. Og her kan du se lige præcis hvordan med råd om Columbo, rejser og Sushi
Oplevelse: Columbo
Det er for dovent at afskrive serien Columbo som bedaget pensionistunderholdning. Bridge-blanding, Medova-te og sutsko. Ryet er nok knyttet til forne tiders fjernsynskiggeri, hvor serien ofte var skemalagt på tidspunkter, hvor der var basis for rent tidsfordriv foran flimmerkassen: hen på eftermiddagen eller inden sengetid.
Columbo er nemlig intellektuel underholdning med adskillige betydningsnuancer. For de, der ikke måtte have set serien, er konceptet således, at man er vidne til et mord og herefter politiopklaringen, anført af den regnfrakkeklædte, cigarrygende politikommissær Columbo, gestaltet af skuespilleren Peter Falk. Serien blev indspillet i til tider let forceret tempo i 1970’erne og i et mere adstadigt tempo fra 1989 til 2003. Der er 69 afsnit – og næsten alle er fra gode til fortræffelige.
Når man ser Columbo er det – som eksempelvis ved agentfilm – væsentligt at holde sig den banale pointe for øje, at Columbo ikke har set det, vi som tilskuere har set. Columbo opsnapper metodisk hentydninger, udsagn og indicier, medens han arbejder ex post facto. Som seer indgår man i en intellektuel vekselvirkning med disse ”opsnapninger” – og når alt klapper i et afsnit, slås man af, at Columbos metode samvirker med et godt udtænkt overraskelsesmoment.
Afsnittene fra 1970’erne er generelt set de bedste, her var serien mest veloplagt, 90’er-episoderne savner af og til inspiration og blev måske indspillede, når der var lavvande i pengekassen. Smag er subjektiv, det viser de righoldige afsnit-gennemgange og rangeringer, men man er i godt selskab med lettilgængelige afsnit som Death Lends a Hand og A Stitch in Crime som kan ses, uden at anskaffe sig serien på dvd. Synes man om dem, kan man roligt udforske resten af serien.
Og som et kuriosum kan det nævnes, at man er i godt selskab på mange måder. Ifølge Ernst Jüngers sublime biografist, professor Helmuth Kiesel, fornøjede mesteren sig gerne med at se Columbo. Det er ikke svært at forestille sig at Jünger, der livet igennem vedkendte sig sin særligt veludviklede observationsevne, gerne så om kap med Columbo.
A.O.
Rejsemål: Bourgogne-Franche-Comté
Som bekendt ligner alle lykkelige familier hinanden, og hver ulykkelig familie er ulykkelig på sin egen måde. Sådan er det også med familieferier. Og en væsentlig del af det at blive voksen er at indse, at nu er tiden kommet til kør-selv-ferier til sydeuropæiske campingpladser.
Således fandt vi i vores driftssikre Seat Leon vej gennem Europa til en campingplads beliggende i den mundret navngivne Bourgogne-Franche-Comté-region – udvalgt mest for pladsens tillokkende vandrutsjebane og prisvenlige hytter, men nu var vi der jo, og når man lejlighedsvist sniger sig uden for børnefamiliereservatet kan man nyde de skovfyldte og milde Jura-bjerge.
Selvom vi er tæt på, er stemningen en anden end den Schweizer-rige og globaliserede fornemmelse fra Alperne. Hvor der i Alperne er solrigt, er der tempereret skyggefuldt i Jura, og det hele føles hjemligt-fransk; det er her, man tager på picnic hvis man bor i nærheden.
Hjemligt føles der også i den endeløse række af ensartede små landsbyer. Parkerede man bilerne bag lukkede garageporte kunne landsbyerne uden videre bruges som kulisser til krigsfilm, og man fornemmer at globaliseringen er krøbet forbi uden at sætte aftryk. Autentisk. Men ikke den renskurede autenticitet, hvor man på en hyggelig fortovscafé kan købe café noisette og croissanter, snarere den autenticitet, hvor man bliver nidstirret af sløve grupper af vejarbejdere, mens man triller igennem landsbyen.
Er man til den slags, anbefales det, før man når de tyske motorveje på hjemvejen, at tage en omvej forbi Beaune, hvor man kan få nogle af egnens både autentiske og globaliserede vine til favorabel pris. Så får man alligevel noget mere end kloreksem med hjem fra Jura.
R.P.
Gastronomi: Oyisi Sushi, Aabenraa
En dag skulle jeg ud at have noget mad. Til den lille sult. Jeg gik ned i byen og fandt det første sted jeg fandt, som viste sig at være sushi-restauranten Oyisi Sushi, som viste sig at servere sushi. Restauranten viste sig derpå at være robotbetjent. Man bestilte mad på en iPad. Jeg kom til at slukke den. Men blev hjulpet videre af nabobordet. Robotten kom med maden.
Det viste sig at være buffet. Jeg havde betalt et beløb. Så fik man eat all you can eat, som de siger på japansk. Og det tænkte jeg da også var smart. Det eneste var, at man ikke måtte levne. Så skulle man betale en slags straftold på 10 kr. pr. sushi-ting. Fair nok. Madspild, nej tak. Til forret fik jeg sushi. Og derefter fik jeg sushi til hovedret. Det var her, det gik galt for mig.
Pludselig kom robotten med et kolossalt fad med jeg ved ikke hvor mange sushi-ting på. “Der er godt nok mange sushi-ting på det fad” tænkte jeg. Det hjælpsomme nabobord havde noteret min overraskelse over, at der var så mange sushi-ting på det fad. Og da de kiggede over på mig og min overraskelse forklarede jeg dem, at der godt nok var mange sushi-ting på det fad. “Ja, det er lækkert”, sagde de. Eller en af dem.
Og det var jo rigtigt. Og så begyndte jeg. Da jeg så efter noget tid havde spist og spist og spist, kiggede jeg ned på fadet, som stadig var asiatisk i sin vælde. Der var godt nok mange sushier på det fad! Og da jeg havde spist nogle flere og var stopmæt, kiggede jeg ned og konstaterede, at der var 14 sushi-ting tilbage.
Nu ramte to tanker mig. Det ene var en meget dansk tanke. “Det bliver 140 kr. oveni! Jeg bliver nødt til at spise flere.” Det andet var – måske under indtryk af omgivelserne, eller måske fordi det er sådan jeg er, en mere japansk tanke: “Det ville være skamfuldt at vise verden, at jeg har lavet en fejl. Jeg må ikke lade mig mærke med noget og så bare spise nogle flere.”
Jeg spiste til min mave og tarme var ved at revne. Det lykkedes mig at klemme ti mere ned. Da der var fire tilbage, måtte jeg give fortabt. Og med sushisveden dryppende af panden og ris og rå fisk stikkende ud af ørene, værdigt vralte op og betale. Det viste sig i øvrigt slet ikke at være noget problem med ekstrabetalingen. Og min værdige værdighed blev også reddet, fordi ingen kunne sige, at jeg havde begået en fejl og ikke kunne håndtere sushi-restauranten.
Det var dejligt med sushi og jeg anbefaler det på det bedste.
C.S.