Notre Dame: Katedralen, der blev reddet af en roman

Notre Dame Foto: Wandrille de Préville

Hvorfor er det netop Notre Dame, der har den mest fremtrædende plads blandt katedralerne? Forklaringen skal findes i Victor Hugos forfatterskab, mener Lotte Malou Adelina Nielsen, der skriver i Replique.

Af Lotte Malou Adelina Nielsen

Restaureringsarbejdet af Notre Dame i Paris, der blev hærget af en brand i 2019, er på sit højeste. I dag forbinder hele verden katedralen med Victor Hugos roman Klokkeren fra Notre Dame fra 1831. Fortællingen om Quasimodo, Frollo og Esmaralda har dog ikke blot gjort Notre Dame til et af de mest besøgte turistmål i verden – den har været afgørende for katedralens skæbne.

Den 15. april 2019 blev samtlige sendeflader på alle større tv-stationer verden over ryddet til fordel for billeder af den brændende Vor Frue i Paris. USA’s daværende præsident Donald Trump tweetede febrilsk om forskellige ideer til slukningsarbejdet, og det britiske kongehus udsendte en pressemeddelelse, hvori de udtrykte deres store sorg og forfærdelse.  Samtidig kunne vi hjemme fra stuerne følge billederne fra slukningsarbejdet og de omkringliggende gader nær katedralen, hvor tusinder af mennesker græd, sang og bad imens tomhed og frustration afspejlede sig i deres blikke.

I dokumentaren Notre Dame: Our Lady of Paris fra 2020 udtalte indsatslederen fra det parisiske brandvæsen, at det var som at opleve Victor Hugos roman udspille sig for hans øjne. Han så gargoilerne, der spyede bly blandt de høje flammer. Han kunne fornemme klokkerens skygge i kimæregalleriet, og det var som om, han sendte sine mænd ind i en fantasiverden. Få timer inde i branden dukker Emmanuel Macron op på pladsen foran kirken og udtaler ”Vi vil genopbygge Notre Dame, fordi det er, hvad franskmændene forventer, fordi det er, hvad vores historie fortjener, og fordi det er vores dybeste skæbne!”

Det er svært at forestille sig, at en brand i en hvilken som helst anden berømt kirke, ville være i stand til at sætte sådan et følelsesapparat i gang hos så mange mennesker. Notre Dame i Paris er, på niveau med Eiffeltårnet, et af de vigtigste vartegn for Frankrig, og dens kulturelle vægt præger den europæiske selvbevidsthed. Men hvorfor lige Notre Dame og ikke Westminster Abbey, der rent arkitektonisk er lige så unik og samtidig indeholder en ganske sammenlignelig uvurderlig mængde relikvier og kulturskatte?

Victor Hugos politiske projekt

Vi skal skrue tiden tilbage til 1830, hvor den franske nation rejste sig under Le Trois Glorieuses (De tre gloriøse dage) mod Charles den 10.’s udtjente regime, og den revolutionære ånd, der historisk set er et kendetegn for franskmændene, var endnu engang i udbrud. Men den dengang 28-årige Victor Hugo deltog ikke selv i gadekampene; han sad tilbagetrukket og skrev på sit eget bidrag til revolutionen. En roman, der havde til hensigt at kalde det franske folk sammen.

En roman, der skulle vise, at nu var tiden inde til at kæmpe, og at folket skulle finde styrken i bevidstheden om, at det gang på gang i historien havde rejst sig efter opgør med undertrykkende magter. I fortællingen spejler Hugo sin egen samtid i en overgangsperiode i den franske senmiddelalder, hvor folket havde rejst sig mod kirkens teokratiske regime. I dag taler man om den mørke middelalder”, men for Hugo var perioden langt mere end det, og i slutningen af 1400-tallet, hvor romanen udspiller sig, gjorde den spirende renæssance op med en forældet disciplin, hvor kirken var den dominerende magthaver.

Disse strømninger valgte han at afspejle på flere niveauer, og han satte to karakterer i fokus, der hver især skulle repræsentere et samfundssind: Den beregnende og forrykte ærkediakon Claude Frollo blev symbolet på den underkuende, teokratiske tangegang, og den vandskabte, elskværdige klokker, der lever i skyggen af sin herre, blev symbolet på en fornyet tankegang, – på et inkluderende og demokratisk samfund.

Det faldt dog sådan ud, at romanens egentlige hovedperson skulle komme til at gemme sig i skyggerne, og indhyllet i mystik stod hun og tårnede op midt i middelalderens Paris’ uhumske gader. Notre Dame blev således et omdrejningspunkt, hvori Hugo også tydeliggjorde samfunds-omvæltningen:
Konstruktionen af Notre Dame varede knap 200 år, og da første spadestik til fundamentet blev taget i 1163, var den romanske arkitektur den herskende, og det var denne stilart, der var kendetegn for teokratiet.

Men som årene gik, og nye samfundsideer så småt begyndte at spire, kom dette også til udtryk i kirkens udformning. Hvor den romanske byggestil havde et lukket, afvisende udtryk, var den gotiske byggestil opadstræbende og inviterede folks blikke til at se nærmere. Et godt eksempel er gargoilerne, der ved første øjekast virker skræmmende, men samtidig leder tankerne hen på gamle folkeeventyr. Målet med dem var ikke at holde folk ude, men derimod forhindre ondskaben i at trænge ind. I flere af romanens kapitler helliger Hugo sig fuldstændigt til at besynge katedralens arkitektur, og det er typisk her, at mange af nutidens læsere ender med at give fortabt i den knap 1000 sider lange roman. Men hvorfor netop dette store fokus på arkitekturen?

Siden den franske revolution havde ikke blot Notre Dame, men utallige vigtige bygningsværker fra gotikken været overladt til forfald i Frankrig. Hugo, for hvem denne periode i middelalderen havde så væsentlig betydning, kunne ikke bære at se dens kulturskatte gå til grunde. Og sådan forstod han, at han måtte vække folkets interesse, ikke blot for middelalderens politiske strømninger, men også de monumenter, der endnu stod tilbage fra perioden. Han vidste dog udmærket, at en lang redegørelse for vigtigheden af bevarelsen af gammel arkitektur, næppe ville vække megen opstandelse.

En uovertruffen succes

Med Quasimodo lykkedes det Hugo at skabe en figur, der fik læserne til at tage del i katedralens skæbne. Klokkerne tog hans hørelse, men ingen skulle være i tvivl: Ingen Notre Dame – ingen Quasimodo. Dette blev startskuddet til en, på sin tid, uovertruffen publikumssucces, og Hugo fik alle sine ønsker opfyldt. Charles den 10. blev Frankrigs sidste monark og i kølvandet på udgivelsen, blev der nedsat en komite, der skulle sikre katedralens overlevelse. Restaureringsarbejdet blev iværksat og mere kom til, heriblandt det ikoniske spir, der mødte sit endeligt i flammerne i 2019.

Victor Hugo døde i 1885, og fik en statsmandsbegravelse. Hans sarkofag stod til skue under Triumfbuen og han blev senere stedt til hvile i Pantheon side om side med Rousseau og Voltaire. Efterfølgende er Notre Dame de Paris filmatiseret intet mindre end 15 gange, første gang i 1905, senest i 2002. Disney har udmeldt, at en live-action udgave af tegnefilmssuccesen fra 1996 er på vej og står til at få præmiere i nærmeste fremtid.

I dagene efter branden i 2019 lovede Macron, at Notre Dame ville blive genopbygget og være klar til at tage imod offentligheden indenfor fem år. Har man en smule forståelse for restaureringsarbejde af gamle monumenter af den størrelsesorden og betydning, ved man, at dette er et snævert tidsrum for en sådan proces. Men som Macron selv ytrede, er det, hvad det franske folk forventer. Victor Hugos roman blev elsket verden over og reddede Notre Dame fra at gå til grunde i 1830’erne. Takket være fortællingen om Quasimodo og Frollo fik katedralen en særlig plads i vore hjerter, og dette unikke kærlighedsforhold mellem bygning og befolkning, har, som for knap 200 år siden, været altafgørende for det igangværende restaureringsarbejde.

Lotte Malou Adelina Nielsen er stud.mag. i litteraturvidenskab ved Syddansk Universitet.